Kommentar

Nyliberalismen er vendt på hovedet

Vi er på vej mod en fuldstændig annullering af regeringens økonomiske projekt
4. september 2009

I dette årti er nyliberalismen først blevet intensiveret - og nu vendt på hovedet. Frem til midten af 2008 var den økonomiske udvikling karakteriseret ved en relativ nedslidning af den offentlige sektor i forhold til den private sektor. Det offentlige forbrug voksede, men det private forbrug voksede dobbelt så hurtigt. Der var forbrugsfest i den private økonomi og lavt til loftet i den offentlige økonomi. Samtidig betød udliciteringer og frit valg, at det voksende offentlige forbrug ikke resulterede i flere offentlige ansatte.

Strukturreformen har medført, at udliciteringerne er skudt i vejret. Frit valg betyder blandt andet, at der hvert år overføres et milliardbeløb til private hospitaler. Bundlinjen er, at den store stigning i beskæftigelsen frem til 2008 alene fandt sted i den private sektor, mens antallet af offentlige ansatte stagnerede.

Annullering

Favoriseringen af den private sektor havde altså et kontant og direkte udtryk: 130.000 nye ansatte i den private sektor. Beskæftigelsen var et fortættet udtryk for nyliberalismen. Det er den stadig.

Kurven knækkede for et år siden og nu bliver nyliberalismen rullet tilbage i ekspresfart. Det er nemlig den private beskæftigelse, der falder, mens den offentlige beskæftigelse fortsat er en flad kurve. Vi oplever nu, at det offentlige forbrug og de offentlige investeringer vokser, mens det private forbrug og de private investeringer decideret falder. Der sker altså en markant nedslidning af den private sektor. Alt tyder på, at arbejdsløsheden ved udgangen af årtiet er væsentligt højere ved indgangen.

Vi er på vej mod en fuldstændig annullering af regeringens økonomiske projekt. Tilbage står nyliberalismens grundlæggende karaktertræk, der også prægede samfundsudviklingen i de to foregående årtier: Markedsgørelsen af den offentlige sektor og økonomernes sandhedsmonopol. Men disse grundpiller er heller ikke støbt i beton.

Nedsmeltning

I den kommende tid vil vi ikke kun opleve stigende arbejdsløshed. Der vil også blive skabt et voksende hul i statskassen. Hvis ikke regeringen og økonomerne kan udbedre denne situation, bliver hele det nyliberalistiske paradigme destabiliseret. Så også i denne mere grundlæggende forstand, er nyliberalismen vendt på hovedet. Hvor dette paradigme indtil for et år siden red på en bølge af politisk succes og positive økonomiske nøgletal, så er det nu i defensiven og ramt af voksende skepsis.

Oppositionen samler sig i stigende grad om et opgør med nyliberalismen og truer regeringen i meningsmålingerne. Befolkningens mistillid vokser i takt med arbejdsløsheden og statsgælden. Nedsmeltningen er i gang. Magthaverne skal præstere en politisk og økonomisk genopretning - ellers venter et paradigmeskifte. Den aktuelle udvikling kan undergrave nyliberalismen på længere sigt.

Men paradigmer forsvinder ikke fra det ene år til det andet. Som tingene tegner sig i dag, er der intet nyt under solen i den økonomiske teori og politik. Regeringen forsøger med opbakning fra nyliberalistiske økonomer at genrejse væksten ved hjælp af de kendte instrumenter. De private investeringer stimuleres gennem bankpakker. Det private forbrug stimuleres gennem skattelettelser og udbetaling af de mange milliarder i den særlige pensionsopsparing. Nationalbanken forsøger samtidig at stimulere den private økonomi gennem en rekordlav rente.

Krydsede fingre

Det samlede billede ligner en gentagelse af kriseforløbet fra 1970'erne, hvor magthaverne forsøgte at vende udviklingen gennem rundhåndet brug af datidens socialdemokratiske virkemidler. Problemet var, at de ikke virkede. Væksten fortsatte med at være lav og arbejdsløshedskurven knækkede ikke. Til gengæld eksploderede statsunderskuddet. Så var der krise for alvor. Nyliberalismen er nu i samme situation som socialdemokratismen for 35 år siden. Regeringen og økonomerne klynger sig til håbet om, at deres paradigme kan reddes. De krydser fingre for, at væksten snart bruser igen.

Prognoserne kan vi slet ikke regne med. De udspringer af det nyliberalistiske paradigme og er derfor præcis lige så usikre som dette paradigmes fremtid. Tiden er præget af systemforandringer. De kan hverken forudsiges eller styres.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

170.000 arbejdsløse! Hvordan lyder denne realitet?

Nationalbankdirektøren kan næsten ikke få armene ned, det går jo helt over forventning. Regeringen ”håber” det bedste og gør hvad de kan – alt imens de krydser fingrene (på ryggen). Snart er den store vision om minimalstaten en realitet.

"Favoriseringen af den private sektor havde altså et kontant og direkte udtryk: 130.000 nye ansatte i den private sektor. Beskæftigelsen var et fortættet udtryk for nyliberalismen. Det er den stadig."

Din skadefryd er noteret, men hvem betaler din løn ???

Trafvis Malmzon

Du må som alle andre se i øjnene at projektet er fejlet - hvis det nogen sinde var liberalistisk - alle forbuddene taget i betragtning.