Kronik

Lars von Triers kvinder

Hvis man vil forstå den på en gang fængende og frastødende kvinde i 'Antichrist', må man samtidig se på andre von Trier-kvinder. Flere spor fra von Triers tidligere film løber sammen i 'Antichrist' og får et nyt twist, en ny retning
Lars von Triers heltinder er ramponerede og tager den rå konfrontation - som Grace (Nicole Kidman) i 'Dogville', der hævner sig ved at få brændt en hel by ned og slå dens indbyggere ihjel.

Lars von Triers heltinder er ramponerede og tager den rå konfrontation - som Grace (Nicole Kidman) i 'Dogville', der hævner sig ved at få brændt en hel by ned og slå dens indbyggere ihjel.

11. september 2009

Djævelens datter eller guds gave?

Sådan er Charlotte Gainsbourgs kvindefigur blevet opsummeret i Lars von Triers film Antichrist (Cinemateket august 2009). Og Trier selv er blevet kaldt både kvindehader og feminist.

Hvordan kan begge dele lade sig gøre? Det er spørgsmålet, men især er det interessant, hvor den ekstreme kvindeskildring tager tilskueren hen? For pointen kan jo ikke bare være at skabe forvirring og rod i begreberne. Der må være en mening med galskaben.

Der skal ske noget, som ikke plejer at ske.

Trier spænder buen endnu mere i Antichrist, end han plejer. Hvis man vil forstå den på en gang fængende og frastødende kvinde i Anti- christ, må man samtidig se på andre Trier-kvinder. Både de omsorgsfulde, lidt for gode kvinder, for eksempel Bess i Breaking the Waves (1996), og også Grace i Dogville (2003), der er til hævntørst i stedet for gode gerninger. Flere spor fra Triers tidligere film løber sammen i Anti- christ og får et nyt twist, en ny retning.

Dogville har en kvinde i hovedrollen som frådende hævner. Hun brænder en hel by ned og slår dens indbyggere ihjel. Da Lars von Trier laver filmen, tager han en genre og leger med den. Han lammetæver den, han vrider, vender og drejer den, til den spytter noget nyt ud. Dogville er en gangsterfilm, men samtidig er filmen jo verfremdungs-teater a la Brecht. Denne måde at mikse genrerne på og også at få dem til at lappe ind over hinanden på, skaber en surreel effekt. Man ved ikke helt, hvilken virkelighed man befinder sig i.

Er det 1930'ernes USA - eller er vi i gang med at se på en teaterscene, samtidig med at det jo egentlig var en film, vi skulle se?

Trier ændrer rammerne og betingelserne, så vi ikke helt kan stole på vores øjne. Fordi det vi ser, er afhængig af den - skiftende - ramme, filmens handling foregår i. På et tidspunkt viser det sig, at de hvide kridtstreger, som beskriver hunden Moses, også ligner de hvide kridtstreger, man bruger, når et gerningssted skal markeres.

Så de hvide kridtstreger gør, at vi som tilskuere bliver vidner til en forbrydelse. Dogville er et gerningssted, viser det sig. Hvor en dom til sidst falder.

Hypnotiserende sceneri

I Antichrist leger Trier også med billedernes forankring i den ene eller den anden virkelighed. Er vi i en indre eller ydre verden? Er vi i byen, på hospitalet? Eller er vi alligevel tæt på naturens kræfter, bare vi ser på vasens blomsterstilke?

Antichrist er en slags thriller, en løbsk erotisk gyser om et moderne par, der har mistet deres barn. Men samtidig er den noget andet, et hypnotiserende natursceneri. Naturens dyr og planter ligner allermest en kommentar til kvindens sind, som om porten mellem hendes psyke og naturens langsomme vældige processer står åbent et sted, hvor der ellers plejer at være lukket.

Antichrist starter med en samlejescene. Samtidig med at forældrene hengivent nærmer sig orgasmens forløsning, forbereder barnet sin flyvetur ved det åbne vindue, som ender brutalt mange meter nede på asfalten.

Barnet dør, forældrene når deres orgasme.

Lars von Trier har før lavet sammensatte - både skrammede og bulede - portrætter af kvinder. Hans heltinder er ramponerede og tager den rå konfrontation.

I hans film bliver kvinderne smidt ud i voldsomme kampe, og han lader dem gå linen ud. Kvinderne bliver sendt ud på store togter og må omsider selv tage den hårde tørn med det gode såvel som det onde.

Kvinderne har ligesom mænd også fået den sjældne ære at tage vare på såvel liv som død. Og med æren følger også risikoen for at lægge snittet forkert. At foretage det forkerte valg eller forfalde til overdrevne eller hjælpeløse handlinger. Trier har en knusende tillid til, at det nu er kvinder, der kommer til at udføre de holdbare handlinger eller de komplet tragiske og vanvittige.

For kvinden går jo bersærk i Antichrist.

Charlotte Gainsbourg spiller rollen med sin særlige muthed, men også med en adræt hurtighed. Hun forsyner rollen med en lang række facetter: Hun er hudløs, hengiven, føjelig, men har også denne anspændte tilbageholdte styrke i kroppen, fordi den sammenrullede vrede findes inde i hende.

Anderledes valg

Trier stiller skarpt på det kvindelige sind og de kvindelige prioriteringer. Kvindens valg er anderledes end mandens. Kvinder hænger på deres køn og deres opfattelse af deres kærlighedsliv på en anden måde end mænd.

Kvinder synes, deres mænd er vigtige, de synes også, deres børn er vigtige. Kvinden i Antichrist føler dyb fortvivlelse, fordi hendes barn er dødt.

Hun begår den fejl at stole for meget på sin mand. Hun fortæller, at hendes sorg er atypisk. »Din sorg er ikke atypisk«, siger hendes mand og vil selv personligt redde hende. Hun har fra start gennemskuet sin mand, at han er 'fjern' og bedrevidende i sin terapeutiske jargon, men samtidig begærer hun ham voldsomt. Han er sikkert ufølsom, men hun kommer til at begå en tragisk fejl.

Det er jo nemt nok at forstå, at det kan være svært for ham at høre efter hendes kritik, når hun samtidig omfavner ham så entusiastisk og er så seksuelt opsøgende.

Filmen fører ned i lag, som de fleste vil have en afstandtagen til. Men Trier magter netop i kraft af den smukke, men også truende billedside at få dette normalt fjerne lag til at blive nærværende.

Det er filmens uhyggelige formåen. At disse lag i den individuelle psyke, som normalt plejer at ligge så langt væk, her dukker op til overfladen med al deres uhyrlige styrke intakt. Det menneskelige sind rummer utæmmede kræfter, som kan komme til udbrud, hvis der ikke bliver lyttet til dem.

Den flertydige billedside er nøglen til Antichrist. Billedsiden kommenterer hendes sindstilstand - en sådan selvstændig fabulerende billedside har Breaking the Waves også. I begge film bruger Trier sine påfaldende billeder til at give besked om kvindernes sind, og hvad de ønsker, og hvad de frygter.

Bess er skildret som sart, en smule skør og næsten vanvittig i Breaking the Waves, men samtidig tager Trier hendes drømme om ægteskabslykke alvorligt. Hun er en god hustru. Hun går i seng med fremmede mænd, fordi hendes mand har bedt hende om det. Filmen er fortalt i syv kapitler: »Bess bliver gift« (1), »Livet sammen med Jan« (2), »Livet alene« (3) osv. Hvert kapitel indledes med et stille smukt billede, som er farvelagt af billedkunstneren Per Kirkeby. Billederne har en dirrende, spændt skønhed, som er drevet frem til en næsten stiliseret kitsch.

Filmen har nøjagtig den samme spænding mellem en barsk handling og en billed- side, som er solidarisk med kvinden.

Mister det, han elsker

I Antichrist identificerer man sig længe med kvinden, men på et tidspunkt bliver hendes handlinger så ekstreme, at identifikation bliver umulig.

Inden har sorgen næsten været til at tage og føle på. Den viser sig i tre forskellige dyreskikkelser som rådyret, ræven og ravnen. Disse dyrs opdukken i filmen er det mest bevægende spor og en måde at visualisere fortærende sjælelige processer på. Da handlingen er allermest uhyrlig, kommer der en lille pause midt i rædslerne, og vi ser kvindens hvide røv flankeret af stille dyr. Manden bliver tiltrukket af runde hvide kvindeformer. Det fastholder hans kærlige blik. Så Antichrist handler også om, at man kan miste det af syne, som man elsker.

Kvinden er meget mere ond end sin mand. Hvis de en gang skal i Helvede begge to, kommer hun først ind. Men sært nok er hun også meget mere god end ham. For hun havde en drøm, det har han ikke.

Triers stillingtagen til sin heltinde fortsætter på billedsiden. De surreelle billeder og den porøse kontakt mellem hendes psyke og naturen gør, at vi er kommet rundt om hende som person. Vi kender hendes vrede, angst, passion, skyld, men også hendes sprøde drøm om, at han ikke var fjern. De banale behov og de banale ønsker har stor, fortærende magt hos Triers kvinder.

Connie Bork er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu