Kronik

Kristendom og demokrati er modsætninger

Det kristne menneskesyn er grundlaget for demokratiet, lyder det fra 10 fremtrædende svenske kristne. Men at sige sådan er historieforfalskning, siger dagens kronikør, der mener, at demokratiet ikke blev gennemført på grund af kristendommen, men på trods af den
Michelangelos'Adams skabelse' fra omkring 1511.

Michelangelos'Adams skabelse' fra omkring 1511.

Creative Commons

1. oktober 2009

I Sverige har 12 kronikører taget initiativ til en væsentlig debat, der i allerhøjeste grad vedrører det politiske klima i mange af Europas lande, heriblandt Danmark. De tolv kronikører efterlyser mere fokus på sekularismen som det konstitutionelle grundlag for vore stater og er bekymrede over religionens stigende indflydelse på svensk og international politik.

10 fremtrædende kristne kom prompte med et modsvar, hvor de hævdede, at religionen er uadskillelig fra politisk debat. Kristendommens menneskesyn og »dets betoning af alle menneskers ligeværd« er nemlig grundlaget for demokratiet, og en fravigelse fra kristne værdier vil »føre til åndelig, retslig og kulturel nedgang,« lød det.

At sige sådan er historieforfalskning. Det diametralt modsatte synspunkt bør derimod være aksiom i enhver politisk debat: demokratiet blev antitesen til kristendommens og religionernes hegemoni i almindelighed. Europas åndelige renæssance strider nemlig på et grundlæggende plan mod religionernes fundamentale idéer, inklusive kristendommens.

Den singulære væren

Demokratiet og den konstitutionelle parlamentarisme er afslutningen på en lang evolution i politisk tænkning, der antagelig startede i 1500-tallet og har udviklet sig til starten af det 20. århundred, hvor det vestlige tankesæt antog en endelig form. Den store opdagelse, man begik i 1500-tallet forekommer uhyre simpel: vores tilværelse er ikke dualistisk, men singulær - vi har ikke ét ben i den religiøse verden, og ét i den jordiske. Der findes ikke et liv efter døden og vores jordiske tilværelse er vor eneste tilværelse. Denne erkendelse var en revolution - mennesket havde erklæret sig selv for herrer over deres egne liv og for skabere af historie og civilisation.

Med denne opdagelse blev det religiøse standpunkt unægtelig svækket, selvom det skulle vare mange år endnu før dette fik samfundsmæssige konsekvenser. Manifestationen indebar som sagt afskaffelsen af det gamle grundsyn, der antog, at tilværelsen var todelt: livet på jorden var en forudbestemt pine og livet derefter, var alt det, man ikke fik i sit jordiske af slagsen. Således koncentrerede man pinen, sliddet og den ukuelige troskab til sine foresatte og det bestående samfund i det første liv, og drømmene, længslerne og kreativiteten i det andet, ikke-eksisterende ditto.

»Den singulære væren er magtfuld, fordi den er i stand til at aktivere hele det menneskelige intellekt,« skrev Dante. Således gik mennesket fra at være splittet mellem to verdener, en imaginær og skræmmende virkelig, til at samle sig og koncentrerer alle menneskelige egenskaber i én verden: heri indbefattet drømmene, længslerne og kreativiteten. Dermed opstod vor tids tænkende menneske, det ikke-religiøse menneske, som via rationel tænkning er i stand til at udfinde den omkringværende verdens hemmeligheder og som gennem kunsten, videnskaben og tankevirksomheden avancerer til et højere stadie af det menneskelige intellekt.

Frøene til demokratiet var sået. Simultant med den vestlige verdens tankemæssige og konstitutionelle transformation fra teokrati til demokrati (1500-1945) gennemgik den kristne religion en metamorfose. Først forandrede den sig i visse egne efter et luthersk forbillede, for derefter at opgive sine principper helt i den amerikanske kristendomsforståelse, defineret af specielt Jefferson. Den tilpassede sig - imiterede magtens ansigt - og den primære årsag til, at den vestlige civilisation først gennemgik en oplysningstid og følgende demokratisering, bør nok tilskrives denne iboende tilpasningsdygtighed eller, om man vil, svaghed i kristendommen.

Den kristne forvandling afspejlede i hvert fald en religion på retræte. En retræte som mange af de andre store religioner ikke har behøvet at gennemgå, og som har resulteret i tankemæssig stilstand i store dele af verden. Altså vandt demokratiseringen og det moderne tankesæt ikke frem på grund af kristendommen, men på trods af kristendommen.

Ny indfaldsvinkel

I den rent praktiske boldgade havde kristendommen, der navnlig allierer sig med samfundets stærkeste, heller ikke nogen indflydelse på demokratiets reelle implementering, som bør tilskrives samfundets lavere klasser. Lad os blot tage eksemplet Danmark, hvor ønsket om demokrati og parlamentarisme blev båret frem af arbejdernes og bøndernes partier; Socialdemokratiet, Venstre og De Radikale. I modsætning hertil stod partiet Højre, der i sin grundvold var kristent og bestod af de oprindelige nationalliberale, gejstligheden og adelen. Dette parti bekæmpede i mange årtier valgretsudvidelser og parlamentarisme i Guds navn og ligesom Malthus hævdede de, at uligheden (den økonomiske og politiske) var gudgivet og naturlig. Partiets leder, Orla Lehmann, bekendtgjorde da også, at magten burde tilfalde »de begavede, de dannede, de rige« - altså en ganske udemokratisk indfaldsvinkel.

Den vestlige civilisation

Mens den kristne kirke lige så stille blev undermineret og forvansket i forskellige magthaveres billede, skete der ikke noget lignende i andre dele af verden. I Mellemøsten eksempelvis fortsatte og udbyggedes islams centrale rolle uhindret - hvorfor? Svaret skal som tidligere bemærket findes i variationen over religionernes reelle magt. Kristendommen havde nemlig en langt svagere position end andre religiøse bevægelser på andre kontinenter.

Først og fremmest ligger forklaringen på dette i selve kontinenternes geografi. Europas topografiske diversitet modsat de andre civilisationers homogene ditto. Mens Europa grundlæggende er opdelt af store dale, floder og bjergkæder, består Kina og Mellemøsten af åbne vidder og steppeland. Dette medvirkede til, at de andre civilisationers magtstruktur i længden antog en anden form end den europæiske - Mellemøstens og Kinas naturmæssige og topografiske infrastruktur fordrede ét enkelt imperium, ét centraliseret magtsystem. Diversiteten i den europæiske geografi skabte derimod mange små enheder så som fyrstedømmer, bystater og riger, naturligt afgrænset af bjerge og dale. I Europa blev magten altså efterhånden decentraliseret og delt mellem et hav af forskellige instanser. I de ikke-vestlige civilisationer blev magtapparatet effektivt og centraliseret, hvilket senere skulle vise sig at være mindre frugtbart end den europæiske model.

Den vigtigste forskel mellem en centralt og decentralt styret region er de respektive magthaveres egentlige råderet. Magthaverne i de ikke-vestlige civilisationer havde en ubegrænset magt over selve historiens gang. De så at sige modellerede historien efter forgodtbefindende og uden de store komplikationer. En lignende suverænitet hos kongerne i Europa var ikke at finde. Dels på grund af de mange konkurrerende enheder, dels på grund af den katolske kirke, der var den første overstatslige instans, som kunne udfordre kongernes magt. Dette komplicerede enhver undertrykkelse af udvikling og vækst eller blot gennemgribende magthandlinger som eksempelvis fastholdelsen ved en bestemt religions principper. Et eksempel på de centraliserede magtstrukturer i Kina var Ming-dynastiets beslutning om at stoppe alle større opdagelsesrejser og udrydde kinesernes evne til at bygge store skibe. Måden at gøre dette på forekom enkel: henrettelse af Kinas opdagelsesrejsende, ulovliggørelse af skibe med flere end to master og afbrænding af alle plantegninger for de store rekognosceringsskibe. Efter en generation havde kineserne glemt, hvordan man byggede disse skibe, og opdagelsesrejser var en saga blot. Dermed skruede de kinesiske magthavere så at sige tiden tilbage - de modellerede historiens gang. Dette ville ikke have været muligt at implementerer i Europa. Ingen enkeltstående konge ville have haft en lignende magt. Skibsingeniørerne og ekspeditionslederne havde immigreret, den enkelte stat var i konkurrencen bukket under på grund af tab af folk med vigtige ekspertiser, osv.

Slutteligt vil vi altså være i stand til at fastslå nogle grundlæggende ting: Den vestlige verden har udviklet sig på trods af sin religiøse forpestelse, i dette tilfælde kristendommen, som den eneste civilisation. Ikke fordi den er bedre end andre civilisationer, men fordi den på mirakuløs vis udviklede nogle magtmønstre, der kunne modstå religionens tyranni - og deri ligger også implicit den opdagelse, som muliggjorde demokratiet, nemlig opdagelsen af Guds noneksistens og dermed verdsliggørelsen af vores samfund fra teokrati til demokrati. Fra Guds og kirkens magt over menneskene, til menneskenes magt over deres egne liv.

Emil Gustav Stephensen er gymnasieelev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans: Okay, jeg skal ikke afvise at de har mødt hinanden, men de arbejdede på hver sin side af jordkloden og de har i hvert fald ikke snakket mere sammen, end at det kommer meget bag på Darwin, da han får at vide, at Huxley har en evolutionsteori på trapperne, der i eet og alt er identisk med hans egen.

Heinrich:
Punkt eet er beslægtet med solipsisme og har ingen relevans i den virkelige verden.

Punkt to implicerer, at du vil være i stand til at afgøre om det er ja eller nej, hvis du vidste hvad spørgsmålet var, altså stadig inden for det dikotomiske udfaldsrum.

Punkt tre og fire forholder sig slet ikke til spørgsmålet.

Men hvorfor er der ingen der kommenterer grundlovens §4. Der er sku' da hamrende relevant i spørgsmålet vedr. påstanden om den danske sekularisme.

Huxley og Darwin møder i hvert fald hinaden een gang, for deres evolutionsteorier blev offentliggjort ved et fælles præsentation.

Hans Jørgen Lassen

Jamen, Hans, det er da meget simpelt.

Som der står i grundlovskommentaren:

"... en fuldstændig adskillelse mellem stat og kirke ikke vil kunne ske uden en grundlovsændring."

Og apropos de to herrer evolutionsteoretikere, så demonstrerer de smukt forskellen mellem religion og videnskab; de kommer helt uafhængigt af hinanden frem til samme løsning på problemet, noget der aldrig vil kunne ske i en religiøs kontekst.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Skal det forstås sådan, at du, rent objektivt, ikke aner, hvor du bor, hvad du hedder, hvem din kone er og så videre?"

Objektivt set, ja. Jeg aner da overhovedet ikke hvem jeg selv er. Min kemiske sammensætning ændres konstant, og ergo er "jeg" heller tiden noget andet end "jeg" var før. I min krop findes der millioner af atomer, der tidligere har været en del af Charles Darwin, og millioner af atomer der har været en del af Djengis Khan.

Vha. subjektivt sansning og erkendelse står det dog ikke helt så galt til. Det til enhver tid gældende inkarnation af "jeg" ved udmærket god, hvad denne vandsæk hedder, og meget andet.

Hans Jørgen Lassen

Hans,

det giver ingen mening at tvivle på en påstand som

"X eksisterer" - når X er fuldstændig ubestemt.

Agnostikere hopper med på teisternes vogn og anerkender, at dette nonsens er et eller andet meningsfyldt, hvad det jo ikke er.

Det er ret absurd at sige, jeg, som agnostiker, ved søreme ikke, om X eksisterer. Det er da muligt, men det kan også være, at det ikke er tilfældet.

Når X er totalt ubestemt.

Hans:
Okay, måske jeg skylder dig en undskyldning. Sandheden er, at jeg ikke er ganske sikker på hvad Darwin troede eller ikke troede på, for det er jo ikke til at sige hvad folk tænker i deres lønligste.

Men det er ikke helt hen i vejret at antage at han var ateist, for på den tid indebar religion at man troede at Gud havde skab arterne, 'hver efter sin slags', som Biblen siger. Evolutionsteorien var dengang i direkte modsætning til de gældende religiøse dogmer, og det kan umuligt være gået hen over hovedet på Darwin.

Mon ikke man bør skelne mellem 'kristendom' og 'kirke' i denne diskussion? Nogle vil måske hævde at det er et og det samme - men andre vil være uenige. Kirken som organisation og politisk magfaktor har altid allieret sig med den vertslige magt uanset om den var demokratisk eller ej - for den har det altid været de magtpolitiske realiterer der har vejet tungest - ikke de ideale fordringer.
Derfor har kirken altid fremtrådt som reaktionær
politiske set, fordi den altid har allieret sig med den siddende magt - og så snart magten har skiften hænder - har kirken søgt at allierer sig med de nye magthavere
Deri adslkiller den sig ikke fra andre organisationer.
Jeg ser ikke kirken som en modstander af demokratiet, men heller ikke som en forudsætning for demokratiet.
Man bør vel også huske på at den demokratiske ide blev undfanget i Grækenland længe før kristendommens opståen
Den kristne kirke trives udmærket i lande med udemokratiske styrerformer så længe disse ikke antaster kirkens interesser.

.

Hans Jørgen:
Du har så ganske ret, men det ville ødelægge den gode diskussion, hvis vi skulle tage dine betragtninger efterretteligt.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

du misbruger begreberne i alvorlig grad.

Du bor jo altså ikke rent subjektivt på en bestemt adresse; det er sgu objektivt.

Du har heller ikke subjektivt et par børn eller tre; det er objektivt.

Du betaler ikke subjektivt skat, og sådan kunne man blive ved.

Heinrich:
At det ikke er muligt at påvise subjektet er en brist ved sproget og ved logikken, ikke ved subjektet. Det, at du logger på her, er et bevis for at du selv tror på subjektes eksistens.

Hans Jørgen

Som sagt er jeg heller ikke personligt i tvivl, altså er jeg ikke agnostiker, men ateist.

Ret beset er X den ubekendte. Det kan ligesom godt stå for helt for sig selv.

i hvertfald ser jeg nogle religiøse som gode mennesker, der skal have lov til at tro på hvad de selv ønsker, hvis de vil give mig samme kredit, men det er ikke altid de vil det, og så bliver der ballade.

Hans:
Fair er fair.

(Desuden kunne jeg jo risikere, at du pludselig tryllede en eller anden tekst frem, der viste at jeg tog fejl, og den slags hader jeg)

Erik

Ingen bryder sig om forvirring vel? Det er måske det vi alle prøver at undgå, ateister, agnostikere og teister, ja selv anakister ;-)

Falstoft:
Kirken har ikke altid været reaktionær; i Middelalderen var den særdeles progressiv og skabte en intellektuel europæisk offentlighed i et Europa, der var splittet op i zillioner af småstater.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Agnostikere hopper med på teisternes vogn og anerkender, at dette nonsens er et eller andet meningsfyldt, hvad det jo ikke er."

Samme påstand kan ytres, om ateister i stedet for agnostikere.

Uanset, har du ret i, at det er dybt latterligt, at nogen gider forholde sig til så underlødige synspunter, såsom guds eksistens. Navnligt, når det påstås, uden skyggen af definition af, hvad der menes med udsagnet.

Som hardline agnostiker, har jeg intet problem med at afvise, at spørgsmålet har nogen relevans. Ja, faktisk vil jeg påstå, at det ikke reelt er et spørgsmål, selv om det er formuleret som sådan.

Hvis nogen vover at fremkomme med en definition på hvad de mener med "gud", er der næppe tvivl om, at svaret på spørgsmålet bliver et kor af rungende (subjektive) nej'er. Med mindre de snyder på vægten, om kommer med luftige meta-svar, og lader gud være lig "det der ikke kan bevises" eller andet tankespind.

hvis man er overbevist kristen, så må man vel opleve en konflikt imellem religionen og demokratiet, eftersom demokratiet kan udstede love som strider imod kristne dogmer?

Og så er vi tilbage ved politisk islam, der fortolkes af imamer som både politik og religion. Det er bare ikke til at komme udenom.

Hans:
Vel talt. Engang imellem er det lidt for let bare at forfalde til vanen fra eksamensbordet med bare at gætte, og så satse sig på, at man kan tale sig ud af problemerne, og selv om jeg bestræber mig på kun at skrive ting jeg synes jeg kan bakke op, hvis jeg bliver udfordrer, smutter den af og til.

Og så er det jo godt, at der er nogen der punker een, sådan skal det være.

Erik

Thanks alot. Det er, som jeg oplever det, netop hele styrken ved demokratiet og videnskab. Det tvinger os til at tænke selv, og ikke bare at godtage en skrift kritikløst.

Jeg finder det både morsomt og interessant, at hver gang der et emne omkring religion, er der straks en mængde ateister, der kaster sig ud i at definere hvad religion eller kristendom er, hvad eller hvem Gud er og om Gud kan bevises - når spørgsmålet handler om TRO!
Men som sagt - det er interessant.

En af de ting der måske har haft den største indflydelse på udviklingen i Europa, er den måde vi organiserer os på.
Magthierakiet er faktisk en katolsk opfindelse, og den katolske kirke var formentlig den første institution, der udviklede en organisationsplan.

Det er den plan stort set alle virksomheder er organiseret på i dag - om det så er demokratisk er så en anden ting, men kirkens påvirkning igennem historien har været praktisk tilstede, på godt og ondt.

Kirken har jo været den der hjalp de syge, de nødlidende - Øm kloster er et af de første hospitaler i Danmark, og ovenikøbet udførte man der avancerede operationer, hvor den syge ovenikøbet overlevede.

Kirken var på et tidspunkt centrum for viden, og for udbredelse af det skrevne, men har selvfølgelig også stået for forfølgelser af anderledes tænkende - sådan er det jo, magt korrumperer.
Bare se på Forsvarskommandoen.

Men at en bog, hvorpå Kristendommen funderer sin tro, stadig i dag er genstand for stor interesse, beviser vel, at det er en "bestseller" selv om den snart er et par tusinde år gammel.
At så udlægningen af bogen af visse nærmer sig det fundamentalistiske, det må jo tilskrives et manglende personligt ståsted, eller at ens ståsted er så vaklende, og i strid med almindelige normer, at man er nødt til at vride og krænge teksten, så den passer til ens politiske ståsted - fik du den Søren Krarup!

Men at forsøge at udskille forskellige elementer i vores historie, for at vurdere om de var positive eller negative for vores nuværende styreform, det kan man ikke - de var der - og vores styreform med alle dens fejl og mangler - er der også.

Mosbak

Det ser jeg ikke nogen være uenig i. Naturligvis er emnerne interessante, hvorfor skulle man ellers spilde tid på det.

Men nu gider jeg heller ikke mere for nu....

Hans Jørgen Lassen:
“Agnostikere hopper med på teisternes vogn og anerkender, at dette nonsens er et eller andet meningsfyldt, hvad det jo ikke er.”

Samme påstand kan ytres, om ateister i stedet for agnostikere.

Hæhæ.... Gud er dybt forankret i vores sprog, så han er eddermaneme' svær at få smidt ud.

Lidt tangentielt, og fordi jeg elsker gode anekdoter: Engang var ham marsmanden, wossisname, Jens-Martin Knudsen? - i radioen, dengang den var værd at lytte til. Et ganske aldeles fremragende interview som jeg hørte flere gange. JMK (tror jeg det var) stater med en genial rant om, hvordan historikere anskuer videnskaben og påpeger at Arnold Toynbee, en af de mest respekterede historikere nogensinde, i sin fem binds verdenshistorie giver Newton mindre end en side, til trods for at han nok er den enkeltperson, der har haft størst indflydelse på verdenshistorien.

Nåmen, JMK fortsætter med at forklare, at man ikke har den ringeste antydning af en idé om, hvordan tyngdekraften fungerer, "I Middelalderen," sagde han frit efter hukommelsen, "troede man at månen blev skubbet rundt om Jorden af en usynlig engel. Det tror man stadig i dag, bortset fra at englen nu trækker."

Pointen er, hvis ovenstående synes lidt obskurt, at der ikke er nogen modsætning mellem at erkende videnskabens natur af spekulation og samtidig hævde at videnskabens kosmologi er rigtigere end andre spekulative systemer.

Heinrich R. Jørgensen

Erik Bramsen:
"Det tror man stadig i dag, bortset fra at englen nu trækker."

Eller, som jeg påstod tidligere, gud der trækker ;-)

Heldigvis fylder Newton mere end én side i andre sammenhænge. De største tænkere, der virkeligt har flyttet milepæle, bliver vi dødelige aldrig helt færdige med at forsøge at kapere.

Hans Jørgen Lassen

Uanset hvad kirken og troen måtte have været tidligere, så skriver vi nu 2009.

Og kirken er en anakronisme.

For pokker, se dog blot på disse kostumer! Og disse trossætninger!

Det er jo det glade vanvid.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Mosbak:
"fik du den Søren Krarup"

Danmarks farligste demagog, i min optik.

I 60'er og 70'er var der vist mange, der var temmeligt overbeviste om, at den langhårede og næstekærlige Jesus, var erklæret socialdemokrat.

Selvbedraget kender åbenbart ingen grænser.

Kære Hans Jørgen Lassen,

det korteste eksempel kan f.eks. være, at demokratiet vedtager at al undervisning og forskning sker på darwinistisk basis, mens den kristne tror på at hans gud skabte jorden. For grovere konflikter skal man ned i specifikke kristne retninger, som f.eks. katolikkers problemer omkring fri abort, prævention, sex, osv.

At de forskellige kirkeretninger - ikke religionen - i mange tilfælde slår knuder på sig selv for at fritage dets medlemmer for disse dilemmaer, - for det meste ved at komme med en eller anden variation over modellen "Nåh-ja, men nu skal man jo heller ikke tage biblen helt bogstaveligt ..." - er jo blot en bekræftelse af at de erkender at de er i konflikt med det sekulære samfund, og dermed med demokratiet.

Et anden god observation, som jeg ikke kan huske hvem skyldes, er at i Saudi Arabien beder en lufthavnsfunktionær en bøn hver gang et fly letter. Men der er ikke præster bag rattet og heller ikke i hangaren, for så stor tillid har man heller ikke til Allah.

Heinrich:
Det lyder blasert og kynisk at sige at vi lever i middelmådighedens tidsalder, men når man læser om folk som Da Vinci, Newton og Darwin, Goethe, Kant, Marx m.v. er det svært ikke at tabe underkæben. Ud over at de fleste af dem havde noget i omegnen af halvtreds tusind gange så meget personlighed som vore dages koryfæer, er forskellen i intellektuelt niveau skræmmende, der går omkring en million Klaus Rifbjerg'er på en enkelt Goethe.

Hans Jørgen Lassen

Du har ret i at Folkekirken i dag er en anakronisme, forstået på den måde, at den ikke har "folket" med sig, og hvis man ændrede reglerne for optagelse således at man selv skulle melde sig ind, ville den nok forsvinde i løbet af nogle få år.

Men med hensyn til trossætninger - der er du jo lidt upræcis - det kan vel næppe være de 10 bud du tænker på?

Okay, sammenligningen er uretfærdig hvad gælder naturvidenskaberne, for moderne videnskab er en helt anden boldgade, men humanisterne?

En enkelt undtagelse er Niklas Luhmann. Desværre er han ulæselig.

Heinrich:
Danmarks farligste demagog...

Dvs. den dygtigste. Krarup har altid ret. Undtagen når talen falder på Gud, og det er værd at bemærke sig hvordan den ellers altid 100% stringente Krarup forfalder til retoriske kneb, når han skal tage Herrens navn forfængeligt.

Erik Bramsen

"Et anden god observation, som jeg ikke kan huske hvem skyldes, er at i Saudi Arabien beder en lufthavnsfunktionær en bøn hver gang et fly letter. Men der er ikke præster bag rattet og heller ikke i hangaren, for så stor tillid har man heller ikke til Allah."

Man vil nok ikke risikere at de bliver deroppe.;-)

Hans Jørgen Lassen

Nej, det er ikke de ti bud, jeg tænker på.

Jeg tænker på jomfrufødsel, soningsdød, genopstandelse, treenighed osv.

Man vil nok ikke risikere at de bliver deroppe.;-)

Hæhæ... Jeg tror i øvrigt at den skal tilskrives Christopher Hitchens.

Heinrich R. Jørgensen

Erik Bramsen:
"der går omkring en million Klaus Rifbjerg’er på en enkelt Goethe."

Det er i bogstaveligste forstand korrekt. Hyppigheden af en person med en begavelse som Goethe, er ekstremt lille. En ud af rigtigt, rigtigt mange millioner, er den statistiske sandsynlighed.

Hyppigheden af rifbjergsk begavelse er formodentligt én ud af nogle hundrede, i bedste fald nogle tusinde personer? Dvs, at der alene i Danmark er tusindevis af personer, der kan måle sig med ham.

Det tætteste Danmark i nyere tid har været på virkelig litterær begavelse, er vel Poul Borum?

Der er langt mellem snapsene. Heldigvis er jeg så småt begavet, at jeg sagtens kan værdsætte de mange mindre ånder, men i det 20. århundrede har der da været en del skarpe hovedet. Albert Einstein og Kurt Gödel, bl.a.

Jeg snakker ikke kun om deres intellektuelle produkter; jeg sidder ikke og læser Goethe eller Kant, i hvert fald ikke for min fornøjelses skyld, men om den basalt eventyrlige og heroiske i deres biografier.

Hans Jørgen Lassen

Der er jo mange fortællinger der i dag er faldet til fordel for naturvidenskaben, men i og med at bogen - den gamle del, danner grundlag for kristendommen, og ligeledes er med i de to andre monoteistiske religioners verdensopfattelse, fortæller de meget om hvorledes verden blev opfattet ud fra den viden man havde dengang - og i dag anerkender man i kirken, vist bortset fra mere sekteriske afarter, at der er tale om symbolske fortællinger.

Og det viser sig jo, at alle folk har deres egne myter om verdens opståen - vikingernes asetro ikke at forglemme.

Læg også mærke til, at teorien om "The Big Bang" også bare er en fortælling - en teori.
Vi ved ikke om det er rigtigt, det er noget vi tror.

Vi kan via naturvidenskaben forklare en del, men vi kan ikke forklare alt - ikke engang i forhold til de andre arter der omgiver os.

Sven Karlsen

"- er jo blot en bekræftelse af at de erkender at de er i konflikt med det sekulære samfund,"

Njae - eller i konflikt med almindelig anerkendt forskningsbaseret viden.

Det er vel ikke en konflikt i forhold til demokratiet, at eksakt viden danner grundlag for ens opfattelse?

Sider