Læsetid: 4 min.

Overlad ikke UNESCO til en kulturstrømer

Egyptens kulturminister, Farouk Hosni, står i spidsen for et censursystem, der ubønhørligt kontrollerer aviser, litteratur, internet og kulturliv - på torsdag ventes han valgt til ny generalsekretær for FN's organ for udveksling af kultur, videnskab og uddannelse
12. september 2009

Hvem sagde i april 2001: »Israel har aldrig leveret et bidrag til vor tids civilisation, for alt hvad Israel nogensinde har gjort, er at stjæle andres ejendom« og gentog to måneder senere: »Israelske kultur er en umenneskelighedens kultur. Den er aggressiv og racistisk og bygger på ét eneste princip: at stjæle det, som ikke tilhører den for at gøre det til sit«?

Hvem forklarede i 1997 og har gentaget mange gange siden, at han er »ærkefjende« af enhver normalisering mellem hans land og Israel? Og hvem udbrød i 2008 i et svar til et medlem af det egyptiske parlament, at han var bestyrtet over at høre, at biblioteket i Alexandria havde anskaffet bøger på hebraisk: »Vi må brænde disse bøger, ja, jeg brænder dem selv, hvis jeg finder dem«?

Hvem udtalte i 2001 til avisen Ruz Al-Yusuf, at Israel »fik hjælp« til sine dystre rænkespil af »jøder, som havde infiltreret verdensmedierne« og besad et djævelsk talent for at »sprede løgne«?

Hvem inviterede i 1998 personligt den franske islamkonvertit og Holocaustbenægter, Roger Garaudy, til at udbrede sig om sin forskruede historieforfalskning i egyptisk tv i en hel time?

Uegnet

Svar: Egyptens kulturminister, Farouk Hosni - Samme Farouk Hosni, som efter alt at dømme på torsdag vælges af 58 nationer som ny generalsekretær for UNESCO, FN's organ for kultur, videnskab, uddannelse.

Hvad værre er: Ovenstående citater er kun pluk fra en meget større samling - og ikke engang de mest kvalmende - af udtalelser, som har markeret Farouk Hosnis årtier lange karriere som kulturminister. En fortid der uvægerligt må diskvalificere enhver, som stiler efter en så fremtrædende post i det internationale diplomati.

Beviserne er overvældende. Farouk Hosni er ikke værdig til denne rolle, han er det modsatte af en fredens, en dialogens og en kulturens mand. Farouk Hosni er en farlig mand, en mand der ophidser. Og nu er der kun ganske få dage tilbage til at forhindre den monumentale fejltagelse, det ville være at ophøje Farouk Hosni til generalsekretær for UNESCO.

Lad mig kort imødegå argumenterne fra dem, der ser ud til at have resigneret over for hans kandidatur.

Blændende taktiker

Første argument. Farouk Hosni skal i Le Monde have undskyldt sin autodafé-udtalelse. Men ikke blot viser det sig, at han ikke selv har formuleret hele indlægget - (det er redigeret af Nicolas Sarkozys særlige rådgiver, Henry Guaino). Udtalelsen er heller ikke trukket tilbage, men affejet som et iltert temperaments forløbelse.

Andet argument: Farouk Hosni hævdes at være en blændende taktiker, der forstår sig på at udmanøvrere 'sin sande fjende', Egyptens fundamentalistiske Muslimske Broderskab. Det må være en spøg. Ikke nok med at han i 22 år har været kulturminister i et Egypten, hvor intet intellektuelt værk kan udgives uden forhåndsgodkendelse fra al-Azhar-universitetets teologiske institut. Der findes også adskillige eksempler på, at ministeren personligt - med henvisning til »krænkelse af islam« - har lagt sig i selen for at forbyde film (f.eks. Yacoubians hus), bøger (f.eks. feministen Nawal el-Saadawis selvbiografi), digte (i 2007 blev et nummer af poesi-tidsskriftet Ibdaa trukket tilbage - en skandale, som endog gjorde al-Azhars religiøse censorer forlegne - »så meget havde vi dog ikke forlangt).

Et svigt - en provokation

Tredje argument: Farouk Hosni er egypter og ved at afvise ham, fornærmer vi en stor nation. Her når vi højdepunktet af ond tro, for selv om det er sandt, at denne mand holdes oppe af en selvhersker, hvis ære han servilt har besunget i årtier, så repræsenterer han på ingen måde det Egypten, som alene bør tælle i denne sammenhæng: kunstnernes og kulturskabernes Egypten. Skulle nogen være i tvivl, kan de spørge filminstruktøren Khaled Youssef, der fik klippet en scene fra sin forrige film, Et svagt øjeblik (som indeholdt en kommentar om sex før ægteskabet). Eller tegneserieskaberen Magdy el-Shafee, som blev anklaget for »anslag imod moralen«, fordi man i en af hans talebobler kunne læse: »I dette land er det kun de fattige, som bliver smidt i spjældet«. Utallige er de forfattere og journalister, som Hosni og Egyptens hemmelige tjenester har forfulgt i årenes løb - jeg er i besiddelse af den fulde liste og stiller den gerne til rådighed for de herrer Kouchner og Sarkozy.

Spørgsmålet er: Kan det internationale samfund forsvare at overlade ledelsen af en organisation, som er viet til at holde ytrings- og meningsfrihedens principper i hævd, til en minister i et land, der er placeret som helt ned som nr. 146 ud af 173 på Journalister uden grænsers liste over den globale pressefrihed - en mand, som senest har kastet sig ud i intensiv jagt på bloggere og facebookbrugere og står bag en ny lov, som idømmer strenge straffe for »misbrug af internet« (sic)?

Vel har UNESCO begået andre fejl i fortiden, men at denne mand efter alt at dømme vælges på torsdag er så umådeligt et svigt og en provokation, der er så åbenlyst strider mod organisationens idealer, at hele denne risikerer at blive uopretteligt kompromitteret. Det er nødvendigt ufortøvet at appellere til samvittigheden hos alle ansvarlige parter for at forhindre, at UNESCO falder i hænderne på en mand, der, når han hører ordet 'kultur', tager flammekasteren frem.

© Le Point og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu