Læsetid: 3 min.

Putins ideologi baserer sig på fortidslevn

Putin betragter Sovjetunionens sejr over Nazityskland som den største sejr for den stat og nation, han har arvet fra Sovjetunionen, og som den vigtigste modvægt mod mindet om et brutalt voldsregime. Han anerkender den stalinistiske terror, men mener, at den skal forstås som et svar på det påtrængende behov for at besejre nazismen
29. september 2009

CAMBRIDGE - Den sovjetrussiske ideologi handlede altid om fremtiden. I dag synes den officielt ideologi i Rusland derimod udelukkende at dreje sig om fortiden.

I en artikel i den polske avis Gazeta Wyborcza, som den russiske premierminister Vladimir Putin for nylig skrev i anledning af 60-året for nazisternes invasion af Polen, giver Putin udtryk for sin vilje til at gøre Europas historie i det 20. århundrede til et centralt emne for den russiske regering. Artiklen afspejler Putin-æraens dybe og uløste problemer: den manglende evne til at skelne mellem den sovjetrussiske fortid og den russiske nutid; en samvittighedsløs blanding af politisk konservatisme og historierevisionisme; og en ligegyldighed eller ligefrem uforståenhed, hvad angår demokratiets kerneværdier. I artiklen beklager Putin ikke Sovjetunionens kollaps, selv om han tidligere har betegnet sammenbruddet som »det 20. århundredes største katastrofe«. Han lovpriser sågar den demokratiske bevægelse, som lagde Sovjetunionen og dens interessesfære i graven, og han udtrykker ingen sympati for det 20. århundredes revolutioner, der betegnes som »dybe sår«, som menneskeheden har påført sig selv.

Mindet om sejren

Det, som for alvor bekymrer Putin og hans rådgivere, er mindet om Anden Verdenskrig. De betragter Sovjetunionens sejr over Nazityskland som den største sejr for den stat og nation, de har arvet fra Sovjetunionen. De betragter også denne sejr som den vigtigste modvægt mod mindet om Sovjetunionen som et brutalt voldsregime uden retfærdighed.

Men Putin benægter ikke denne del af historien helt. Denne sommer beordrede han offentligt sin undervisningsminister til at inkludere uddrag af Aleksandr Solsjenitsyns Gulag øhavet i skolernes læseplaner. Det, som bekymrer ham, er snarere afvejningen af Anden Verdenskrig og stalinismen i den sovjetrussiske historie. Putin mener, at historien bør læses i sin »kontekst« og »årsagssammenhæng«. Han anerkender den stalinistiske terror, men mener, at den skal forstås som et svar på påtrængende behov for at besejre nazismen.

Tabstal

Putin opsummerer sin forståelse af krigens omfang ved at påpege, at »27 millioner af mine landsmænd mistede livet«. Det tal er vokset i løbet af årene, fordi russiske embedsmænd har udvidet definitionen af krigsofre, så den nu omfatter »det samlede befolkningsmæssige tabstal« og ikke udelukkende militære tab. Således steg de officielle vurderinger af det sovjetrussiske tabstal under Anden Verdenskrig fra syv millioner under Stalin, 20 millioner under Khrushchev til 26,6 millioner under Gorbatjov. Det civile tabstal udgør således mindst to tredjedele af Putins vurdering.

Desværre forklarer Putin ikke, hvem han regner som sine landsmænd. Hvis han henviste til dem, der levede inden for Ruslands nuværende grænser, ville tallet have være meget lavere. Men han medregner alle de sovjetborgere, som døde under krigen, deriblandt millioner af ukrainere, hviderussere og andre. Og da Sovjetunionen annekterede de baltiske lande, Königsberg, dele af Polen, Finland, Moldova og Japan, blev disse landes borgere også borgere i Sovjetunionen.

Fordi lidelserne i sovjettiden ifølge Putins »kontekstuelle historiesyn« rangerer lavere end formålet med den store patriotiske krig ofrene, blander han endvidere dem, der døde i kamp for Sovjetunionen, sammen med de sovjetborgere, der blev dræbt som følge af udrensninger, deportationer og tvangsarbejde. Ifølge denne logik kunne man for at forøge Hitlers tabstal i Sovjetunionen også medregne ofrene for udrensninger, kollektivisering og sult i 30'erne.

Putins ligning

Putin kæder to begivenheder, der udløste Anden Verdenskrig, München-aftalen fra 1938 og Molotov-Ribbentrop-pagten fra 1939, sammen i én årsagssammenhæng. Begge disse aftaler med Nazityskland var umoralske fejltagelser, skriver Putin, men den sidstnævnte var blot en konsekvens af førstnævnte. Der er ingen tvivl om, at briten Neville Chamberlain og franskmanden Edouard Daladier underskrev en skammelig traktat med Hitler og Mussolini i München. Men da Hitler brød aftalen, mistede både Chamberlain og Daladier opbakning i befolkning, og da Anden Verdenskrig begyndte, var ingen af dem længere ved magten. Men diktatorerne blev siddende, deriblandt Molotov og Stalin.

Selv om München-aftalen på kynisk gav Hitler lov til at skamfere Tjekkoslovakiet, var den dog et ærligt og offentligt dokument. Den vigtigste del af Molotov-Ribbentrop-pagten var derimod de hemmelige protokoller, der opdelte Europa i to imperier, hhv. Stalins og Hitlers, uden at de tildelte nationer havde givet tilsagn eller vidste noget om det. Molotov, der var ved magten under krigen og helt til 1956, benægtede de hemmelige protokollers eksistens indtil sin død 30 år senere. Demokratier begår skammelige fejltagelser, men retter dem med tiden eller undskylder i det mindste for dem. Og de detroniserer dem, der fik dem i problemer.

Fremgangsmåden i demokratier og diktaturer kan ikke bytte plads i en ligning. Men sådan løses ligningen i dagens Rusland.

Alexander Etkind, født i Sankt Petersborg, er lektor i russisk litteratur i Cambridge

© Project Syndicate og Information 2009 Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alexander Etkind taler rask væk om Sovjetunionen ”som et brutalt voldsregime uden retfærdighed”. Tilfældigvis er det ikke det man hører fra de få vesterlændinge der virkelig kendte Sovjetunionen og rejste omkring i landet. Læs f.eks. de 2. amerikanske forfattere Anna Louise Strong og John Scott. Begge giver et ærligt indblik i en ellers lukkede verden. Lukket fordi historikerne og koldkrigs krigerne samt kommunist haderne, har givet os dette falske bilede af Sovjetunionen. John Scott arbejde omkring 5. år på det store industriel anlæg Magnitogorsk bag Ural bjergene. I bogen ”Bag Ural” beskriver han begejstringen og menneskeligheden blandt arbejderne i det dengang nye Sovjetunionen.
Anna Louise Strong rejste omkring i Sovjetunionen og havde et godt blik for detaljen og det særegne. Gennem hendes bøger få vi indblik i den unge føderations fødsel og ligeledes hvordan de forskellige nationaliteter selv bidrog med kraft og saft i opbygningen af komunismen det glæder lande som: Polen, Ukraine og Litauen. Alle de lande der nu lægger ansvaret fra sig og over på Sovjetrusland alene. Sådan var det bare ikke og det ville være forfriskende med nogle historiker der turde grave ledt dybere og komme ud af koldkrigens skygger. Af Anna Louise Strong kan jeg anbefale følgende bøger:
“Children of revolution; story of the John Reed Children's Colony on theVolga, which is as well a story of the whole great structure of Russia.”

“Dictatorship and democracy in the Soviet Union”

“The first time in history: two years of Russia’s new life”

“From Stalingrad to Kuzbas: Sketches of the socialist construction in the USSR”

”Modern farming-- Soviet style”

”Red Star in Samarkand”

”Workers' life in Soviet Russia”
På dansk er der bl.a. kommet: ”Jeg saa det nye Polen” og den lille pjece ”Litauens nye vej”. Ligeledes kan jeg anbefæle en bog som også viser en anden side af Sovjetunionen nemlig:
“Building Utopia: Erecting Russia's First Modern City” af Richard Cartwright Austin. Den fantastiske historie om Joseph Stalin's første 5. års plan, og om hvordan man på 18 måneder byggede Europas største bilfabrik og en hel by i tilgift. Virksomheden blev til i et samarbejde mellem russere og amerikaner, mellem kapitalister og kommunister. Austin Company of Cleveland, Ohio – blev ansat af Stalin som ingeniører på værket. Bogen bygger på breve og optegnelser fra en af de medvirkende. Konklusionen på bogen er at det fælles projekt blev udført i en fælles kommunistisk og kapitalistisk form for humanisme.

Jeg selv besøgte Sovjetunionen i 1962 og jeg har sjældent mødt mere afslappede og harmoniske mennesker. Det var svært at forstille mig at jeg færdes blandt mennesker der levede i et ”brutalt voldsregime uden retfærdighed”.
PS: Udover de her fremførte eksempler byggede vestens viden om Sovjetunionen gerne på diverse dissidenter som ikke engang udgjorde 1 promille af befolkningen. Med denne artikel af Etkind kan jeg se, at Information forsætter denne ulyksalige tradition.

Først stække oligarkerne og mafiaens magt, så genoprette rimelig levevilkår, embedsmandsstand og økonomi, samt sikre Ruslands grænser.

Nu hedder det næste af dragens mange hoveder: Korruption

Medvedev: "Ruslands system er Korrupt"
http://www.information.dk/telegram/203907

Moskvas nye motorring 4 kommer til at koste 237 mio $ pr. kilometer.

Washingtons motorveje kostede i 2002 6,1 mio. $ pr. kilometer,

Priserne i Kina, USA og Europa ligger typisk mellem 3 og 6 mio. $ pr. kilometer.
(Ing)

Der er noget at tage fat på, og der skal åbenbart skrappe midler til for at få hugget det dragehoved af...

- siden Putin kalder på russernes nationalfølelse...