Kronik

Kristendom og demokrati er modsætninger

Det kristne menneskesyn er grundlaget for demokratiet, lyder det fra 10 fremtrædende svenske kristne. Men at sige sådan er historieforfalskning, siger dagens kronikør, der mener, at demokratiet ikke blev gennemført på grund af kristendommen, men på trods af den
Michelangelos'Adams skabelse' fra omkring 1511.

Michelangelos'Adams skabelse' fra omkring 1511.

Creative Commons

1. oktober 2009

I Sverige har 12 kronikører taget initiativ til en væsentlig debat, der i allerhøjeste grad vedrører det politiske klima i mange af Europas lande, heriblandt Danmark. De tolv kronikører efterlyser mere fokus på sekularismen som det konstitutionelle grundlag for vore stater og er bekymrede over religionens stigende indflydelse på svensk og international politik.

10 fremtrædende kristne kom prompte med et modsvar, hvor de hævdede, at religionen er uadskillelig fra politisk debat. Kristendommens menneskesyn og »dets betoning af alle menneskers ligeværd« er nemlig grundlaget for demokratiet, og en fravigelse fra kristne værdier vil »føre til åndelig, retslig og kulturel nedgang,« lød det.

At sige sådan er historieforfalskning. Det diametralt modsatte synspunkt bør derimod være aksiom i enhver politisk debat: demokratiet blev antitesen til kristendommens og religionernes hegemoni i almindelighed. Europas åndelige renæssance strider nemlig på et grundlæggende plan mod religionernes fundamentale idéer, inklusive kristendommens.

Den singulære væren

Demokratiet og den konstitutionelle parlamentarisme er afslutningen på en lang evolution i politisk tænkning, der antagelig startede i 1500-tallet og har udviklet sig til starten af det 20. århundred, hvor det vestlige tankesæt antog en endelig form. Den store opdagelse, man begik i 1500-tallet forekommer uhyre simpel: vores tilværelse er ikke dualistisk, men singulær - vi har ikke ét ben i den religiøse verden, og ét i den jordiske. Der findes ikke et liv efter døden og vores jordiske tilværelse er vor eneste tilværelse. Denne erkendelse var en revolution - mennesket havde erklæret sig selv for herrer over deres egne liv og for skabere af historie og civilisation.

Med denne opdagelse blev det religiøse standpunkt unægtelig svækket, selvom det skulle vare mange år endnu før dette fik samfundsmæssige konsekvenser. Manifestationen indebar som sagt afskaffelsen af det gamle grundsyn, der antog, at tilværelsen var todelt: livet på jorden var en forudbestemt pine og livet derefter, var alt det, man ikke fik i sit jordiske af slagsen. Således koncentrerede man pinen, sliddet og den ukuelige troskab til sine foresatte og det bestående samfund i det første liv, og drømmene, længslerne og kreativiteten i det andet, ikke-eksisterende ditto.

»Den singulære væren er magtfuld, fordi den er i stand til at aktivere hele det menneskelige intellekt,« skrev Dante. Således gik mennesket fra at være splittet mellem to verdener, en imaginær og skræmmende virkelig, til at samle sig og koncentrerer alle menneskelige egenskaber i én verden: heri indbefattet drømmene, længslerne og kreativiteten. Dermed opstod vor tids tænkende menneske, det ikke-religiøse menneske, som via rationel tænkning er i stand til at udfinde den omkringværende verdens hemmeligheder og som gennem kunsten, videnskaben og tankevirksomheden avancerer til et højere stadie af det menneskelige intellekt.

Frøene til demokratiet var sået. Simultant med den vestlige verdens tankemæssige og konstitutionelle transformation fra teokrati til demokrati (1500-1945) gennemgik den kristne religion en metamorfose. Først forandrede den sig i visse egne efter et luthersk forbillede, for derefter at opgive sine principper helt i den amerikanske kristendomsforståelse, defineret af specielt Jefferson. Den tilpassede sig - imiterede magtens ansigt - og den primære årsag til, at den vestlige civilisation først gennemgik en oplysningstid og følgende demokratisering, bør nok tilskrives denne iboende tilpasningsdygtighed eller, om man vil, svaghed i kristendommen.

Den kristne forvandling afspejlede i hvert fald en religion på retræte. En retræte som mange af de andre store religioner ikke har behøvet at gennemgå, og som har resulteret i tankemæssig stilstand i store dele af verden. Altså vandt demokratiseringen og det moderne tankesæt ikke frem på grund af kristendommen, men på trods af kristendommen.

Ny indfaldsvinkel

I den rent praktiske boldgade havde kristendommen, der navnlig allierer sig med samfundets stærkeste, heller ikke nogen indflydelse på demokratiets reelle implementering, som bør tilskrives samfundets lavere klasser. Lad os blot tage eksemplet Danmark, hvor ønsket om demokrati og parlamentarisme blev båret frem af arbejdernes og bøndernes partier; Socialdemokratiet, Venstre og De Radikale. I modsætning hertil stod partiet Højre, der i sin grundvold var kristent og bestod af de oprindelige nationalliberale, gejstligheden og adelen. Dette parti bekæmpede i mange årtier valgretsudvidelser og parlamentarisme i Guds navn og ligesom Malthus hævdede de, at uligheden (den økonomiske og politiske) var gudgivet og naturlig. Partiets leder, Orla Lehmann, bekendtgjorde da også, at magten burde tilfalde »de begavede, de dannede, de rige« - altså en ganske udemokratisk indfaldsvinkel.

Den vestlige civilisation

Mens den kristne kirke lige så stille blev undermineret og forvansket i forskellige magthaveres billede, skete der ikke noget lignende i andre dele af verden. I Mellemøsten eksempelvis fortsatte og udbyggedes islams centrale rolle uhindret - hvorfor? Svaret skal som tidligere bemærket findes i variationen over religionernes reelle magt. Kristendommen havde nemlig en langt svagere position end andre religiøse bevægelser på andre kontinenter.

Først og fremmest ligger forklaringen på dette i selve kontinenternes geografi. Europas topografiske diversitet modsat de andre civilisationers homogene ditto. Mens Europa grundlæggende er opdelt af store dale, floder og bjergkæder, består Kina og Mellemøsten af åbne vidder og steppeland. Dette medvirkede til, at de andre civilisationers magtstruktur i længden antog en anden form end den europæiske - Mellemøstens og Kinas naturmæssige og topografiske infrastruktur fordrede ét enkelt imperium, ét centraliseret magtsystem. Diversiteten i den europæiske geografi skabte derimod mange små enheder så som fyrstedømmer, bystater og riger, naturligt afgrænset af bjerge og dale. I Europa blev magten altså efterhånden decentraliseret og delt mellem et hav af forskellige instanser. I de ikke-vestlige civilisationer blev magtapparatet effektivt og centraliseret, hvilket senere skulle vise sig at være mindre frugtbart end den europæiske model.

Den vigtigste forskel mellem en centralt og decentralt styret region er de respektive magthaveres egentlige råderet. Magthaverne i de ikke-vestlige civilisationer havde en ubegrænset magt over selve historiens gang. De så at sige modellerede historien efter forgodtbefindende og uden de store komplikationer. En lignende suverænitet hos kongerne i Europa var ikke at finde. Dels på grund af de mange konkurrerende enheder, dels på grund af den katolske kirke, der var den første overstatslige instans, som kunne udfordre kongernes magt. Dette komplicerede enhver undertrykkelse af udvikling og vækst eller blot gennemgribende magthandlinger som eksempelvis fastholdelsen ved en bestemt religions principper. Et eksempel på de centraliserede magtstrukturer i Kina var Ming-dynastiets beslutning om at stoppe alle større opdagelsesrejser og udrydde kinesernes evne til at bygge store skibe. Måden at gøre dette på forekom enkel: henrettelse af Kinas opdagelsesrejsende, ulovliggørelse af skibe med flere end to master og afbrænding af alle plantegninger for de store rekognosceringsskibe. Efter en generation havde kineserne glemt, hvordan man byggede disse skibe, og opdagelsesrejser var en saga blot. Dermed skruede de kinesiske magthavere så at sige tiden tilbage - de modellerede historiens gang. Dette ville ikke have været muligt at implementerer i Europa. Ingen enkeltstående konge ville have haft en lignende magt. Skibsingeniørerne og ekspeditionslederne havde immigreret, den enkelte stat var i konkurrencen bukket under på grund af tab af folk med vigtige ekspertiser, osv.

Slutteligt vil vi altså være i stand til at fastslå nogle grundlæggende ting: Den vestlige verden har udviklet sig på trods af sin religiøse forpestelse, i dette tilfælde kristendommen, som den eneste civilisation. Ikke fordi den er bedre end andre civilisationer, men fordi den på mirakuløs vis udviklede nogle magtmønstre, der kunne modstå religionens tyranni - og deri ligger også implicit den opdagelse, som muliggjorde demokratiet, nemlig opdagelsen af Guds noneksistens og dermed verdsliggørelsen af vores samfund fra teokrati til demokrati. Fra Guds og kirkens magt over menneskene, til menneskenes magt over deres egne liv.

Emil Gustav Stephensen er gymnasieelev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frederik Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:

Det var det mest patetiske 'comeback' jeg har nogensinde set i min tid på cyberspace - meget morsomt, faktisk. Argumenterne udeblev pudsigt nok, men 'nazist' er jo så også argument nok i sig selv - så var det emne uddebatteret!

Hvis du vil vide hvordan mennesker opfører sig i naturtilstanden kan du jo f.eks. skimme: http://en.wikipedia.org/wiki/Feral_child

Så kan du jo passende skrive til Wikipedia og spørge, hvor de dog får sådanne perverse nazistiske tanker fra...

Erik Bramsen:
"Forskellen på mennesket og dyret er, at vi har en bevidsthed, vi kan se os selv udefra og erkende at vi er vilddyr."

Helt enig, vi er netop ikke 'bare' dyr. Men det er jo vores moralske og etiske sans (altså kulturen) der forbyder os at skubbe de gamle udenfor i kulden - sådan var det vel næppe gået i 'naturen'?

At kulturen (eller manglen på samme) er fuldstændigt bestemmende for hele den måde vi mennesker tænker og handler på, ses vel af de enorme forskelle der er de forskellige kulturelle grupper imellem.

Reflektion
Oplevelse
Erindring
Indhold
Erfaring
Empati
Håndtere værktøj
Forstå symboler
Reopleve
Arbejde i positive grupper...symfoniorkester, bygge huse, O.S.V

Man kun blive ved.

At nogle vælger det barbariske, fremfor de fuldstændig fantastiske muligheder mennesket besidder, kan en kun gisne.

Hans Jørgen

Nok især artiklen fra "Tanten" er interessant, og det er rigtigt at Big Bang ikke handler om universets skabelse, men udvikling, samme type af misforståelse som jeg ofte oplever angående Darwins teorier.

I det selv samme sekund man bevæger sig ud i tiden før big bang, risikerer man igen religiøse betragtninger, der er lige så komiske som de plejer at være, men det er vel uundgåeligt med den relative manglelfulde viden der er til rådighed ;-)

Måske kender du til et forholdsvist nyt begreb der kaldes "intelligent design", der også er religiøst betinget, men dog anerkender videnskabens opdagelser?

Hans Jørgen Lassen

Jo, Hans, jeg kender godt til intelligent design.

Faktisk har min gamle ven og studiekammerat Jens Hebor skrevet en ganske grundig artikel om emnet. Den kan findes i bogen, der hedder "Darwin eller intelligent design"

Det var godt gået af Darwin at han 'beundrede og respekterede Huxley'. Måske er der liv efter død alligevel!
Iøvrigt har der aldrig nogensinde været en 'Big Bang'. En 'bang' er en voldsom og pludselig opstået larm. To betingelser skal være opfyldt for at sådant noget kan ske. Først skal der luft til at transmittere lyden. Andet skal der være en modtagende sansende bevidst væsen, til at fortolke fænomenet som en 'bang'. Uden en subjektiv bevidsthed til at tage dem i betragtning er al fysiske fænomener ikke eksisterende. Og vi har ateisternes ord for at der ikke var noget bevidst væsen noget sted i nærheden da det skulle være sket. Samt videnskabsmændenes ord for at der fandtes ingen luft dengang.

Hans Jørgen Lassen

Colin hylder, som Berkeley, princippet om esse est percipi (tror jeg nok, det hedder).

Men der kunne jo udmærket være f.eks. solnedgange, som ingen har set, tordenvejr, som ingen har hørt, og så videre.

Hvem har bildt HJL ind at en begyndelse forudsætter et tidsrum FØR begyndelsen. ?

Han synes ikke at kunne frigøre sig fra den forestilling (gentaget mere end 10 gange)

Skulle man ikke kunne acceptere at et franskbrød har en endeskive, hvis der ikke også befinder sig franskbrød på den forkerte side af endeskiven ?

Og hvis så gjorde det, var der jo netop ikke tale om enden på franskbrødet.

Manden der ikke kunne undvære franskbrød nægtede at acceptere, at brødet kunne have endestykker medmindre disse var omgivet af mere franskbrød i alle retninger.

Vi må spørge den, der fastlagde BigBangs begyndelsesbetingelser (skabelsen) hvorfor. - Ifgl. naturlovene har disse betingelser med ubønhørlig kausalitet ført frem til den HJL vi har i dag.

Erik Bramsen

Jeg takker så mange gange for det vidunderlige link til den "guddommelige fald til jorden" teori.

Jeg vil anbefale alle at læse det link - det er guddommeligt morsomt!!! lol

Hans Jørgen Lassen

"En gruppe amerikanske astrofysikere fra California Institute for Technology mener nu at have bragt os nærmere et svar på det sidstnævnte spørgsmål. De mener nemlig at kunne se små spor eller tegn på, at selveste tiden, som en fremadrettet pil, også eksisterede før det store urbrag, og at vort univers meget vel kan være udsprunget af et helt andet og nu måske forduftet univers. Dermed gør forskerne op med en ellers udbredt antagelse om, at før Big Bang var der intet overhovedet – end ikke tid."

http://www.berlingske.dk/article/20080608/verden/706080047/

Hans Jørgen Lassen

I begyndelsen var franskbrødet, lyder Petersens skabelsesberetning.

Hvis han nogensinde havde prøvet at bage et franskbrød (men det har han jo nok ikke), ville han vide, at der kommer noget før brødet, nemlig mel, gær og vand, og helst en smule salt.

Og der kommer noget før f.eks. melet, nemlig korn.

Og så videre ad infinitum.

HJL:
Men der kunne jo udmærket være f.eks. solnedgange, som ingen har set, tordenvejr, som ingen har hørt, og så videre.

Det kunne vi sagtens og med rimelighed antage. Men kan vi nogensinde vide det? Så længe vores 'viden' hviler på hvad vi mener er rimeligt at antage, - dvs den er ikke i konflikt med de allerede godtaget grundlæggende vidensprincipper, - er den som sådan ikke 'ren' viden men noget hvis opretholdelse er afhængigt af mellem menneskelige konsensus. For hvad så hvis grundpillerne selv kan anfægtes?

HJL peger selv på at noget der kunne ligne det er i gang blandt nogle forskere i Californien. Ideen om at tid havde en 'begyndelse' nu anfægtes. Det åbner for en 'rimelig antagelse' om at det vi 'ved' som totale, ikke nærmere sig 50% af alt hvad der er muligt at vide, (som nogle måske har gået og bildt sig selv ind) men er mere sandsynligt i en størrelses orden omkring 0,0000003 % af hvad det er muligt at vide. Eller flere milliarder gange mindre.

Lur mig om ikke mennesker (hvis der er nogle tilbage) i året 3010 kigger tilbage på vores årtusinde og griner af vores forsøg på at opbygge en hel ny mytologi omkring 'Big Bang' som så endelig i år 2200 blev til stats anerkendt religion (et ord som mennesker dog dengang ikke accepterede, men insisterede på i stedet for at kalde 'videnskab' hvilket vi nu i 3010 kan se, udefra VORES viden, egentlig ikke i det væsentligste adskilte sig fra tidligere forsøg på at etablere universal viden baseret på adskillige forkastede religiøse skrifter.) Nøjagtigt som vi nu i dag griner ad de forestillinger man havde om verdenen og dens oprindelse i år 1000.

Hans Jørgen Lassen

Colin,

jeg kan kun være enig med dig. Menneskelig viden er afgjort begrænset.

Men der er trods alt visse ting, som det ikke giver ret megen mening at tvivle om.

Altså, så som at verden ikke forsvinder, fordi ingen ser eller hører den.

Det er en alvorlig overdrivelse af menneskers betydning, når man hævder, at verden skulle være afhængig af, at mennesker perciperer den.

Berkeley løste som bekendt problemet ved at lade Gud iagttage verden hele tiden, men her, også her, mener jeg nu nok, at overnaturlige væsener kan undværes.

HJL:

Det er en alvorlig overdrivelse af menneskers betydning, når man hævder, at verden skulle

være afhængig af, at mennesker perciperer den.

På den anden side er det en meningsløst absurditet at påstå eksistensen af en fysisk verden

uden noget som helst liv. Eksistensen er afhængig af at der er noget mulighed for at

percipere den. I det øjeblik du viser mig en solnedgang ingen har set, holder det op med at

være en solnedgang ingen nogensinde har set. I det øjeblik du forestiller dig en verden

fuldstændig tomt for liv indfører du, - med lige præcist den handling det er at konstruere

en forestilling i dit sind, - liv i denne forestillingsverden. Så ja, forsvinder ALT liv

(inklusuv evt. overnaturlig liv - guder ånder osv.) fra verden en dag, så forsvinder

verdenen også. Trist men det kan ikke være anderledes.

Forestillingen om at et univers kan være dødt, og så lige så spontænt eller gradvist blive

levende, tvinger os til at overveje en hele række af meget svære spørgsmål. f. eks hvad

betyder det så at være 'dødt'? Og hvad er tid egentlig hvis vi virkelig mener at livets

tilkomst er en 'proces' som starter fra en tilstand af absolut døden? Og hvornår og hvordan

bestemmer sådan et evigdødt (hvis vi går ud fra at tiden ikke har noget begyndelse) univers

at det lige pludselig skal blomstre med liv? Hvordan ser evigheden ud? Hvis universet dør

igen vil det så vække sig igen eller hvem vil vække det? Hvis det kan vækkes var det så i

virkeligheden dødt? osv osv.

Godt nok er disse de spørgsmål et barn stiller. Men de er stadigvæk de sværeste og meste

akutte. Hvor enige vi så end er om videns begrænsninger, ville jeg aldrig ligestiller det

med at tillade sig at undlade at tvivle, med det det er at vide noget. Tvivl har været

kilden til nogle af videnskabens største bedrifter, og vi skal ikke holde op med det bare

fordi en håndfuld kloge personer med store teleskoper og endu større formler fortæller os

at nu nærmerer de sig svaret på de store gåder som man ellers har måttet søge svar på fra

religionen. Har de virkelig svar på nogle af disse spørgsmål bliver de nødt til at

oversætte det til at sprog almindelige mennesker kan følge, ellers havner vi bare i en ny

elitism til at erstatte en gamel, og demokratiets kår bliver derved ikke bedre end under

tidligere magthavere, f. eks kirker eller konger, som også brugte monopol på viden til at

fortrylle og stavnsbinde befolkningen.

Ved ikke hvad der sket med formateringen - jeg prøver igen;

HJL:
Det er en alvorlig overdrivelse af menneskers betydning, når man hævder, at verden skulle være afhængig af, at mennesker perciperer den.

På den anden side er det en meningsløst absurditet at påstå eksistensen af en fysisk verden uden noget som helst liv. Eksistensen er afhængig af at der er noget mulighed for at percipere den. I det øjeblik du viser mig en solnedgang ingen har set, holder det op med at være en solnedgang ingen nogensinde har set. I det øjeblik du forestiller dig en verden fuldstændig tomt for liv indfører du, - med lige præcist den handling det er at konstruere en forestilling i dit sind, - liv i denne forestillingsverden. Så ja, forsvinder ALT liv (inklusuv evt. overnaturlig liv - guder ånder osv.) fra verden en dag, så forsvinder verdenen også. Trist men det kan ikke være anderledes.

Forestillingen om at et univers kan være dødt, og så lige så spontænt eller gradvist blive levende, tvinger os til at overveje en hele række af meget svære spørgsmål. f. eks hvad betyder det så at være 'dødt'? Og hvad er tid egentlig hvis vi virkelig mener at livets tilkomst er en 'proces' som starter fra en tilstand af absolut døden? Og hvornår og hvordan bestemmer sådan et evigdødt (hvis vi går ud fra at tiden ikke har noget begyndelse) univers at det lige pludselig skal blomstre med liv? Hvordan ser evigheden ud? Hvis universet dør igen vil det så vække sig igen eller hvem vil vække det? Hvis det kan vækkes var det så i virkeligheden dødt? osv osv.

Godt nok er disse de spørgsmål et barn stiller. Men de er stadigvæk de sværeste og meste akutte. Hvor enige vi så end er om videns begrænsninger, ville jeg aldrig ligestiller det med at tillade sig at undlade at tvivle, med det det er at vide noget. Tvivl har været kilden til nogle af videnskabens største bedrifter, og vi skal ikke holde op med det bare fordi en håndfuld kloge personer med store teleskoper og endu større formler fortæller os at nu nærmerer de sig svaret på de store gåder som man ellers har måttet søge svar på fra religionen. Har de virkelig svar på nogle af disse spørgsmål bliver de nødt til at oversætte det til at sprog almindelige mennesker kan følge, ellers havner vi bare i en ny elitism til at erstatte en gamel, og demokratiets kår bliver derved ikke bedre end under tidligere magthavere, f. eks kirker eller konger, som også brugte monopol på viden til at fortrylle og stavnsbinde befolkningen.

Hans Jørgen Lassen

Colin skriver:

Eksistensen er afhængig af at der er noget mulighed for at percipere den.

Nej, det er den ikke.

Du kan da ikke i fuldt alvor påstå, at universet ikke eksisterede, før mennesket eller andre levende/perciperende væsener kom til?

Eller prøver du blot at udtrykke en aldeles ligegyldig banalitet: man kan ikke påstå, at noget eksisterer, hvis der ikke er nogen "man" til at påstå noget?

At det ikke er muligt at påstå, at noget eksisterer, medfører jo ikke, at der ikke eksisterer noget.

Du blander da vist betingelser for at påstå/percipere sammen med betingelser for eksistens.

Colin
'hvordan bestemmer sådan et evigdødt (hvis vi går ud fra at tiden ikke har noget begyndelse) univers at det lige pludselig skal blomstre med liv? '
Jeg ser ikke noget formål med at svare på den slags spørgsmål, som ingen kan svare på
fordi premissen er absurd: altså den at universet var 'bestemt' sig på et tidspunkt for at der skal opstå liv. Vi kan blot konstatere at livet på et eller andet tidspunkt opstod her på jorden ( og sikkert på mange andre kloder) fordi visse grundlæggende betingelser var opfyldt
Af samme skuffe er dit spørgsmål og hvad 'liv og død' i virkeligheden er. Der findes mange måder at definerer de to begreber på og de er alle af pragmatisk natur fordi ' liv og død' ikke er entydige begreber og aldrig kan blive det - prøv at leve med det! Hvad vil du f.eks. kalde en virus? Dødt orgainskt stof eller levende? Det er en smagssag
At kræve entydighed af naturen der er fuld at tvetydigheder og overgange er absurd. Det lige som at diskutere om farven 'turkis' er blå eller grøn

Hans Jørgen Lassen

Jeg kan fuldstændig tilslutte mig Oles aldeles klare indlæg.

Tillad mig blot at tilføje, at begrebet "dødt" ikke giver mening anvendt om universet, da universet aldrig har været levende.

Distinktionen levende/død er udmærket anvendelig f.eks. på mennesker, og der har den sin plads.

Men et univers er hverken levende eller dødt; det er nonsens at bruge disse begreber i denne sammenhæng.

"Græd ej så aflangt, du grønne ansjos ..."

Det er en alvorlig overdrivelse af menneskers betydning, når man hævder, at verden skulle være afhængig af, at mennesker perciperer den.

Hørt. Descartes havde fat i den forkerte ende af tingene. Eksistens er et sprogligt, dvs. socialt fænomen og må ikke blandes sammen med den fysiske verden. Descartes burde hellere have bekymret sig om, hvorvidt hans omverden kogiterede, for det er hans omverdens tænkning, der konstituerer hans eksistens som individ.

Hvis intetheden fandtes ville der kun være intetheden til at finde/opfatte intetheden. Kan vi snart blive enige om at dette er en logisk absurditet? Intetheden kan således ikke være en objektiv realitet, for når "vi" (som den subjektivitet som ellers skulle måle, veje og vurdere intetheden som objekt) har en tilværelse, så er vi selv intethedens dementering. Til gengæld, hvis det fysisk univers vi ser, hører, måler, dufter, mærker, betragter ved vores dørtrin, er en objektiv sandhed, så er det det, i kraft af at der er en subjektivitet, som dets objektivitet kan repræsenteres overfor. Dette har intet at gøre med Cartesian dualismen. Tværtimod. Det jeg vil frem til er en udifferentierbar mangfoldighed af subjekt-objekt som netop skal forstås som en singularitet. To facetter af samme mønt hvis man vil have et billede på det. Den ene kan ikke være til uden den anden også er til, den ene kan ikke forsvinde uden at den anden også gøre det. Det er sår enkelt. En objekt uden en subjekt har præcist samme kår som intetheden - dvs den er ikke en objektiv realitet.
Denne måde at kigge på tilværelsen, er helhedsorienteret og således ikke rationelt. Naturvidenskabelig rationalister vil gerne have en rationel forklaring på tilværelsen så derfor har de fundet frem til en proces forståelse af det som jeg her (noget groft - indrømmet) skitserer:

1.)først var der et stort tomt rum i rigtig lang tid, og
2.)så var der lige pludselig en stor mængde energi på et tilfældigt plet et tilfældigt sted i det rum og
3.)så kunne energien ikke rumme sig selv og udvidede sig, som et stort eksplosion af varme som
4.)så gav udkast i form af dannelsen af stof, som
5.)så blev til galakser og
6.)så blev der planeter heriblandt vor jord hvor der
7.)så skete elektriske storme som
8.)så fik dannet aminosyrer som
9.)så langt om længe blev til liv

Udmærket. Nu har vi endelig elimineret behovet for al den mystiske vrøvl om guder osv. Men desværre skjuler denne udlægning på noget, der er endnu mere mystisk, og giver ikke noget rationel forklaring på det. Man forestiller sig en ren mekanisk proces, som starter helt tilfældigt, fra en tilstand hvor der er rum, tid og energi men ingen subjekt-objekt relation, fordi ingen bevidst væsen findes noget som helst sted indenfor eller udenfor denne proces. Den udvikler sig dog til en tilstand hvor der er subjekt-objekt relationer; dvs ud af en ?livløs ?gold (er disse de rigtige ord at bruge når jeg ikke må bruge ordet "død"?) og ren fysiske tilstand hvor en ubevidst naturlov bestemmer alt, opbygges organismer som er bevidste, i liv, og i stand til at tage stilling til egne fysisk tilværelse og det miljø de har denne tilværelse i. At søge en rationel forklaring på det er omtrent lige så svært som at søge en rationel forklaring på hvordan en kvinde kunne føde sig selv, og jeg indrømmer at det har jeg opgivet. For det er i yderst konsekvens det samme som at spørge hvordan intethed kan blive til nogethed. Hvilket må være det rene vrøvl.

Det kan selvfølgelig være at jeg bare er stupide, men jeg synes hver gang jeg ser/hører problematikken med den rationelle ide pointeret, kommer der noget pseudo videnskabelig biologisk gobbeldegook som svar, som egentlig ikke siger andet, når man går den på klingen, end at et eller andet sted i den evolutionær proces opstår bevidstheden, og det er helt naturligt, og hvad er så problemet med det? Det behøver man ikke spørge dybere ind til, det kan vi bare acceptere! Jeg forbløffes over at så mange ellers tilsyneladende så knivskarpe kritikker og videnskabelig stringente mennesker bare sluger det råt.

Der er noget galt med den rationalist proces forståelse af tilværelsen. Noget rivende fundamentalt galt. Det er ellers en simpel nok tankegangen. Nærmest primitiv. Det var nok lang tid før 1500 årstallet, at tænkende mennesker først overvejede den mulighed, og formentlig har de skrottet den netop fordi den var for primitiv, og fordi den ikke gav svar på det vigtigste spørgsmål - "Hvor kommer vi fra?" ("Vi" forstået ikke som kropslige organismer alene, men som subjekter i en objektiv verden).

Det der er galt med den er at den er rationalist. At rationalisere betyder jo at dele op, sortere, forkaste hvad der ikke kan forklares udefra gængse forklaringsmodeller, og fokusere på hvad der kan. Så i deres iver efter at finde frem til en prosaisk formulering på tilværelsen begyndte de naturvidenskabelige rationalister med at rationalisere subjektivitet væk, med det de forstod som processens indgang, for så - på en meget akavet og videnskabeligt utilfredstillende måde - at genindføre det længere hen ved processens gang, hvilket selvfølgelig resulterer i en pseudo relation mellem subjekt og objekt, siden subjekt i denne forståelse ikke kan være andet end en subordinare funktion af en, i sin væsentlighed, gold naturlovbestemt fysisk/mekanisk univers. De har smidt babyen ud med badevandet. De har taget skoven og givet os et træ museum at lege i. Det er ikke så farligt, så det kan selvfølgelig være rigtigt, at der er en reel politisk gevinst at høste, ved denne måde at se verden på.

At redde situation kan man muligvis gøre en af to ting. Man kunne bare opgive den rationalist model og finde sig i, at tilværelsen ikke bare er fysiske, og ikke tilgængelig for naturvidenskabelig analyse, udover et vist punkt. Eller kunne man revidere sin opfattelse af hvad det fysiske egentlig er, dvs især revidere den almindelige menneskelige opfattelse af tid som en lineære dimension, således at man kommer ud over problemet om hvor og hvordan i processen vi skal finde på at droppe bevidsthed ind i ligningen. Med en anden forståelse af tid behøver vi ikke forestille os en tid hvor subjektivitet ikke var, og en anden tid hvor den er, og klippe og klistre de to sammen til noget der skulle ligne en helhed, vi kan i stedet forestille subjektivitet som noget der kan manifestere forskelligt, men er aldrig nogensinde “væk” ligesom rummet heller aldrig er “væk”, og som er i gensidig spejling med naturen, hvor tiden er en slags nøgle til harmonisering af denne spejling.

Hvis intetheden fandtes ville der kun være intetheden til at finde/opfatte intetheden. Kan vi snart blive enige om at dette er en logisk absurditet?

Det tror jeg vi har været enige om siden Parmenides påpegede problemet omkring år 400 BCE. Skal vi tage hele filosofien forfra?

Skal vi tage hele filosofien forfra?

Som du vil. Det er bare godt vi er enige.

Hvordan får man teksten til at stå på skrå?

Skal vi gemme den til en anden dag?

Du får kursiv ved at skrive HTML-koder før og efter den tekst, du vil have kursiveret. Jeg kan ikke rigtig vise dig det, for koderne forsvinder jo når jeg poster, men før teksten skriver du : mindre-end-tegn (angle bracket) i, størreend-tegn, og i slutningen af teksten det samme, bortset fra at du sætter en skråstreg ind før i'et. Bruger du 'b' i stedet for 'i', får du fed skrift.

Til CB:
Du synes at interessere dig for disse ting. Måske kan du besvare spørgsmålet:

Hvorfra stammer den antagelse, at der eksisterer systemer uden en indre oplevelse ?

Altså processer, der indvendigt befinder sig i en slags dvale/narkose lignende tilstand.

Er det ikke bare ønsketænkning fordi man ikke bryder sig om at være til stede i kroppen når orm eller flammer til sin tid tager for sig af retterne ?

At det var dødsangst der fik hjernen til at vende bunden i vejret på logikken, så fravær af jeg-følelse blev udgangspunktet og tilstedeværelsen blev undtagelsen, der krævede en forklaring ?

Sider