Kronik

Et kleptokrati fylder 40

Nok er Libyen ikke længere en pariastat, der støtter terrorisme og søger at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben, men indadtil er det fortsat et benhårdt og menneskeretskrænkende diktatur
40-året for Libyens 1969-revolution blev fejret tidligere på måneden med en spektakulær fest i hovedstaden Tripoli fyldt med ekstravagante kitsch-effekter.

40-året for Libyens 1969-revolution blev fejret tidligere på måneden med en spektakulær fest i hovedstaden Tripoli fyldt med ekstravagante kitsch-effekter.

Ammar Abd Rabbo

21. september 2009

40-års-jubilæet for Libyens 1969-'revolution' - som ikke var en revolution, men et statskup gennemført af Oberst Muammar Gaddafi, hans kumpaner og familie - får mig til at mindes en samtale, jeg havde med en algerisk diplomat umiddelbart efter denne begivenhed. Algeriets regering var forvirret over det bizarre, radikale og excentriske regime, som pludselig var opstået hos deres nordafrikanske nabo, hvorfor dets daværende præsident, Houari Boumedienne, bad diplomaten om at besøge Tripoli for at tage den nye ledelse i øjesyn.

Hvad nåede han så frem til, spurgte jeg. Diplomatens svar, på formfuldendt fransk, var uforglemmeligt: »Ils ont un niveau intellektuel plutôt modeste« - de var sagt rent ud: temmelig dumme.

Der er mange måder at fortælle den ejendommelige historie om Libyens al-Jamahiriya ('Massernes stat'), hvis grundlæggelse blev fejret den 1. september med en spektakulær fest i Tripoli fyldt med ekstravagante kitscheffekter. De forløbne 40 år har imidlertid ikke bragt meget, der indbyder til at revidere diplomatens vurdering. Sandt nok har Libyen gennem en stor del af perioden oversvømmet verden med retorik om landets såkaldte 'tredje vej', hvis teoretiske grundlag beskrives i oberstens tobindsværk Den Grønne Bog (1976 og 1980) - en samling fraser, som ikke desto mindre gjorde Libyen tiltrækkende for en lille flok venstreradikale tredjeverdens-sværmere af samme støbning som de, der blev forført af Mao Zedongs Lille Røde årtiet før. Mutationerne i statens officielle navn afspejler dens leders tiltagende selvfølelse: Fra Libyens Arabiske Republik i 1969 til Den Socialistiske Libyske Folkerepublik al-Jamahiryah i 1977 - sidstnævnte fik yderligere tilføjet et 'Store' i 1986.

Igennem disse årtier var ambitionen hos Libyens elite at slå sig op som leder for hele den arabiske verden - siden skiftede fokus til det afrikanske kontinent. En overgang præsenterede man også en provokerende og delvis antiklerikalsk version af islam.

Der findes mange målestokke for regimets moralske fallit. Dets sprogmanipulationer og administrative usammenhæng er to af dem.

Førstnævnte blev jeg vidne til under et besøg i Tripoli i 2002, hvis officielle program omfattede et uundgåeligt besøg i Verdenscentret for Studier af Den Grønne Bog. (Af de 34 oversatte versioner, som var tilgængelige i mit hotels kiosk, var det sjovt nok den på hebraisk og den på esperanto, der var mest prominent udstillet). Oberst Gaddafi var så forelsket i grøn, at han på et tidspunkt overvejede, at omdøbe sin regeringsbygning til Det Grønne Hus (det blev opgivet, da det gik op for ham, at greenhouse på engelsk betyder 'drivhus'). Mere beslægtet med andre revolutioners løbebaner har været hans omdøbning af årets måneder (de romerske ord mindede for meget om det italienske koloniåg) og hans forsøg på at erstatte alle engelske ord med arabiske, selv sådanne venner af folket som Johnny Walker (Hanah Mashi) og 7 UP (Saba'a Fauq).

Udbredt frustration

Den anden målestok, administrativt kaos, har været et af de mest bekostelige aspekter ved Libyens revolution. Jeg husker, hvordan forlegne embedsmænd og akademikere - de, som ikke deltog i de langvarige eksegeser af Den Grønne Bog - at deres land havde 'visse ledelsesproblemer'.

Mange fra Libyens elite er uddannet i Vesten. Deres kendskab til verden og libyernes adgang til italiensk tv forøger den tydeligvis udbredte frustration. Om søndagen skulle der være ministermøde, forlød det. Men ingen havde hørt, hvor mødet skulle afholdes, og ministre og topembedsmænd måtte så bruge timer på at køre rundt i ørkenen fra sted til sted for at finde ud af hvor.

Al-Jamahiriya har overlevet perioder med international spænding og krise - fra USA's bombeaktion i april 1986 og frem til Lockerbie. Dets rehabilitering i det internationale samfund satte ind efter den 11. september, da Libyen tog retorisk afstand fra sin tidligere brug af og opbakning til terrorisme. Processen blev forstærket, da det i 2003 gik med til at opgive sine bestræbelser på at udvikle masseødelæggelses- våben.

I de senere år er har mange derfor fået det indtryk, at Libyen er ved at forandre sig. Og nok har Libyen lagt kursen radikalt om i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik, men på hjemmefronten og i regimets top er forandringerne højst kosmetiske.

Libyen er fortsat under kontrol af den lunefulde Gaddafi. Vilkårlige anholdelser, tilbageholdelser og forsvindinger finder stadig sted. Slægtninge og nære medarbejdere kommer og går som 'moderniserende ministre'. Familiens yngre medlemmer, hvoraf nogle måske er velmenende, andre selvforblændede, spiller deres midlertidige roller og skaber opmærksomhed blandt udenlandske medier og handelspartnere. Men eftersom der ikke er noget konstitutionelt system, og da alle informationer er rent spekulative, kan ingen - end ikke disse yngre medlemmer selv - fortælle, hvad snakken om forandringer reelt betyder.

Man kan gå ud fra, at som i andre diktaturer, ikke mindst i Mellemøsten, er den virkelige magt i hænderne på folk, som ikke nødvendigvis er synlige - frem for alt de, som kontrollerer sikkerhedstjenesterne. Musa Kusa, Libyens udenrigsminister, der i 15 år var leder af landets hemmelige tjenester, har utvivlsomt større magt end de regimerepræsentanter, som forsøger at fremme Libyens ry i udlandet, også selv om hans navn kun sjældent nævnes i nyhederne.

Tåbelige projekter

Ydermere står det klart, at Libyens ledere, trods al retorik om 'revolution' og 'massernes stat', har bortødet en stor del af nationens rigdom. Dels på tåbelige projekter hjemme, dels på bekostelige eventyr i udlandet. Skønt Libyen har en per capita-indtægt fra olie, der er på niveau med Saudi-Arabiens, har det kun få af de fremskridt inden for by- og transportudvikling og uddannelses- og sundhedsfaciliteter, som de olie- rige Golfstater kan prale af. Tripoli har bevaret de imponerende hvide bygninger og pladser fra det italienske kolonistyres tid, men trods den charmerende overflade er den snarere det arabiske modstykke til Havana end en Mahgreb-version af Dubai.

Libyen har ikke gennemført forandringer af betydning af sit politiske system, især ikke i forhold til menneskerettigheder eller regeringsførelse. Al-Jamahiriya er endnu i 2009 et af de mest diktatoriske og gådefulde af alle arabiske regimer. Dets seks millioner indbyggere har så at sige ingen frihedsrettigheder. Årsrapporterne fra Amnesty International og Human Rights Watch giver et indblik i deres reelle situation, som er kendetegnet ved vedvarende og systematiske overgreb. Modstandere af Gaddafis revolution kan i henhold til Lov nr. 71 arresteres og henrettes. Der er ikke det mindste islæt af den diversitet, man trods alt finder i nabodiktaturer som Egypten og Sudan.

Tvivlsomme venner

De prominente gæster ved festlighederne for 40-årsjubilæet i Tripoli talte personer som Zimbabwes Robert Mugabe og den krigsforbrydersigtede sudanske præsident, Omar Hassan al-Bashir. Andre æresgæster var Mohammad Abdi Hassan, somalisk fisker og formodet hovedbagmand bag piratplagen ud for Afrikas Horn. Libyens valg af venner siger alt om nationens karakter. Til dem hører Italiens premierminister, Silvio Berlusconi (en hyppig gæst), og landets tidligere ledende politiske fixer (og mafia-medsammensvorne) Guilio Andreotti, som var så flink at advare libyerne om det amerikanske luftangreb i 1986.

Libyen er så langtfra det mest brutale regime i verden eller bare i regionen. Det har mindre blod på sine hænder end Sudan, Irak og Syrien. Men al-Jamahiriya er og bliver en grotesk stat. På sin egen måde ligner den et gangstervælde, hvor en familiegruppe garanterer beskyttelse imod at få betalt tributter. Denne gruppe og dens kumpaner har med magt fravristet folket kontrollen med staten og har i 40 år hersket uden mindste forsøg på at sikre sig folkelig legitimitet.

Nok er verden udenfor nødsaget - ud fra sikkerheds-, energi- og investeringsovervejelser - til at agere med denne stat. Men der er ingen grund til at forfalde til de fantasier, som bestandig søges udbredt om dens sociale og politiske karakter, i landet selv som i udlandet. Al-Jamahiriyah er ikke nogen 'massernes stat'. Det er en røverstat, et kleptokrati. Det libyske folk er alt for længe blevet nægtet retten til at vælge deres egne ledere og politiske system - og drage fordel af landets rigdomme fra de olie- og naturgasaftaler, som Vesten er så ivrig efter at indgå flere af. Jo før dette regime havner på historiens mødding, jo bedre.

Fred Halliday er irsk forfatter og Mellemøsten-ekspert © Opendemocracy og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu