Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
3. september 2009

Opråb til danskerne: Adopter nogle børn

Thomas Broe Grützmeier, Frederiksberg

Lone Schmidt og Erik Skakkebæk skriver i deres kronik i gårsdagens kronik om problemerne forbundet ved den faldende fødselsrate og om manges ønske om at få børn. De to glemmer dog noget!

Lave fødselsrater er et vestligt problem. Mange steder bliver der stadig født masser af børn - nogle taler om overbefolkning som et af klodens problemer.

Flere af disse små, nye mennesker bliver forladt og kan se frem til hårde liv. I det lys finder jeg det meget mærkeligt, at de to ikke nævner adoption med et ord. Jeg forstår godt folks ønske om at føde deres egne børn, men som adoptivbarn vil jeg godt slå fast én gang for alle, at forældre og familie holder ligeså meget af børn - uanset oprindelse. Jeg mener derfor, at staten bør yde lige hjælp til forældre, der ønsker adoption som forældre, der ønsker kunstig befrugtning. Mere støtte til adoption ville ikke blot gøre en masse barnløse glade - en masse børn ville også få chancen for et bedre liv.

Ytringsfrihed?

Rikke Lauritzen, medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten

Dansk Folkeparti slår sig op på at være ytringsfrihedens frontkæmpere. Men desværre gælder ytringsfriheden åbenbart kun, hvis der sparkes nedad mod etniske minoriteter. De skal altid være parat til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Hvis man derimod laver satire over samfundets magthavere fra Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative, er man, ifølge Finn Rudaizky, ikke stueren (læserbrev i Information 1. september).

Kulegrav Birthe Rønn i iraker-sag

Margrethe Vestager, gruppeformand for Radikale Venstre

Integrationsministeren fralægger sig ansvaret for, at Danmark tvangsudviser irakere, som hun selv kunne have givet humanitær opholdstilladelse. Det siger flere medlemmer af Flygtningenævnet til Information mandag. Kilderne i Flygtningenævnet siger, at de oplever, at ministeren skubber Flygtningenævnet foran sig og gemmer sig bag. Kritikken bestyrker en mistanke, som jeg længe har haft: Ministeren fralægger sig ansvaret. >

Flygtningenævnet skal vurdere, om et menneske kan få asyl - det er ministeren, der skal vurdere, om der er grund til at give humanitær opholdstilladelse. Når Flygtningenævnet har talt om asyl eller ej, har ministeren stadig >muligheden for humanitær opholdstilladelse, hvis der er grundlag for det.

Når Birthe Rønn Hornbech (V) henviser til Flygtningenævnets afgørelse og siger, at de afviste irakere skal ud af landet, siger hun samtidig, at det er Flygtningenævnets ansvar, at vi har den fastlåste og ulykkelige situation med irakerne. Integrationsministeren er under et voldsomt pres fra Dansk Folkeparti, der kræver, at irakerne kommer ud. Men det pres retfærdiggør ikke, at >der ikke gives humanitær ophold, når der er grund til det.

Det er og bliver ministerens ansvar. Hvis ministeren ikke har gjort sit, er det meget alvorligt, og derfor er det vigtigt med en systematisk kulegravning af ministerens afslag og tildelinger af humanitær ophold. Gør hun det, som hun skal? > >

Med Grevil i tankerne

Lisbet Pfeiffer, Langeland

Jo, hr. Børsting (læserbrev i gårsdagens avis), det var netop Frank Grevil og de mange intimiderede og fyrede, jeg havde i tankerne, da jeg skrev mit indlæg (1. september).

Skal vi bare acceptere, at ingen tør bruge sin ret til at udtale sig?

Efter karnevallet

Jacob Borup Nørløv, Frederiksberg C

Med udsigten til et underskud på 86 milliarder er der kun et parti, der står med noget tilbage efter små otte år med en borgerlig regering, og det er Dansk Folkeparti. Fogh Rasmussen og punktummet Løkke Rasmussen, fik lov til - i ly af forbruget - at undergrave store dele af det den fælles ejendom; fra miljøet til velfærden. Det eneste blivende, der står tilbage i dag af den øvelse, er et utal af glaserede tegltage og ubrugelige kvadratmeter. Pia Kjærsgaard, derimod, fik gennemtrumfet en politik, som vil forme det danske samfund mange år ud i fremtiden. Foghs og Brian Mikkelsens kulturkamp er her for intet at regne, den kan kun gennemføres så længe folk tror på, at det er egne evner og ikke velfærdsstaten, som gør dem rige.

Dansk Folkeparti har ved at give VK-regeringen lov til at køre en lalleglad og uansvarlig finanspolitik fået lov til at prikke hul på en ond byld, og dermed fået omgjort retssikkerhed til retsfølelse, afskaffet forebyggelse for at øge straffen -og frem for alt fået lov til at introducere en forkvaklet og derangeret udgave af næstekærligheden. Og man kan kun frygte, at når det i en højkonjunktur er lykkedes at få en borgerlig/ liberal regering til at acceptere alt dette, så er der lagt en god bund for tilblivelsen af et lorteland, når vi skal betale for Foghs godt syv glade år ved magten. > > > >

Khaders fakta

Marianne Nicopia, Odense M

Hvor har Naser Khader (K) sine oplysninger fra om, at det er Iran, der vil støtte byggeriet af en moské? Har han det fra et pålideligt sted? De andre moské-byggerier i Europa er støtte af Saudi Arabien, hvis trosretning er wahabisme sunnibaseret, i forhold >til Iran >der er shia, men hvad er forskellen - de er lige puritanske.

Man kan stille sig det spørgsmål, hvilke ideologier Naser Khader bekriger. Demokrat er han ikke.

Kollisionskurs

Stephen Egede Glahn, Humlebæk

Knud Held-Hansen beskylder i gårsdagens Information biskop Erik Norman Svendsen for ikke at have passet sit tilsynshverv vedrørende Brorsons Kirke. Den beskyldning har biskoppen selv i Kristeligt Dagblad 20. august påvist som usand, første gang Søren Krarup fremkom med den.

Derfor har biskoppen, så vidt jeg kan se, både juridisk og etisk handlet på bedst mulig måde i denne yderst vanskelige sag. Kirken har jo i hele sin historie til tider været på kollisionskurs med magthaverne, så det er kun, som det må være i denne verden.

Kør på cykel

Erik Møller Andersen, København Ø

>Otto Jarl, Bagsværd - læserbrev 31. august - modsiger mig korrekt ved at påstå, at der for cyklister er samme befordrings-skattefradrags-mulighed som for bilister. Over 24 kilometer og du får samme fradrag på cykel som i bil. Dog nytter det ikke meget, når det er de færreste, der på cykel kører mere end 24 kilometer til og fra arbejde.

Fradraget må rettes til og gavne alle, der kører på cykel til og fra arbejde.

At køre i bil er usundt både for chauffør og for miljø. At cykle er sundt. Med et fradrag til cykelfolket vil flere benytte cyklen frem for bilen, flere vil blive sundere, flere vil leve længere og København vil blive en mindre forurenet by.

Men Jarl antyder også, at københavnerne forurener omgivelserne i samme grad som privatbilisterne fra de omkringliggende kommuner: Skudt forbi, Jarl!

To optællinger fra Københavns Kommune viser, at det er helt forkert: Manuel tælling, Teknik og miljø 14. maj 2008 klokken 8-9 Lyngbyvej, nord for Emdrupvej. Køretøjer i alt: Ind mod byen: 3.944 ud fra byen: 2.626.

Det er 1.318 flere køretøjer ind mod København

27. maj 2008 klokken 8-9 Strandvejen 72/143 syd for Callisensvej: Køretøjer i alt: Ind mod byen: 732. Ud fra byen: 520. Det er 212 flere køretøjer ind mod København.

Slap af, Tønder

>Sune Knudsen, København K

Heteroseksuelle! Hvide danskere! Ellers ingen dækning i 99,9 pct. af avisspalterne eller sendetimerne!

Godt narret, Birthe Rønn

Ulla Jessing, Virum

Skal man gratulere integrationsministeren og justitsministeren, at det lykkes dem sammen med politiet at narre alle anstændige mennesker i Danmark ved at transportere de afviste iraker gennem bagdøren ud af Danmark. At de bliver sendt til Irak, hvor der dagligt falder bomber og tilfældige mennesker døde eller bliver lemlæstet, interesserer dem ikke. Det minder mig om den mørke fortid, hvor Hitlerregimet havde sat hele Europa i flammer men brugte endnu meget energi på at finde jøder i alle besatte lande - for at transportere dem til dødslejrene. Man benyttede alle tricks.

I Danmark arresterede politiet unge mennesker midlertidigt for at forhindre, at de kunne hjælpe de stakkels irakere. Den slags kender man kun fra diktaturstater.

Man legede kispus med alle hjælpegrupper gennem rygter om, at flyet med tvangshjemsendte skulle lette fra Roskilde, mens man sendte irakerne til Odense. Nu kan Birthe Rønn Hornbech (V) og Brian Mikkelsen (K) klappe i deres hænder og fejre, at det lykkes dem at narre foreningen Kirkeasyl og alle andre anstændige mennesker og sende irakerne afsted, hvor deres skæbne er uvist.

Hvad for en sejre for en regering som undergraver Danmarks image som en retsstat?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu