Baggrund

Lomborgs konsensus-øvelse er irrelevant

Klimaøkonom og tidligere deltager i Copenhagen Consensus underkender Lomborgs klimarangliste
Klimaøkonom og tidligere deltager i Copenhagen Consensus underkender Lomborgs klimarangliste
19. september 2009

Copenhagen Consensus, ledet af Bjørn Lomborg, offentliggjorde forleden i Washington konklusionerne fra et ekspertpanel om prioritering af mulige indsatser mod klimaforandringerne.

Min væsentligste grund til bekymring ved denne Copenhagen Consensus-øvelse om klimaændringer er dens firkantede tillempning af specifikke regler og procedurer for cost-benefit-metoder på valg, der er politiske. Langt de fleste forskere og mange politikere har for længst erkendt, at klimaforandringerne er et problem, der handler om styring af risici - dvs. et problem hvor cost-benefit-metoden højst og i bedste fald kan opfattes som én ud af en række vurderinger, hvis resultater må vurderes i sammenhæng, og ikke af økonomer og forskere, men af det politiske fællesskab. Her kan jeg f.eks. henvise til den enstemmigt vedtagne formulering fra over 160 lande i fællesskab i sammendraget af den fjerde vurderingsrapport fra FN's Klimapanel, IPCC: »At reagere på klimaændringerne indebærer en gentagen proces med styring af risici, der omfatter både tilpasning og forebyggelse og med i overvejelserne har skader ved klimaforandringer, sidegevinster, bæredygtighed, lighed og holdninger til risiko« (s. 22).

'Dødens gab'

De forhandlere, der mødes i København til december, forstår givetvis, at vi behøver et helt katalog af strategier, baseret på beslutningsredskaber der anerkender risikodimensionen.

Mere specifikt formoder jeg, at de forstår, at det at sætte en passende pris på CO2 er et vigtigt supplement til teknologiudvikling (for ikke at havne i 'dødens gab' mellem på den ene side teknologi-udvikling og på den anden side effektiv og omfattende markedsindtrængning), ligesom CO2-prisfastsættelsen må støtte andre dele af politikken.

Faktisk vil nogle teknologier såsom CO2-indfangning og -deponering (CCS-teknologien) ikke kunne fungere overhovedet, hvis ikke der sættes en pris på CO2 - en pris der er forudsigelig og stigende over tid.

Helt i modstrid med disse indsigter udelukker Copenhagen Consensus-øvelsen nærmest på forhånd og i kraft af selve sit design (kun måling af 'benefits vs. costs') og sin rangliste-procedure, at man identificerer en flerstrenget politik.

Konsensus-øvelsen udelukker også den grundlæggende proces af gentagelse i takt med, at vi lærer mere om klimasystemet, og i takt med at den økonomiske udvikling skrider frem. I stedet henviser den til virkningerne i 2100 af politiske beslutninger, der alle iværksættes en gang for alle i 2009.

Social retfærdighed

Øvelsen savner endvidere i selve sit design alle de risikokilder, som ikke fuldt ud kan kvantificeres i penge. Derfor kan dens ranglister ikke tage højde for og afspejle de sårbarheder og skadevirkninger, der følger med, herunder disses fordeling over tid og rum.

Det gør det også umuligt at give vægt til spørgsmål om social retfærdighed, om forskellige holdninger til risici og til bæredygtighed. Det kan hverken inddrages langsigtet eller ved udpegningen af kortsigtede, indledende skridt. Der er ikke i metoden mulighed for at inddrage et ønske om at gardere sig på forhånd. Der er ingen kvantificering af omkostningerne ved usikkerhed (og dermed betydningen af at prissætte CO2 som redskab til at mindske usikkerhed). Der er ingen kvantificering af konsekvenserne af en ulige fordeling af klimaskader og -omkostninger.

Af disse og flere andre grunde mener jeg, at resultaterne fra Copenhagen Consensus-øvelsen er irrelevante, med mindre de opfattes som blot en af mange informationskilder, der kan understøtte politiske anbefalinger. De kan efter min mening ikke bruges som grundlag for erklæringer om, at en strategi bør foretrækkes på bekostning af en vurdering af andre.

Gary Yohe er professor i økonomi ved Wesleyan University i Connecticut og ledende medlem af FN's klimapanel IPCC. Yohe leverede sidste år en analyse som beslutningsmateriale til en Copenhagen Consensus-seance i København. Efterfølgende har Yohe lagt afstand til Bjørn Lomborgs metoder

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dear Gary Yohe

Thank you for the responce to Copenhagen Consensus. Lomborg is becoming an ultra liberal joke among Danes these days. As well among researchers as in the public opinion. Sort of a desperate appeal to an ideology, that imagines the public opinion guided by Media control. Fortunately we Danes long ago dismissed Lomborg's phatetic constructions as political attemps to impound public oppinon. And founded as such.

Naturally, any scientific approach as well as the majority of voters in Denmark are aware of this fact. All the same, it is a very welcomed commentary from you.

Best Wishes

Philosophy of Power (as inherited from French Philosophy)

Lomborg har vel for længst påvist at det ikke kan betale sig at redde de fattige.
Dybest set er det vil facistisk ideologi manden står for.