Kronik

Store idealister efterlyses

Den politiske debat lider af akut iltmangel på grund af den manglende politiske idealisme på Christiansborg. Et potent politisk system har brug for næring i form visioner og ideer
Find en idealist! Tænketanken Cevea har fået foretaget en meningsmåling, der viser, at danskerne gerne vil have mere idealistiske politikere end dem, der nu tegner dansk politik. Billedet er fra afslutnings-debatten før valget i 2007.

Find en idealist! Tænketanken Cevea har fået foretaget en meningsmåling, der viser, at danskerne gerne vil have mere idealistiske politikere end dem, der nu tegner dansk politik. Billedet er fra afslutnings-debatten før valget i 2007.

Brian Berg

Debat
25. september 2009

Idealismens iltmangel i den politiske debat udgør et alvorligt samfundsproblem. Den blokerer for det første for, at vi kan tage de helt afgørende samfundsmæssige diskussioner om fremtidens Danmark. Det handler bl.a. om at håndtere den stigende ulighed, markedsgørelsen af den offentlige sektor, den fremtidige finansiering af velfærdsstaten og sikringen af det globale klima.

For det andet betyder det på længere sigt, at politikerne kan underminere deres egen rolle i demokratiet. Hvis politikere svigter de store visioner, vil de reducere sig selv til en form for statsbureaukrater, der ikke kan give svar eller retning på fremtidens udfordringer. Billedet på fremtidens politiker kan således meget vel blive 'den politiske servicebureaukrat', der sidder ved den demokratiske hotline og tager imod klager fra vælgerne - hvorefter han eller hun forsøger at tilrettelægge politikken efter de indkomne klager og meningsmålinger. Mens det ikke ligger i jobbeskrivelsen at formulere målsætninger og drømme, der kan bryde med det allerede eksisterende.

Men politikernes demokratiske legitimitet handler også om deres evne til at gå forrest med nye dagsordener, tage ansvar for upopulære beslutninger og have mod til at udfordre vælgerne.

Markedsgørelse

Den aftagende idealisme i moderne dansk politik skyldes dog ikke alene politikerne, men i lige så høj grad den samfundsmæssige udvikling, som har ændret de vilkår, politikerne agere ud fra.

Politikerne er blevet sælgere. Og borgerne er blevet købere. Over de sidste 30 år har det danske demokrati groft sagt udviklet sig fra et væsentlig mere deltagelsesbaseret demokrati til et liberalt markedsdemokrati. Det betyder, at det politiske system og særligt de politiske partier flytter fokus fra udbud til efterspørgsel. Og det medfører ifølge den britiske professor i politisk markedsføring Margaret Scammell, at politikerne i stigende sætter fokus på den kortsigtede behovstilfredsstillelse hos vælgerne.

Partierne er således ikke længere folkelige bevægelser med mange medlemmer og loyale kernevælgere. De er blevet små elitære markedspartier, der konkurrerer om stemmer på næsten kommercielle vilkår. Den vigtigste markedsplads for partierne er i dag massemedierne, hvis største succeskriterium groft sagt er sorte tal på bundlinjen. Medieudviklingen har på den positive side givet mere kritisk og uafhængig journalistik i kraft af løsrivelsen fra partierne, men samtidig har de på den negative side flyttet fokus fra væsentlighed mod identifikation og konflikt som de vigtigste nyhedskriterier.

Det moderne markedsdemokrati er kort sagt domineret af topstyrede og professionelle politiske partier, der kappes om det stigende antal svingvælgere i et kommercialiseret medielandskab.

På markedsvilkår?

Men vælgerne er slet ikke interesserede i idealer, vil de kyniske politiske kommentatorer indvende. De vil blot have effektive løsninger på hverdagens problemer.

Men passer det egentlig? Tre ud af fire danske vælgere mener, at der er brug for mere idealisme i dansk politik. Det viser en ny undersøgelse blandt 1.005 danskere som analyseinstituttet Interresearch har lavet for tænketanken Cevea. Det bryder med forestillingen om, at den eneste vej til magten er kynisk leflen for vælgerne - den langsigtede vision kan også sælge billetter anno 2009.

At idealisme spiller en afgørende rolle i moderne politik bekræftes også af valgforskningen fra Aalborg Universitet, der med udgangspunkt i undersøgelser fra Folketingsvalget i 2005 peger på, at vælgerne i højere grad stemmer på partier med mere vidtgående synspunkter, end dem de selv har. De vil hellere have store idealister og ledere, der trækker samfundet og debatten i deres egen retning end politikere, der i størst mulig udstrækning repræsenterer vælgernes egne synspunkter.

Ceveas undersøgelse viser endvidere, at vælgerne ikke finder, at landets førende politikere er de helt store idealister De fleste danskere mener, at partilederne kun »i nogen grad« eller »i mindre grad« er idealister. Eksempelvis mener kun 6,7 procent af danskerne, at statsminister Lars Løkke Rasmussen »i høj grad« er idealist. Udfordreren Helle Thorning-Schmidt klarer sig kun lidt bedre med en score på 13 procent.

Dermed kan ingen af de to ledende skikkelser i dansk politik tilnærmelsesvis få prædikatet idealist - snarere det modsatte. Hele 46,8 procent af respondenterne giver således udtryk for, at Lars Løkke Rasmussen »i mindre grad« eller »slet ikke« er idealist. Det er syv gange så mange som dem, der mener, at han i høj grad er idealist.

Dette er måske ikke så overraskende. For regeringspartiet Venstre har de seneste ti år bevæget sig længere og længere fra deres ideologiske udgangspunkt. En god sjat velfærdsvenlig socialdemokratisme og forskellige skud Dansk Folkaparti-idealer har således gjort Danmarks liberale parti regeringsdueligt. Samme vandring kan man iagttage hos S og SF, der ligeledes søger en klart pragmatisk kurs, hvor det højt profilerede udspil »Fair forandring« kan betragtes som mere valgstrategisk end idealistisk.

Man kan også undre sig over, at danskerne betragter Villy Søvndal som en større idealist end Helle Thorning, da SF's strategiske kursskifte om noget viser, at de er villige til at gå på kompromis med de fleste af deres idealer for magtens skyld. Det hænger muligvis sammen med, at Villy Søvndal er bedre til at skabe kant, vise indignation og er karismatisk. Men når det kommer til valgdagen, bliver vælgernes opfattelse den politiske virkelighed.

Større udbud

Men hvorfor har vi ikke store idealister i dansk politik, når vælgerne ifølge undersøgelsen efterlyser det? Et bud kunne være, at der ikke er sammenhæng mellem udbuddet af idealister og efterspørgslen efter dem. Markedet regulerer ikke altid sig selv - det har finanskrisen på det seneste mindet os om. Problemet er, lidt sat på spidsen, at de politiske partier hverken udbyder idealistisk politik eller idealistiske politikere at vælge imellem.

Som en respons på de manglende visioner og ideer fra politikernes side, har Danmark fået flere uafhængige idépolitiske tænketanke, der på hver sin måde forsøger at holde idealismens fane højt.

I Cevea forsøger vi at skabe langsigtet debat om eksempelvis den stigende ulighed, markedsgørelsen af den offentlige sektor og finansieringen af fremtidens velfærd. Og vi uddanner årligt 25 unge spirende idealister til at tage del i den politiske meningsdannelse.

Vores opfordring til partierne er at droppe lefleriet for vælgerne og tage udgangspunkt i egne idealer. Derfor vil vi også opfordre især centrum-venstre-partierne til at droppe lefleriet for vælgerne og tage udgangspunkt i egne idealer. Samfundet har brug for, at I tør sætte fokus på jeres politiske idealer og tænke længere end næste valg. Det er jeres rolle at gå forrest, og meget tyder på, at vælgerne gerne vil have langsigtede drømme og visioner.

Idealismen er derude.

Anders Dybdal og Jens Jonatan Steen er hhv. uddannelsesleder og direktør for tænketanken Cevea

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Cevea har fuldstændigt ret i, at der mangler politikere har kan tænke visionært, og pege på nye mål.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det er idealister, der savnes. Dogmatikere er sjældent meget bevendt.

Har Cevea gjort sig nogen overvejelse om hvordan disse visionære personer skulle have i folketinget, eller på anden kan komme til at påvirke udviklingen?

Hold da helt op! Jeg var ikke klar over at CEVEA blev oprettet for at konkurrere med CEPOS om at komme med tomme udsagn og tyndbenede analyser.

Hvis man f.eks. refererer en undersøgelse der rent umiddelbart konstaterer at "Tre ud af fire danske vælgere mener, at der er brug for mere idealisme i dansk politik" og en anden undersøgelse der oplyser os om at "vælgerne i højere grad stemmer på partier med mere vidtgående synspunkter, end dem de selv har", så burde man leve op til sin selvproklamerede rolle som "tænketank", og fortælle os hvorfor vi så har cirka 178 (+/- 1) levebrødspolitikere i Folketinget?

Det skulle vel ikke kunne skyldes at:

1. hvis man spørger folk: "Vil du have flere idealister i Folketinget?", så vil de færreste svare nej, uanset om de til enhver tid vil stemme på den politiker der lover at deres huspris vil stige og deres lånerente falde.

2. at de mennesker der har stemt på V, K eller O gerne vil holde ryggen fri, og derfor gladeligt svarer ja til atdet parti de har stemt på, har mere yderligtgående holdninger end de selv har.

At vores sidste/seneste ægte idealist, Svend Auken, røg ned af piedestalet, skyldtes jo nok mere at meningsmålinger og fokusgrupper underkendte hans chancer for at vinde regeringsmagten, end at Mogens Lykketoft et al. bare bedre kunne lide Poul Nyrup.

Hvis CEVEA ikke kan komme med andet end et ekko af CEPOSs tomme udsagn om behovet for visioner, så er det spild af arbejderbevægelsens penge.

Hvis CEVEA vil noget seriøst på markedet, så bør de opstille nogle seriøse lister over hvilke midler og principper der er i spil i den politiske hverdag, og påvise hvorfor der er seriøs forskel på anvendelsen af disse på vejen til f.eks. lavere skat, alt efter om man vælger vejen til højre eller vejen til venstre ... det er nemlig en beskrivelse af den sande idealisme i dansk politik!

Få nu frontallappen i gear, drenge!

;-)

Heinrich R. Jørgensen

Rettelse:
"skulle havne i folketinget"

Det nuværende folketing er et administativt rengøringshold som er igang med at feje de sidste rester af demokratiet ud, så vi kan blive klar til europas forenede stater. Og de erklærede EU modstandere i DF er de første til at svinge kosten, de er bare for nærsynede til at kunne se det selv.
Så der er ikke brug for visionære idealister kun knofedt, med mindre nogen kan hive folket væk fra tossen i tide.

Vi behøver ikke store idealister, men blot mennesker der kan lade være med at generaliserer...Lande, religioner, grupper, o.s.v

Blot helt almindelige mennesker med en god uddannelse, der ikke ser liver i sort og hvidt.

*generalisere

*livet

Ifølge Encyklopædien er en idealist en upraktisk sværmer.

Næppe noget der er mere behov for - altså i Folketinget.

Når man ser på det forrige århundredes store idealister såsom Lenin, Stalin, Hitler og Mao så skræmmer sporene.

I øvrigt er der noget oxymoront over kronikken. Den harcellerer over markedstænkningen samtidigt som den anvender en markedsundersøgelse for at understrege behovet for idealister.

Til sidst markedsfører Cevea sig selv:

I Cevea forsøger vi at skabe langsigtet debat om eksempelvis den stigende ulighed, markedsgørelsen af den offentlige sektor og finansieringen af fremtidens velfærd. Og vi uddanner årligt 25 unge spirende idealister til at tage del i den politiske meningsdannelse.

Men jeg kan da være enig i, at demokratiet som nerven i vores samfund trænger til en reformation.

Ja, Bjørn Herring, det først der faldt ind var sindsyge, da ord STORE idealister blev nævnt.

Er det ikke sådan, at i de STORE, findes de MINDSTE, hvad menneskelige egenskaber angår. Det antyder historien da.

Var det ikke Mao der helst muntrede sig mig mindreårige........blot et eksempel fra de vanvittiges historie.

Nej tak tildet STORE vanvid, men et kært velkommen til almen forøget viden, gennem et sundt og godt undervisningssystem

Det kunne godt trænge til en storvask...

Fejlene haglede ind, så en gentagelse er på sin plads.

Ja, Bjørn Herring, det der først der faldt ind var sindsyge, da ordet STORE idealister blev nævnt.

Er det ikke sådan, at i de STORE, findes de MINDSTE, hvad menneskelige egenskaber angår. Det antyder historien da.

Var det ikke Mao der helst muntrede sig med mindreårige……..blot et eksempel fra de vanvittiges historie.

Nej tak til det STORE vanvid, men et kært velkommen til almen forøget viden, gennem et sundt og godt undervisningssystem

Det kunne godt trænge til en storvask…