Kommentar

Kyoto, da capo

Klimatopmødet i København på vej til at gentage misfostret fra Kyoto
Debat
29. september 2009

Sjældent, om nogensinde, har en enkelt uge budt på så intense klimaaktiviteter som sidste uge.

Det startede med 'Major Economies Forum'-mødet i Washington, D.C, fortsatte med regeringschefernes FN-konference i New York og sluttede med G-20 topmødet i Pittsburgh.

Reaktionerne har som forventeligt både påpeget det positive i, at alle verdens ledere synes enige om situationens alvor og har understreget, at de er parate til at handle derefter, og det negative i, at ingen af møderne leverede den ringeste bevægelse i forhold til situationen en uge tidligere.

Optimisme er en helt nødvendig ingrediens i forberedelsen af et topmøde som COP15.

Et af de argumenter, der har været ført frem imod den stigende frustration over manglende fremskridt i forhandlingerne, går på, at hvis man sammenligner med situationen to-tre måneder før Kyoto-konferencen, ser det hele ikke så mistrøstigt ud.

Det er rigtigt. Mindre end en måned før de afsluttende forhandlinger i Kyoto var forskellen mellem EU's og USA's positioner 15 procentpoint, i virkeligheden mere end hvad der i dag skiller parterne, hvis man måler reduktionsmålsætningerne i forhold til dagens emissioner.

Et misfoster

Men det er en ringe trøst - i virkeligheden er det snarere det modsatte. For hvad skete der så efterfølgende? Fordi alle havde investeret så megen prestige i Kyoto-forhandlingerne, strakte man sig til det yderste for at nå et resultat.

Og da man ikke kunne overkomme uenigheden, producerede man et dokument, der så ud som om, man havde forholdt sig til problemet, og som gjorde det muligt for deltagerne at lykønske hinanden med, hvad der blev betegnet som fem procent reduktion i 2010, men som i realiteten ikke var andet og mere end cirka en stabilisering, fordi emissionerne i de tidligere socialistiske lande siden basisåret 1990 var faldet så meget, at de kollektive fem procent reduktion allerede var opnået.

USA's efterfølgende vægring ved at ratificere Kyoto-protokollen ses i almindelighed som årsagen til protokollens manglende succes. Det er desværre kommet til at skjule, at protokollen fra begyndelsen var et misfoster. Er der nogen, der i den øjeblikkelige udvikling ser en rød advarselslampe blinke?

Et af de argumenter, der på det seneste har været fremført for at holde optimismen oppe, er, at det vigtigste ved COP15 er at få skabt enighed om 'arkitekturen' af det fremtidige klima-regi, så kan tallene efterfølgende sættes ind i de tomme rubrikker. Husker nogen, at da troen på Kyoto-protokollens evne til at levere de nødvendige CO2-reduktioner begyndte at skride, blev det i visse kredse populært at påpege værdien af protokollens arkitektur, snarere end det konkrete indhold?

Problemet er desværre, at det netop er arkitekturen, der er gal. Vi har en klimakonvention fra 1992, som alle verdens lande har ratificeret og er forpligtet af. Den har en anden 'arkitektur', nemlig én der er baseret på, at parterne tager de nødvendige initiativer i lovgivning og anden politik, der sikrer, at udledningen af drivhusgasser holdes inden for det, der er forligeligt med hensynet til det globale klima. Min sjæl, hvad vil du mer?

Hvis parterne i 1997 i Kyoto havde bekræftet deres forpligtelse på klimakonventionen (i stedet for at undsige den), parallelt med de særlige Kyoto-målsætninger, ville det have bragt os betydelig længere, end vi er i dag. Hvis parterne i COP15 bruger en enkelt dag på at beslutte, at nu vil de tage alvorligt, hvad de blev enige om i 1992, vil det føre til mere emissionsbegrænsning, end selv de vildeste optimister tør håbe på, at det nuværende COP15-spor vil kunne levere. Og det ville have det biprodukt, at detpå en helt anden måde ville befordre samarbejdet mellem i-lande og u-lande.

Det behøver ikke indebære, at al arbejdet indtil nu kasseres. Det kan gøres parallelt med, hvad man kan enes om af reduktionsmålsætninger. Det ville bestemt være tiden værd.

Jørgen Henningsen er tidligere direktør for EU-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø. Han var Kommissionens chefforhandler i FN-processen, der førte til Kyoto-aftalen i 1997

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her