Læsetid: 6 min.

En hyldest til byens skæve eksistenser

En stille aften på en bænk kan føre til nye specielle bekendtskaber. Byens skæve eksistenser er et møde værd
Debat
29. september 2009

Københavnerglimt

I går så jeg ham igen. Og denne gang satte jeg hastigheden på mine skridt ned. Var ellers på vej fra et møde til et andet møde, i jakkesæt og med mappe under armen. Sanger Søren stod der og vuggede, med øjnene op mod himlen og sang Shu-Bi-Dua. Han synger altid Shu-Bi-Dua. Han var halvvejs gennem »Knuden.« Jeg blev på en gang trist og taknemmelig.

Når jeg går ind, går blomsterne ud.

Tænk at have det sådan. Et liv op ad bakke.

Jeg har fundet en pige / vi er lige kedelige / og hvad skal man gøre ved det?

Jeg synes måske ikke piger plejer at være helt kedelige, men kan alligevel godt forstå, hvor de vil hen med den tekst. Der er sikkert en del mennesker, der har det sådan uden helt at vide det. Nogle af dem vandrer sikkert op og ned ad Strøget som jeg selv, på vej mod nye pligter og opgaver. Hastigt, målrettet og uden at skænke hverken »Knuden« eller begrebet lykke en tanke. Gad vide, hvem ham Sanger-Søren egentlig er? Bor han til leje hos mor, i beskyttet bolig eller har han en helt almindelig lejlighed som Boogie-Preben jo havde? Han har stået der på Strøget og sunget så længe, jeg kan huske, og han vil formentlig stå der mange år i nu. Det håber jeg i hvert fald.

Sigøjnerkunstnerinden
Hun kom dansende hen imod mig. Det var en smuk aften i august, hvor jeg sad på en bænk på Hans Knudsens Plads og nød solnedgangen. Er flyttet for nylig og var ude at vandre planløst for at lære nabolaget lidt bedre at kende. Efter en times vandring var jeg blevet tørstig og lidt sulten. Så var der heldigvis en kiosk. Valget stod mellem cola, øl eller is. Fik øje på solnedgangen, som hjalp mig til at træffe beslutningen. Satte mig på en bænk med min dåseøl, omkranset af buske, et par måger og Lyngbyvej som diskret lydtæppe. Havde kun siddet et par minutter, så kom hun dansende hen imod mig. Hun sagde, jeg var en smuk mand, en real viking man, og måtte hun sidde lidt her sammen med mig? Hun hed Azra, var fra Bosnien-Hercegovina og talte engelsk og dansk i et skønt kaudervælsk. Midt i 50'erne, men den slidte lidt vejrbidte type, der er svær at aldersbestemme. Hun fortalte, hvor lykkelig hun var lige nu. Hun elskede musik og havde fundet et orkester at synge i. Hun elskede at strikke, væve og finde smukke sten og blomster. Hun elskede sin lejlighed, det danske vejr, blomsterne og årstidernes farver. Hun forærede mig et armbånd og en ring. Som tak købte jeg hende en øl fra kiosken. Hun lignede en, der godt kunne drikke en øl nu. Senere blev hun meget melankolsk. Fortalte om sin eksmand. En psykopat og alkoholiker der havde tævet hende, og som hun engang nær havde slået ihjel med en stol. Det skete i nødværge, han var så fuld at han drattede livløst om. Hun fortrød og bad til Gud, for hun ville jo ikke miste ham. Jeg spurgte, hvor hendes mand var nu. Det vidste hun ikke, og hun var også skideligeglad. Hendes ene søn studerede i USA, den anden var i Forsvaret nu. Hun sagde, hun var meget ulykkelig, og hvad skulle hun dog gøre? Det kunne jeg ikke svare på. Til sidst blev jeg lidt forlegen, og sagde jeg måtte videre. Skulle købe ind. Hun så skuffet ud, og jeg nænnede ikke at gå. Hun lyste op igen og spurgte til mit liv. Havde jeg en kæreste? Jeg fortalte om mine dejlige døtre og min nye lejlighed. At jeg anså mig selv for privilegeret, men da også havde haft mine ture i humørvridemaskinen gennem årene.

Happiness
You will know happiness, you are a strong man, sagde hun. Hun spurgte, om hun måtte synge en sang. Hun havde en hæs, men egentlig smuk og fin stemme. Det var en sang fra hendes hjemland. Bagefter fortalte hun, at den handlede om to unge elskende. Den ene muslim, den anden kristen. De måtte ikke få hinanden, så de flygtede op i bjergene. Der blev de skudt af pigens fætre, der var partisanere i den bosniske hær. Fætrene sneg sig ind på de unge mennesker en sensommeraften, hvor de elskede ved et bål i bjergene.
Sangen blev punktum for mit møde med sigøjnerkunstnerinden. Gav hende min sidste øl, havde købt tre i kiosken, efter jeg fik ringen og armbåndet, og sagde farvel. Hun insisterede på at få mit telefonnummer, og på et krøllet papir fyldt med tegninger, andre navne og numre, skrev hun med let rystende hænder sine kontaktdata og rev en stump af til mig. Jeg ser hende nok aldrig igen, men det var et møde, jeg sent vil glemme. Samme aften drak jeg lidt vin på min nye altan og hørte klassisk musik. Tankerne kværnede rundt, og en sær form for ro indfandt sig. En taknemmelighed for det tilfældige møde og for at kvinden fandtes.

De utilpassede
Vi kender dem fra skønlitteratur, sange af Gasolin, Dylan, C.V. Jørgensen og fra dokumentarer på tv. Men de findes også ude i virkeligheden. I København, mange andre byer her til lands og ude i verden. Man kalder dem mange ting, men egentlig savnes en præcis betegnelse. Nogle er hjemløse, nogle gadekunstnere eller omstrejfere, mens andre er misbrugere. Nogle har diagnoser, andre er bare arbejdsløse enspændere med masser af tid til at vandre ad gader og stræder uden fast plan eller rationale. Sidstnævnte er måske det, der væsentligt adskiller dem fra os andre ’normaldanskere.’ Vi har nemlig alle en plan, strukturer der holder os fast, pligter og ansvar, relationer og job at pleje. Hvorvidt disse gør os lykkelige skal være usagt her, men de holder os på sporet.
Den franske filosof Georges Bataille indførte begrebet det ’eterogene,’ som antitese til ’det homogene.’ Sidstnævnte som det rationelle og nyttebestemte. En dominant kraft der holder moderne samfund og kulturer sammen. Førstnævnte som alt det andet: Erotik, kunst, forbudte følelser, vold, snavs, civil ulydighed og alternative livsformer. Det heterogene er drifter og inklinationer i os alle. De kan være konstruktive såvel som destruktive, de er libidinøse og som sådan kaotiske og tilfældige i udtryk og konsekvens. Vi holder dem alle i ave, ellers kunne civilisationer ikke hænge sammen. Men de er der stadig.
Det vil nok være for voldsomt at kalde Sanger-Søren og Sigøjnerkunstnerinden for repræsentanter for det heterogene princip. Der har givetvis har været omstændigheder, der kompromitterede luksusbegreber som ’det frie valg.’ Men på et mere metaforisk niveau synes Batailles begreb alligevel at komme til sin ret.

Hyldest
Man møder dem på gaden, på værtshuse og på bænke rundt omkring. De utilpassede. De tiloversblevne. De heterogene repræsentanter. De excentriske. Sidstnævnte måske en rammende betegnelse, da præfikset ex indfanger det, der ligger uden for centrum, løsrevet og frit svævende. De skal ikke romantiseres. Men de skal rummes og omfavnes. Som en intakt og værdig ingrediens i vores perfekte strømlinede kultur og bybillede. Vi har sjældent tid til at forholde os til dem, og allerhelst vil mange af os helst lade som om de ikke eksisterer. Men der tager vi fejl. De findes, og det kan varmt anbefales at møde et par af dem eller bare stoppe et minut på Strøget eller på et stræde i Odense eller Ålborg en dag. Hvis man har en sjælden fridag, kan man med fordel frekventere en bænk eller et værtshus i dagtimerne og drikke en øl. Der går ikke lang tid, før man falder i snak. Og det kan være ganske underholdende, foruden lærerigt og perspektivåbnende.
Gad vide, hvad der blev af »Har du to kroner?« Eller hvad med den blinde fyr med legetøjskeyboardet og to melodier på hånden? Har ikke set dem længe, men håber de lever og har det godt.
debat@information.dk

Gorm Bloch er kontaktdirektør NyeKunder Aps

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her