Læserbrev

Læserbreve

15. september 2009

Alt er relativt

Kurt Loftkjær, Lyngby

Uden at tage parti for det Det Radikale Venstre eller Socialdemokraterne, føler jeg foranlediget til at kommentere Informations forside og artiklen af den 12.-13. september under overskriften »De radikale er blevet et ekstremistisk parti.«

Som bevis vises et skema med det mærkværdige udgangspunkt, at Socialdemokraterne er midterpartiet. Det må jeg bestride.

I en række forhold bl.a. inden for retspolitik og udlændinge og integration mener jeg, at det er Socialdemokraterne der desværre er blevet ekstremistiske på linje med en række borgerlige partier. Senest i burkasagen.

Alle burde virkelig undre sig over intentionerne bag det journalistiske udspil fra en avis, der kalder sig uafhængig af bl.a. partipolitiske interesser.

Ideologisk midtvejsstatus

Joachim Nielsen, Vanløse

Enhedslisten - Spørger hvor andre tier. SF - De røde racister. Socialdemokraterne - Alt og ingenting. Radikale - >Hvis bare I vidste, hvor meget vi ved. Venstre - Æret være Foghs minde. Konservative - Hvis DF ikke er sort nok. Dansk Folkeparti - Danmarks stuerene naziparti.

På jagt efter ekstremismen

Poul Kildsgaard, Herning

»Dansk politiks ekstremist« står der i Information 12.-13. september under et lettere surt forsidebillede af Margrete Vestager. Man fornemmer, at man har hørt det før, men nu har Christian Lehmann åbenbart tænkt sig, at der skal føres dokumentation for påstanden.

Til det formål bringer Lehmann nogle iagttagere på banen. En iagttager har den fordel - det ligger i selve begrebet - at han står uden for politik, og derfor kan give de uforstandige vælgere den objektive og sandfærdige udlægning af virkeligheden. En af »de politiske neutrale« iagttagere er Hans Engell, som højst overraskende i sin iagttageranalyse forsøger at lave et karaktermord på Margrethe Vestager.

For yderligere at få den fulde dokumentation for ekstremismen hos Det Radikale Venstre har Lehmann konstrueret en noget forunderlig figur. Figuren skal tydeligt anvendes til at dokumentere de radikales fløjplacering . Og hvordan gør man så det? Ved hvert politikområde placeres Socialdemokraternes synspunkt i midten, og Det Radikale Venstres synspunkt i forhold hertil. Voilà! Enhver kan på et øjeblik se, at Socialdemokratiet er det ultimative midterparti, og at Det radikale Venstre er et fløjparti. Ren manipulation. I Bischoffs tid var denne figur blevet taget under kærlig behandling internt på Informations redaktion.

Samme dag som Information bringer denne artikel, har en rundspørge blandt SF's lokalforeningsformænd vist, at et flertal af de spurgte foretrækker væsentlige dele af de radikales skatteudspil frem for S-SF's. Tidligere har den fhv. socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch udtalt, at han foretrækker det radikale skatteforslag frem for S-SF's. Der bliver mange ekstreme at jage.

Kom ud af burkaen

Ole Thorbek, Værløse

Nu rumler de konservative igen med såkaldte velfærdsreformer, der bl.a. gennem forringelser af efterlønnen skal presse ældre mennesker til at arbejde mere, fordi der i visse fag forventes mangel på arbejdskraft. Men selv om, der er nogle, der arbejder et par år mere, så går de dog alligevel på et eller andet tidspunkt på pension. Og så mangler de nye, der skal tage over.

Hvorfor går man ikke til problemets kerne, og sikrer en større tilgang til de uddannelser - som skolelærer, omsorgsassistenter og sygeplejersker mv. - hvor man forventer, der vil mangle arbejdskraft? Gør de pågældende uddannelser og fag mere attraktive, så der er flere, der vælger dem. Der er ingen anden måde at løse problemet på. Men det forudsætter selvfølgelig, at man ser i øjnene, at prioriteringen af en række basale offentlige serviceydelser er vigtigere end en hvilken som helst vækst i den private sektor. Og den erkendelse magter de konservative, der mener, at burkaen er samfundets største problem, nok ikke.

Kom nu ud af burkaen, Lene, og se virkeligheden i øjnene.

Irriterende pleonasme

Stig Petersen, Kokkedal

»Det er svært at spå - især om fremtiden ...« er (som muligvis bekendt) et finurligt Storm P.-citat. Finurligheden ligger naturligvis i pleonasmen: Spå = at fortælle noget om fremtiden, hvorfor man gentager sig selv.

Når min intelligente avis Information på bagsiden (weekend 12.- 13. >september) >på bagsiden anfører: »Information spår om fremtiden,« læser jeg med interesse artiklen, idet jeg formoder, at finurligheden/pleonasmen har en mening i konteksten. Det har den nok ikke - såvidt jeg kan se.

Men selve ideen med en fremtidsavis er rigtig god. Så kør bare på. At 'spå om fremtiden' er vel ikke det værste, man kan foretage sig?

Usbekistan

Tørk Haxthausen, Allinge

I Paradoks den 11. september skriver Bettina Gram og Gitte Pedersen i en artikel om Samarkand, Usbekistan: »Under Sovjetstyret var det ikke tilladt at dyrke religion. I dette tilfælde islam.« Det er ikke rigtigt.

Jeg lavede tre dokumentarfilm om dagligliv i Usbekistan, den første 1967, den sidste 1982, og filmede bl.a. en større højtidelighed i Tashkent, hvor stormuftien for Centralasien prædikede for hundredevis af muslimer, samt et længere interview med den lokale mufti, som forklarede indgående om islams stilling i det sovjetiske Usbekistan. Sammenfattende kan det siges, at den centralasiatiske stat stillede samme krav dengang som den danske i dag, nemlig at religionen skulle indordne sig under landets love.

Det fine billede af Registan, som illustrerer artiklen i Paradoks, findes også tilsvarende i den sidste af mine film, dog dengang omgivet af andre historiske bygninger under restaurering og dækkede af stilladser - Usbekistan ofrede dengang i 1982, mange millioner på at genoplive fortidens håndværk, så at de forfaldne mindesmærker kunne restaureres korrekt.

En stærk nationalisme var allerede dengang mærkbar overalt i samfundet, og islam dominerede på mange måder flertallets dagligliv.

Men burkaen var tilsyneladende forbudt, i hvert fald mødte man ingen tilslørede, og kvinderne deltog på alle måder i samfundets liv og forvaltning.

Kondomer og klima

Vagn Leick , København V

Her er en kommentar til artiklen »Kondomer er den billigste klimaløsning« af Anna von Sperling den 12.-13. september i Information.

Her inddrager Anna von Sperling meget relevant befolkningsbelastningen i klimadebatten.

I den forbindelse skal det nævnes, at amerikanske undersøgelser har vist, at jordkloden højst kan rumme tre milliarder individer, hvis en global økologisk balance skal være til stede. Vi er i øjeblikket mere end dobbelt så mange mennesker på kloden med udsigt til en yderligere voldsom befolkningstilvækst specielt i tredje verdenslandene.

I de vestlige demokratier er der for længst indtrådt en stagnering af befolkningstallet - uden udsigt til at befolkningstallet her vil stige. Grunden hertil skal delvis findes i kvindernes forøgede tilknytning til arbejdsmarkedet - en udvikling, som nok har længere udsigter til at finde sted i den tredje verden.

Hvis man mener, at klimaændringerne er menneskeskabte, må befolkningsbelastningen have en klart højere prioritering i debatten.

Sprog i Information

Karin Röh, Ganløse

Det er rigtig træls, at netop journalister i alle medier fører an i dårlig sprogbrug. Det er sjældent, at folk i medier fører sig frem med ikke-meninger. Men Information, 14. sept. 09, Tim Whyte i artiklen om klima og Grønland: Jeg er sikker på, at Kuupik Kleist har den mening, at der ikke har været tale om ret meget dialog med grønlænderne (om klimaforandringer). Det er misvisende og idiotisk at hævde, at Kuupik Kleist ikke har den mening. >

Ligeledes Christian Lehmann i artiklen om burka og de konservative: Jeg er sikker på, at Naser Khader har den mening, at burkaer ikke skal ses som beklædningsgenstande, men som kontrol af kvinder. Også her er det idiotisk at tilskrive Naser Khader en ikke-mening. En til af samme slags: »Men samtidig mener han ikke, kritikerne forstår, hvad burkaen er udtryk for.«

Mon ikke han netop har den mening om kritikerne?

Kære journalister: Har I virkelig pjækket den dag i dansktimen, da den slags blev gennemgået?

Underhunden bider

Finn Helles, professor emeritus

Det er karakteristisk, at Morten Messerschmidt indleder sin påtale (Information 12.-13. september) af Curt Sørensens kronik (Information 5. september) med et forsøg på at latterliggøre dennes videnskabelige kvalifikationer.

Sagkundskab nedvurderes politisk i fortvivlende grad i disse år. Den forbedring af demokratiet, som Morten Messerschmidt forsikrer om er sket, bygger på en vækkelse af de laveste, egocentriske instinkter i en alt for stor del af landets befolkning. En udvikling som desværre er set før, f.eks. i 1930'erne - men naturligvis ikke herhjemme!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu