Klumme

Nød lærer nøgen kvinde ...

... at spinde, hed det i helt gamle dage. Siden blev det til spin! Nu spindes der igen - løfterigt ...
29. september 2009

Når nøden er størst, er spindoktoren nærmest. Eller som det hed, før demokrati blev til spin: Nød lærer nøgen kvinde - at springe over, hvor gærdet er lavest. Når DØV, Den Økonomiske Vækst, slog samfundene ud af kurs med arbejdsløshed og overforbrug af et materielt naturgode (kaldet ressource, som om det alene var til for menneskets skyld), pumpede man med penge bare yderligere DØV ud. I bistands- og investeringssystemerne til øget beskæftigelse og forbrug af andre naturgoder. Efter forbillede fra Mols: Molboerne skulle engang ud at sejle, men skibet var blevet læk og stod nu halvt fuld af vand. De vidste ikke, hvad de skulle gøre. Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. »Lad os bore et hul i skibet«, sagde en molbo, »så løber vandet jo ud.«

Molbohistorien, som i de senere århundreder er blevet implementeret globalt, udstilles nu til spot og spe som aldrig før. Ganske vist har enkelte eksemplarer af den dyreart, som også i dette Darwin-år kaldes menneskearten (homo sapiens på latin eller antropos på græsk), fra tidernes morgen raset mod eller latterliggjort megalomaniske indbildninger om, at naturen i dens materialitet ingen egne grænser sætter for menneskets magt over og forbrug af den. Det betyder heller ikke, at kritikken af molboomgangen med naturen pludselig er blevet mainstream verden over.

En ny æra

Alligevel er det sigende og nu ikke længere blot en outsiderposition, at et af de - i hvert fald i den vestlige verden - mest respekterede videnskabelige tidsskrifter, Nature, lige er udkommet med et nummer, som udtrykkeligt advarer mod følgerne af, at Jorden og vi er gået ind i »Antropocæn«. Efter den seneste 10.000 år lange periode kaldet Holocæn, hvor et forholdsvis stabilt klima muliggjorde udviklingen af landbrug og avancerede civilisationer som den nuværende, er vi »nu på vej ind i Antropocæn, en ny geologisk æra, hvor det er blevet vore aktiviteter, der truer Jordens evne til at regulere sig selv,« påpeger en af Nature-artiklens 28 forfattere, professor Will Steffen, leder af Climate Change Institute ved Australian National University. Jvf. referatet her i bladet, »Der er grænser for vækst - nu skal de findes«, den 24. september 2009.

Antropocentrismen, den dualistiske indbildning om, at alt materielt, sanseligt og sansbart, grænseløst og mekanisk er skabt for, alene drejer sig om og er underlagt åndsmennesket, har lange religiøse, kunstneriske, filosofiske, ateistiske og både natur- og åndsvidenskabelige rødder tilbage i historien. Måske spores antropocentrismens allerførste spirer for netop 10.000 år siden ved overgangen fra samler-jægersamfund til systematisk agerbrug og kvægavl. Med efterfølgende pengeøkonomi, bydannelser, hierarkiske samfundspyramider, befolkningseksplosioner og tilsyneladende grænseløs begribelse, beregning og beherskelse af naturen i kraft af stadig mere udviklet natur- og samfundsøkonomisk videnskab, teknologi og teknik. Men nu er tiden altså kommet, hvor et tidsskrift som Nature må opfordre til, at vi kommer ud af molbostadiet og besinder os på farerne ved os selv, truslerne fra vores egen selvskabte og selvpåførte Antropocæn.

24. september-artiklen refererer, hvordan de 28 forskere mener, at for tre af jordskibets naturlige systemer (kvælstofmængden i det biologiske kredsløb, ødelæggelsen af biodiversiteten og de mere generelle klimaforandringer) ud af ni kritiske systemer er grænsen for naturens evne til at regulere sig selv allerede overskredet. Yderligere syn for sagn kan læseren få ved selv at gå til kilden:

http://www.stockholm- resilience.org/planetary-boundaries

Støder på grænsen

Her skal blot opsendes yderligere et begejstringshyl over, at molbomentaliteten endda så småt er ved at krakelere i økonomien. Med dels den engelske økonom Tim Jacksons bidrag »Prosperity without growth?« til den britiske klima- og bæredygtighedskommission, dels den amerikanske økonom Joseph Stiglitz' og den indiske økonom Amartya Sens rapport til Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy som nogle af de mest løfterige eksempler på, at den grænseløse antropocentrisme kan støde på sin grænse for selv økonomer!

Tim Jacksons epokegørende værk har været og vil blive omtalt mange gange, bl.a. i forbindelse med det møde i København den 14. oktober mellem ham og de danske økonomer Peter Birch Sørensen og Kirsten Halsnæs, som Information har foranstaltet i samarbejde med Hovedstadens Oplysningsforbund, magasinet Turbulens.net og Copenhagen Business Schools netværk Climate Strategies for Business. Tilmelding: www.aftenskolen.dk eller på tlf. 33 11 88 33 holdnummer 219001. Selvsyn med »Trivsel uden vækst?« opnås via www.sd-commission.org.uk.

Stiglitz-Sen rapporten http://www.stiglitz-sen- fitoussi.fr/en/index.htm blev gennemgået i artiklen »Tiden er løbet fra BNP« her i avisen den 17. september i år. I den erkendte to andre danske økonomer, Jesper Jespersen og Torben M. Andersen, at naturens nuværende sande tilstand sætter grænser for DØV, og det må afspejles i nye måder at planlægge og måle økonomiske aktiviteter på.

Selv molboer begynder at ane, at der ikke skal bores flere huller i skibet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men ingen i den beslutningstqgende forsamling kaldet Folketinget kommer desværre fra Mols.

Der går nok endnu længere tid for de opdager de samme som molboere.

Det skal dansk landbrug nu landbrug og fødevarer nok sørge for.

En anden molbohistorie illustrere så glimrende regeringens økonomiske politik men hensyn til bankpakker vækstpakker mv.

"Molboerne var altsaa vendt hjem fra Århus uden gevær til at forsvare landet med. Men da de stadig var bange for, at fjenden skulle komme, besluttede de at redde, hvad reddes kunne.

De ville allerførst redde det, som de holdt allermest af ... nemlig deres kirkeklokke.

Efter megen mas og besvær fik de endelig klokken ned fra kirketårnet, men så var de længe uenige ... ... uenige om, hvordan de skulle gemme klokken, så fjenden ikke kunne finde den. Til sidst blev de enige om at sænke den i havet.

De slæbte klokken ned i en stor båd ... ... og roede laaaangt ud på havet med den og kastede klokken i vandet.

Men da det var gjort, blev de pludselig urolige og spurgte hinanden: "Ja, nu er klokken jo rigtignok godt skjult for fjenden - men ... ... men hvordan skal vi selv finde den, når fjenden engang er drevet ud af landet?"

Så rejste den klogeste af dem sig op ... ... og sagde: "Det er da nemt nok! Vi sætter et mærke ved den!" Og i det samme trak han sin kniv op af lommen ... ... og skar et dybt mærke i båden på den side, hvor klokken var blevet kastet ud.

Så rodede de glade hjem .... ... for nu var de da sikre på, at de kunne finde klokken igen"