Opsang til den danske middelklasse

Overklassen har altid haft mulighed for at se stort på samfundets almindelige tilbud til borgerne. Den har i vid udstrækning også gjort det. Overklassen har altid kunnet finde gode eliteskoler til deres unger, foretage investeringer i en bekvem alderdom og købe sig til særbehandling i sundhedssektoren; dansk eller udenlandsk. Gennem det sidste årti har middelklassen fået mulighed for at gøre det samme. Og vi gør det. Vi har fralagt os ansvaret for de, der hverken kom med på business eller standart. I et uskønt amokløb af velstand, mangel på klasseindlevelse og dårligt begavet neoliberalisme mooner vi til dem fra togets bagende.

I Danmark er tilstrømningen til privatskoler for eksempel stor og stigende. Den offentlige folkets skole er ikke længere god nok til middelklassen medlemmer. De har alle sammen specielle børn, der har specielle krav, der kun kan tilfredsstilles af specielle private skoler, der på en speciel måde skyder op alle steder i landet med deres i virkeligheden meget ens elever.

Flugt fra folkeskole

Tilbage i de kommunale folkeskoler bliver de børn, der ud fra sociale, etniske eller kulturelle betragtninger faktisk er specielle og kræver en speciel indsats. De havner i en folkeskole, der får en stadig vanskeligere opgave at løse. Uden medfølgende midler og i et læringsmiljø, hvor det ofte ikke længere er en stor gruppe af velfungerende middelklasseunger, der sætter dagsordenen og de fælles værdier. Ikke noget at sige til, at mange lærere vælger den mindre udfordring i de private skoler.

En privatskole koster penge for brugerne, men i realiteten er den meget langt fra at være brugerfinansieret. Langt over broderparten af udgifterne til disse alligevel-ikke-så-private-skoler dækkes af staten. Uden statens aktive medvirken havde det været alt for dyrt og derfor helt og aldeles umuligt at lokke middelklassens unger væk fra de fælles kommunale folkeskoler. Staten spiller altså en meget aktiv rolle i at afmontere sit eget skoletilbud til de dårligst stillede. Blandt andet for at kunne tilbyde den brede gruppe af middelklassevælgere en skole, hvor de ikke behøver at trækkes med de(t) mest besværlige.

Private sygeforsikringer

Den samme udvikling finder sted indenfor sundhedssystemet. Middelklassen har gennem de seneste ti år fået stadig større del i de arbejdsgiverfinansierede sygeforsikringer. Er det ikke et privat anliggende, om man får udbetalt en del af sin løn i form af en sundhedsforsikring? Og hvem kan have noget imod, at man på den måde trækker nogle sundhedsopgaver over i privat regi og aflaster det offentlige system? Det ligner en gevinst for alle. Men også kun tilsyneladende.

Med ressourcerne følger også de bedst kvalificerede læger til det private, hvor de har væsentligt højere lønninger, ikke skal påtage sig samme risikobetonede behandlinger som i det offentlige (dem siger man nemlig nej tak til i privat regi) og ikke hænger på den uddannelse af yngre kolleger, som det offentlige behandlingssystem er forpligtet på. Som med privatskolerne er det også her så som så med privatheden, når man går ordningen efter i sømmene. Sundhedsforsikringerne er nemlig fradragsberettigede for arbejdsgiverne. Statskassen går glip af et hav af millioner, men betaler med storsind regningen mens det udhuler kvaliteten af sit eget sundhedstilbud til alle borgere.

Private pensioner
Efter fuldkommen samme mønster er de private pensionsopsparinger skåret. De er blevet en fast bestanddel af middelklassens planlægning af en aktiv middelklassealderdom. I en helt almindelig funktionæransættelse får man i dag en ganske lukrativ pensionsaftale. Opsparing til alderdommen er sund fornuft. Men katalysatoren for de kolossale private pensionsopsparinger er – rigtigt gættet! – skattefritagelse på indbetalingstidspunktet. Og ikke alle får muligheden for at komme med. Slet ikke faktisk. Nye tal dokumenterer, at vi i gamle Danmark har en, i europæisk sammenhæng, meget stor gruppe af folkepensionister, der står i fare for at blive ramt af egentlig fattigdom. Det er de små selvstændige eller de, der aldrig rigtig er givet adgang til det etablerede arbejdsmarked. Efter at have fradragsbetalt middelklassens massive private pensionsopsparinger mangler vores fælles statskasse tilsyneladende midler til at kunne finansiere den solidariske alderdomsudbetaling.

Uddannelse, sundhed og pension. Alle har de fået et skud for boven. Vi taler her om rygraden i ethvert velfærdssystem. Det er kerneydelser, der skal sikre og udvikle samfundets medlemmer, så de kan deltage i samfundets arbejdsmæssige, kulturelle, sociale og politiske reproduktion. Udviklingen er pacet fremad af en regering, der har »det frie valg« som ideologisk tvangstanke, men glemmer (at fortælle), at det frie valg kun tilbydes de, der har ressourcerne til at kunne benytte sig af det. Og at der er tale om en form for tilbuds-shopping, hvor staten betaler en stor del af gildet. Samt naturligvis at de individuelle valg har en lang række negativt afledte konsekvenser for de tilbud, der er samfundets fælles.

Fra politisk hold tales der ganske vist oftere og oftere om den generelle støtte til velfærdssystemet. Alle partier, ja selv de mest liberale og rabiate, bakker op om velfærdsstaten. Det er hul retorik: I praksis har man gjort alt for, på en ikke alt for bemærkelsesværdig måde, at destabilisere fundamentet. Vi har som borgere vænnet os til den forløjede distance mellem det sagte og det gjorte. Primært fordi vi som brugere har kunnet trøste os med, at vi har individuelle alternativer til de stadigt mere flossede statstilbud.

Borger eller bruger

Mennesket i det kapitalistiske demokrati er på skizofren vis splittet imellem rollerne som »borger« og »bruger«. Vi er på den ene side politiske væsener, der har ansvar for det fælles, giver vores mening til kende gennem regelmæssige valg, deltagelse i offentlige debatter, organisationsarbejde og andet. Men vi er på den anden side også brugere af samfundets ydelser. Og hvem kan fortænke os i som brugere at sende vores øko-ernærede og omhyggeligt demokratisk opdragede blonde børn i en privatskole, når nu den lokale skole har ondt i læringsmiljøet, etnicitet eller de kulturelle værdier? Hvem kan fortænke os i at bruge private løsninger, når vi lider under ventetiderne i et offentligt sygehussystem? Hvem kan fortænke os i at tage imod det lukrative tilbud fra vores arbejdsgiver om en privatpension som supplement til den utilstrækkelige offentlige ydelse?

I det sidste tiår har brugeren fået fuld skrue, mens borgeren er sygnet hen. Det virker som om, at opturen har givet middelklassen overklasseprætentioner.

Som om vi, med en følelse af usårlighed, har kappet linen til det fællesskab, som vi er rundet af. Alt sammen under den illusion, at der skulle være plads til de mange i de virkeligt velhavendes urørlige ophøjethed. Det er en illusion, men det er ikke den eneste grund til, at vi fremadrettet må til at kere os lige så meget for vores ansvar som for vores udfoldelsesmuligheder. Den anden årsag er den ikke ubetydelige restgruppe, der ikke kom med på toget.

Brugerne der er overladt til de stadigt ringere offentlige tilbud. Det hårdt ramte mindretal, som vores politikere konstant hvisker os i øret ikke eksisterer. Hele denne hær af mennesker, der ikke findes, står nu alligevel der tilbage på stationen. Vi føler os ikke forpligtede over for dem længere. Afstanden til deres liv er blevet for stor. Klasseempatien er gået tabt.

Jeg er bosiddende i Budapest i Centraleuropa. I et ungarsk socialanarki, hvor taberne er hypertabere. Vinderne er hypervindere. Samfundet er atomiseret og forsøget på at slå bro med national retorik lægger højest et tyndt lag fernis over konstruktionen. Der er flere grunde til tingenes tilstand her, men den væsentligste er nok den, at der i reglen ikke er en stærk middelklasse i de postsocialistiske samfund. Netop den stærke middelklasse har nemlig historisk set altid været dynamo for en samfundsudvikling, hvor vækst og modernitet er gået hånd i hånd med sociale rettigheder og stabilt demokrati.

Man kan kun håbe, at den økonomiske krise løsner op for vores solidaritetskrise. At den stiller vores sociale sårbarhed til skue og vasker overklasseambitionerne ud af vores kroppe. Måske kan det få os til at opføre os op en måde, der er vores stand værdig. Skulle det ikke ske, vil vores hvide røv i togets bagrude tage sig grimmere og grimmere ud fra perronen. Og så er der formentlig nogen, der begynder at kaste med sten og tomme flasker efter den.

Tue Sand Larsen er bosiddende i Budapest, hvor han underviser på ELTE Universitetets skandinaviske afdeling