Skal integrationen kortsluttes?

Det Konservative Folkeparti har præsenteret et integrationsudspil, Demokratisk Integration, der har vakt betydelig opsigt, ikke mindst med forslaget om at forbyde burkaen.

For et par år tilbage afviste de konservative at forbyde burkaen. »Ja, vi har ændret holdning,« siger partiets formand Lene Espersen. Men hvad er det, der har fået partiet til at ændre holdning? Ja, ikke bare ændret holdning, der er tale om en regulær kovending. Er der blevet udarbejdet en grundig rapport, der dokumenterer, at problemet er blevet og vil blive større? Nej, det er der ikke. Det har været karakteristisk for debatten, at fremtrædende repræsentanter for Det Konservative Folkeparti ikke har kunnet dokumentere en udvikling på området, der kan forklare, hvorfor forslaget kommer nu. Men en ting er, at man ikke kan dokumentere en udvikling, der kan berettige forslaget. Noget andet er, at alle eksperter på området samstemmende er enige om, at vi står med et meget perifert problem, for nu at formulere det diplomatisk. Hvis det ikke kan dokumenteres, at det er et stort problem, og hvis alt tyder på, at det oven i købet er et mikroskopisk problem, hvorfor så komme med forslaget? Og hvorfor komme med det nu?

Hvad er effekten af, at det overhovedet kommer frem? Og hvad ville effekten være, hvis det blev gennemført? Alle disse spørgsmål vil vi prøve at svare på. Men først vil vi lige se på nogle af de kolde fakta og gøre status på integrationen i dag.

For ti år siden var ca. en tredjedel af vores ikke-vestlige medborgere i arbejde. I dag er det næsten seks ud af ti. Og hvis vi ser på fuldtidsbeskæftigelsen fra 2003 og frem til i dag, så vil vi se, at kvinder fra Irak, Somalia og Afghanistan er nogle af dem, der relativt set har haft den største beskæftigelsesmæssige fremgang, selvom der selvfølgelig skal tages højde for, at det er fra et lavt niveau.

Ser vi på uddannelsesområdet, vil vi også se en positiv udvikling. Eksempelvis er ikke-vestlige kvinder i aldersgruppen 16-19 år i større grad end de danske kvinder og såvel danske mænd i gang med en uddannelse. Endelig har vi under finanskrisen kunnet konstatere, at de ikke-vestlige indvandrere er den gruppe på arbejdsmarkedet, der er allerbedst til at beholde arbejdet. Fra juni 2008 til juni 2009 er ledigheden steget med 120 procent for danskere og 102 procent for de vestlige indvandrere, mens det 'kun' gælder for 37 procent blandt ikke-vestlige indvandrere.

Er det nu klogt?

Integrationen i dag er en megasucces. At komme i job og få en uddannelse vil altid være forudsætningen for vellykket integration. Hvis ikke indvandrerne med deres eget hoved og egne hænder kommer til at bidrage værdiskabende til det land, de er kommet til, ja så kan man godt glemme alt om vellykket integration. Udover at kunne finansiere sig selv og sin familie, er arbejdsmarkedet også den bedste garanti for, at forskellige mennesker og livsopfattelser hver dag mødes og beriger hinanden. Her er vi sammen på arbejdspladsens præmisser, uanset hvad vi selv står for hver især. Dette møde er den sikreste vej væk fra en fremtid med parallelle samfund.

Det er midt i denne megasucces, at det konservative forslag om at kriminalisere burkaen kommer. Og lad os vende tilbage til spørgsmålet om effekten af dette kriminaliseringsforslag. Vi kan kun se, at effekten af at komme med forslaget lige nu er, at man bliver ved med at fokusere på, at integrationen ikke fungerer, til trods for at en helhedsvurdering af integrationen må føre til, at det modsatte er tilfældet. Effekten er, at man holder liv i myten om den fejlslagne integration i en situation, hvor den samfundsmæssige virkelighed totalt punkterer denne myte. Er det klogt?

I stedet for at bære brænde til denne myte kunne man have gjort noget andet. Man kunne have fokuseret på succesen og stillet spørgsmålet: Hvordan kan vi gøre det endnu bedre? For selvfølgelig kan vi gøre det endnu bedre. Men de konservative har gjort noget andet. De har valgt et fokus, der siger, at der stadigvæk er meget store problemer med integrationen. Ja, de efterlader nærmest et billede af, at de mange indvandrere og efterkommere, der har fået arbejde, og som hver eneste dag bidrager til at skabe værdier til Danmark, stadigvæk lever i parallelsamfund, og at de ikke rigtig vil Danmark. Det er i virkeligheden at sende et meget stort mistillidssignal til de mange indvandrere, der har slidt og slæbt for at komme i arbejde og beholde det.

Virksomheder i front

Den megasucces, vi står med, er i vid udstrækning blevet skabt ude på virksomhederne. Og virksomhederne har ikke efterspurgt kriminalisering af burka eller andre beslægtede tiltag. Virksomhederne har tværtimod på fornem vis vist, at de er i stand til at håndtere integrationen af nye medarbejdere med en ikke-vestlig baggrund med de redskaber, der allerede er til rådighed og ved at finde pragmatiske løsninger. Ifølge OECD er vi blandt de lande i Europa, som har kunnet notere den største fremgang i at få indvandrere og flygtninge i beskæftigelse. Det er vi ikke, fordi danske politikere justerer mulighederne for velfærdsydelser, som de ofte gerne selv fremhæver, men primært fordi danske virksomheder ansætter nydanskerne, tager ansvar, er positivt og fleksibelt indstillede og frem for alt hamrende dygtige til ledelse og samarbejde trods vores forskelle som mennesker.

Hvad nu hvis forslaget blev vedtaget - hvad vil effekten så blive? Der er logisk set tre muligheder. Enten bliver de meget få burkaklædte kvinder hjemme. Det er jo ikke ligefrem noget, der fremmer integrationen. Eller også bliver de ved med at gå på gaden i deres burka. Så skal myndighederne til at sanktionere for en lovovertrædelse. Eller også går kvinderne i byen, men nu uden burka, fordi de nu har fået et argument for ikke at gå i burkaen. Det er ikke til at vide.

Opnået uden forbud

Uanset hvad betyder det desværre også, at de danske virksomheder, der med succes er positive i forhold til menneskers faglige kompetencer, uanset påklædning, skal se sig underkendt. De konservatives forslag indeholder også hensigtserklæringer mod bederum samt faste (på uddannelsesinstitutioner), og skulle disse forslag blive aktuel lovgivning på linje med tørklædeforbuddet blandt dommere, vil det succesfulde danske erhvervsliv igen stå med opgaven at skulle forklare sig. Hvorfor skal danskerne være tolerante og fleksible på arbejdspladsen, når de danske politikere ønsker at indrette resten af samfundet anderledes?

Man kan kun håbe på, at et andet af de konservative forslag, ideen om en 'fordomsbank' på Integrationsministeriets hjemmeside, bliver en realitet. Så vil danskerne og nydanskere fremover ved selvsyn kunne vurdere forholdene, når politikere kaster om sig med forslag om stramninger i forhold til problemer, der berør små grupper af nydanskere, som bliver tvangsgift, omskåret eller på anden vis fornedret. For de problemer skal der absolut gøres noget ved, men man er nødt til at tage med, at der er mere end 214.000 nydanskere på arbejde hver dag, når de har sendt deres børn i skoler, gymnasier og på universiteter. Alt det er opnået uden forbud og særlovgivning, fordi danskerne er frihedstænkende demokrater med sans for god virksomhedsdrift og samarbejde med kommuner, ministerier og andre relevante aktører. Inden man overvejer at kortslutte denne succesmodel, bør både folketingspolitikere, danskere og nydanskere tænke sig rigtigt godt om, også selv om det er voldsomt populært at levere nemme løsninger.

Torben Møller-Hansen er direktør for Foreningen Nydansker, og Hans Lassen er forfatter og direktør for konsulentfirmaet Sisyfos