Læsetid: 5 min.

Tarantinos Inglorious Basterds er en jødisk hævnfantasi

De ekstreme voldsscener i Quentin Tarantinos 'Inglorious Basterds' kritiseres for at være unødvendige og alt for grafiske. Men skalperinger og knuste kranier har en pointe, for Tarantino havde ikke i sinde at lave en ren film, mener ph.d. i dansk litteratur Claus Krogholm
Eli Roth (tv) spiller sergant Donny Donowitz, der  hygger sig med at dræbe tyskere med sit baseballbat. Som løjtnant  Aldo Raine hygger Brad Pitt sig ligeledes med at snitte hagekors i panden på sine ofre.  Der er delte meninger om, hvorvidt den ekstremt grafiske vold i 'Inglorious Basterds' er nødvendig.

Eli Roth (tv) spiller sergant Donny Donowitz, der hygger sig med at dræbe tyskere med sit baseballbat. Som løjtnant Aldo Raine hygger Brad Pitt sig ligeledes med at snitte hagekors i panden på sine ofre. Der er delte meninger om, hvorvidt den ekstremt grafiske vold i 'Inglorious Basterds' er nødvendig.

Universal studios

Debat
15. september 2009

Quentin Tarantino er en filminstruktør, der deler vandene. På den ene side anerkendes han som en talentfuld instruktør; på den anden side finder mange hans ironi og voldsæstetisering stærkt problematisk. Det er ikke anderledes med hans nye film Inglourious Basterds. Her er det ikke blot skalperinger og kranieknusninger, der vækker debat. Det handler nok så meget om, at Tarantino lader en gruppe jødisk-amerikanske soldater terrorisere bag de tyske linjer og medvirke til, at Anden Vverdenskrig slutter allerede i juni 1944 ved at udslette hele den nazistiske top. Kontroversen står dels om den kontrafaktiske omgang med historien, og dels om det moralsk forsvarlige i at lade en gruppe jøder få hævn ved at optræde lige så bestialsk som de nazister, der traditionelt har været bødlerne - såvel historisk som på film.

Voldsskildringen er som altid omdiskuteret. Informations anmelder, Liselotte Michelsen, skriver således: »Skalpering og sønderskudte og -knuste hoveder - trods Tarantinos tykke lag af ironi er det mig umuligt at se hverken humor eller spændende frækhed ved det. Jeg synes blot, det virker ækelt og plat.« (27. august). De eksplicitte voldseskapader kan forekomme overflødige. De er ikke nødvendige for hverken handling eller karaktertegning. De fremstår som excesser, der ikke tjener andet formål end netop at ækle, eller - hvis ens temperament går i den retning - at underholde.

Ikke bare en film

Det er ofte sagt om Tarantinos film, at der nok er tale om elegante stiløvelser, men at det også er film uden dybde og substans. Tarantino ses som en typisk postmodernist, der stil- og genrebevidst citerer frit fra filmhistorien uden at bekymre sig om hverken historisk eller æstetisk kontekst. Ved at lægge ironisk distance til filmens indhold garderer han sig samtidigt mod enhver kritik. Det er jo bare film. Men for Tarantino er der ikke noget, der bare er film. Det er tydeligere end nogen sinde før i Inglourious Basterds. Filmens hovedplot, attentatet mod den nazistiske top, går under kodenavnet 'Operation Kino' og det hele kulminerer ved en filmforevisning i en biograf i Paris. En lang række af karaktererne har en relation til film som skuespillere, filmkritiker eller biografejer. Film bliver et våben, dels i form af Goebbels propagandafilm, men også helt bogstaveligt i form af 350 brandfarlige nitratfilm.

Nok så interessant er filmens fokus på Goebbels som filmproducent. Det er naturligvis kendt, at propagandaministeriet producerede film som Jud Süss og Der ewige Jude. Men der blev også produceret masser af lystspil, komedier, musicals osv., der ikke tjente propagandaformål. Goebbels mål var at skabe en ren, tysk filmindustri som et modspil til det 'jødiske' Hollywood. Dermed bliver film en art krig i krigen, hvor fronterne står mellem den rene, 'tyske' film og den urene, 'jødiske' bastardfilm.

Her skal man være opmærksom på den mise-en-abyme, Tarantino betjener sig af; dvs. filmen i filmen, der fungerer som en kommentar til filmens tema. Filmen i filmen er Stolz der Nation, Goebbels seneste propagandafilm. Det er den, der skal præsenteres i biografen i Paris. Filmen handler om Fredrick Zoller, en tysk krigshelt der ene mand har dræbt 300 allierede soldater. Ved premieren vil alle naziledere, inklusive Hitler, være til stede. Biografen er derfor det oplagte mål for et attentat. Men biografens ejer, den jødiske Shosanna Dreyfus, hvis familie er blevet udslettet af SS, vil også udnytte lejligheden til at få sin hævn. Hun planlægger derfor at brænde biografen ned under filmforevisningen.

En uren film

Det er her, de 350 brandfarlige nitratfilm kommer til at spille en rolle. Men tyskerne skal også vide, at der er tale om hævn, så Shosanna fremstiller selv en lille film. Den bliver klippet ind i propagandafilmen, således at den rene, tyske film pludselig forvandles til en uren, jødisk film: »Look at this face. This is the face of Jewish vengeance!«. Denne mise-en-abyme afspejler den film, vi ser: Inglourious Basterds. Det er en Tarantino-film, men den - fiktive - propagandafilm, vi ser i filmen: Stolz der Nation, er ikke instrueret af Tarantino, men derimod af Eli Roth (der spiller Donny 'The Bear Jew' Donowitz). Så også i Tarantinos Inglourious Basterds er der klippet en jødisk instruktørs film ind. Inglourious Basterds er selv en uren bastardfilm. I den forbindelse sker der også en fordobling af tilskuerpositionen. Det nazistiske biografpublikum i filmen jubler, når de ser den tyske soldat gøre det af med de allierede soldater. Jublen forstummer, da 'the face of Jewish vengeance' viser sig på lærredet, og biografen bryder i brand. Det er næsten som om, Tarantino vil have sit eget publikum, der jubler når The Basterds skalperer tyske soldater, til at tænke over, hvad de egentlig ser. Hvis vi bare jubler over voldsexcesserne, er vi så, når alt kommer til alt, så meget anderledes end nazisterne, der begejstres over en propagandafilm?

Ja, for der er en forskel. I Inglourious Basterds er film et våben, og der er en krig mellem den rene og den urene film. Den krig vinder den urene, 'jødiske' bastardfilm, og derfor kan Tarantino også lade krigen slutte et år for tidligt. Fordi det er det, bastardfilmen kan: se stort på normer, historiske kendsgerninger og god smag. Inglourious Basterds - og Tarantinos film i det hele taget - er en hyldest til bastardfilmen. Film, der ikke laver grænsedragninger mellem rent og urent, kunst og kommerciel film, det fine og det lave. Filmen har siden sin fødsel været en hybrid, en bastard. Tarantino er ikke diskriminerende, når det handler om film. Han henter sin inspiration fra såvel filmkunstens kanoniserede hovedværker som fra b-film, exploitation og trash. Man kan mindes, hvad Salman Rushdie sagde: »De Sataniske Vers hylder hybriditet, urenhed, blanding og den forvandling, der følger af nye og uventede kombinationer af mennesker, kulturer, tanker, politiske ideer, film, sange. Den jubler over bastardiseringen og frygter det Renes absolutisme.«

Tarantinos filosofi

Inglourious Basterds kunne være lavet uden skalperinger, og uden at knuse kranier med baseballbats. Så ville det være en renere film. Men derved ville Tarantino komme i konflikt med sin egen filmpolitiske og -æstetiske filosofi. Excesserne, overdrivelserne er det, der gør filmen til en bastard. Det er forskellen på nazisternes jubel i biografen: De tror, de fejrer det Renes absolutisme: og så publikums begejstring over Tarantinos seneste excesser. Det er en fejring af bastardiseringen.

 

Claus Krogholm er ph.d. i dansk litteratur og arbejder som ekstern lektor

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hollywood har vundet mange militære slag for USA, og også i tilfældet 'Inglorious Basterds' er virkeligheden en anden - men propagandaen den samme.

Jøderne fik deres hævn ved Den Røde hærs storm på Berlin. Jøderne udgjorde en repræsentativ andel af officerer og soldater i Den Røde hær...