Klumme

Skoldede skiderikker

I den globale pissepotte. I om ikke bengalsk så dog shakespearesk belysning
22. september 2009

Læste i går her i avisen, hvordan Anne Middelboe Christensens indleder sin rystede og rystende - på fladt dansk: begejstrede - anmeldelse af Det Kongelige Teaters/Skuespilhusets opførelse af Shakespeares Richard III med lovprisningen:

»Hvis Shakespeare havde kendt Søren Sætter-Lassen, ville han formodentlig have skrevet Richard III specielt til ham.«

Hvilket ikke vil sige så lidt i betragtning af, at de lærde ellers er ret enige om, at det i sin tid formentlig blev skrevet til en af teaterhistoriens allerstørste skuespillere nogensinde, Richard Burbage.

»Det charmerende, det påtrængende, det længselsfulde, det infantile, det brutale, det selvkritiske ... Alle psykopatens træk findes i Søren Sætter-Lassens sceneoptræden - forstørret i hans lillebitte krop, så hver en trækning af mundvigene og hver en sitren med en finger næsten giver stød nede på tilskuerpladserne. Oveni lægger han så den historiske Richard III's medfødte deformitet ... Alligevel er det stærkeste ved Søren Sætter-Lassens 54-årige Richard III ikke hans sygelighed, men hans humør. Han er simpelthen skrigende morsom hele stykket igennem, uanset om han besnakker, forfører eller myrder. Og dermed præsterer han en grotesk komik, der ... realiserer kernen i iscenesætteren Staffan Valdemar Holm og scenografen Bente Lykke Møllers Shakespeare-fortolkning: At afsløre dramaets resignation over magtmordernes >strategi.«

Så gav det også stød nede i læseren. Som ved ordene »At afsløre dramaets resignation over magtmordernes strategi«, kom til at tænke på de seneste dages dramatiske beretninger om, hvordan Klodens magthavere i både offentlige og private sektorer myrder livsbetingelserne for Globen, som Shakespeares teater hed og hedder i London. Ved tilsyneladende at være indstillet på at lade dens opvarmning og hedeture fortsætte i praksis under råben og skrigen om at ville gøre det modsatte.

'De farer rundt som skoldede skiderikker i en pissepotte,' ville min far, der ellers ikke brugte bandeord og den slags, have sagt.

Et kongerige for en hest

Til magtmordernes strategi hører henvisningen til det gode. Nok optræder i Richard III et af verdens mest kendte Shakespeare-citater, hvilket heller ikke vil sige så lidt, da Shakespeares dramaer er stoppet med Shakespeare-citater: »... den berygtede horror-replik, 'Et kongerige for en hest' ... i flerstemmig vrængen, endda.« Langt mere betydende er dog de Jesus-citater, direkte eller indirekte, som Shakespeares værker også vrimler med.

Allerede i Richard III's anden scene kommer skurkens første påberåbelse af de kristnes Vorherre: Lady, you know no rules of charity,/ Which renders good for bad, blessings for curses. (I kender ikke kærlighedens lov,/ der byder os at lønne ondt med godt/ og at velsigne den der har forbandet.). Richard III citerer næsten ordret, jævnfør Matthæusevangeliet, kapitel 5, vers 43 ff.

Som der ikke er grænser for alt det gode i form af økonomiske vækst i forbrug af naturmaterialer, nutidens magthavere må insistere på, før der rigtig kan gøres noget ved Klodens/Globens opvarmning.

Men hvad så med de/vi gode, der er parate til at begrænse DØV, Den Økonomiske Vækst, for om muligt at afværge risikoen for de største klimakatastrofer? Herom skriver biologen og forfatteren Jesper Hoffmeyer i dag på klimasiderne bl.a.: »Problemet er dybest set, at den del af befolkningen, der lader sig lede af idealistiske forestillinger, næppe nogensinde har overskredet fem-10 pct. Den moraliserende tone i artikler om klimaproblemerne begejstrer måske disse 10 pct., men preller af på resten. Det skyldes vel at mærke ikke, at befolkningsflertallet ikke vil lide afsavn for andre menneskers skyld, blot lader de fleste sig ikke bevæge af abstrakte argumenter. Og måske godt det samme, siger mit livs erfaring mig, for alt for ofte har idealisterne - som jeg selv - taget fejl ... Idealisme er ikke ufarlig.«

Nej, men var Churchill idealist, da han advarede mod datidens gode forsikringer om fred i vor tid? Som i dag James Hansen fra USA's klimaforskning påberåbte den engelske statsmand sig dengang realiteter. I fald Hoffmeyer betvivler dem, må han komme med konkrete henvisninger til andre realiteter. Henvisningen til Lomborg er i hvert fald mindre heldig, da denne netop ikke påpeger de »enorme potentialer for CO2-reduktioner i udviklingen af nye teknikker til energibesparelse«.

Anne Middelboe Christensen skrev, at det er »dramaets resignation over magtmordernes >strategi«, der afsløres. Ikke Shakespeares. Nok syntes 'Spyd-Rysteren' til tider total fortvivlelse og opgivelse nær, alligevel opbydes i stykke efter stykke modkraften - som f.eks. i Timon fra Athen ved afsløringen af pengenes fundamentale ondskab. Fordi de i selve deres væsen ophæver de sanselige, sansende og sansbare forskelle, der gør en forskel. Som gør livet menings-, sjæl- og åndfuldt.

Derfor vil jeg hellere end på Lomborg satse på den franske præsident Nicolas Sarkozy, der her i bladet i fredags blev citeret for budskabet: »I årevis har de officielle tal pustet til mere økonomisk vækst (...) Det ser nu ud, som om denne vækst er ved at true planetens fremtid og ødelægge mere, end den skaber. Tiden er løbet fra BNP (bruttonationalproduktet målt i penge).«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det synes mig, Ejvind L
.
med sit selektive citat fra Jesper H.s debatindlæg argumenterer forbi dennes pointe/hensigt.

Det, jeg læser i dennes indlæg, er en gøren opmærksom på, at en anden og yderligere fare udover den mulige klimakatastrofe
(Jesper H. skriver: ”Efterhånden som katastroferne hober sig op…”)
er, at magthavere, både politiske, økonomiske og videnskabelige, kan bruge denne og den angst den frembringer til at gennemføre udemokratiske, ’økofascistiske’ forvaltningsformer rundt omkring på kloden.
Og at en ’idealistisk, moralsk’ forargelse vendt mod andre debattører (eksemplificeret med Lomborg) kan (mis)bruges til at lukke for både demokratiets og videnskabens etiske forudsætning: Den åbne, frie debat.

Tendenser til at begrænse demokratiet ved hjælp af diffus frygt har vi jo set i forbindelse med ”krigen mod terror” og den stigende militarisering af den ’sikkerheds’-politiske tænkning.

Bortset fra det er jeg enig med Ejvind L. i, at henvisningen til Lomborg er mindre heldig, fordi ”denne netop ikke påpeger de »enorme potentialer for CO2-reduktioner i udviklingen af nye teknikker til energibesparelse«.”
At eksemplificere med f.eks. Svensmarks teorier havde måske været mindre uigennemskueligt.

Jeg er også enig i at pengene(den abstrakte bytteværdi)
”i selve deres væsen ophæver de sanselige, sansende og sansbare forskelle, der gør en forskel. Som gør livet menings-, sjæl- og ånd fuldt”, uden at jeg dog af den grund vil kalde dem ’onde’. De er jo bare et redskab, ligesom en – økse.
Og selv om jeg også er enig i, hvad Ejvind L. citerer Sarkozy for om at
”tiden er løbet fra BNP (bruttonationalproduktet målt i penge)”,
(hvad jeg dog ikke kan finde denne skulle have sagt i den henviste artikel), så vil jeg dog heller ikke ’satse på’ ham frem for på Lomborg, da jeg ikke har tillid til, at han ikke vil bruge det til at føre økonomisk ’overklassekamp’ mod ’underklassen’.

Med venlig hilsen

For at supplere mit ovenstående indlæg:

Idag muliggøres populistisk, mediemanipulerende og autoritært, ’fascistoide’ udviklinger måske i den nuværende globalpolitiske situation især af den nationalstatslig (og/eller regionale) opsplitning af de politiske beslutningsorganer.

Mens mange økonomisk ’tunge’ magt/beslutnings-strukturer har overskredet den nationalstatslige opsplitning og opererer transnationalt, bl.a. ved at spille de forskellige statslovgivninger ud mod hinanden, så muliggør den statslige opsplitning, at de politiske magthavere i de rigere nationalstater (og disses regionale samarbejdsorganer), hvis magt jo er afhængig af den nationalt afgrænsede opbakning de kan skaffe sig, kan få opbakning også fra de ringere stillede befolkningssegmenter i deres egne lande og på den måde overskride den nations-interne monetær-økonomiske fordelingskamp (profit versus løn, arbejdsmarkedets modsætning mellem arbejdskøbere og arbejdssælgere, eufemistisk: Arbejds’giverne’ mod løn’modtagerne’),
hvis og når denne begynder at antage systemoverskridende karakter.

Det, der karakteriserede det 20’de årh. s ’totalitære’ styrerformer i mellem-, syd-, og øst-europa i disses forskellige afskygninger, var vel, at de som mindre økonomisk magtfulde eller kriseramte nationalstater militariserede den økonomiske konkurrence mellem nationerne om de planetariske natur-ressourcer til en kamp mellem ’would-be imperier’.
Den politiske handlekraft kanaliseredes over i en overindividuel, identitetsgivende ’nationalstatsegoisme’ vendt mod national- og kultur-’fremmede’ fjendebilleder, for de rige landes ’underklasse’ vidste (og ved jo endnu mere i dag), at de trods alt havde (og har) det bedre end de sultne, fattige og ’underudviklede’ masser i de fattige, og dengang også formelt koloniale, lande.

Med venlig hilsen

Med henvisning til land- og byalmuens (proletariatets) ret og pligt til at overtage og vidreføre borgerskabets digtning og videnskab: Hit med den hest - og kongeriget med.