Klumme

Pligten til ulydighed

Strøtanker i et politisk galehus
'At et bestemt fænomen er vedtaget efter alle kunstens og demokratiets regler fratager ikke den enkelte borger ansvaret for at sige fra eller ligefrem modsætte sig en given retsstridig eller åbenbar eller mindre åbenbar kriminel beslutning eller ordre,' skriver Georg Metz

'At et bestemt fænomen er vedtaget efter alle kunstens og demokratiets regler fratager ikke den enkelte borger ansvaret for at sige fra eller ligefrem modsætte sig en given retsstridig eller åbenbar eller mindre åbenbar kriminel beslutning eller ordre,' skriver Georg Metz

Martin Sylvest Andersen

12. september 2009

Socialdemokraterne vendte sig alligevel, efter nogle dage hvor den modsatte politik var standpunktet, imod de Konservatives burkaforbud. Vendingen, en ko værdig, skete ikke fordi partiet kom på bedre tanker om selve visdommen i en sådan lov, men angiveligt fordi partiet har erkendt at et forbud vil være grundlovsstridigt. Socialdemokraterne havde sagt ja, forklarede de, fordi de regnede med at Naser Khader og Lene Espersen havde fået grønt lys i Justitsministeriet. Men det havde de Konservative ikke, viste det sig, Og det fandt Socialdemokraterne selv ud af, efter de altså havde opfattet et forbud som en strålende idé. Man kan nok undre sig over at Socialdemokraterne ikke har en telefonliste liggende i en skuffe med nogle pålidelige jurister, folk de i påkommende fald kan ringe og spørge. Det er også en smule overraskende at mistanken om at et sådan forbud er den rene roterende fis i kalotten ikke et øjeblik strejfer folketingsgruppen. Før de render ud og jubler i gangene.

Nu skulle denne genistreg jo gerne kamufleres, så i stedet fandt Socialdemokraterne på et forbud mod at tvinge personer til at iføre sig religiøse symboler.

Hvem har de mon ikke spurgt denne gang?

Tvang eller frihed

Det drejer sig altså om at folk ikke skal kunne tvinges af andre til at tage noget på, de ikke vil gå med. Grundlæggende en sympatisk tanke. Den lov skulle man have haft mere udtrykkeligt end den om ulovlig tvang dengang i de sure halvtredsere, da forældre tvang børn til at gå i storebrors aflagte røjsere. Men er der da slet ingen hjemme? Er der ikke bare én toneangivende hos Socialdemokraterne, der lige før ordføreren stiller op i medierne låser gruppeværelsedøren indefra og æder nøglen, så ingen kan slippe ud? Og derefter spørger om der måske er nogen, der har forestillet sig strafferammen i et sådant forslag.

Og hvad nu hvis onde ateistiske fædre i et eller andet omfang tvinger deres teenagedøtre mod disses vilje til at lægge dagmarkorset eller tørklædet eller burkaen, skønt de unge pigers følelse af frihed og selvstændighed er kongruent med at bære et dagmarkors, et tørklæde eller en burka? At opgive korset, tørklædet eller burkaen er det samme for nogle piger som at opgive friheden. Men de må sådan set gerne ikke gå med dagmarkors, tørklæde eller burka, for det siger Socialdemokraternes nye lov, som de i øvrigt lige skal have tænkt igennem, sagde de selv. Men pigerne må gerne tvinges til ikke at gå med dagmarkors, tørklæde eller burka. Håndhævelsen af en så udspekuleret lov kan kun ske ved at politiet trækker alle deres knipler på én gang og fra en ende af slår ned for fode, samtidig med at de husker ikke at filme optrinnet, og det gælder alle de betjente der gør det eller ej.

Hukommelsessvigt

I dette blads meget fine og grundige gennemgang af PET kommissionsarbejdets resultater redegjorde Ulrik Dahlin forleden for det massive hukommelsessvigt, der har ramt alle ansvarlige i og omkring PET. Man kan blive helt bekymret for de nærmest alzheimerske tilstande, der råder i rigets øverste sikkerhedsinstanser. Flere end 60 centrale vidner kan af hukommelsesmæssige årsager, siger de, ikke svare på centrale spørgsmål om handlinger, handlingsforløb, diskussioner og beslutninger, der for normalt erindrede mennesker ville være svære at glemme. Ja, som ikke sjældent har handlet om beslutninger og situationer, som sunde og raske mennesker ofte ville vende tilbage til og måske ligefrem skulle have krisehjælp for at fortrænge bare til husbehov. Fænomenet kalder på sammenligninger for at begribe omfanget af hukommelsestabene. De svar der faldt under afhøringerne er i stil med et fiktivt eksempel, som givetvis er svært at finde i virkeligheden: Jeg er virkelig ked af det, men jeg kan altså ikke huske, hvad jeg svarede, da præsten i kirken spurgte om jeg ville tage den kvinde, der hos mig stod til ægtehustru.

Ansvarsfralæggelse

Imens fortsætter diskussionen om det betimelige i at skjule udviste asylansøgere eller ej. Sagen er mere kompliceret end som så og afslører borgerens ægte dilemma i konflikt med en demokratisk stats afgørelser og dispositioner. Intet over og ved siden af Folketinget/rege-ringen med et flertal bag sig, hedder det. Selve fundamentet i retsstaten. Man retter sig efter flertallets afgørelser, som udmøntes af en administration, hvis øverste chef er en minister, som udspringer af den folkevalgte forsamling. Og så skulle det jo være klart som vand. Men det er det faktisk ikke. At et bestemt fænomen er vedtaget efter alle kunstens og demokratiets regler fratager ikke den enkelte borger ansvaret for at sige fra eller ligefrem modsætte sig en given retsstridig eller åbenbar eller mindre åbenbar kriminel beslutning eller ordre. Soldater kan for eksempel ikke fralægge sig ansvaret for menneskerettighedskrænkende eller andre ansvarspådragende handlinger, fordi de har fået ordre til at begå dem. Uanset om ordren kommer fra en eller anden splittergal underofficer eller fra soldaternes politiske chef. Det var faktisk hvad Nürnberg-dommene fastslog, og som siden er fulgt op i Haag. FN har i stærke vendinger kritiseret den danske regering for tvangsudvisningen af de afviste irakere til et område, hvor deres liv og velfærd kan stå på spil.

Galehuset er politisk

Man kan vist fastslå at det i international sammenhæng kan være en skærpende omstændighed at den instans, der har behandlet sagerne, end ikke er en domstol, men noget den danske regering kalder en domstolslignende instans. Hvis retssikkerheden i almindelighed skulle varetages af domstolslignende instanser, hvor et toneangivende medlem oven i købet refererer direkte til ministeriet, der sagtens kan have en interesse i en bestemt slags afgørelser i en given periode, gælder det virkeligt om at holde sig på dydens smalle sti og sørge for heller ikke som uskyldig at blive stillet for den domstolslignende instans. Også af den grund at den indklagede for den domstolslignende instans ikke kan appellere afgørelsen og måske slet ikke kan regne med en ministers forståelse for det særlige i lige netop vedkommendes sag. Slet ikke når ministeren i forvejen har bundet sig politisk til et afvisende synspunkt over for den indklagede og hans slags, som det åbenbart er tilfældet her i landet. Det sidst nævnte forhold om ministerens rolle, som i disse sager er direkte betændt, så uklart det end er, er sådan set underordnet i vurderingen af det utilstedelige i domstolslignende instanser. Det nævnes blot for at understrege hvor langt ud i retsløsheden, det danske samfund efterhånden har bevæget sig. Så langt ud at mange danskere givetvis - det fremgår af meningsmålingerne - opfatter dette her som en retslig normaltilstand. Det er det ikke. Snarere er det udtryk for at vi i dette plagede land atter i vores nyere historie lever i det, kritikere efter besættelsen kaldte et juridisk galehus. Det foruroligende er yderligere at så få politikere synes at skelne mellem tvivlsom lov og ret på den ene side og moral på den anden og vel at mærke drage en konsekvens og modsætte sig de kritisable retsforhold, der er blevet knæsat. At et flertal kan tage forfærdende fejl, er vel ingen nyhed. At en ung mand i besiddelse af to hobbyknive har fået fængselsstraf på baggrund af en forrykt lov, må og bør næsten i en ægte retsstat føre til civil ulydighed. Også fra politiets og anklagemyndighedens side. Men det er en anden sag, som blot understreger at galehuset også er politisk. Men det vidste man jo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Metz:

."Man kan nok undre sig over at Socialdemokraterne ikke har en telefonliste liggende i en skuffe med nogle pålidelige jurister, folk de i påkommende fald kan ringe og spørge."

Vu burde faktisk starte en indsamling, så vi kunne få samlet penge ind til at politikerne kunne købe noget juridusk bistand, iden de går i gang med alle deres populistiske hovsa-love. Forbud mod knive og forbud mod burkaer og jeg ved ikke hvad,,,

Hans Jørgen Lassen

Det er næppe korrekt, at et burkaforbud ville være grundlovsstridigt. I det mindste er det diskutabelt, og der kan sagtens argumenteres for, at folk ikke skal være forklædte til uigenkendelighed.

Deraf følger imidlertid ikke, at burkaforbud er en god idé.

Men grundlovsstridigt, det kan det vist ikke være.

Heinrich R. Jørgensen

"Intet over og ved siden af Folketinget/rege-ringen med et flertal bag sig, hedder det."

Det er der sikkert nogle der mener. Viggo Hørup fandt på udsagnet, eller rettere sagt, noget der minder stærkt om det. Han påstod, at intet var over eller ved siden af Folketinget. Altså at hverken regering eller domstole var ligeordnede.

Tak for kaffe, for en melding, burde enhver der lyttet til Montesquieu straks konkludere. Hvordan opnås en tredeling af magten, hvis den ene part er hævet over de andre?

Magtens tredeling handler om adskillelse af de tre, at de har hver deres opgaver, ikke blander sig i de andres, men at de alle har magtmidler til om nødvendigt at stikke en kæp i hjulet på nogen anden magt, som lader sig korrumpere til at overskride sine beføjelser og principperne i tredelingen.

Viggo Hørup var demagog, og hvad han havde at sige, huskes stadig. Men forstandigt var det ikke. Tværtimod. Manden havde en betændt dagsorden, der handlede om flertallets uhæmmede ret til at bestemme.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

i sagens natur må lovgivningsmagten have første prioritet. Der er ikke og kan ikke være tale om tre sideordnede uafhængige instanser.

Domstolene skal jo dømme ud fra lovene - altså, lovene, vedtaget af folketinget, kommer først.

Forvaltningen skal forvalte ud fra lovene - altså kommer lovene først.

I øvrigt vækker problematikken mindelser om at hive sig selv op ved hårene samt om evighedsmaskiner.

Der er ikke nogen perfekt løsning eller model, der sikrer, at alt går ordentligt til. Hvad det jo jævnligt, ikke mindst i disse tider, ikke gør.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"I det mindste er det diskutabelt"

Kompetente juridiske vurderinger kan jeg i sagens natur ikke levere, men jeg synes det er indlysende, at et målrettet burkaforbud er Grundlovsstridigt (§ 67).

Et generelt formumningsforbud, hvor det højt og helligt påstås at det ikke har noget med religion at gøre, vil være muligt. Men hvilken begrundelse (intention) skulle man opfinde for en sådan regel? Og hvis man ikke vil forbyde solbriller, fastelavnskostumer, hjelme med visir, elefanthuer, biavlerkostumer og myriader af andre formumninger ingen plejer at tage afstand til, ligger det bestemt ikke til højrebenet af formulere en meningsfuld og klar regel, der nogenlunde præcist rammer det ønskede, og ikke alt muligt andet i flæng.

Det er det triste vanvid at tale om burkaforbud og formumningsforbud. Og hvis det kunne lade sig gøre, ville formodentligt gøre os alle triste over, hvad vi mistede i processen...

Nogle kvikke hoveder kan måske finde på metoder til hvordan tvang kan identificeres og mindskes. Oplysning er formodentligt det bedste svar? Andre kvikke hoveder kunne måske finde på hvordan vold kan mindskes? Der er dog næppe jurister der har de rette værktøjer til at komme med forslag.

Jurister kan bidrage med formuleringer, til en Grundlovsændring (m.v.), således at stat og kirke adskilles. Det vil alt andet lige give helt andre muligheder for at forbyde religiøse symboler, når staten ikke selv driver en overtrosbutik.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

jeg forstår ikke logikken i, at den lovgivende magt skulle stå over de øvrige.

Hvis det var tilfældet, burde du principielt set mene at det var helt i orden, da Folketinget i sidste omgang der var irakere i Brorsons kirke, blev indført en særlov, der forhindrede regeringen i at administrere lovene som det mente var korrekt? Og altså videre, at Folketinget kan lave sådanne særlove ad libitum?

Det er vel også en principiel fejl, at Højesteret tog Lex Tvind op, og dømte den Grundlovsstridig. Og Rasmussen den Første burde ikke have taget det til efterretning, men have lader Folketingets formand fortælle dommerne, at de bare havde at lystre overkommandoen?

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

man kunne vel nok mene, at folk skal kunne identificeres. Selv synes jeg, at det ville være meget rimeligt, og jeg ville finde det meget mærkeligt og ubehageligt at have med mennesker at gøre hvis ansigt jeg ikke kunne se.

Her vil ikke kunne opstå noget grundlovsstridigt.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

med hensyn til Tvind-sagen, så var der jo tale om en decideret lovovertrædelse fra magthavernes side.

Grundloven skal helst overholdes, men bliver det ikke altid.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at grundloven, i den nyeste version, ikke i den ældste, oprindeligt er udarbejdet af en folkevalgt forsamling, og den står dermed for så vidt over domstolene.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"med hensyn til Tvind-sagen, så var der jo tale om en decideret lovovertrædelse fra magthavernes side."

Det var vel grundlæggende loven der var noget galt med? Altså den lovgivende magts sjuskerier.

Den udøvende magts handlinger var vel teknisk set lovlige, i den forstand at de fulgte loven?

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

ja, det var den lovgivende magt, altså i realiteten (men ikke i teorien) regeringen, der i dette tilfælde forsyndede sig mod grundloven.

Det er det eneste tilfælde, hvor Højesteret har optrådt som forfatningsdomstol og gået imod folketinget. Det har været tæt på i andre tilfælde, men heller ikke mere.

Den udøvende magt, som også var regeringen, gjorde ikke noget forkert, ikke lige i denne sag.

Men det gør den nu ellers temmelig tit.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

at Højesteret ellers plejer at undslå sig for at påtage sig rollen som en slags forfatningsdomstol, skyldes netop samme Hørupske tankegang; at den lovgivende magt er hævet over alt andet.

En dybt fejlagtig tankegang i min optik.

På din seneste kommentar er det tydeligt, at du heller ikke anerkender, at magten skulle være tredelt i kongeriget. Todelt kan man nok tale om, hvis man ikke er alt for krakilsk, men det er såmænd gode argumenter for at hævde, at magten slet ikke er delt.

Tak til Georg Metz for din ukuelige energi til at bide magthaverne i haserne.

I dag var dit "Intermetzo" tilsat forrygende morsomme betragtninger, som ikke var vrissende, hvad de nogen gange kan være.

Det kan jeg dog også godt forstå de kan være - altså vrissende -, når man skriver om de fortvivlende tiltag, der kommer fra regeringen og deres livline.

Heinrich R. Jørgensen

Stig Larsen:
"Ja, det er vil på tide at afskaffe evevældet og dets magtstruktur."

Det enevældige monarki er afskaffet, og afløst af et knapt så despotiske monarki. Men enevældens magtstrukturer består ganske rigtigt endnu.

Hans Jørgen Lassen

Flertalsdiktatur er ikke meget bedre end enevælde, ikke i disse tider.

Men mod flertallets dumhed - ja, hvad skal man stille op?

Og mindretallet! Herre Jemini! Det er om muligt endnu værre.

Åse lindau:

."I dag var dit “Intermetzo” tilsat forrygende morsomme betragtninger, som ikke var vrissende, hvad de nogen gange kan være."

Smag og behag er forskellig. Personligt foretrækker jeg Georg Metz, når han er aller mest ond i sulet...

Heinrich R. Jørgensen

Da hellere (oplyst) enevælde, end flertalsdiktatur!

Den enevældige vil sandsynligvis agere rationelt, da vedkommende repræsenterer en kontinuert dynasti, og vil tænke strategisk, langsigtet og i de store linjer.

Flertallets diktatur er i sagens natur blottet for al strategisk og langsigtet. Det karakteristiske er barnlig manglende evne til behovsudskydelse og kortsigtet behov for at gøre noget, alene fordi noget bør gøres. Flertallets diktatur medfører planløshed og fravær af meningsfulde visioner.

Hvis folkestyret ikke kan opnås, så burde vi i det mindste ønske det oplyste enevælde indført i stedet.

Min kloge nabo har tænkt meget over det der med "flertalsdiktatur" og "pligt til ulydighed".

Han nåede frem til, at hvis S-SF får flertal og hæver hans skat, så er det "flertalsdiktatur" og så har han "pligt til ulydighed" - d v s til at unddrage sig at betale skat.

Det lyder så tilforladeligt når der jongleres med "flertalsdiktatur" og "civil "ulydighed" - bundlinien er imidlertid, at man melder sig ud af demokratiet med den slags argumenter, og så har vi mindretalsdiktatur og facisme.

Nu går pligten til ulydighed jo på, at staten begår overgreb mod enkelte personer som de ikke kan forsvare dig.
Jeg har alrig hørt om skatter røg ind under den definition. Så du er vist ude i ren demagogigi.

Civil ulydighed kan aldrig dreje sig om egen fordel
(f.eks. ved at nægte at betale skat)
Det kan kun forsvares hvis det drejer sig om et moralskt/etisk spørgsmål. Det er aktuelt når den enkeltes samvittighed kommer i konflikt med loven.
Hvis jeg føler jeg gør noget forkert eller forkasteligt ved at følge loven (måske ligefrem noget kriminelt) vil jeg forholde mig ret til at udvise 'civil ulydighed' velvidende at jeg kan rammes af loven. Hvad der er ret og uret må i sidste ende den enkelte selv afgøre det bestemmes jo ikke af en eller anden lovtekst

Kære Ole Falstoft, da Irakerne besatte Brorson kirken, var det civil ulydighed til egen fordel. Det kan vel ikke benægtes eller har du en anden udlægning i den situation.

Tænk i USA, England, Tyskland, Frankrig og flere andre lande har man et parlament, en domstol og en regering som er stærkt side-ordnede uafhængige instanser. F.eks. er det bl.a. derfor at Obama har så svært ved at få sin sundhedsreform igennem USA's Kongres.

Mht. civil ulydighed, så var det præsten (per ramsdal), der begik civil ulydighed, ikke irakerne. Hvordan skulle irakerne kunne begå civil ulydighed mod en stat, de ikke engang har lovligt ophold i?

Tyskland, vort land syd for grænsen har netop en forfatningsdomstol, opstået på baggrund af ruinerne af 2.verdenskrig, fordi Tyskland, og tyskerne, vidste (og ved), hvor meget skade ting vedtaget i et parlament kan gøre. Alle nazisternes racelove var vedtaget i den Tyske Rigsdag. Forfatnings-domstolen i Tyskland er netop indsat for at forhindre noget sådant i at ske igen.

Et folketings-flertal kan jo bare vedtage at alle mennesker med sort hår skal ud af Danmark eller med brun hud skal hud af Danmark. Eller at alle adopterede skal sendes hjem til deres oprindelses-land eller at alle 'utilpassede udlændinge' skal ud. Disse love er da lov i landet Danmark, uanset hvor meget imod de går forskellige internationale konventioner og aftaler.

Omvendt skal man vel ikke afskrive skattenægtelse som et middel i en politisk kamp, f.eks. mod militært engagement i fjerne lande?

Civil ulydighed og solidaritet er to sider af samme sag.

Kirkebesættelse - hindring af politiets arbejde - hobbyknive - skattenægtelse - kan sikkert altsammen være gode årsager til at demonstrere civil ulydighed.

Men civil ulidighed fritager jo ikke for straf. Civil ulydighed er en satsning. Hvis din sag så god at mange følger dit eksempel, så vil den civile ulydighed måske slå igennem, enten overfor retspraksis eller i lovgivningen.

Men de der går forrest betaler en pris.

Hvis der skulle komme et Burkaforbud - så er jeg ret sikker på at antallet af Burkaer i gadebilledet vil stige - og hvis det viser sig at anholdte Burkabærere er mænd - ja så er der ikke tale om Civil ulydighed - men en Happening....

Kære Stig Larsen og Ole Falstoft.

Min ovennævnte kloge nabo er ret snu.

Han har en række etiske og moralske grunde og undskyldninger til sit personlige skattesnyd, som han nu mener er ren civil ulydighed, der må respekteres af anstændige mennesker.
.
Han vil af etiske og moralske grunde udfolde civil ulydighed gennem skattesnyderi fordi f eks at der ikke er adskillelse mellem kirke og stat, at vi er et monarki, at Danmark er medlem af EU, FN og NATO , fører krige i det fjerne, krænker kirkefreden
o s v,

Bundlinien er, at civil ulydighed i et demokrati er en fornægtelse af demokratiet.

"Civil ulydighed er et offentligt og åbent fænomen. Nok brydes loven. Men lov-bryderen udtrykker sin tro-skab over for loven på tre måder. Handlingen er offentlig og åben. Den er ikke-voldelig. Og man udtrykker sin accept af konsekvenserne, idet man er parat til at tage sin straf."

http://www.information.dk/52836

Dorte Sørensen

Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, når jeg tænker på debatten for nogle år siden om de små og store piger med bare maver. Her forbød flere skoler piger at gå med bare maver, da denne påklædning sendte forkerte signaler. Dengang var det pære danske mænd der kunne få forkerte tanker.

Mht. civilulydighed så husker jeg ikke de borgerliges forargelse over at flere DFérne fortalte at de kørte eller ville køre for stærkt på motorvejene og landevejene for at få hævet fartgrænserne.

Hans Jørgen Lassen

Karsten skriver:

Et folketings-flertal kan jo bare vedtage at alle mennesker med sort hår skal ud af Danmark eller med brun hud skal hud af Danmark. Eller at alle adopterede skal sendes hjem til deres oprindelses-land eller at alle ‘utilpassede udlændinge’ skal ud.

Nej, den slags vil med stor sandsynlighed blive omstødt af Menneskerettighedsdomstolen eller EF-domstolen.

Den tyske forfatningsdomstol er i øvrigt heller ikke en ubegrænset garanti for, at der ikke sker grimme ting, men nok trods alt bedre end vores Højesteret, der grumme nødig går imod Folketinget og regeringen.

Vi har stadig kun ét klart eksempel på en lov, der blev omstødt som grundlovsstridig, nemlig Tvindloven - og den omstødelse kom som et chok for mange jurister.

Robert Kroll: Jamen så gør din nabo det i fuld åbenhed naturligvis og er parat til at tage sin straf?
I så fald har jeg ingen betænkeligheder ved hans handling.
Alfred: Irakkerne der besatte Brorsons kirken var først og fremmest drevet af desperation. Jeg tror ikke de havde planer om at få ændret den danske lovgivning - men håb om at der blev udvist barmhjertighed ved at give dem humanitær ophold

Dorte Sørensen

Ole Falstoft
Bare en lille bemærkning, det kan vel IKKE kaldes at besætte Brorson kirke, når irakerne fik kirkens menighedsråds tilladelse til at være der..

Den tyske Forfatnings-domstol værner om det enkelte individs rettigheder overfor staten; ikke omvendt som det desværre alt for ofte sker i Danmark.

Og det er da muligt at hvis Folketinget vedtog, at alle adopterede skulle ud af Danmark, tilbage til deres oprindelseslande, at EU-domstolen eller Menneskerettigheds-domstolen vil gribe ind. Pointen er bare den, at der kan gå år, inden en sådan afgørelse falder.

@Dorte
Dansk Folkeparti elsker at tale om 'besættere' i deres iver efter at stemple alle modstandere som voldelige ballademagere for at styrke deres egne forestillinger om falske fjendebilleder og øge antallet af stemmer vha. populisme. Som man kan se er det også kun den yderste højrefløj i Folketinget som har haft interesse i at optrævle et 'uoptrævleligt' miljø i Folketinget: http://www.ft.dk/doc.aspx?/Samling/19972/forespoergsel/F3.htm

Dorte Sørensen

Markus Lund
Tak for det link, det er måske en af forklaringerne på at flere borgerlige er begyndt at kalde Bedsteforældre mod asyl og andet godtfolk for autonome.

Heinrich R. Jørgensen

Adam Krogh:
"hjælp mig lidt her; Er Dronning Margrethe 2. overhovede for både stat og kirke?"

Ja, det fremgår af Grundlovens § 12.

Daisy er "den udøvende magt", men skal dog udøve magt via sine ministre. Se GRL § 3.

Hvad angår statskirkens forhold, er det "den lovgivende magt" der bestemmer. Det fremgår af GRL § 66. Her er det Daisy og Folketinget der tilsammen har rollen som lovgivere (GRL § 3 igen).

Statskirkens overhovedet er dog Daisy.

jamen så er det jo ikke uinteressant hvad den Augsburgske trosbekendelse ( den danske folkekirkes trosgrundlag, og altså også statens og Dronningens) siger om borgeren og samfundet:

Art. 16 - De borgerlige forhold
Om de borgerlige forhold lærer de, at de lovlige borgerlige ordninger er Guds
gode værk, at det er tilladt de kristne at beklæde øvrighedsposter, at forvalte
retsplejen, at pådømme sager efter de kejserlige og andre gældende love,
fælde dødsdomme efter lov og ret, føre retfærdig krig, gøre krigstjeneste,
slutte handel efter loven, besidde ejendom, aflægge ed på øvrighedens
forlangende og tage hustru eller mand til ægte.
De fordømmer gendøberne, som forbyder de kristne disse borgerlige pligter. De
fordømmer også dem, som ikke sætter den evangeliske fuldkommenhed i
gudsfrygt og tro, men i at forlade de borgerlige pligter, for evangeliet lærer en
evig hjertets retfærdighed; imidlertid opløser det ikke stat eller huslige forhold,
men kræver netop at bevare dem som Guds ordninger og at øve kærlighed i
sådanne ordninger. Derfor bør de kristne absolut adlyde deres øvrigheder og
love, med mindre de fordrer, at man skal synde; da bør man nemlig adlyde
Gud mere end mennesker (Ap. Gern. 5.29).

'Derfor bør de kristne absolut adlyde deres øvrigheder og
love, med mindre de fordrer, at man skal synde; da bør man nemlig adlyde
Gud mere end mennesker (Ap. Gern. 5.29).'
M.a.o. en pligt i dette tilfælde at udvise 'civil ulydighed'

Også temmelig morsomt lille indslag, når man påtænker den 'sammenblanding af religion og politik' som visse elementer godt kan lide at harcelere over, at man benytter sig af i muslimske samfund.

Cf. Ole's kommentar har jeg dog i dette tilfælde ikke noget imod det. ;-)
Dog ville en dansk adskillelse af stat og kirke være klædelig før man begyndte at gøre sig hellig (ha ha) på andre samfunds vegne.

Dorte Sørensen

Marie Spliid Clausen
Ja lad os få nogle politikere , der er ”voksne” nok til at se at Danmark trænger til en Grundlovs revision.
Nu er vi kommet af med Fogh Rasmussen en af de store hindringer for denne revision.

Post

For at undgå at blive belemret med husstandsomdelte reklamer, kan man nu ( skal gentages hvert fjerde år ) melde fra - hos postvæsnet.

Så spørgsmålet er: Har postvæsnet oplysningspligt overfor offentligheden, til ( begrundet ) at forklare: Udfra hvilke betragtninger det blev besluttet: At vi ( modtagerne ) skal melde fra - i stedet for at melde til HVIS vi ønsker at modtage hustandsomdelte reklamer ?

I øvrigt har postbudene jo ( Med henvisning til Nürnberg-domstolen ), ret og pligt til at nægte at omdele hustandsomdelte reklamer ( hvis det strider imod deres samvittighed ) - og lige den tankegang bør ansatte i al almindelighed ( og statsansatte i særdeleshed ) påhuske:

Nürnbergdomstolens konklusioner har forrang også fremfor ( til DF'ernes oplysning: Selv danske ) statstjenstemænds forpligtigelser.

Problemet er jo ikke manglen på ekspertbistand, men den arrogance AFR gjorde moderne under sit rædselsregime.

Vore politikere ser jo idag ned på "bedrevidende smagsdommere" og ser det som en svaghed at lytte til uenige stemmer. Uanset hvor rationelle og kvalificerede de måtte være...