Kronik

Med 'Nebraska' i hjertet

Vis mig dit forbillede, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Mit fylder 60 i dag. Hans navn er Bruce Springsteen
Bruce Springsteen har altid været meget nede på jorden. Han indspillede pladen 'Nebraska' i sit soveværelse i New Jersey. Her ses han under en koncert i Parken i 2008

Bruce Springsteen har altid været meget nede på jorden. Han indspillede pladen 'Nebraska' i sit soveværelse i New Jersey. Her ses han under en koncert i Parken i 2008

Nils Meilvang

23. september 2009

Det er godt at lade sig lede af nogen, der tør noget, man ikke selv kan. Indtil man selv får mod til at gøre dét, man selv skal gøre. Forbilleder er for mig nogen, der udfordrer dig til at skabe din egen verden. Det er nogen, der går over stregen for én - og overlever det. Kald dem rollemodeller, helte, foregangsmænd eller superkvinder, det er fløjtende ligegyldigt, hvis blot de kan noget, er stærke og modige og kan blive véd med at skille sig ud fra alle de andre og alt andet. Med andre ord, nogen, der lever op til den svenske digter Thomas Tranströmers opfordring: »Vær foran, før an, før end...«

Når ens far pludselig forsvinder for altid og svæver omkring som et syret amerikansk genfærd inde i én. Når alt, hvad der er tilbage af hans stemme kun er beskeden om, hvor lange strømperne skal være, når man skal søge arbejde.er det på tide at se sig om efter et forbillede. Så er der nogen, der skal udgøre skyggen i min fars sted og overtage pladsen og sige de ting til mig, som ingen tidligere har gjort. Spandevis af kærlighed fra grænseløse enlige mødre er nok det værst tænkelige mentale og fysiske klima at vokse op i. Det kender jeg selv til. Det modner ikke, det udvikler blot en usund bekræftelsessyg natur, der vil ses og føre sig frem, men i virkeligheden er dybt ulykkelig over ikke at kunne anerkende sig selv. Moderkærligheden kan være livsfarlig uden det fornødne modspil fra anden side. For modstand skal der til for at modnes og blive menneske.

Vi lever i en tid, hvor medierne i stigende grad gør os immune over for virkelig fordybelse. Man kommer sjældent rigtigt ned i et stof og bliver dér. Alt for ofte møder jeg som underviser helt unge mennesker, der ikke kan koncentrere sig, ikke tror på noget som helst og som bliver skræmt over, hvor stærke de ældre generationers forbilleder er. De kan være dødtrætte af at høre om stadig levende rockikoner som Bob Dylan, David Bowie, Neil Young, Van Morrison, Patti Smith eller Elvis Costello, som deres forældre voksede op med. De vil finde deres egne, som de jo skal. Det er ikke nogen, man kommer sovende til. Jeg taler altså imod en enhver form for tom, passiv afgudsdyrkelse. For det er ikke dem - forbilledet, rollemodellen eller hvad vi nu skal kalde det - der skal gøre arbejdet for én, det skal man helt og holdent selv. Det er der mange, der glemmer. Ingen kan gøre dét for mig, som instinktet og min indre pligt fortæller mig, at kun jeg selv kan gøre.

Jeg var 17, da jeg stødte på Springsteen første gang. Det var på tv. Året var 1980. Han optrådte for første gang med sangen »The River,« som har fulgt mig gennem mangt og meget lige siden. Jeg så hans koncert i Brøndby Hallen 2. maj 1981. Den står tatoveret i erindringen. Som den givetvis gør hos de godt 5.000 andre, der var der. Lige fra det tidspunkt begyndte jeg at bruge Springsteen som en særlig indstilling til tingene. Et pejlemærke.

10 okt. 1980 udkom dobbeltalbummet The River med partyrock, popsange og episke panoramaer. En plade med frustrationer som hovedtema, som bød på tre slags sange: sange om kærlighedsrelationer, partysange og en række sange om hvor forfærdeligt livet er. Frustrationen mærkes i den velkendte popsang 'Hungry Heart' om den frustrerede mand, der sætter sig ud i bilen og forlader sin familie for good og til slut i sangen alligevel siger, at alle mennesker har behov for en familie. Det gælder også i den mesterlige, cinematografiske 'Stolen Car,' hvor en mand i dyb eksistentiel krise kører formålsløst rundt i natten og angrer sin synd, sin skyld og håber på tilgivelse. Springsteens mænd kan ofte ikke få enderne til at mødes i deres liv.

Men det modigste og mest kompromisløse værk, Bruce Springsteen nogensinde har udsendt, er Nebraska. Den udkom 20. september 1982 og fremstår som et uhyre nøgent statement, fuld af illusionsløse scenarier og perspektiver, gennemtrukket af beretninger fra skyggesiderne og bunden af det amerikanske samfund. Pladen var først tænkt som et rock´n´roll-album med The E. Street Band og hele pivtøjet. Men sangene ville noget andet, de krævede en anden form. En deprimeret Springsteen indtog sit eget rum, væk fra turnélivet - i det hus, han havde lejet i New Jersey - med en 4-spors-båndoptager. En mand, en guitar, en Teach båndoptager, 10 sange og intet andet. Sangene handler om mordere og knækkede mænd på kant med loven. De håber på frelse fra det store lotteri en dag, men indtil da står den på lyssky tjenester her og der for at holde den gående. Kort sagt, individer isoleret fra deres arbejde, deres venner, deres familie, deres fædre og mødre. Som lever helt uden indflydelse på, hvad der forgår, og som heller ikke forstår regeringens politik. Springsteen har om pladen selv udtrykt: »Når du mister den fornemmelse af samhørighed, sker der et spirituelt sammenbrud. Du bliver skilt fra på en sådan måde, at intet længere betyder noget.«

Den sang, der siden gav Springsteen problemer og blev så grundigt misforstået, 'Born In The USA,' stammer fra indspilningerne til Nebraska. I sin oprindelige form er den en stærkt civilisationskritisk sang, der kritiserede USA's krigsførelse i Vietnam.

Nebraska er udstyret med en nøgtern fortællerstemme, der på sangskrivningens betingelser tager politisk stilling til et stærkt højreorienteret USA med Reagan ved magten. En tid med skyhøj arbejdsløshed, hvor et dyb mismod havde bredt sig i det amerikanske samfund. Springsteens sangskrivning på Nebraska står i gæld til Robert Johnson, Woody Guthrie og Hank Williams. Og til film som Terrence Malicks Badlands (1973), True Confessions (1981), læsning af Flannery O'Connor, dokumentaren Henry, Portrait of A Serial Killer, mordhistorier som Charlie Starkweathers; ham der dræbte sin purunge kæreste og hele hendes familie. Som i titelsangens historie om seriemorderen, der forklarer sig på følgende måde: »They want to know why I did like I did, well sir, guess there's just a meanness in this world'.

I mere end 25 år har jeg levet med Nebraska i hjertet. Den plade udgør for mig det rå, nøgne og yderst foruroligende rodlag under alt, hvad han siden har lavet. Den viser, at Springsteen solo kan være langt mere intens og dybtstikkende end den energiske Bruuuuce, man oplever live med The E. Street Band, selvom han uden diskussion er en af rockhistoriens mest dynamiske og karismatiske performere.

Bruce Springsteen besidder en bemærkelsesværdig integritet. Han er ikke nogen machomand i gængs forstand, selvom han poserer med en patos, så man ofte korser sig. Han kropsliggør smalltown-amerikaneren, der kæmper for værdighed og humanistiske værdier og dermed også demokrati. Han har kæmpet for den lille mand, hverdagsmennesket, der er fanget i et mønster, det ikke selv forstår. Han har gennem årene erobret enormt mange fans på den konto, der hedder fraværende fædre, dominerende, grænseløse mødre, lavt selvværd, mangel på selvindsigt. Det har han også gjort, fordi han samtidig har peget på værdier og på, at folk bekymrer sig om hinanden. Han tror på et legitimt lederskab, og har viljen til at kæmpe for et humanistisk USA. Hans enkle arbejderklassemoral, der også præger hans seneste udspil, Working On A Dream, opfordrer mere til at sætte grænser og integrere værdier end til at bryde igennem til den anden side.

Springsteen har lært mig, at fantasien aldrig må flage på halv. Plus hvad det vil sige at sætte sig igennem i forhold til sine idealer, koste hvad det vil, med lige dele sprudlende fandenivoldskhed, blufærdighed og taknemmelighed over at være til, trods alt.

I mit eget tilfælde skabte savnet efter min amerikanske far et tomrum inden i mig, som Bruce Springsteen har skrevet og sunget og spillet sig ind i på så gennemgribende vis, at jeg til enhver tid selv ved, hvad der skal til for at klare sig her i tilværelsen.

Neal Ashley Conrad er forfatter og ph.d.-stipendiat ved Lunds Universitet. Bruce Springsteen fejres i aften kl. 20 på LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 København N. Alle er velkomne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu