Kommentar

Nypuritanisme gennemsyrer anstændighedsdebat

Hvor er det grinagtigt, at det i dagens Danmark er de kulturradikale - sarte, gennemsigtige planter som David Rehling og Georg Metz - som stærkest påberåber sig anstændigheden, og modsat benævner os andre 'uanstændige'
18. september 2009

Kulturradikale, Poul Henningsens erklærede arvtagere, som bannerførere for anstændigheden ... Jamen, det er da kosteligt! Disse selvretfærdige selvsmagende typer, som i mere end et århundrede i dén grad har vrænget af anstændigheden; som med glødende nihalede katte har baldret løs på selvfedheden, på borgerligheden - det er nu de samme typer, der som moderne Emma Gad'er med løftede pegefingre, rynkede bryn og bekymrede og omsorgsfulde ansigtstræk (for de vil jo så gerne hjælpe!) vil tage mig og alle de andre uanstændige i skole.

Og hvem er det så, vore dages kulturradikale har allieret sig med i kampen mod uanstændigheden? Ja, se dét er nok et studium værd, for der er såmænd tale om en helt forrygende cocktail, bestående af kønsløse nypuritanere, flæbende missionsfolk, langskæggede, middelalderlige mullaher, islamiske dogmatikere, storskrydende hættemåger, brovtende muslimske mandschauvinister, betonkommunister samt docerende præster, som på prædikestolen langt hellere, med andagtsfuld fistelstemme, fremhæver sig selv og deres egen store godhed, end at bede om forladelse for egne synder - og i øvrigt at prædike syndernes forladelse.

Guldhjerter

Sikke en kaloriefyldt cocktail, som David Rehling og Georg Metz altså slubrer i sig hver morgen, inden de forædte og forargede sætter sig til tasterne eller går i radioen for endnu engang at revse uanstændigheden og uddele karakterer i godhed - som Rehling eksempelvis gjorde det i Information i lørdags (12. september), hvor han opremser en række konservative politikere gennem tiderne, som var anstændige og gode: John Christmas Møller, Poul Sørensen, Aksel Møller, Poul Møller, Palle Simonsen og Peter Norsk. Nogle som er halvanstændige og halvgode som Naser Khader, Lene Espersen og Brian Mikkelsen. Og en enkelt, som var direkte uanstændig og ond: Erik Ninn-Hansen. At jeg, min familie og alle mine venner og bekendte i Dansk Folkeparti er den inkarnerede ondskab goes without saying ...

Vulgært menneskesyn

Man kan ligefrem se for sig - docenten, magister Rehling med den ene hånd gavmildt uddele guldhjerter og smileys til alle de anstændige, mens han med piskeriset i den anden tugter alle de halv-anstændige og direkte onde ... I et ubevogtet sekund får jeg lige den kætterske flyvetanke, at David Rehlings godhedstermometer måske i virkeligheden er indstillet på en sådan måde, at hvis en politiker har de samme holdninger og følelser som David Rehling, er han anstændig - og hvis han har modsatte holdninger og føler anderledes end Rehling, er han uanstændig. Men så enkelt kan det da vel ikke være? Nej, den teori stryger jeg - for så simpelt og vulgært et menneskesyn kan David Rehling ikke have. Og jeg kender ham jo som en flink fyr - så, nej!

På Det Radikale Venstres landsmøde her samme weekend som Rehlings guldhjerteleder sagde landsformanden, Søren Bald, smagfuldt, at VOK er en syg gevækst - og lige så farligt som svineinfluenzaen. I modsætning til den elegante verdensmand David Rehling er Søren Bald af natur en noget grov og plumb type. I forholdet til Rehling indtager Bald således rollen som den uslebne, lidt svagtbegavede, hadefulde SA-mand, som de ulastelige og anstændige sender ud i gaderne for ikke selv at få gnaskede hænder. Ikke noget rart syn at se sådan en Bald komme buldrende ...

De flommefede frelste

Ret skal være ret: Rehlings og Metz' åndelige fader, Poul Henningsen, kunne dog af og til være forfriskende og nødvendig, når han elegant pryglede løs på den borgerlige såkaldte anstændighed. En fornøjelse ofte at læse om og erindre hans opgør med bonnertheden, med puritanismen, med borgerligheden og med den gode tone. Der kom da sommetider frisk luft ind i Danmarks stuer, når Poul Henningsen igen havde slået en rude ind - når han prikkede til selvretfærdigheden, til de flommefede frelste, som vidste at de var langt bedre og kærligere end alle andre.

Fra David Rehling, Georg Metz og deres medfrelste kommer der sørme ingen frisk luft ind i Danmarks stuer. Hvordan skulle der også kunne komme det, når deres overordnede ærinde er på alle måder at imødekomme og please det puritanske, humorforladte, bonnerte, småborgerlige samfundssystem, som kaldes islam. Og modsat stempler de frihedssøgende mennesker, som i ærlig og redelig modstand mod dette sorte, middelalderlige system med åben pande tager kampen op, som værende uanstændige. Det er svært for mig at forstå, at man vil være det bekendt.

Søren Espersen er MF (DF)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Udover det gamle testamente er der ikke ikke megen sammenlignelighed mellem islam og kristendom, slet ikke kulturelt, men det behøver der heller ikke at være.

Som en anden debattør har nævnt; såfremt islam vil udvikle sig demokratisk, væk fra politisk indblanding, er der plads til os alle.

Hvis imanerne ikke reformerer sig selv, lander de på nogenlunde samme nivau som jeg mener Søren Espersen befinder sig på.

Jeg kan dog ikke lade være med at se det hele som et slags skakspil. Den ene uanstændige er med til at holde den anden i skak, og derfor er der naturligvis plads til Søren Espersen også.

simon rosenkilde

Søren, tak jeg har haddet livet i mere end ti år, gør det ikke mere, men jeg har gjort det, i alle de ti år var der mørke i mit hver eneste dag, jeg troede jeg var konge af det. nu er du kommet ind i mit liv, og jeg må indrømme at uanset at jeg var det sorteste menneske jeg nogensinde har hørt om, så er det både rart, og bekymrende, at se at der finde så solidt mørke karakterer i verden at det lort jeg har stået for i min tid, må blegne ved siden af konskvenserne for det skvulpende ocean af mental fæces du representerer. tak for at give mig perspektiv.

puha du..

S.

Der er rigtig mange søde og rare jøder, men så sandelig også stærkt otodokse facistiode.

Sådan er det overalt, blandt alle folkeslag, er det ikke rigtigt.

Det er vel ikke kun DF og Søren Espersen og naturligvis de selvretfærdige gammelkommunister, med en gal staling i den gale hals.

Gab! Hvorfor er det altid sådan, at når folk skal sammenligne kristendom og Islam, så skal kristendommen bedømmes ud fra de faktiske forhold i den danske folkekirke, og islam ud fra hvert bogstav i koranen?

Kristendommen har ikke skabt vores kultur, men derimod omvendt: den version af kristendommen som vi kan observere i Danmark, er et resultat af de religiøse og teologiske pamperes kamp for at sikre sig at de kan modtage en god fast indtægt.

Det er ikke religionen der er kilde til demokratiet, - det er tværtimod affødt af et oprør imod en undertrykkende religion, der ikke holdt sig for god til at påstå at royale og adeliges position var givet af gud.

Det var gudsfornægtere (ateister) som gik forrest i det oprør, men at vi stadig har et stort religiøst indslag i vores samfund, skyldes at flertallet åbenbart ikke tør tage ansvar for egene handlinger, men har brug for en guddom at henvise til.

Spørgsmålet er ikke, hvorfor muslimer i materielt tilbagestående lande stadig accepterer at deres præsteskab styrer dem med jernhånd, men derimod hvordan et selvproklameret "højt oplyst" samfund som f.eks. DK fortsat kan have mere end 80% tilslutning til en overtroisk organisation baseret på forhistoriske ideer om en patriarkalsk stammekultur.

Ikke det værste ihvertfald.

der er indløbet en anklage om 'historieforfalskning' fra min side i at den danske nazisme-dyrkelse på det folkelige plan var et sønderjydsk fænomen.
At der var mange andre 'anti-semitter' i samfundet, og at storkapitalen så sine interesser i nazismen også ... jada ....

Men jeg forfalsker absolut ikke historie - ja jeg er faktisk en ren amatør dertil - så skulle jeg nok øve mig lidt på statistik - som for eksempel at Bovrupkartotekets 50000 navne alle var 'nazister'. Det er en gammel historie at det var ikke nødvendigvis overhovedet tilfældet. men det betyder naturligvis mindre hvis man har en 'sag'.

Vi kommer ikke længere med den kulturradikale debat end at kulturradikale 'blot' går ind for lighed for Loke og Thor. Det er et godt princip, men man skal kende princippers begrænsninger, og det kniber det med, og det vil man ikke debattere.

Søren Espersen har atter leveret et brag af en fremragende artikel.
Her på debatten kan konstateres, at der er nogen, der føler sig trådt på den ømme tå.
Gid det kunne vække jer af dårskaben og selvdestruktionen.

Godt ramt, Søren Espersen! De frelste som David Rehling og Georg Metz er forudsigelige farisæere(men indimellem morsomme). Godt de ved, hvor de står og nu bliver stående på perronen, nu hvor toget er kørt. Deres gamle sange fænger ikke mere og måske derfor bliver de bidske. Så nedgør de DF, som noget katten har slæbt ind eller de spiller nazi-kortet. (som bl.a. Curt Sørensen bruger flittigt med karakteristisk påtaget hellig forargelse). .

Per Holm Knudsen:

."Det er urimeligt at kalde DF for nazistisk, det er langt mere korrekt at kalde DF for fascistisk eller semifascistisk."

Jeg kan såmænd sagtens leve med begge betegnelser, men synes personligt at nazisme er den mest præcise, fordi Dansk Folkepartis hetz mod indvandrerne er en direkte kopi af Hitlers hetz mod jøderne. Men hvis andre foretrækker at betegne Dansk Folkeparti som fascistisk eller semifascistisk så for min skyld ingen alarm.

Hovedsagen er at vi får slået fast, at Dansk Folkeparti er et vanvittigt farligt ekstremistisk parti.

Per Holm Knudsen og Per Thomsen. Kan I ikke blive enige om hvad I vil kalde DF? Så vi kan få den ting på plads? Vi venter spændt, så verdenshistorien kan komme videre! Hvad med pseudonazisemifascistisk?

Nu folk bliver ved at sige lighed for Loke såvel som for Thor, så kunne jeg godt tænke mig at spørge forummet: hvilke førkristne indflydelser tror I der er i Dansk demokratiforståelse, kultur, osv? Jeg synes nemlig at jeg jeg observerer at der er mange, (både på godt og ondt) og at kristendommen i stor udstrækning er en tynd fernis (på godt og ondt).

Men det er da værd at drøfte, da for eksempel den polyteistiske asatro er en hel del mere væsensforskellig fra både islam og kristendom, end de to monoteistiske religioner er indbyrdes.

Ivan Dybdal

Nu var det nærmest din åndelige mentor Søren Espersen, der allerede i sit indlæg spillede nazismekortet ud, så spar bare på forargelsen.

Forstår den hoverende tone i mange af kommentarene, når sådanne amatørisme får lov til at begå sig på sådan en vigtig institution som vores folketing.

Hvorfor er der ikke flere medier der gider at pille DF's metoder og påstande fra hinanden og vende vrangen ud på det hadske og dybt oldnordiske parti, der nu har præget og taget så utroligt meget tid fra vigtige emner!!

Det er da dejligt at se, at så mange politisk korrekte individer mestrer kunsten at svine til og at være fordomsfulde. Det er morsomt at læse det ene indslag efter det andet, hvor budskabet er at Søren Espersen er ond og DF er onde, Søren Espersen beskyldes for tilsvining og fordomsfulde ytringer. Disse indslag derimod er slet ikke selv fordomsfulde og tilsvinende, de er derimod politisk korrekte. Ganske interessant, der er altså alligevel forskel på folk...
På samme måde er der også forskel på gevækster. VKO kaldes en syg gevækst, som er ligeså farlig, som svineinfluenza. Jeg kunne jo så kalde de radikale "en ligeså syg gevækst", og islam en overordentlig ondartet kræftsvulst. Det burde der ikke være noget problem i, det er jo ikke værre, end at kalde VKO en syg gevækst...

Thor Poulsen, det er ynkeligt, at den politiske højrefløj, der har kæmpet imod moralsk relativisme, selv tyer til den, når man bliver angrebet.
Rene moralske spørgsmål politiseres; men det er ikke politik, hvordan man ser på og behandler andre mennesker, og det bør heller ikke være det.

Per Holm Knudsen

@ Ivan Dybdal

Man kunne jo kalde DF for Dybdalsk, hvis kan glæde dig og din verdenshistorie så nu kan komme videre.

@ Marie Spliid Clausen

Hvis du ikke bryder dig om udtrykket "Lighed for Loke såvel som for Thor" - så kunne man f.eks. sige: Lighed for medlemmer af DF såvel som for danskere.

Per Holm Knudsen

@ Thor Poulsen

Jeg tror, at du har misforstået noget, det er jo Søren Espersen, der er politisk korrekt. Og samtidigt så evner han jo i den grad at svine folk til - og er i øvrigt stolt af sine evner, det er jo en af grundene til, at han vil have afskaffet blasfemilovgivning.

Frej Klem Thomsen

Det er ganske enkelt kosteligt det her. Jeg indrømmer gerne at det er længe siden at den mindst ringe har stimuleret lattermusklen i samme grad som med dette indlæg. Det er selvfølgelig trist at Espersen utvivlsomt mener det hele i ramme alvor, men for søren hvor er det sjovt at se ham udstille sig selv på denne måde!

@Per Holm Knudsen
Tak for linket. Jeg synes at det er interesant, at Wikipedia eksplicit definerer Dansk Folkeparti som et fascistisk parti.

@Per Holm Knudsen

Vi kan for min skyld godt blive enige om at opfatte fascismen som et overbegreb, og nazismen som en variant af fascismen.

Til gengæld synes jeg at det giver god mening at relatere Dansk Folkeparti til den slags fascisme man betegner som nazisme.

Dette fordi Dansk Folkepartis hetz mod indvandrerne fremstår som en direkte kopi af nazisternes hetz mod jøderne i 1930érne.

Curt Sørensen er tilsyneladende enig i den betragtning. Han skriver i hvert fald i dag i en af de øvrige tråde:

.”Det sålkaldte selskab for ‘Trykningsfrihed’ udbreder herunder en propaganda for en ‘islamisk trussel’ mod hele vore europæiske samfund. Den bringer uvilkårligt nazisternes propaganda om ‘en jødisk verdenssammensværgelse’ i erindring. Også propagandatesen om at ville ‘befri’ nationen for ikke racerene og anderledes tænkende elementer ligger lige for som en tanke man får.”

Kilde:
http://www.information.dk/203519?page=2

@ Per Holm Knudsen,

Jeg har faktisk intet problem med den vending. Jeg påpeger den fordi den viser noget om et underliggende kulturlag under den folkekirke der ofte berømmes som det eneste bærende element i nudansk kultur.
Hvilket jeg finder interessant.
For eksempel fordi at vikingerne måske nok var hårde i filten på en del måder, men også var entreprenører der gerne rejste langt væk og hjembragte elementer af fremmede kulturer som de så videreudvilkede til et eget nordisk 'brand'. Vikingekulturen var en 'composite' kultur, sammensat af alt hvad disse her proto-pirater og -købmænd fandt på deres vej gennem verden.
At de så også hængte munke der kom og ville udbrede monoteismen er en anden sag.
Jeg synes bestemt at begge tilgange til det udefra kommende stadig kan ses i nutidige danskeres attitude.
Men det at syntetisere andre kulturelementer og tage hvad man kan bruge - det er det dansk kultur består af.
Det er derfor det er så hylende grinagtigt og forfejlet, når DF taler om danskhed som noget 'rent' og særegent.

Okay mit indlæg har ikke ret meget konkret med Søren Espersen at gøre. Men det er mest fordi jeg ikke synes der er fortvivlende lidt at sige om hans indlæg (det er vist den pæneste måde jeg kan formulere det på).

Kære Marie Spliid Clausen,

hvis vi kigger i danske historiebøger, så kan vi sandsynligivs finde en masse referencer der nærmest dokumenterer at danskerne har været demokrater siden stenalderen ... der er Jyske Lov og tingsteder og fanden og hans pumpestok.

Men det skyldes jo desværre nok at historieskriverne selv er/var danskere, og helst vil fodre myten om de ædle vikinger, osv.

Når det er sagt, så er jeg af den overbevisning, at religionen ( i dette tilfælde kristendommen) bare er en slags "multinational forretning" a la McDonald, der prøver at holde fast i sin originalitet og sin markedsandel, men i sidste ende altid vil være parat til at tilpasse sig den kultur den eksisterer i, for at sikre sin faste indtægt.

Sven,

Jamen jeg er enig med dig. Det er ikke demokratitanken jeg taler om når jeg observerer førkristne træk i dansk mentalitet. Det var såmænd nogle af de andre ting jeg nævnte i min tidligere post, og som jeg synes vi godt kan tage og værne lidt om.
Hvad angår tidsrummet hvori den etniske gruppe der kaldes 'danskere' rent faktisk har boet i Danmark, så er det ikke særlig længe. Vi kom, ifølge min arkæologiske barnelærdom tøffende sammen med de andre gotere østfra sådan engang omkring år 300 E.kr.

Hvis man dog skal lave en sammenligning af verdensbilleder og disses indbyrdes forenelighed med demokrati, så vil jeg dog rent faktisk mene, at hedensk skik er langt mere forenelig end kristendommen. Simpelthen fordi der sandsynligvis har været tale om en temmelig uorganiseret og privat gudsdyrkelse.
I hvert fald hvad angår Thor som jo var bøndernes beskytter.
Men selvfølgelig, Odin var de adeliges guddom, og dyrkelsen af ham derfor nok en kende mere organiseret, da den spillede en social rolle i forhold til at konsolidere det samfundsbillede hvorpå adelig magt byggede, mm.
Det ene med det andet, så er det rimelig sikkert at danskerne konverterede til kristendommen af pragmatiske årsager, blandt andet for at stå sig godt med de frisiske købmænd som man handlede med i Ribe og andre steder på det lav.
Det ser man for eksempel af at man har fundet halskædevedhæng som har kors på den ene side og torshammer på den anden. SÅ er man godt dækket ind!
Og sådan tror jeg egentlig at dansk mentalitet altid har været. Først og fremmest pragmatisk - ikke troende.

Og nu må jeg hellere holde op med at ævle.

"Simpelthen fordi der sandsynligvis har været tale om en temmelig uorganiseret og privat gudsdyrkelse."

...og derfor mindre hierarkisk, skulle jeg til at sige. Det modsiger Odin-dyrkelsen dog lidt.
Men det forholdt sig dog så vidt vides ikke sådan at aserne blandede sig i hvem der var konge på jorden. Hvis man læser sagaerne så kunne man tvært imod som konge altid regne med at Odin nok ville starte med at give krigslykke, men hvis han kom i tanker om at man var så god at man burde blive en af einherjerne i Valhal, så skulle han nok sørge for at man blev slået ihjel af en rival. Dette behøver man idag ikke nødvendigvis at se som et udtryk for at vold er noget man kan bruge i et demokratisk samfund. Men det viser, at der ikke på samme måde i Odin er indbygget den rigiditet i hierarkiet som der er i kristendommen. Selvom vi ikke har paven som overhoved i DK mere har vi jo istedet Den Salvede Konge. Altså stadig en lederskikkelse som ikke er demokratisk valgt.

Søren Espersen er ikke inde på at kritisere andres politiske meninger. Han sviner bare deres navne til. Og det får mig til at spørge om nogen kan forklare mig, hvad forskel der er på Søren Espersens politiske strategi og Joseph Goebbels' politiske strategi. Goebbels var antisemit forstås, og jeg vil tænke at Espersen så her er antiislamist. Men strategien synes at være den samme, at søge magten gennem tilsvining.
Når man samtidig kan se, at VK bidrager med en systematisk nedlæggelse af nærdemokratiet og en ensretning af regioner og kommuners handlemuligheder. Så synes det mig, at afstanden til Goebbels' hey-day svinder ind.
Demokrati er ingen given ting, og Espersens gøren og laden bringer det tydeligvis i fare. Folk er jo med god grund lidt bange for mandens og hans liges hensynsløshed.

Og det får mig til at spørge om nogen kan forklare mig, hvad forskel der er på Søren Espersens politiske strategi og Joseph Goebbels’ politiske strategi

Måske hvis du finder et andet eksempel. I politik er det helt normalt, at man mistænkeliggør modparten og fremhæver egen fortræffelighed. Det har ikke specielt noget med Goebbels at gøre.

Per Holm Knudsen

@ L Dahl

hvad forskel der er på Søren Espersens politiske strategi og Joseph Goebbels’ politiske strategi. Goebbels var antisemit forstås, og jeg vil tænke at Espersen så her er antiislamist.

Det er ikke den store forskel, altså ud over partiets navn. Og Espersen er i høj grad antisemit, mange muslimer er semitter.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at Espersen har fysionomien til fælles med Benito Mussolini, men det kan jo være et tilfælde.

Hvad er det for betonkommunister, Søren Espersen snakker om? De få kommunister der matcher betonkaliberen, altså er af den dogmatiske støbning Espersen hentyder til, er blandt andre formationer som DKP og APK. Og dem er Georg Metz & co. da ikke associeret med.

Ellers er denne smøre fra Søren E. da noget af en gang galde. Fint nok at påpege det paradoksale i at politisk korrekt dhimmi-kreaturer prædiker anstændighed (i så fald det er tilfældet!).

Men hvorfor skulle det lige komme fra ham?!?

Søren Espersen er højtstående repræsentant for et reaktionært parti der ønsker at forcere den kristne religion ned over øjnene på folk og tvinge 1950'erne tilbage i samfundsforholdene.
Dansk Folkeparti er IKKE et parti der fordrer frisind og tolerance, derfor under jeg mig godt nok over at det lige netop er Søren Espersen revser ud efter nypuritanismen?? Det plejer ikke at komme fra den kant.
Puritanisme er som fænomen meget bedre beslægtet med andre reaktionære elementer som nationalegoisme, kulturchauvinisme, homofobi, og sexisme.

"Espersen er i høj grad antisemit, mange muslimer er semitter."

Men Espersens kritik af muslimer er jo ikke funderet i deres semitiske herkomst? Det behøves den ihvertfald ikke. Det er mere deres religion og kultur DF skuler efter.

Thomas Allen

Således også da jøderne blev lagt for had, syd for grænsen.
Ud over "racen", var det i høj grad jødernes kultur og religion der blev undertrykt og forfulgt som folkefremmed.

Teori uden praksis forbliver jo blot rent luftig skolastik - og de/vi mange politisk (over)korrekte der kritiserer VKO's politiske ukorrektheder, gør jo kun sjældent noget ude i praksis, for at afskaffe de økonomiske klasseskel - som jo er de skel der forårsager: Den indre svindehund.

Espersen kan være rolig: De/vi mange der gøer af
den indre svindehunds gøen , nøjes jo p.t. bare med at gø ( desværre ).

Søren Espersen til Politiken:

»Generelt tegnes der et billede af, at DF er nogle værre nazister og nogle personligt ubehagelige mennesker. Dem med de 'forkerte' holdninger er også nogle lede typer som personer«

Sandheden er ilde hørt…

Mikkel Sørensen

."Hvorfor er der ikke flere medier der gider at pille DF’s metoder og påstande fra hinanden og vende vrangen ud på det hadske og dybt oldnordiske parti"

Det er fordi medierne tjener deres bossers interesser, og bosserne er de rige og de andre magthavere, ikke dig og mig.

Fakta er derfor uden positiv betydning. Som f. eks. det faktum at DFs politik for laengst er identificeret som racistisk - og det af selveste Hoejesteret.

Det som medierne sidenhen har arbejdet paa har intet med oplysning at goere. Derimod drejer det sig om at stuerengoere racismen. Altsaa propaganda.

Eller som SE har sagt: politik handler om foelelser og ikke en skid andet. Fakta er han ligeglad med. Han er f.eks. udtrykkeligt ligeglad med at have staaet opfoert i nazipartiets medlemslister.

Det giver ham saa total frihed til f.eks. at modsige sig selv (eller i laegmandssprog: at lyve), naar han blot opnaar den foelesesmaessige respons og dermed magt han gaar efter.

En farlig mand.

Gang på gang ser vi beviser for at Dansk Folkeparti er en bande dødsensfarlige højreekstremister. Dagens afsløring stammer far Fyn, hvor det forlyder at wt byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti i Nyborg Kommune risikerer nu at blive smidt ud af partiet, fordi hun har forbindelse til stærkt højrenationale kræfter.En forbindelse, hun ikke har tænkt sig at afbryde.

Den formastelige hedder Benet Damhave, og hun har angiveligt forbindelse til Veder Følner, der består af flere tidligere medlemmer af Dansk Front

Stuerent bliver Dansk Folkeparti aldrig!

http://www.tv2fyn.dk/article/206246:DF-politiker-risikerer-ekskludering

Sider