Læserbrev

Læserne skriver

Fra dagens avisdebat
25. september 2009

Dansk Tosseparti

Per Rasmussen, Valby

Information har mandag 21. september, en artikel fra DF's årsmøde, hvor der bliver proklameret at, partiet nu ikke kun er for »landsbytosser«. Argumentet for dette udsagn er, at der nu også er højtuddannede Københavnere på årsmødet. Nu er det faktum, at man er højtuddannet Københavner ikke en garant for, at man har for fem øre medmenneskelig forståelse for de svage i samfundet og er i stand til at se lidt ud over egen næsetip. Men DF har da ret i, at partiet ikke længere kun er for landsbytosser. Partiet er blevet mere vidtfavnende, da det nu oplever en tilstrømning af storbytosser. Måske de skulle overveje at skifte navn til 'Dansk Tosseparti'. >

Risikabel reservevaluta

Henrik Ræder Clausen, medlem af DF

Vores EU-glade regering har argumenteret for, at euro skal erstatte dollar som international reservevaluta. Det ville være meget farligt. I øjeblikket ser vi dollaren synke, fordi der er trykt for mange af dem, og store kreditorer som Kina får kolde fødder.

USA har haft stor fordel ved at udstede verdens reservevaluta, der har muliggjort usædvanligt store finansunderskud, og er en hjørnesten i USA's magtfulde position verden over. Men hvis de mange dollar kommer ud fra reserverne - erstattet af euro - risikerer dollaren at bryde sammen. Det ville kun give Europa en kortsigtet fordel. Trykker vi også flere euro, end der er dækning for, kan stillingen som reservevaluta hurtigt blive erstattet i et sammenbrud i euroens værdi.

Fristelsen i at have sin valuta brugt verden over er åbenlys, da pengetrykkeri er en profitabel forretning. Men risikoen - et totalt sammenbrud i valutaen - er for stor til, at vi skal være med i spillet.

Derfor er det sundt og godt, at vi i Danmark udsteder vores egne penge, da kronen er alt for lille til at blive reservevaluta. Gud ske lov for det.

Undergraver folkekirken

Jakob Næsager, kandidat til Københavns Borgerrepræsentation (K)

Så længe at Brorson-præsten Per Ramsdal begår ulovligheder som privatperson, er det en sag mellem ham og politiet. Men når Ramsdal lyver, politiserer og bryder loven som præst, undergraves folkekirkens legitimitet. Det er måske derfor, at Per Ramsdal nyder Enhedslistens fulde opbakning.

Dumhed og nationalsocialisme

Henrik Okkels, Hornslet

Debatredaktionen har (23. september) tilladt Bo Warming at overskride læserbrevsnormen med mere end 50 pct. (nemlig 1.568 enheder inkl. mellemrum), så han detaljeret kan gøre rede for sin uvidenhed og sine nazistiske synspunkter.

Ligesom Morten Messerschmidt tror han, at et lille mindretal af olielobby-betalte 'videnskabsfolk' kan forstås som en egentlig uenighed blandt klimaeksperterne - og så genopliver han Hitlers Mein Kamp og Julius Streichers Der Stürmer med sine horrible påstande om, at jøderne »pådrog sig Holocaust ved at være hovne, moraliserende og en irriterende stat i staten« og for at have hjulpet USA »til at eje Verden gennem verdenskrigene«. > >

Dertil kommer hans kyniske socialdarwinisme, som beskriver maldivere og andre fattige som 'uduelige børnerige dovenlarser', der søger beskyttelse hos 'statsmagten'.

Hvad sker der i min gamle avis? Den kolporterer stadigt oftere nationalkonservatisme, folkepartisme, primitive kristne modangreb på seriøs religionskritik (Gudløse hjerner) og nu endog åbenlys nazisme.

Afkriminalisér hash nu og få stoppet bandekrigen

Manu Sareen, medlem af Borgerrepræsentationen og folketingskandidat i København (R)

Københavns Rådhus er klar med en model for salg af fri hash. Kontrollerede salgssteder skal i et treårigt forsøg sælge hash i København. Forslaget er inspireret af arbejdet i andre europæiske storbyer. Udspillet er fornuftigt, for det er stik mod al logik at kriminalisere hashen, som det er sket med opbakning fra regeringens nultolerance politik.

Der ryges meget hash, og der omsættes enorme mængder, fordi markedet er der. Uanset den hårde kurs mod pushere og brugere, er hashen stadig tilgængelig for alle, som ønsker det. Blot ad mere skumle kanaler og med større kriminalitet og en ulykkelig bandekrig til >følge.

Situationen i København er klart forværret efter lukningen af pushermarkedet i Christiania og med en voldsom bandkrig til følge, som vi alle er vidner til.

Hvis hashen blev solgt under kontrollerede rammer, ville det også være muligt at få større kontrol med køb og salg.

Der har flere gange været stillet forslag om at afkriminalisere eller lovliggøre hash. Det modsatte er sket på trods af, at man i store byer rundt om i Europa arbejder med andre løsninger. Folketingets politikere bør iværksætte en undersøgelse af, hvordan man tackler brugen af hash i andre storbyer. Man bør i samarbejde med de europæiske lande undersøge, om der findes mere hensigtsmæssige måder at løse problemet >på.

Danskhed eller ideen om danskhed

Søren Jensen, Aabenraa

I hvilken forstand bruger Kjærhus sammen med Krarup, Pittelkow, Kærsgaard begrebet danskhed:

Som når vi beundrer kvindens skønhed, eller som Socrates der forklarer kvindens skønhed ved hendes skønheds delagtighed i skønhedens idé?

Honduras er ikke en bagatel

Mogens Jeppesen, Hurup

Information bragte den 22. september endnu en artikel om statskuppet i Honduras - og som de tidligere gange var der tale om en overfladisk reportage, der mest mindede om en journalistelevs dækning af en ligegyldig anden divisions fodboldkamp.

Jeg abonnerer på Information for at få lidt kritisk politisk analyse. Men ifølge Informations beskrivelse af statskuppet i Honduras er der blot tale om nogle latterlige skærmydsler mellem nogle folk langt væk, der ikke kan finde ud af andet, og som man højst kan trække på skuldrene af.

Hvornår finder Information ud af, at statskuppet i Honduras af alle stater på den vestlige halvkugle betragtes som prøvesten om, hvorvidt statskup, militærdiktatur og deslige igen skal legitimeres som accepteret styreform i regionen, eller om Latinamerika skal fastholde de sidste årtiers skrøbelige forsøg på at overholde i det mindste et minimum af demokratiske spilleregler?

Og hvornår opdager Information, at et lille land i Mellemamerika faktisk har formået at rejse så stor folkelig modstand mod et statskup, at den såkaldte de facto regering her snart fire måneder efter kuppet bliver så rystet og forvirret, at den indfører mere end to døgns udgangsforbud? Hvornår opdager Information at 'problemet Honduras' faktisk tages så alvorligt af andre, at det diskuteres på FN's Generalforsamling, er rejst overfor sikkerhedsrådet og er topprioritet i Organisationen af Amerikanske Stater - for ikke at tale om alverdens menneskerettighedsorganisationer etc?

Der er masser af internationalt materiale at trække på. Information skylder sine læsere en bedre dækning end det man hidtil har bragt.

Ups DF

Morten Bro, Broager

Uanset hvad man måtte mene om ungdomskriminalitet, er det interessant, at Martin Henriksen fra DF udtaler, at han kender flere danske eksperter, som mener, at det er genialt at nedsætte den kriminelle lavalder. Konkret adspurgt, svarede han en journalist: »Jamen jeg kender da TAMU.« Så er det vel nok en skam, at Jens Bay, chef for TAMU, afviser at de skulle mene, at en lavere kriminel lavalder ville medføre mindre kriminalitet. De går derimod ind for mere konsekvenspædagogik. Det kan jeg kun være enig i, da jeg arbejder med vanskelige unge, og der skal være en konsekvens. DF dummede sig dog igen, og bagefter kunne Martin Henriksen ikke lige finde andre eksperter.

Fjern momsen på cykler

Jakob Lausch Krogh, Enhedslisten Amager

For at begrænse biltrafikken anbefaler tænketanken Concito, at vægtafgiften erstattes af en afgift pr. kørt kilometer. Forslaget er asocialt og ineffektivt. Asocial, fordi dem der tjener mindst, kommer til at betale størstedelen af deres løn pr. kørt kilometer. Ineffektivt, fordi der ikke er et alternativ til bilen for alle dem, der bor uden for storbygerne, derfor har de ikke andet valg end at fortsætte med at køre i bil. Derudover skaber den form for afgifter, der rammer den fattigste del af befolkningen hårdest, lydhørhed over for dem der benægter den globale opvarmning.

Biltrafikken kunne i stedet begrænses ved at lukke flere veje som, f.eks. Nørrebrogade i København, hvor der er alternativer til bilen, og ved at investere i den offentlige transport, så der kommer billige alternativer i og uden for byerne. For dem, der gerne vil ændre ved de økonomiske incitamenter, vil jeg foreslå at fjerne momsen på cykler - det er mere socialt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu