Kommentar

Nypuritanisme gennemsyrer anstændighedsdebat

Hvor er det grinagtigt, at det i dagens Danmark er de kulturradikale - sarte, gennemsigtige planter som David Rehling og Georg Metz - som stærkest påberåber sig anstændigheden, og modsat benævner os andre 'uanstændige'
18. september 2009

Kulturradikale, Poul Henningsens erklærede arvtagere, som bannerførere for anstændigheden ... Jamen, det er da kosteligt! Disse selvretfærdige selvsmagende typer, som i mere end et århundrede i dén grad har vrænget af anstændigheden; som med glødende nihalede katte har baldret løs på selvfedheden, på borgerligheden - det er nu de samme typer, der som moderne Emma Gad'er med løftede pegefingre, rynkede bryn og bekymrede og omsorgsfulde ansigtstræk (for de vil jo så gerne hjælpe!) vil tage mig og alle de andre uanstændige i skole.

Og hvem er det så, vore dages kulturradikale har allieret sig med i kampen mod uanstændigheden? Ja, se dét er nok et studium værd, for der er såmænd tale om en helt forrygende cocktail, bestående af kønsløse nypuritanere, flæbende missionsfolk, langskæggede, middelalderlige mullaher, islamiske dogmatikere, storskrydende hættemåger, brovtende muslimske mandschauvinister, betonkommunister samt docerende præster, som på prædikestolen langt hellere, med andagtsfuld fistelstemme, fremhæver sig selv og deres egen store godhed, end at bede om forladelse for egne synder - og i øvrigt at prædike syndernes forladelse.

Guldhjerter

Sikke en kaloriefyldt cocktail, som David Rehling og Georg Metz altså slubrer i sig hver morgen, inden de forædte og forargede sætter sig til tasterne eller går i radioen for endnu engang at revse uanstændigheden og uddele karakterer i godhed - som Rehling eksempelvis gjorde det i Information i lørdags (12. september), hvor han opremser en række konservative politikere gennem tiderne, som var anstændige og gode: John Christmas Møller, Poul Sørensen, Aksel Møller, Poul Møller, Palle Simonsen og Peter Norsk. Nogle som er halvanstændige og halvgode som Naser Khader, Lene Espersen og Brian Mikkelsen. Og en enkelt, som var direkte uanstændig og ond: Erik Ninn-Hansen. At jeg, min familie og alle mine venner og bekendte i Dansk Folkeparti er den inkarnerede ondskab goes without saying ...

Vulgært menneskesyn

Man kan ligefrem se for sig - docenten, magister Rehling med den ene hånd gavmildt uddele guldhjerter og smileys til alle de anstændige, mens han med piskeriset i den anden tugter alle de halv-anstændige og direkte onde ... I et ubevogtet sekund får jeg lige den kætterske flyvetanke, at David Rehlings godhedstermometer måske i virkeligheden er indstillet på en sådan måde, at hvis en politiker har de samme holdninger og følelser som David Rehling, er han anstændig - og hvis han har modsatte holdninger og føler anderledes end Rehling, er han uanstændig. Men så enkelt kan det da vel ikke være? Nej, den teori stryger jeg - for så simpelt og vulgært et menneskesyn kan David Rehling ikke have. Og jeg kender ham jo som en flink fyr - så, nej!

På Det Radikale Venstres landsmøde her samme weekend som Rehlings guldhjerteleder sagde landsformanden, Søren Bald, smagfuldt, at VOK er en syg gevækst - og lige så farligt som svineinfluenzaen. I modsætning til den elegante verdensmand David Rehling er Søren Bald af natur en noget grov og plumb type. I forholdet til Rehling indtager Bald således rollen som den uslebne, lidt svagtbegavede, hadefulde SA-mand, som de ulastelige og anstændige sender ud i gaderne for ikke selv at få gnaskede hænder. Ikke noget rart syn at se sådan en Bald komme buldrende ...

De flommefede frelste

Ret skal være ret: Rehlings og Metz' åndelige fader, Poul Henningsen, kunne dog af og til være forfriskende og nødvendig, når han elegant pryglede løs på den borgerlige såkaldte anstændighed. En fornøjelse ofte at læse om og erindre hans opgør med bonnertheden, med puritanismen, med borgerligheden og med den gode tone. Der kom da sommetider frisk luft ind i Danmarks stuer, når Poul Henningsen igen havde slået en rude ind - når han prikkede til selvretfærdigheden, til de flommefede frelste, som vidste at de var langt bedre og kærligere end alle andre.

Fra David Rehling, Georg Metz og deres medfrelste kommer der sørme ingen frisk luft ind i Danmarks stuer. Hvordan skulle der også kunne komme det, når deres overordnede ærinde er på alle måder at imødekomme og please det puritanske, humorforladte, bonnerte, småborgerlige samfundssystem, som kaldes islam. Og modsat stempler de frihedssøgende mennesker, som i ærlig og redelig modstand mod dette sorte, middelalderlige system med åben pande tager kampen op, som værende uanstændige. Det er svært for mig at forstå, at man vil være det bekendt.

Søren Espersen er MF (DF)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Espersen:

"Man kan ligefrem se for sig - docenten, magister Rehling..."

Der er ingen tvivl om at Espersen hader folk der har en uddannelse af et godt hjerte. Det er nok fordi udannelse er en effektivt modgift mod hans populistiske og fordomsfulde sludder.

Søren Espersen

Det er jo ingen hemmelighed at du og DF er imod en grundlovsændring. Eftersom ingen ved hvordan en sådan eventuel ændring falder ud, er det ikke svært at forstå hvorfor i er imod. I er ganske simpelt bange for udfaldet.

Men fordi i tilsyneladende hverken fortolker grundloven rigtigt, og at i ikke har forstået at fremføre forslag til forandring der støtter jeres egene synspunkter, er det heller ikke svært at se hvordan i spænder ben for jer selv ved jeres modstand.

Skal danmark fortsat være et halvt demokrati? Her hjælper det dig/jer ikke, såfremt du påstår at danmark skam er et fuldt demokrati.

Du vil ikke få et ben til jorden hvis du prøver.

Man blir ganske forvirret over en så kønsløs kritik, forvirret fordi man må undre, om det er Søren Espersen der har lært Morten Messerschmidt at "argumentere" eller det er Morten Messerschmidt der har lært Søren Espersens sin totale mangel på samme? Men som fristil får den et 6-tal på den nye skala, taget de mange fantasifulde metaforer i betragtning, der er givetvis blevet tænkt på ordvalget.

Men respekt skal der herfra lyde, det er ikke hver dag man oplever en politiker med den uheldige magtposition som Søren Espersen desværre besidder, vise sit sande ansigt på en så utilsløret facon. Men de 15 procents tilslutning DF har erhvervet sig gennem de senere års nye "kulturkamp", og dermed afgørende for en regering som indtil for få år tilbage ikke ville røre DF med en ildtang, bliver det altså ikke mere rigtigt af den grund. Det er selvbedrag af værste skuffe.

Og nej, at påstå som David Rehling i hvert tilfælde her bliver citeret: "At jeg, min familie og alle mine venner og bekendte i Dansk Folkeparti er den inkarnerede ondskab goes without saying …"

Den er lidt for tyndbenet, man må snarere gå lidt tilbage i tiden, krigens tid nærmere bestemt, altså den der fra 40'erne, hvor en hel del danskere må have haft svært ved at skjule deres indre skuffelse ift. resultatet og dermed også videregivet visse uheldige tendenser til deres omgivelser uden en sober selvransagelse og selvom mange af slagsen iførte sig modstandsbindet, er det umådeligt svært at forandre grundlæggende karaktertræk, den slags går desværre i arv og som på alle andre områder, er mønstrebrydere et sjældent folkefærd, det er ikke ondskab at tro på den "sandhed", som primære omsorgspersoner har viderebragt deres børn, blot uheldigt for resten af befolkningen, når den som her har resulteret i en populistisk tilgang til samfundets problemer, og en opblomstring af fortidens spøgelser.

Man må blot konstatere, at de virkelige skurke, det er dem der sidder på taburetterne, vistnok fra samme foreninger som dem, der gjorde det i krigens tid

Aftenskolerne er også åbne for Hr. Søren Espersen.

Man bliver helt stakåndet af den arrigskab, forårsaget af manglende dybde i hverdagslivet.

Hvor kommer al den ondskab fra? Hvordan kan man som folkevalgt svine hele befolkningsgrupper til den på måde? Er det kulturkamp blot at hælde en spand bræk ud over folk? Jeg er målløs over at Hr Espersen kan beklæde noget tillidshverv.

Det vil klæde Hr Espersen at huske på, at 86% af befolkningen IKKE stemmer på hans parti, og at DF kun har indflydelse fordi nogle magtliderlige borgerlige er villige til at ofre deres principper for at klæbe til taburetterne.

Jamen S. Espersen dog, hvis man kaster superlativer efter folk - så skal man altså stave dem korrekt - det hedder plump og bornertheden....

Mikkel Sørensen

Ovenstaaende indlaeg ville (gudskelov!) ikke blive accepteret under reglerne for dette forum, f. eks. "ingen nedsættende bemærkninger om køn, religion eller race". Som bare eet lillebitte eksempel udtrykker

"storskrydende hættemåger"

klokkeklar racisme OG sexisme.

Ikke saa underligt at Espersen blandt visse af sine egne har vaeret kendt som "nazi-Soeren". Men det er vitterlig maerkvaerdigt at et blad som kalder sig Information vil fornedre sig til at viderekolportere modbydelig propaganda af den totalitaere skuffe.

Er de unge mennesker bange for karrieren hvis de ikke hjaelper DF til mere magt?

Søren Krarup har ikke levet forgæves. Espersens, Sørens, kommentar er en lang opremsning af personlig tilsvining (ja, undskyld, men andet ord kunne jeg lige finde) af dem, som ikke lige mener det samme som Espersen, Søren, Dansk Folke-parti, heriblandt David Rehling og Georg Metz. Personlige angreb på personlige angreb bærer indlægget præg af; ingen argumentation over-hovedet, blot en opremsning og en konstatering af at Islam 'er bonnert, puritansk' og 'et samfunds-system'.

Krarup, Hedegaard og Helle Merete Brix mener dette, Espersen, Sørensen, åbenbart også. Islam er en religion, ikke et samfunds-system lige så lidt som katolicismen, en anden religion, er det. Som alle religioner indeholder Islam og Katolicismen elementer af moral og etik, dvs. hvordan man bør og skal opføre sig overfor hinanden. Luther-dommen, også den traditionelle konservative Lutherdom inhdeholder også disse elementer.

Andetsted har jeg skrevet om ikke længere orker de her debatter om Islam mv; derfor blot dette: Islam er en religion, ikke et samfunds-system. Islam kan og bliver tolket på mere end 60-70 forskellige måder undt om i verden. Og nej, Saudi-Arabiens Wahabisme er bestemt ikke den eneste måde at anskue og tolke Islam (og Koranen) ud fra.

S. Espersen

Jeg synes det er interessant at se en radikal udnævnt til SA mand - jeg troede helt ærligt at radikale var anti-militarister, men nok om det.

Der mangler fuldstændig substans i dit indlæg, der er een lang tilsvining af befolkningssegmenter og enkeltpersoner, selvretfærdigt, oppustet af magt, selv om du kun repræsenterer 13% af vælgerne.

Det er jo dig han skrev om - Morten Nielsen:

"Nu er du noget, Tykke! Mand og partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til muren, så er din hånd parat.
Parat til at smadre et knojern ind i min mund, når du slår, for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år."

Jeg helt ærligt altid syntes Søren var dygtig. Hvorfor jeg ikke kan forstå hans bidrag til avisen.

Måske føler Søren sig misforstået og underkendt. Så i raseri angriber han den avis han inderst inde er mest enig med!

Derfor synes jeg ikke man skal være så ond ved manden der sagde om opgaven i Afganistan sagde: "Det handler om at dræbe talebanere!"

Jeg tror simpelthen ikke han er så primitiv. Søren er en følsom person der trænger til en skulder.

Karsten Aaen

Ja du har skrevet en del om emnet, men tilsyneladende også omhyggeligt undgået at høre de muslimske røster der omtaler islam som samfundssystem.

Ingen hemmelighed at jeg ikke bryder mig om DF som helhed, men uanset om man er generelt enig/uenig med dem, er de i det mindste klar over at islam fortolkes i som en fuldpakke af både imamer og islamister, hvilket i allerhøjeste grad taler til DF's fordel.

Men nu handler dette jo om Sørens verden, og uanset hvor grov han selv er, har selv DF ret i, at de frelste venstreorienterede selv er ude i hampen med halve sandheder og beskidte kommentarer.

Det lider de selv af ved manglende opbakning fra befolkningen, på samme måde som DF ødelægger det for sig selv på sigt med udokumenterede påstande og uigennemtænkt lovgivning. Danskerne kan bare ikke fordrage at man lyver, eller fordrejer kensgerninger over for dem.

DF er utoværdige så længe de ikke selv serverer varen, men fortsætter med grovheder som kun tolereres såfremt det leveres i et oplæg som Søren Espersens.

Lille anstændighed,
Lille anstændighed,
Lille anstændighed
på vejen der.
Hvis er du,
Hvis er du?
jeg er sgu min egen,
men jeg er til diskussion!

Hvad mon er Søren Espersens budskab?

...eller er der kun en hensigt, som heller ikke lige kan tolkes...

...kan det tænkes at Søren Espersen er blevet hudløs - ikke hudløst ærlig - bare hudløs?

Søren Espersen forsøger med dette indlæg vel blot at forvirre folk til at tro, at det tredje regeringsparti stadig leger Rasmus Modsat, når sandheden er, at de har magten og forsøger at lukke munden på al opposition. Og det er jo netop dem, han angriber, der nu er 'de uanstændige', der med Luthers ord synder modigt, nemlig imod den lov, hvis grund Espersen står på, og som han er medansvarlig for. Anstændighed - et fattigt ord, som snarere peger mod småborgerlig privatisme og legalisme - har jo mest været brugt som et ord, der burde vække genklang hos socialt bevidste konservative og tale til deres 'bedre jeg', som formodes at findes; men der er betydeligt mere end anstændighed på spil i kampen om mellemmenneskelighed overfor bister kynisme.

PS.: Søren Espersen stiller sig selvfølgelig her i spidsen for et synspunkt, som er så billigt, som det er fremtrædende: at det handler om politisk stillingtagen; men kynisme kan aldrig blive en politisk position, kun en menneskelig attitude overfor omverdenen, og som sådan er den det modsatte af ønskværdig. Politikken kupper moralen i disse år; men politik i uoverensstemmelse med moral er ren fornedrelse.

Marianne Mandoe

Søren Espersen bruger udtrykket "Vulgær".
Og det lige efter at have givet en demonstration på det mest vulgære sprogbrug jeg har set på tryk i mange år.

Tak til Søren Espersen for et intelligent og godt indlæg til de selvgode, som jo så ofte skammer sig over at være danskere. Med deres debatform og indstilling til landets lovgivning er det forståeligt at de skammer sig.

Lennart Kampmann

I sandhed en demonstration af sindets mørke krog.
Et øjebliks forglemmelse og stalddøren står vidt åben, så alle dyrene kan løbe ud på marken.

Men han gjorde det mod sig selv.

Med venlig hilsen
Lennart

@ Alfred Larsen

Tror du virkelig du ændrer noget ved dit evindelige støtten op om DF?

SE har udstillet sig selv så fuldstændigt, at hyldest fra partisoldaterne ikke kan pudse skidtet af igen.

Når en politiker viser, at han ikke formår at møde argumenter, men blot kan gå efter at svine personer til, så kan alle andre end de hjernevaskede se hvilket indhold han egentlig har. Når tilsviningen oven i købet er, så generel og upersonlig synker kritikken til et niveau under dårlige jokes.

Hvis ordet "Intelligent" klæbes på ovenstående, så er kæden da for alvor røget.

Intelligent kunne være at rette blikket mod fremmede legemer på himmelen, og se matematikken det kræver for at begive sig derhen.

Vibeke Binderup Dyrst

Jeg forstår ikke helt?...Jeg har altid troet at det var uanstændig adfærd, at pege fingre ad fok og sige grimme ting om dem, men sådan er det åbenbart ikke mere i dagens Danmark?
Søren Espersen, i mine øren bekræfter dit skriveri blot, det du opponerer imod....-din egen uanstændighed!
Hvad er det du vil opnå?

Mogens Michaelsen

Måske man kan fortolke den her artikel som et tegn på, at DF er ved at være udgået for argumenter? Artiklen selv indeholder ikke et eneste egentligt argument, men er blot et opkog af gamle DF-klicheer.

At Morten Messerschmidts nylige artikel bærer præg af det samme, tyder i samme retning.

Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
""ikke længere orker de her debatter om Islam mv"

Det er opslidende at tale for døve ører, og fremmedhaderne er ikke interesseret i at lytte - deres dagsorden er at propagandere.

Det er tydeligvis også Søren Espersens ærinde. Propaganda, tilsvining, mobning...

Mod dumhed kæmper selv guder forgæves. Uanset om det er ægte dumhed, eller som i Søren Espersens tilfælde, påtaget dumhed.

Mon Søren Espersen skriver til de proselytter, der kan tænkes at strejfe dette site, og artiklen er tænkt som et stilforlæg og en floskelordbog...?

Lars Peter Simonsen

"Hr. Espersen, tak for De var så åben og ærlig om Deres sande natur, og for at De her viser , hvilket tankegods der er inspiration for Deres daglige virke. Inspirationen fra Mein Kampf, Der Stürmer og Fædrelandet er her så tydelig, at det grænser itl plagiat. Mange tak for at De så tydeligt viser hvem De er...

Som flere har gjort opmærksom på, ville debatværten straks have slettet Espersens tekst, hvis den var blevet bragt som en kommentar i denne tråd, fordi den simpelthen overtræder debatreglerne. Man kan så godt undre sig lidt over, hvorfor Information trykker en artikel, der ligger langt under den standard, man forlanger af kommentarerne i dette forum…

Dorte Sørensen

Hvem kan dog tage Søren Espersen og DF alvorlig efter sådan en gang ordgas. Det er nærmest tragikomisk at læse. Men det skal vel også mere ses som en afledningsmanøvre fra den politik regeringen føre på DFs stemmer.

Hvis man et sekund skal forsøge at tage Espersens tekst alvorligt, er det jo egentlig meget interessant at bemærke sig, hvordan han hele tiden kredser om begrebsparret ”anstændig” – ”uanstændig”.

Det afsløres på den måde, at det tydeligvis er meget ubehageligt og generende for Espersen, at andre italesætter den ondskab han repræsenterer med ordet ”uanstændig”.

Det må jo så være en påmindelse til os andre om, at vi skal huske at anvende begrebet ”anstændighed”, når vi diskuterer regeringens politik, da det tydeligvis er et meget ømt punkt hos de neokonservative værdikæmpere…

Søren Espersen, har ret i sin lobhudling af PH, jeg citerer: "Man binder os på mund og bånd / men man ka ikke binde ånd / og ingen er fangne, når tanken er fri. / Vi har en indre fæstning her, / som styrkes i sit eget værd, / når bare man kæmper, for det vi ka li. / Den, som holder sjælen rank, ka aldrig blie træl. / Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel. / Det lover vi med hånd og mund, / i mørket før en morgenstund, / at drømmen om frihed blir aldrig forbi."
Mening for mening en antitese mod DF.

Søren Esbersen demonstrerer, lige som Morten Messerschmidt gjorde det i sit svar (Ind 11/9) på min kronik (inf. 4/9),

1) at DF politikerne udfolder en efter danske forhold uhørt grov politisk retorik overfor politiske modstandere, anderledes tænkende og anderledes værende -i mange henseender bringende nazisternes propaganda mod politiske modstandere i Weimarrepublikken i erindring.

2) at DF politikerne simpelthen ikke er i stand til at analysere og argumentere, de går altid efter personen, aldrig efter bolden

3) endelig består deres 'indlæg' i den offentlige 'debat' altid af skiftevis en hoveren over at være kommet til magten og en klynken og jamren over at være 'forfulgte'

Bring endelig ved med at bringe flere af deres 'indlæg'. De er så selvafslørende

Når man læser Søren Espersens indlæg, må man undres over hvordan det er lykkedes DF i den grad at kapre dagsordenen i udlændingedebatten over årene. Ovenstående er jo en helt igennem klodset og pinlig eneulykke, hvor en dreven politiker, som i manges øjne anses for at være sit partis ideolog og meningsdanner, ganske uprovokeret frontalt hamrer ind i et vejtræ.

Jeg faldt lige over Havarikommisionens rapport.

"Ulykken hændelsesforløb beskrives som følger: Bilisten forsøger at undvige ikkeeksisterende forhindringer på vejbanen. Tilsyneladende ser bilisten onde, uanstændige og fordomsfulde gespenster, der forsøger at sværte demokratiets og frihedens forkæmpere til. Havarikommisionens bedømmelse af eneulykkens årsag er, at bilisten tog fejl af forruden og bakspejlet, der reflekterede ham selv og hans venner og bekendte i DF, der befandt sig på bagsædet i køretøjet. Bilistens forsøg på at undvige ved hjælp af eder og forbandelser samt åbenlys mangel på argumenter bag rattet medførte, at føreren mistede kontrollen over køretøjet."

Ak og ve.

Tak til Curt Sørensen for en kommentar der populært sagt sidder lige i skabet. Det er rart at konstatere, at i det mindste Curt Sørensen kan få lov til at benytte n-ordet, uden starks at få sin kommentar slettet af debatværten.

Det er på tide at vi som Curt Sørensen begynder at kalde tingene ved deres rette navn!

Det første jeg tænkte var: ”ham Søren Espersen har ordet i sin magt” og så frydede jeg mig gevaldigt, for også jeg er skide træt, af de frelste holdninger der dominere det offentlige rum, i disse dage. Med et sandt festfyrværkeri af ord kaskader, giver Søren Espersen de kulturradikale tørt på, og han bruger deres egen guru PH´s ord imod dem: ”genialt” tænkte jeg. Det var først da jeg lage avisen fra mig, og var i gang med min morgen vodka, at det slog ned i mig at der manglede noget i Espersens klumme. Han kommer ikke ind under huden på sine erklærede modstandere, m.a.o. han får ikke åbnet for en dialog. Egentlig præstere han det samme som han kritisere – nemlig en moralsk opsang til de moralske – men så heller ikke mer´. At han så gør det vittigt, i modsætning til dem han kritisere, hører til på underholdningssiden!
Et andet punkt: Espersen påstår, at David Rehling og Georg Metz har allierede sig med en lang række mørkemænd og suspekte personer, det få nok være, men betonkommunister har jeg svært ved at få øje på. Den eneste betonkommunist der har blandet sig i f.eks. burka sagen er mig selv, og jeg støtter som bekendt ikke burka tilhængerne! Så det med betonkommunister er nok en kliche, som er røget med i farten, under opremsningen af skramme billeder. Ligeså har jeg det med ”docerende præster” – her kan Espersens parti i overmål selv levere varen! Præsterne skulle hellere bede om forladelse for deres egne syndere end, at fremhæve deres egen godhed, skriver Espersen som en fjern genklang, af Thomas Jensen fra Hans Kirks ”Fiskerne”.

".... svagtbegavede, hadefulde SA-mand...." Den anstændige samfundsborger Søren Espersen skyder atter fra hoften med sit nazistiske arsenal, og må ala Der Führer se at få likvideret den radikale Bald fra Die Strurmabteilung SA, så han, Søren, kan udvikle sin retorik på hadebogen om "PH - landsfaderen for Danmark i tusind År".

Sandheden om de muslimer der ser Islam som det perfekte samfunds-system er jo den, at kun mellem 1-2% af muslimerne i alle lande, dvs. også i Danmark støtter dette synspunkt. Hitz-but-Tahrir er sådanne muslimer, det samme er salafisterne, og wahabisterne. Og deres synspunkter skal naturligvis bekæmpes - i god, redelig og ordentlig tone - og med en ordentlig og korrekt mod-argumentation.

At mene at salafisme eller wahabisme er Islam er ligesom at mene at konservativ katolsk kristendom er Kristendom eller at Luthersk Missions Forenings tolkning af Bibelen er den eneste korrekte.

Og læg venligst mærke til at Espersen, Søren, ikke skriver islamister, men Islam. Han vil sikkert gøre det, fordi han mener, at Islam er en politisk-religiøs-kulturel enhed; det er Kristendommen ikke. Og til det at sige, jo den er: i dens konservative fundamentalistiske udlægning er den det, præcis som den er det i en katolsk konservativ udgave og i den ortodokse udgave som findes i Grækenland og i Rusland f.eks.

Jesper Jakobsen

2 ting
1) Søren Espersen giver tilbage at præcis samme skuffe. Hvad kan være forkasteligt i dette ?
Og han har jo helt ret - de kulturradikale som kæmpede flot imod kirken og religions magt i Danmark er de samme som kæmper mest muligt for religionens indflydelse i dag. Bare med den justering at det er Islam der tages under de kulturradikales kappe.

2) Hver eneste gang man ser "abbonnent" logoet VED man at nu følger der bare en automatisk DF-bashing kommentar. Det er lidt komisk :)
Det kunne være lidt befriende med en betalende Informationslæser som turde gå lidt imod strømmen.

Det er jo da skønt at befinde sig i en debat, hvor den der holder indlægget straks overtræder Goodwins lov.
Det tror jeg ikke jeg har set tidligere på disse sider.

Hold op hvor er den kommentar skrevet med bid og sarkasme, og så tillade DF'eren sig endda at sammenligne radikale Søren Bald med et medlem af SA.

Den slags metaforisk brug af historien plejer jo kun at være forbeholdt Informations og Politikens redaktioner og læsere ;-)

Kom nu læsere af information. Det kan da ikke passe, at I er så tamme i jeres kritik og forargelse???

Hvor bliver I af ???

Jeg helt sikker på at Søren gerne vil debattere med jer.

Hvorfor debattere med Søren Espersen? Han skulle lige bruge en skulder at græde ved, men endte med at kaste op her istedet. Stakkels mand, tænk at føle sig så forfulgt. Man forstår godt at han vælger at sparke nedad på de fremmede, når han har det så hårdt.

Som uafhængig og absolut objektiv iagttager :-) kan jeg oberservere følgende:
Søren Espersen taler råt for usødet om sine politiske modstandere. MEN herved adskiller han sig ikke et hak fra den almindelige kommentator på Information. Kommentarsporet her på siden er én lang, indforstået, rituel tilsvining af Søren Espersen og DF. Ganske som sædvanlig.
Da er da komisk, når kommentatorerne lever i den vildfarelse, at de skulle repræsentere en særlig form for anstændighed, med det menneskesyn der ruller sig ud. Ureflekterede fordomme, svovl og tilsvininger er normen.

Dorte Sørensen

Peter Larsen
Godt forsøgt, men folk er trætte af DF skuespil med offerrollen samtidig med at de hetzer mod alle dem de er uenige med

Per Holm Knudsen

Det var da lidt af en lortespand fra en af Dansk Folkepartis fremmeste sindelagskontrollanter. Hvis det Dansk Folkepartis svar på Mussolini vil skal hedde "frihed", så lad os finde et andet ord for frihed.

Og måske var han bare morgensur og gnaven med usædvanligt dårlig mave.

grete jørgensen

Måske kan Søren Espersen blive ugentlig klummeskriver i Information. Det er ikke sundt for et menneske at brænde inde med al den arrigskab og vrede.

@Karsten Aaen

Jeg tror du tager fejl i det kun skulle være 1 - 2 % der støtter HbT. Da de for et par år siden demonstrerede deltog ca. 2.500, hvilket er ca. 1 % af de herboende muslimer. Antallet af proselytter er næppe begrænset til de der mødte op og der er andre islamister end HbT.

Jeg mener også, god tone og saglige argumenter skal være første valget.

Men hvad gør vi, hvis det ikke er nok? Og ikke mindst: hvad gør vi for at undgå, at HbT m.fl. får et omfang så de faktisk kan true vores demokrati - Et stadie, hvor valget mellem demokrati og ikke demokrati er, at forvarer demokratiet med midler som normalt ikke burde anvendes i en retsstat.

Og hvorfor har lige præcis venstrefløjen, af alle, ikke fremlagt en sammenhængende analyse, kvanti og -kvalitativt, af den trussel som HbT udgør? - Kan være konklusionen så er at det er en trussel som vi kan se bort fra.

Per Holm Knudsen

Jeg glemte, at hvis man skal sige noget pænt om Søren Espersen, der sjældent gør det om andre, så er det, at han i modsætning til mange andre fra DF ikke er straffet for alvorlig kriminalitet, mig bekendt.

Sider