Læsetid: 4 min.

Nu skal der ske noget på klimaområdet

Klimaet ændrer sig hurtigere, end vi troede for bare to år siden. Hvis vi bare fortsætter, som vi plejer, er det så godt som sikkert, at en farlig og måske katastrofal klimaændring vil ramme os i løbet af dette århundrede. Det er den største udfordring for denne generations politikere
Debat
22. september 2009

Lige nu er jeg er meget bekymret for udsigterne for mødet i København. Forhandlingerne er faretruende tæt på at være gået i hårdknude - og den hårdknude er muligvis langt mere alvorlig end bare et dødvande i forhandlingerne, som vi kan rette op på næste år. Det risikerer at blive et bittert sammenbrud; måske på grund af en dyb splittelse mellem industrilandene og udviklingslandene. Lige nu har verden ikke råd til et så katastrofalt resultat.

Derfor håber jeg, at verdens ledere, som i denne uge mødes i New York og Pittsburgh, vil kigge ud over afgrundens rand og sammen nå til den konklusion, at vi bliver nødt til at spille en aktiv rolle i at drive forhandlingerne fremad.

Tiden er ikke til pokerspil. Tiden er inde til at lægge nogle tilbud på bordet - tilbud der er så vidtrækkende som overhovedet muligt inden for rammerne af vores politiske begrænsninger. Det er netop det, Europa har gjort og vil blive ved med at gøre.

En del af svaret skal findes ved at forstå, hvilket kompromis der endnu kan føre til et vellykket resultat. Her tror jeg, at verdens ledere under deres samling her i New York, kan gøre en reel forskel.

For det første bliver alle industrilande nødt til at gøre det klart, hvad deres planer er for nedbringelse af emissionerne på mellemlang sigt. De må udvise den nødvendige ledelse, ikke mindst i forhold til vores hidtidige emissioner.

Finansiering

Hvis vi skal nå op på en reduktion på mindst 80 pct. inden 2050, bliver industrilandene nødt til at stræbe mod at opnå de nødvendige kollektive reduktioner på 25-40 pct. inden 2020. EU er parat til at gå fra 20 pct. til 30 pct., hvis andre vil gøre en tilsvarende indsats. For det andet bliver industrilandene nu nødt til udtrykkeligt at anerkende, at vi alle må spille en væsentlig rolle i at hjælpe med at finansiere udviklingslandenes klimatiltag og tilpasningsforanstaltninger. Det er vores skøn, at udviklingslandene i 2020 vil have behov for yderligere omkring 100 mia. euro (150 mia. dollar) om året til at takle klimaændringen. Heraf vil en del blive finansieret af de økonomisk avancerede udviklingslande selv. Størstedelen skulle gerne komme fra CO2-markedet, hvis vi da er modige nok til at indføre en ambitiøs global ordning.

Der skal kæmpes

Men nogle af midlerne må nødvendigvis være offentlige midler, der skal overføres fra industrilandene til udviklingslandene, muligvis mellem 22 mia. og 50 mia. euro (mellem 30 mia. og 70 mia. dollar) om året inden 2020. Næsten halvdelen af dette beløb skal gå til at støtte tilpasningsforanstaltninger, og i den forbindelse kommer de mest udsatte og fattige udviklingslande i første række. Afhængigt af, hvad resultaterne bliver af drøftelserne om den internationale byrdefordeling, kan EU's andel heraf komme til at ligge et sted mellem 10 og 30 pct., dvs. op til 15 mia. euro (22 mia. dollar) om året. Vi bliver med andre ord nødt til at være klar til at yde et betydeligt bidrag på mellemlang sigt. Derudover må vi i løbet af det næste års tid overveje en 'opstartsfinansiering' for udviklingslandene på kort sigt. Det ser jeg frem til at diskutere med EU-lederne, når vi mødes i slutningen af oktober.

Så i denne uge må vi tilkendegive, at vi er parat til at tale om finansieringen. De økonomisk mest udviklede blandt udviklingslandene må til gengæld langt klarere sige, hvor meget de vil gøre for at afbøde virkningerne af CO2-emissionerne inden for rammerne af en international aftale. De er allerede i gang med at iværksætte nationale foranstaltninger til begrænsning af CO2-emissionerne. Men det er klart, at de bliver nødt til at øge deres indsats - især de udviklingslande, der er længst fremme. Forståeligt nok fremhæver de, at forudsætningen for deres afbødende foranstaltninger er, at der kommer CO2-finansiering fra den rige verden. Det er der da også blev opnået enighed om på Bali. Men der vil ikke være noget for den udviklede verden at finansiere, hvis der ikke er en forpligtelse til at gå i gang med disse foranstaltninger. Vi har mindre end 80 kalenderdage tilbage inden mødet i København. Siden mødet i Bonn sidste måned har udkastet til slutdokumentet indeholdt ca. 250 sider: en guds velsignelse af alternative løsninger, en skov af kantede parenteser. Hvis vi ikke får styr på det, risikerer det at blive historiens længste og mest globale selvmordsbrev.

Denne uge i New York og Pittsburgh vil blive af afgørende betydning, om ikke andet så fordi det vil vise sig, hvor meget de globale ledere er rede til at investere i disse forhandlinger til at skubbe på for at få et vellykket resultat. Valget er klart: ingen penge, ingen aftale. Men også: ingen handlinger, ingen penge!

Klimamødet i København er en afgørende lejlighed til kollektivt at skifte kurs og sikre emissionsbegrænsninger, der kan holde den globale opvarmning på under to grader celsius. Så der skal kæmpes i denne uge i New York.

José Manuel Barroso er formand for Europa-Kommissionen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det vigtigste er nok udviklingslandenes klimatiltag og tilpasningsforanstaltninger. Gud hjælpe os, hvis det er de sorte høvdinge i Afrika, som vi skal betale for at de kan gennemføre foranstaltninger. Sikke nogle fede Schweizke bankkonti, de kan få ud af det.