Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens Information
14. september 2009

Løber fra regningen

Jakob Næsager, kandidat til Københavns Borgerrepræsentation (K)

Børne- og ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) vil tilbyde gratis husly på københavnske skoler til udenlandske aktivister under klimatopmødet. Men hvis skolerne hærges af borgmesterens venner, må skolerne selv betale for skaderne. Det er klassisk SF-politik at påføre andre udgifter - og samtidig løbe fra regningen.

DF spiller poker med 'danskerne'

Bettina Post, formand, Dansk Socialrådgiverforening

Midt i den værste krise siden 30'erne. Midt i en fordobling af ledigheden på bare ét år. Midt i det største underskud på statsfinanserne i mands minde vil DF bremse finanslovsforhandlingerne, hvis ikke de får gennemført alvorlige stramninger i familiesammenføringsreglerne. Det er dybt bekymrende, at et indflydelsesrigt parti som DF spiller poker med de politiske sager i så alvorlige krisetider. DF har for vane at tage 'danskerne' som gidsler, når de skal argumentere for deres mærkesager. Jeg kan love DF, at 'danskerne' er langt mere optagede af at kunne forblive i arbejde, bevare boligen og have råd til at sætte mad på bordet end af, hvor mange danskere eller andre EU-borgere, der får deres elskede med til Danmark at bo.

Nu bliver det spændende at se, om de øvrige partier vælger at lægge sig i selen for at blive enige om en finanslov uden deltagelse af DF. Det kan jo lade sig gøre!

Umenneskelig asylpolitik

Ulla Jessing, Virum

Peter Skaarup, næstformand for DF, svarer mig på min kritik af hans partiets umenneskelige asylpolitik (11. september).

Han mener, man kan rolig sende irakere hjem til Irak til deres stammer.

Han ignorerer kendsgerninger - nemlig at to millioner irakere er flygtet til Syrien og Jordan, hvor de endnu lever i flygtningelejre, fordi de ikke føler sig sikre i hjemlandet. Man hører hver dag i danske medier om selvmordsbomber i alle dele af Irak og mange døde. Derfor kan man godt forstå, at irakerne er bange at rejse hjem. Men Danmark fører en stram udlændingepolitik, som det var også tilfælde i 30'erne. Dengang var undskyldning at man var bange for den nazistiske nabo. Derfor jagede dansk politi politiske flygtninge - og man sendte mange af dem - men også jøder - tilbage til deres bødler. Men England havde ved krigens begyndelse 100.000 flygtninge fra Østrig, Tyskland og andre europæiske lande. Efter krigen blev ingen af dem tvunget at forlade England og de fleste, som kom fra Østrig og Tyskland, blev i landet. England har betragtet den beslutning som en berigelse for landet. Alle fik mulighed for uddannelse og de opbyggede et ny familieliv, nogle af dem blev verdensberømte som videnskabsmænd.

I Danmark handler det om sølle 280 irakere. Tror Peter Skaarup virkelig, at vi ikke kan klare at optage dem i vores fællesskab? At udråbe mennesker, som vil give husly til de afviste asylansøgere, som lovbrydere er vanvid.

Politistat

Kim Borch, Frederiksberg

Hvis vi hørte, at en kineser kom i fængsel for at have en hobbykniv i handskerummet, ville vi blot udbryde: Jamen sådan fungerer en politistat under et diktatur.

Flygtningeprodukter

Flemming Sørensen, Roskilde

I Anton Geists analyse i Information 10. september fremgår det, at der nu skal modtages burmesiske flygtninge frem for irakiske. Det forklares fra Venstre og konservativ side med, at når det drejer sig om kvoteflygtninge foretages der »udvælgelsesrejser til de flygtningeproducerende lande«. Bemærk sproget. Man ser det for sig: Regeringsfirmaet ønsker hos flygtningeproducenten at udvælge de bedste varer. Indkøbsturen skulle gerne resultere i varer, der ikke støder an mod eller ødelægger firmaets profil på området. Lige for tiden er irakiske flygtninge ikke lige in, der må nu satses på burmesiske - ikke mindst af hensyn til firmaets faste støtter. Men måske skulle firmaet overveje, om der ikke findes andre varer på hylderne, eller i hvert fald undersøge varen grundigt. Nogle procenter af befolkningen i Myanmar er faktisk muslimer!

Fatwa

Bent Brogaard, Galten

Knive, slagvåben og symbolpolitik. Det vi er oppe mod er regeringens og DF's konstante symbolpolitik. I stedet for at gennemarbejde lovgivningen med inddragelse af hele tinget, jaskes lovarbejdet igennem, hen over hovedet af oppositionen og vil denne af taktiske årsager være med, kan de jo bare stemme for eller lade være.

Hvornår er en kniv (plus syv centimeter) et farligt våben? Er det den nyindkøbte kokkekniv på bagsædet af bilen, som far skal have i fødselsdagsgave? Isoleringskniven hentet i tømmerhandlen? Er et stykke kabel i bagagerummet mere våben end forlængeren til dit donkraft i samme længde, tykkelse og slagkraft? Kun fantasien sætter grænser!

Hr. Brian Mikkelsen vedkend dig nu fadæsen og få loven lavet om. Jeg ved godt, at også denne lov reelt er groet i DF's have, ligesom den nye, brækkekvalmende 'moské' annoncerede opfordring til i strid med grundloven at undergrave religionsfriheden - og et forslag om at sætte en vis Hr. Lomborg på finansloven, som om han er andet end et stort symbol på at bremse den videnskabelige udfoldelse. Jeg siger godt nok tak for kaffe med eller uden sukker.

DF og døden

Jacob Borup Nørløv, Frederiksberg C >

Det eneste formildende ved DF's skatteudspil er, at det henvender sig til det vælgersegment, som dør først.

Fornuften sejrede

Lars Gaardhøj, Folketingskandidat (S)

Vi skal værne om grundloven og frihedsrettighederne. Forbud mod bestemt påklædning hører ikke til i Danmark. Når det er sagt, så er det jo ikke sådan, at jeg elsker burkaer.

Jeg opfatter burkaen som afvisende, men hvis en kvinde vælger at gå klædt sådan, så er det hendes ret. Men kan hun mon få job iført en burka? Næppe. Og står hun til rådighed for arbejdsmarkedet? Næppe. Dermed bliver konsekvensen reelt en selvvalgt tilværelse som hjemmegående og afhængig af mandens indtægt. Ikke just det gængse billede af en moderne tilværelse anno 2009. Derfor er det oplagt at vi alle, men nok især integrationskonsulenter, sagsbehandlere og skolelærere tager den svære samtale, når de møder en burkaklædt kvinde. Gennem dialog og oplysning kan kultur ændres og udvikles. Tvang virker modsat.

Derfor håber jeg også, at Socialdemokraterne vil vende skråen en ekstra gang, næste gang Khader vil i tv med værdipolitik (læs: udfald mod muslimer). Det var trist at opleve Socialdemokraterne bakke op om et populistisk og grundlovsstridigt forslag, men til gengæld rart, at de hurtigt vendte på en tallerken og kom til fornuft. Det er aldrig en skam at blive klogere.

Politisk korrekthed øger problemer

Michael Sandfort, Brønshøj

Med et tocifret antal skudepisoder, et dødsfald og flere sårede gennem september 2008 blev bandekrigen skudt i gang for et år siden. Men dengang ville Københavns Politi ikke kalde opgøret mellem rocker- og indvandrerbander for 'bandekrig' - for 'det kunne da lige passe, at vores retorik er med til at gejle situationen op', hed det sig. Hvad der siden fulgte, føjer sig til historiens endeløse række af eksempler på, at problemerne kun vokser, så længe politisk korrekthed blokerer for at kalde en spade for en spade.

Koner fra Afrika og Asien

Anders Johansen, Humlebæk

Hver fjerde danske mand går i graven barnløs, fordi de ikke kan finde en dansk kvinde, som vil have børn med dem (kilde: SFI). Da det hovedsagelig er mænd fra de laveste sociale klasser, er der ikke langt til at give deres lave indtægt skylden for kvindernes fravalg af dem. Dette støttes af det faktum, at det kun er ca. >halvt så mange kvinder, der ikke får børn: Kvinder ønsker børn med alfahanner desuagtet, at de har børn i forvejen.

Danske kvinder skal ikke bebrejdes deres valg af mænd, men deres dom over de mænd, som 'henter' hustruer i Asien og Afrika, burde ikke være så hård og nedladende, som den nu engang er!

Graverende chikane

Ole Larsen, København V

En offentligt ansat pædagog er gift med en afrikansk pige, og de har lige fået en baby. De har opfyldt samtlige urimelige krav opstillet af 'servicen', og alligevel bliver hun smidt ud af landet på tirsdag alene fordi 'servicen' nu simpelthen ikke svarer på deres henvendelser!

Det betyder en udgift alene til flybilletten på 10.000 kr., en kaotisk afbrydelse af babyens trygge miljø og højst usikre omgivelser i >Nigeria.

Er det kommet så vidt, at der ikke en gang kan skabes blæst om en så graverende chikane?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu