Kommentar

Misbrug af Churchill

På 70-året for Anden Verdenskrigs udbrud er det værd at huske på, at nok var Winston Churchill en barsk kriger, men han var en endnu større fredens mand
I modsætning til krigsherrerne i dag i både Storbritannien og USA fuldtonende Churchill sin afstandtagen fra enhver doktrin om præventiv krig. Han skelnede klart imellem krig som valg, hvilket han ikke ønskede, og krig som påtvungen nødvendighed. Arkiv

I modsætning til krigsherrerne i dag i både Storbritannien og USA fuldtonende Churchill sin afstandtagen fra enhver doktrin om præventiv krig. Han skelnede klart imellem krig som valg, hvilket han ikke ønskede, og krig som påtvungen nødvendighed. Arkiv

4. september 2009

70 år er gået, siden Chamberlain holdt sin skæbnetunge radiotale til nationen: »Derfor er jeg nødt til at fortælle Dem, at følgelig er dette land nu i krig med Tyskland«.

Samme morgen var parlamentet trådt sammen. Den nyudnævnte flådeminister tog ordet, og Churchill holdt da en af de korteste, men fineste taler i sit liv - en tale, som nok hører til hans mindre kendte, men har stor relevans for os i dag.

I 10 år havde Winston Churchill været ude af politik - hans eget valg - og markeret sig som en af de skarpeste kritikere af den eftergivenhedspolitik, der kulminerede med München-aftalen i 1938. En aftale, der på få måneder faldt fra hinanden, da rest-Tjekkoslovakiet gik i opløsning, og Hitler skamløst indtog Prag.

I dag påberåber mange sig Churchill og ofte med urette. I langt de fleste tilfælde tages Churchill til indtægt for at føre krig - det så vi gang på gang under Irak-krigen.

Lige siden Tony Blair havde foræret George W. Bush en buste af Churchill til at stille frem i Det Hvide Hus, udbredte Bush sig utrætteligt om den store mand - ja, selv Donald Rumsfeld fandt bevingede Churchill-ord frem, da han blev fyret. Igen og igen blev Churchill hidkaldt for at retfærdiggøre krigen, for vi måtte sandelig ikke give efter for Saddam Hussein, som vi gav efter for Hitler - nej, han måtte angribes, præventivt om fornødent. Hvad ville Churchill ellers have gjort?

Churchills store taler fra sommeren 1940, med deres stålsatte modstandsvilje, er selvfølgelig dem, vi husker bedst: »Sejr for enhver pris«, »vi vil kæmpe på strandene«, »deres fineste stund« osv. På denne krigens første dag var hans tema dog et andet: »I denne mørke stund kan vi finde trøst i at tænke tilbage på og dvæle ved vore gentagne bestræbelser for fred.«

Oprigtigt og velmenende

Selv et år tidligere, da Churchill fordømte München-aftalen, sagde han intet om, at Chamberlain burde have erklæret krig. Derimod sagde han kynisk, men korrekt, at »var tjekkoslovakkerne fra starten af blevet overladt til sig selv, og havde de fået klar besked om, at de ikke skulle regne med hjælp fra vestmagterne, ville de have kunnet få bedre vilkår, end de nuværende, som dårligt kan være værre.«

Men i sin fem minutter langt tale hin søndag morgen, sagde Churchill, at skønt alle bestræbelser for at bevare fred og undgå krig var slået fejl, »så har de alle været oprigtige og velmenende. Dette har stor moralsk værdi - og også praktisk værdi i den foreliggende situation, for alene den sikre og klare viden om, at vi ikke selv har ønsket denne krig, kan indgive det britiske folk den styrke og energi, som vi vil behøve i de dystre og tvivlrådige dage, der ligger forude.«

'Den sære krig'

»Nok vil krigens storme blæse udenfor og piske løs på lande med rasende vildskab, men i vore egne hjerter denne søndag morgen er der fred. Nok er vore hænder travle, men i vor samvittighed er der ro.«

Churchill genoptog temaet det følgende år i en endnu større tale, velsagtens hans største. Efter at 'den sære krig' var endt brat med Tysklands overfald på Danmark, Norge, Benelux-landene og Frankrig, gik Chamberlain af og blev afløst af Churchill, som formanede briterne om at »berede sig på at gøre vores pligt«. En tysk invasion så ud til at være forestående, og i luften udkæmpedes Slaget om England.

Hæderværdig skikkelse

Den 9. november 1940 døde Chamberlain af kræft. Tre dage senere skulle Churchill holde mindetale i parlamentet, et vanskeligt oplæg i lyset af de tos tidligere uoverensstemmelser. Det gjorde han fremragende, idet han først sagde, at ingen var forpligtet »til at ændre de opfattelser, som han havde dannet sig eller ytret om forhold, der er nu er del af historien. Han fortsatte: »Det er ikke mennesket givet - lykkeligvis ikke, thi ellers ville livet være uudholdeligt - at forudse eller gennemskue i noget videre omfang, hvordan historiske begivenheder vil udvikle sig. I én fase ser mennesker måske ud til at have ret, i en anden at tage fejl. Og nogle år senere igen, når tidens perspektiv har videt sig mere ud, står alt så i et helt andet lys. Proportionerne har forandret sig. En ny værdiskala har indfundet sig. Historien med dens flakkende lygte vakler baglæns ned ad fortidens spor og forsøger at genskabe dens scener, opfange dens ekkoer og genantænde de forgangne dages lidenskaber med sin blege strålekrans.«

Efter disse generelle dybsindigheder fremstillede Churchill sin forgænger som en tragisk, men hæderværdig skikkelse. Det havde været hans unådige skæbne, »at blive sagt imod af begivenhederne og at blive sveget og narret af en nedrig mand.«

»Men hvilke var de forhåbninger, hvori han skuffedes? Hvilke var de ønsker, hvori han frustreredes? Hvilken var den tiltro, hvori han blev svigtet? Det var visselig i menneskehjertets ædleste og kærligste instinkter - i sliddet for fred, i striden for fred, i jagten på fred.«

Alle de ulykker

Og derpå lød Churchill som et ekko af det, han havde sagt den 3. september 1939: »Vi har ventet til dette absolut sidste øjeblik, før vi gik i krig, uanset at dette ville koste os dyrt i teknisk forberedelse. Vi har ventet indtil det øjeblik, da Hitler ikke gav os andet valg.«

Men det var netop, fordi vi havde ventet, at vi kunne vide os selv »uden skyld i de blodsudgydelser, i den terror og i den elendighed, som har sluppet løs mod så mange lande og folkeslag.« Alt hvad Hitler havde sagt om at han ene og alene ønskede fred var foragteligt absurd. »Hvilken vægt har disse rablerier og vildelser over for stilheden fra Neville Chamberlains grav? Lange og hårde farlige år ligger foran os, men i det mindste går vi ind i dem med enige og rene hjerter.«

I begge disse taler lyder en fuldtonende afstandtagen fra enhver doktrin om præventiv krig. Churchill skelnede klart imellem krig som valg, hvilket han ikke ønskede, og krig som påtvungen nødvendighed. Og han forstod den afgørende kendsgerning, at alene en absolut nødvendig krig kan udkæmpes med det rette mål af målbevidsthed og offervilje.

Skønt Irak-krigen har været genstand for megen debat - for og imod - kan end ikke dens ivrigste støtter længere hævde, som Bush engang gjorde, at den var »en nødvendighedens krig«. Og hvem kan i fuldt alvor sige, at vi, briterne og amerikanerne, gik ind i den »med enige og rene hjerter«? Og er dette ikke lige præcis forklaringen på alle de ulykker, der siden er tilstødt os?

Geoffrey Wheatcroft er britisk historiker, journalist og tidligere redaktør for The Spectator

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Peter Simonsen

Jeg håber, at de, der sørgede for at vi blev en del af en forkert , umoralsk og dybt foragtelig imperialistisk krig, læser denne artikel. Og lærer noget...
At håbe de fortryder og måske ligefrem angrer er nok for meget forlangt. Udover de irakiske ofre, er de de danske soldater der døde, blev sårede og pådrog sig krigstraumer også ofre, ligesom deres familier, for en løgnagtig propaganda. Dette ikke være skrevet for at håne dem, der jo ikke noget forkert at kæmpe for noget man tror på, selv om jeg personligt ikke har været soldat eller har haft noget ønske om at være det. Jeg synes det er en skamplet på Danmark at have været en del af denne krig, og at vi ikke vil tage ansvarfor de flygtninge vi selv har været med til at skabe. At Saddam var en skiderik er en kendsgerning, men begrundelsen for at deltage i krigen er, var og forbliver at være en løgn. Muligvis er jeg naiv, men det har jeg det godt med at være.

Churchill var bestem ikke modstander af præventive krige - han var en britisk imperialist af den gamle skole og altid klar til en krig eller to, hvis han mente det var i britisk interesse - at man med henvisning til at par taler mener, at have godtgjort Churchill var modstander af præventive krige ligner ikke noget.

Alle demokratiske politikere proklamere naturligvis, at krig er sidste udvej - ja, selv Hitler bildte sin offentligheden ind, at udlandet havde påtvunget Tyskland krigen.

Mads Kjærgård

"I én fase ser mennesker måske ud til at have ret, i en anden at tage fejl. Og nogle år senere igen, når tidens perspektiv har videt sig mere ud, står alt så i et helt andet lys. Proportionerne har forandret sig. En ny værdiskala har indfundet sig. Historien med dens flakkende lygte vakler baglæns ned ad fortidens spor og forsøger at genskabe dens scener, opfange dens ekkoer og genantænde de forgangne dages lidenskaber med sin blege strålekrans.

"Jep, dette citat er der dælme mange danskere og især vore politikere der burde læse og huske"

Churchills gode taleevner dækker meget godt over hans absolutte militære fejltrin, så som Gallipolli eller den præventive invasion af Norge.

En af de taler man dog ikke hører noget om er den hvor han forklarer hvorfor Frankrig er den naturlige førende magt i Europa...

Martin Kristensen

Churchill var dne rigtige mand på det rigtige tidspunkt til at stive briternes moral af og stå som det bulldog-agtige symbol på modstanden.

Bortset fra dette satte han ret beset ikke mange fødder rigtigt i sit fejl . Gallipoli bliver nævnt.

At han ikke skulle ønske krig med mindre den bliver påtvunget ham er der nok en enkelt inder eller sydafrikansk boer der vil stille spørgsmålstegn ved.

Der er jo også en grund til at briterne fravalgte ham så snart krigen var slut og kommet bare den mindste smule på afstand.

Heinrich R. Jørgensen

Lars Hansen:
"han var en britisk imperialist af den gamle skole og altid klar til en krig eller to, hvis han mente det var i britisk interesse"

I den henseende er det jo sørgeligt, at han var den store rorfører pva. det britiske emperium under Anden Verdenskrig, da Storbritannien som bekendt tabte meget store dele heraf som en (næsten) umiddelbar konsekvens af deres krigsførelse. Storbritannien skal have lov til at mene, at de sejrede - men prisen de betalte var enorm.

Den tilsyneladende selvmodsigelse, Lars Hansen nævner, kunne skyldes Churchills imperialisme: Det var krige mellem hvide mennesker indbyrdes, han var imod. Kolonikrige anså han vel for en slags berettigede politiaktioner.
Men uanset hans øvrige meriter er det kloge og gode ord, der citeres i artiklen.

Michael Gudnæs

Her et saks fra mosaisk.com

Da Winston Churchill var koloniminister, opfordrede han sine tropper til at bruge sennepsgas mod kurdere og irakere. Churchill skrev: 'Jeg forstår ikke disse kvababbelser over brug af gas.... Jeg går kraftigt ind for brug af gas mod uciviliserede stammer.'

Der går måske en lige linie til visse af vore nutidige beslutningstagere, som mener en stor del af verden beboet af undermennesker, som skal irettesættes, evt. tugtes.

jens peter hansen

Havde Churchill ikke alle de fejl der kunne tillægges en gammel engelsk imperialist ? Jo selvfølgelig, (og han læste ikke hverken DKP's udgydelser eller Politiken som kaldte ham en farlig mand. Det havde man ikke turdet at kalde Hitler)
men han var den eneste der tog kampen op mod nazismen i sommeren1940. Han blev uvenner med Frankrig sin gamle allierede og stod alene tilbage i Europa. At han holdt en pæn tale til sin gamle partikollega og fremhævede hans dyder frem for Hitlers gør ham vist ikke til en speciel fredelig politiker. At bevare imperiet var måske hans mål, men vi andre fik del i friheden. I Danmark næsten gratis som sædvanlig. Tyskland blev sønderbombet til den sidste dag i 1945. Ikke så pænt og gentleman like.
Havde denne dybt reaktionære fantast ikke holdt ud var Europa næppe kommet ud af nazismens vold. Men det skete ved gud ikke med fredelige midler.

Per, han var vel strengt taget ikke imod krige hvide mennesker imellem heller, boerkrigen var da sådan en.
Men ellers rigtigt nok. Og ja I har alle sagt det rigtigt, jo mere krigerisk anlagt, jo mere snakker de om fred alle sammen. Men uden tvivl var Churchill den væsentligst modspiller til Hitler, og krigen var måske ikke blevet vundet uden ham. Så megen ære fortjener han alligevel.

Hvad der måske burde diskuteres er hvorfor sådanne relativt ureflekterede, relativt højredrejede artikler fra udenlandske tidsskrifter og aviser hele tiden finder vej til Information. Indædt nyliberalistiske økonomer har sågar fået spalteplads her. Ja åben for andre synspunkter skal man vel være, men lige så uproduktivt som det er at heppe kor med dem man i forvejen deler meninger med, hvis man prøver at lære noget, lige så uproduktivt er det immervæk at prøve at opretholde en dialog med, eller at forstå visse dele af meningsspektret, der ligger alt for fjernt fra en selv. Og den her artikel er måske ikke helt så fjern som den kunne have været, men alligevel.
Det provokerer selvfølgelig en diskussion, hvis det er formålet, ja så kan det måske være godt nok det er tilstrækkeligt provokerende til at man får fingeren ud. Men irriterende er det jo alligevel.

Michael Gudnæs

Jeg gi'r Bob ret i at det kan blive lidt trivielt at læse disse forskruede artikler, der forsøger at tilpasse historien til en politisk skabelon. På den anden side må man ikke være blind for at der foregår en omfattende historieforfalskning i disse år. Også R. Reagan er blevet udråbt til en fredsdue og i øvrigt til en kompetent præsident, skønt sandheden var at han var en krigsliderlig lallerøv som kørte den amerikanske økonomi i sænk og som derudover levede i en fantasiverden og ofte fablede om at man måske kunne prøve med en lille begrænset atomkrig i Europa - bare for at vise de skiderikker i 'Ondskabens Imperium'. Nu har man - på foranledning af Polen og de Baltiske lande - også travlt med at sidestille kommunisme med nazisme, argumentationen her er ikke en analyse af de to ideologiers indhold men en grotesk logisk kortslutning som postulerer at når både Hitler og Stalin var et par magtsyge og skupelløse slamberter, må de ideologier de hævdede at repræsentere også være lige morderiske.

Man kan selvfølgelig bede Informations redaktion om at friholde læserne for den slags svineri, men på den anden side går det jo heller ikke an at vi får lov til at leve i en antiseptisk glasklokke uden påmindelser om den verden udenfor, som tilsyneladende er ved at gå i logisk, moralsk og anstændig opløsning.