Læserbrev

Læserbreve

Debat fra dagens avis
29. september 2009

Lav lavalder

Benny Lihme, København

Dansk Folkepartis nærmest psykotiske gentagelsestvang hvad angår kravet om at sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 12 år springer et vigtigt kapitel over i dette politiske kravs snart lange historie.

Da Peter Skaarup og co. i 2003 ikke kunne få flertal til deres krav, kom der som en slags alternativ en ganske fornuftig socialpædagogisk løsning på banen. Således blev der i 2004 etableret to ny opholdssteder - et i Jylland og et på Sjælland - med hver 10 pladser til den stærkt frokostavis-forside-oppustede gruppe af kriminelle børn med primært anden etnisk baggrund end dansk.

I en evalueringsrapport fra Aalborg Universitet fra november 2008 fremgår det imidlertid, at den oprindelige målgruppe af 12-13-årige børn ikke har vist sig på disse opholdssteder. Det er de 14-15-årige, der har optaget pladserne (og også gør det i dag).

Denne i debatten skjulte kendsgerning rejser nogle spørgsmål i forhold til den aktuelle politiske situation. Eksisterer problemet med alvorligt kriminelle 12-13-årige børn overhovedet som andet end dramatiske enkelthistorier? Hvis det eksisterer i et større omfang, er det tilsyneladende lykkedes for det sociale system at tackle problemerne uden dramatiske anbringelser uden for hjemmet. I det hele taget: Hvorfor sænke den kriminelle lavalder, når vi har gode muligheder i den sociale lovgivning for at reagere konsekvent og håndfast?

Hvad de 14-15-årige angår er det klart, at de fylder de 20 specialpladser op. Logikken hvad alder angår burde så være, at hvis Dansk Folkeparti absolut, imod al ekspertviden, vil fortsætte med at kræve lavalderen sænket, hvorfor så ikke bare til 14 år?

En mislykket film

Ulla Fischer, København K

Efter Informations (Jonas Varsted Kirkegaards) rosende anmeldelse 24. september af Det er ikke mig ... jeg sværger skyndte jeg mig i biografen sammen med en veninde.

Den første halve time sad vi og tænkte det samme: Det må være løgn, det her! Så meget fejl kan en anmelder på Information ikke tage. Så henvendte vi os til hinanden: Ska' vi gå? Ja!

Det mislykkede i filmen består i, at den bevæger sig i floskler og stereotyper om børn, forældre og konflikter. Den er lige fra starten utroværdig, hvor 'anderledes' den end gerne vil forsøge at skildre sine personer. Hverken børn, forældre eller andre i filmen berører en. Og så er den en skændsel mod Mit liv som hund, som den sammenlignes med i anmeldelsen, for Det er ikke mig ... er hverken underfundig, vis eller sjov. Den er kun pinlig dårlig!

Hvis man har noget at sige

Jørn Borggreen, Jyllinge

Weekendens 'Apropos' af Rune Lykkeberg rammer lige plet. Ikke alene generelt om offentlige ansattes tavshedspligt - bryd den kun hvis du har noget at sige - men også specielt til den verserende 'sag' om bogen Jæger og dens udgivelse; Politikens redaktør havde ved udgivelsen af bogen egentlig ikke noget at sige - kun et princip at køre frem. Man skal have noget at sige-princippet kan benyttes i alle de andre sager: Muhammedtegningerne blev også kun fremvist, fordi et princip skulle hyldes, ikke fordi der var noget væsentligt at sige.

Har jeg noget at sige? Nja.

Cain manipulerer

Frank Esmann, journalist og forfatter

Med nogen forbløffelse noterer jeg i Inf. i går, at formand for Raul Wallenberg Foreningen i en kronik mener, at jeg »næppe er anti-semit«. Så modbydeligt og elegant kan det formuleres, og det endda i et indlæg som foregiver at være en saglig analyse af det ikke sjældent hørte argument, at enhver kritik af Israel stemples som antisemitisme. Cains bemærkninger om undertegnede hviler på et dybt manipulatiorisk grundlag. For det første påstår han, at da jeg i en radioudsendelse om hotel American Colony i Jerusalem i sommer »ville opridse baggrunden for Mellemøstkonflikten« tog jeg »som udgangspunkt drabene i den arabiske landsby Deir Jassin«.

Vrøvl. Jeg omtalte Deir Jassin-massakren, fordi en af kilderne til historien om hotel American Colony, Jane Fletcher Geniesse, i sin bog American Priestess kom ind på American Colony-hotellets rolle efter massakren. Episoden var med i radioudsendelsen, fordi den understregede hotellets ejer, Anne Spaffords, modsætningsfyldte og fachinerende rolle som kristen missionær i Jerusalem.

Cain prøver dernæst at sætte spørgsmålstegn ved, om begivenhederne i Deir Jassin var en massakre. Da Cain 'næppe' ønsker at skrive historien om, anbefaler jeg ham at læse de dynger af rapporter om Irgun-gruppens fremfærd i den lille landsby natten mellem den 9. og 10. april 1948, før han går videre i sine bestræbelser på at beskrive det som 'kamp'. (for interesserede: google 'Deir Jassin massakre')

Og så kommer Cains punch-line: Jeg fortalte historien, fordi jeg ville manupulere lytterne til at tro, at »Israels jøder er langs værre end nazisterne, og det er denne ufattelige ondskab der er årsag til hele konflikten i Mellemøsten«. Næ, jeg fortalte historien som led i en beretning om en lille gruppe vildfarne kristne fundamentalister fra Chicago, som endte med at skabe et fantastisk hotel i Jerulamen.

Hvordan det kan udlægges, som om jeg »næppe er antisemit«, forstår jeg ikke. Og dog. Mon ikke sandheden er, at jeg skal stemples, fordi jeg i en hel anden sammenhæng har nævnt en episode i Israels historie, som Cain helst vil glemme.

Træ afgiver mere CO2 end kul

Rolf Czeskleba-Dupont, ph.d. og m.sc.

Information gengiver 26.-27. september helt ukritisk de opfattelser, som både Vattenfall og aktionen Shut it Down har omkring CO2-udledning. Begge de stridende parter er enige om, at det er en god idé at fyre med træ som biobrændsel. Blot går det for de aktionerende for langsomt med denne omstilling, som bl.a. Greenpeace har anbefalet. Herved overses imidlertid to forhold, der indgår i CO2-balancerne: Hvad angår udslip af CO2, afgiver træ endog mere CO2 end kul pr. energienhed, mens Shut it Downs hjemmeside kun nævner, at kul er værst inden for de fossile brændsler.

Hvad angår fremtidig binding af CO2, er der ingen sikkerhed for, at skovene vil blive ved med at yde denne service, jvf. Information den 18. april. Her fortæller internationale skovforskere (IUFRO), at skovene let kan blive til kilder for mere CO2, når temperaturen stiger med mere end 2,5 grader celsius. Og på den korte bane bidrager øget træfyring til hurtigere at nå denne tærskel: Over 20 pct. af CO2-afgivelsen kommer jo allerede fra afbrænding af skov.

Er MGP et børneprogram for børn?

Johanne Øllgaard Holm, Højbjerg

Jeg mener, at Danmarks Radio denne gang gik over stregen, hvad angik sexisme, kopiering af den ældre generations popkultur og for stor fiksering på den enkelte deltager i MGP-showet.

Jeg mener desuden, at det er upassende at invitere en diskoteksstjerne som Ida Corr til at underholde ved MGP: Hun starter sin sang med støn med slet skjulte seksuelle undertoner og sangens tekst har bl.a. følgende umisforståelige linjer: »I'll be your lover, Your sexy affair, I'll make you feel like Heaven is near

Jeg er klar over, at børn efterligner voksne/unge som en naturlig del af børnenes udvikling, men det kan ikke passe, at showet skal bæres oppe af teknobeats, anglificerede rim som hos Nick & Jay i deltagernes sange, 10-14-årige dansebabes som er MTV-videoerne værdige med deres vrid, sexappeal og >selviscenesættelse. Ærligt talt hører musikken og stilen bedre hjemme på et diskotek end i et børneværelse.

Det må kunne laves på en anden og mere intelligent måde. DR bør være sig sit ansvar bevidst som rollemodel og trendsætter for Danmarks børn (og dermed fremtiden). Hvis ovenstående fokus på sex, udseende, selviscenesættelse og det at kunne 'fyre en fest', er det primære og styrende for den kommende generation, må man bekymres.

Idealistiske politikere

Jesper Morville, Charlottenlund

I Informations kronik den 25. september hævder to forfattere fra tænketanken Cevea, at danskerne efterlyser politikere og politiske partier, der er langt mere idealistiske end dagens kortsynede og liberale markedsdemokratiske partier. Forfatterne henviser til en opinionsundersøgelse foretaget af Cevea, hvor tre ud af fire danske vælgere mener, at der er brug for mere idealisme i dansk politik.

Forhåbentlig mener vælgerne virkelig dette. Det hjælper imidlertid ikke så meget, når de ikke støtter nye partier med idealistiske og visionære politikere og programmer, hverken på valgdagen eller i arbejdet inden da. Eksempler på dette er partierne Solidarisk Alternativ i begyndelsen af 90'erne og Minoritetspartiet i begyndelsen af dette århundrede. Der var i øvrigt et betydeligt overlap mellem de to partiers programmer. Blandt de ledende kandidater i disse partier var kompetente og idealistiske mennesker som Niels I. Meyer, Rune Engelbreth, Hanne Norup Carlsen, Ole Thorbek og Lars Hutters. Men vælgerne endte alligevel med at foretrække de gamle, pragmatiske partier med kortsigtede partiprogrammer og opportunistisk kappestrid om svingvælgerne. De idealistiske partier blev fravalgt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu