Kommentar

Alt tyder på, at klimatopmødet bliver et flop

Tiden er moden til at tale åbent om værdikontroverserne i forbindelse med klimaforhandlinger og behovet for en 'plan B'
28. september 2009

Det myldrer ind med nye resultater om konsekvenserne af den globale opvarmning. Desværre synes de nye resultater alle at gå i den gale retning. De skadelige konsekvenser udvikler sig hurtigere end vurderet af FN's klimapanel (IPCC) i 2007. Naturens evne til at absorbere CO2 viser sig at være mindre end tidligere antaget, og omkostningerne ved en fortsat forøgelse af drivhuseffekten er større.

Derfor kunne man forvente, at de internationale forhandlinger op til klimatopmødet i København i december (COP15) ville være meget konkrete og konstruktive. Til trods for lyspunkter fra Kina og Japan er de rige landes reaktion stort set lige modsat: Store ord, små eller ingen forpligtelser og pokerspil om, hvem der skal betale. Der er brug for mindst 100 mia. dollar ekstra om året fra i-landene til støtte for u-landenes bæredygtige udvikling svarende til ca. 100 dollar pr. person i OECD-landene. Men man har ikke en gang kunnet komme frem til en metode til at skaffe disse penge.

Værdikonflikt

De rige lande har afholdt en lang række møder om klimaproblemerne i år, senest ved FN's generalforsamling i New York. Det har ikke skortet på flotte forslag om CO2-reduktioner på op til 80 eller 90 pct. i år 2050, hvor alle de nuværende beslutningstagere har forladt scenen. Det interessante er imidlertid, hvad de rige lande vil forpligte sig til i år 2020. De seneste videnskabelige analyser peger på behovet for mindst 40 pct. reduktion i forhold til udslippet i 1990. EU har garanteret 20 pct., mens næsten alle de øvrige udspil har betydeligt lavere reduktionsmål. Det hænger ikke sammen. Det hjælper heller ikke meget, at en række af de rige lande har tilsluttet sig kriteriet om maksimalt to graders temperaturstigning, når det ikke hæftes op på kvantitative forpligtelser om de nødvendige udslipsreduktioner.

Dette rejser i sidste ende det fundamentale spørgsmål om demokratiet overhovedet er i stand til at handle effektivt over for problemer med en tidshorisont på 10 gange en valgperiode eller mere?

Den centrale værdikonflikt i den forbindelse er, om der skal gives første prioritet til varetagelsen af den nuværende generations velfærd og interesser, eller der skal tages lige så meget hensyn til de fremtidige generationer? Den nuværende generation synes foreløbig at mene, at den skal have første prioritet blandt andet med den undskyldning, at de fremtidige generationer vil være smarte nok til at finde deres egne løsninger på problemerne. Hvis der er et folkeligt flertal for denne vurdering, vil de fleste demokratiske politikere følge deres vælgere og finde passende undskyldninger for at udskyde den nødvendige bekæmpelse af den globale opvarmning.

Ønsketænkning

Jeg har deltaget i tre internationale konferencer om bæredygtig udvikling og global opvarmning i den seneste måned, og spørgsmålet om demokratiets afmagt over for langsigtede beslutninger kom frem ved flere lejligheder - dog uden gode forslag til alternativer. De mest kontante forudsigelser gik ud på, at demokratiet ville blive afløst af en eller anden form for diktatur, når katastroferne begyndte at vælte ned over kloden.

Jeg er enig i, at det nok vil kræve alvorlige miljømæssige og sociale konsekvenser af den globale opvarmning, før de politiske beslutningstagere i de rige lande for alvor sætter gang i bekæmpelsen af den skræmmende udvikling. Selv om det ikke er en specielt begavet form for politisk strategi, kan man dog håbe på, at de demokratiske politikere til den tid er tilstærkkeligt handlekraftige til at undgå 'den stærke mand'.

I øjeblikket er der ikke meget, der tyder på, at COP15 i København undgår at blive et flop, hvis man forventer en ny aftale, der sikrer, at klodens klima ikke går ud af kontrol. Der tales allerede på højeste politiske plan om, at københavnermødet kun bliver en mellemstation på vejen mod en aftale i 2010. Det er jo en bekvem 'plan B', men en meget beskeden en af slagsen.

En mere konstruktiv plan B kunne bestå i, at en række progressive lande gik sammen og inden december forpligtede sig til reduktioner af CO2-udslippet på 40 pct. i 2020 i forhold til 1990. Dette kunne suppleres med en forpligtelse til at yde en ekstra støtte til en teknologisk udviklingsfond for u-landene på en halv procent af BNP stigende til én pct. i 2020. Gruppen af progressive rollemodeller kunne f.eks. bestå af de nordiske lande sammen med Holland. Det er naturligvis ren ønsketænkning, men mirakler kan ske.

Niels I. Meyer er professor emeritus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Professor emeritus Niels I Meyer er helt klart en ikon i forskermiljøet, men jeg har aldrig forstået hvordan man kan nå frem til de politiske antagelser og betragtninger om verdens udvikling, som professor Meyer gennem årene har givet udtryk for .

Jeg mener de vestlige demokratier er ganske robuste, og at de almindelige vælgere har en meget høj grad af sund fornuft.

Jeg har det rigtig dårligt med, at bl a højintelligente forskere ligesom "ser ned" på folket, som betaler deres forskning o s v.

Jeg vil helere leve i et ægte demokrati, der af og til kommer til at fjumre lidt, frem for i et styre, hvor en "elite " regerer folket

jan henrik wegener

En mulig tilføjelse: En gruppe lande kunne tænkes indbyrdes at blive enige plus lave sanktioner mod udvalgte "mål" udenfor (presse med sanktioner mod handel, kreditgivning og andet samarbejde).

Da jeg var en ung mand, ledte vi lorte direkte ud i havnene, og smadrede i det hele taget alt omkring os.

Det blev stoppet fordi vi kunne se at det ikke holdt i længden, og vi betalte langt hen af vejen landbrug og industri for at lade være med at ødelægge vores omgivelser.

Det holdt hårdt nok dengang.

Jeg tvivler på om vi kan gøre det en gang til.

Industrien venter bare på en sitiuation, hvor de kan få tosserne (det er vist os) til at betale for at rydde op efter dem.
Politikkerne er betalt (på den ene eller anden måde) af industrien.
Politikkerne venter på at industrien gør noget.

Gå til start, og betal når du lander på slotspladsen.

Karsten Johansen

Naturlovene driter loddrett i hva klimatoppmøtets snakkehoder kommer fram til av varm luft. Det begriper sjølsagt ikke snakkehodene og alle de andre ignorantene som utøver sitt stupide diktatur til menneskehetens undergang - under stadig mer øredøvende hese jubelskrik.

"En studie fra det britiske meteorologiske instituttet sier (at, KJ.) den globale temperaturen kan stige med fire grader allerede om 50 år. Det kan gi katastrofale følger for store deler av kloden."

http://www.adressa.no/vaeret/klima/article1391029.ece

Man skulle jo tro, at slike rapporter omsider ville ført til den forlengst overmodne oppvåkningen på feltet menneskeskapte klimaendringer.

Men hva ser vi?

Joda, vi ser såmenn en ubekymra reklameagent Obama annonsere sin snarlige ankomst til København, men: ikke for å forberede livsviktige
ting i forbindelse med den kommende klimakonferansen, neida, så langt ifra.

***I stedet ankommer en sportslig-nasjonalistisk oppspilt Obama København om få dager for å gjøre reklame for OL i Chicago om en ti års tid. Hellige enfold: det synes ikke overhodet å foresveve denne
idioten, hvordan tilstanden i verden og i hans land vil være til den tid. Her avslører Obama ubarmhjertigt, hvorfor hans regjering og menneskehetens uhyre flertall uvegerlig går til helvete: man vegrer seg ikke bare helt til det
siste, men milevidt hinsides det siste, å erkjenne noesomhelst ubehagelig og alvorlig. Man innstiller seg aldri på den faktisk foreliggende virkelighet,
før lysår etter at absolutt alle andre "utveier", dvs. utflukter, er ikke bare prøvd, nei skamredet langt inn i det totalt absurde. Man løsriver seg ikke fra
sitt vanemessige idioti, før det er 200 pst. sikkert at det er alt, alt for seint.***

Hvorfor Obama har fått "makta" og "seiret" i USA er såmenn beskrevet av en førhen kjent tysk historiker i et verk om Weimarkatastrofen for godt sytti år siden (Arthur Rosenberg: "Geschichte der Weimarer Republik" var ca. 1975 oversatt og utgitt på alle verdensspråkene, men er sjølsagt
aldri hverken lest av norske eller danske historikere eller utkommet på norsk eller dansk, slik tifellet er med langt det meste virkelig tungtveiende. På islandsk vil man derimot finne slikt: det er nok alt annet enn tilfeldig at Snorre var fra Island, og
ikke herfra, hvor en fåtallig, forkommen og forfengelig akademikerstand i vår tid sjelden har vært i stand til å bli interessert i historisk vesentlige ting, om så bare de som angikk en sjøl. I Norge og Danmark er all erkjennelse blitt fortrengt ut av de ledende kretser og overlatt til latterliggjorte einstøinger og autodidakter. Her er Skandinavia
som USA, Tyskland og EU slitsomt prototypisk for det Nietzsche kalte "det altformenneskelige", dvs. det jeg sjøl vil kalle de dominante genetiske anlegg
i arten homo sapiens sapiens i all sin ulykksalige tilkortkommenhet.)

Rosenberg om den tyske republikktro fløyens kortvarige gjenkomst ved makta i mai 1921: "Men denne framgang for venstresiden var kun tilsynelatende. Kontrarevolusjonens makter var i økonomien, i militæret, i forvaltningen og i
justisvesenet så mektige, at de uten risiko kunne stå utenfor regjeringa. De overlot til den republikanske venstresida den pinlige og utakknemmelige oppgaven det var at slåss med Ententemaktene (Storbritannia og først og fremst det revansjistiske Frankrike, min anm., KJ.) om reparasjonsbetalingene (erstatningsbetalinger etter
første verdenskrig, KJ.)" (den tyske 1975-utgaven fra EVA side 107).

Her har vi en temmelig presis historisk parallell i mai 1921 til situasjonen nå i USA og verden høsten 2009: Obama er overlatt den symbolske "makten"
kun fordi den krigsforberedende og egentlig makthavende storkapitalen i USA og ellers er helt trygge på at de har makta og at det gavner dem og skader venstresiden å la den sistnevnte blottlegge sine illusjoner og derved forsterke reaksjonens
forlengst totalitært toneangivende ditto. Også i 1921 ventet storkapitalens inflasjons- og forarmelsespolitikk rett bak neste hjørne, men som alltid kunne de egentlige ansvarlige bekvemt trekke seg tilbake til skyggene og smi sine renker derfra, mens venstresidens idioter pliktoppfyllende anstrengte seg til det ytterste for å ivareta sine dødsfienders politiske forretninger i deres midlertidige politiske fravær og dermed gjøre sin egen og det skrøpelige demokratiets kranke skjebne uunngåelig.

Dette er og forblir den urokkelige historiske lovmessigheten fra regjeringen Wirth 1921
til Obama og Stoltenberg osv. 2009, blott at i den mellomliggende tiden er nesten enhver om så bare teoretisk opposisjon mot galskapen blitt utslettet, slik at alt nå forløper langt mer friksjonsfritt mot katastrofen enn i 1921, for hvor tyske arbeidere den gang streiket og grep til våpen i full forvirring og tåpelig-illusjonær revolusjonisme, er nåtidens folkelige skikt altfor opptatt med sin TV til overhodet å ha politiske og økonomiske (for slett ikke å snakke om økologiske) forestillinger som skiller seg fra den dypeste reaksjons. I dag er det "den revolusjonære venstresiden"som er de eneste ideologiske bannerførere for det kritiske synets totale sammenbrudd og kapitulasjon. Der Noske og co. befant seg i 1921, langt til høyre for den kloke revisjonisten Bernstein, finner vi i dag nåtidas lille gruppering av offentlige "marxister".

Kan det bli verre? Selvsagt - og at det vil bli det er så sikkert som at tyngdeloven virker.

jan henrik wegener

Alle, selv amerikanerne, må dog være påvirkelige. Især en bestemt type argumenter ville vel også de mest snævert "pengeøkonomisk" orienterede være lydhøåre overfor,her, i EU, USA, alle vegne. Selvfølgelig drejer det sig om smahandel, markeder, kapitalbevægelser og sidst men bestemt ikke mindst kreditter. Alle, ikke m,indst de mest "frihedsorienterede" vil naturligvis helt frivillgt blive samarbejdsvillige så snart disse emner kommer setriøst ind.

Mads Kjærgård

Det er squ svært at tage det klimatopmøde alvorligt når man herhjemme har en miljøminister der i den grad ski... på miljøet, forfalsker rapporter om skovenes tilstand, inddrager fredede områder til sommerhuse etc etc. Den eneste grund til at Venstre og De Konservative lige pludselig er interesseret, er at de kan bruge klimaet som argument for mere borgerkontrol og højere afgifter.

"Dette rejser i sidste ende det fundamentale spørgsmål om demokratiet overhovedet er i stand til at handle effektivt over for problemer med en tidshorisont på 10 gange en valgperiode eller mere?"

Netop. Jeg føler mig stadig mere overbevist om, at vi kommer til at stemme os selv lige lukt ned i afgrunden.

Det er squ svært at tage det klimatopmøde alvorligt når man herhjemme har en miljøminister der i den grad ski… på miljøet, forfalsker rapporter om skovenes tilstand, inddrager fredede områder til sommerhuse etc etc. Den eneste grund til at Venstre og De Konservative lige pludselig er interesseret, er at de kan bruge klimaet som argument for mere borgerkontrol og højere afgifter.

Mere præcist kan det næppe siges: hvis man for et øjeblik prøver at ignorere hvad politikerne siger og i stedet se på hvad de gør, er det soleklart at ingen af dem tror på menneskeskabt global opvarmning.

Siden Kyoto er der blevet gjort nul og niks, ud over at politikerne har stået i kø for at love, at deres efterfølgere nok skal tage sig af sagen.

CO2 handler om at indføre en global moms og om, at politikere altid elsker kriser, og global opvarmning er alle krisers moder.

Siden Kyoto er der blevet gjort nul og niks...

Hørte jeg nogen sige lavenergipærer?

Ideen med Kyotoprotokollen var jo, at CO2-udledningen skulle begrænses ved hjælp af omsættelige kvoter. Det vil i praksis sige, at hvert gram CO2 jeg sparer, bliver brugt et andet sted på kloden, og at hver joule jeg forbruger er købt, betalt og indregnet i klimaregnskabet. (Hvis det altså ikke lige var fordi, at elselkaberne har fået deres kvoter FORÆRET af staten, hvilket jo direkte undergraver hele ideeen med kvoterne.)

Så når jeg skifter til lysstofsrør, bliver der ikke udledt eet enete gram CO2 mindre end hvis jeg havde skruet 500-watts pærer i hver eneste fatning. Tiltagets eneste effekt er at diktere mig, hvordan jeg skal prioritere mit forbrug, og læselys ligger, kan jeg betro jer, MEGET højt på min liste.

Jeg tvivler på om vores begavede miljøminister overhovedet fatter hvad CO2-kvoter går ud på. Hun var i radioen for et halvt års tid siden for at forklare dette kommunistiske tiltag og studieværten var så fræk at bemærke, at een eneste flyrejse (der ikke indgår i CO2-handelssystemet) jo ville udlede ligeså meget CO2 som ti års oplysning af et almindeligt hjem. Var det ikke bedre at gøre noget her?

Nej, skyndte miljøministeren at forklare, for man kunne jo ikke ændre folks ferievaner, det var helt håbløst.

Og så flyver hun sikkert 50-60 gange hvert år, typisk for at nå frem til et klimatopmøde på Bali, Salomonøerne eller Grønland, hvor hendes embemdsmænd stikker hende et talepapir ud og viser hende hvor hun skal skrive under.

Hvem sagde symbolpolitik?

Hun var i radioen for et halvt års tid siden for at forklare dette kommunistiske tiltag...

Dvs. diktatet om at bruge lysstofsrør.

Og så er der jo lige den detalje, at hverken Kina eller Indien har tilsluttet sig kvotehandelssystemet, de tror nemlig heller ikke på menneskeskab global opvarmning.

Gorillaen i dagligstuen, den ingen vil tale om, er befolkningstilvæksten. CO2-kvoter er en fjært i en brandstorm i den sammenhæng.

@Erik Bramsen: "... een eneste flyrejse (der ikke indgår i CO2-handelssystemet) jo ville udlede ligeså meget CO2 som ti års oplysning af et almindeligt hjem. Var det ikke bedre at gøre noget her?"

Jo, lige præcis. Hvis man for eksempel havde spurgt borgerne på det nylige borgertopmøde, som omtalt her http://www.information.dk/205309, hvorvidt de er indstillede på for eksempel kun at tage på chartertur hvert femte år, så vil jeg vædde på, at deres engagement og deres såkaldte mandat til politikerne om at handle nu ville køle en hel del ned. Hykleri og dumhed, pattebørn med magt.