Kommentar

Tyrkiet fjerner sig fra demokrati

Den islamistiske regering udskifter statens embedsmænd med partitro tilhængere, stræber efter kontrol over forfatningsdomstolen og søger nu også at ramme den kritiske presse med eksorbitante skattebøder
Den islamistiske regering udskifter statens embedsmænd med partitro tilhængere, stræber efter kontrol over forfatningsdomstolen og søger nu også at ramme den kritiske presse med eksorbitante skattebøder
15. september 2009

I august fik en redaktør fra Kasakhstan, Ramazan Yesergepov, tre års fængsel for at have 'afsløret statshemmeligheder' i en artikel, der handlede om et samarbejde mellem statens sikkerhedstjeneste, KNB, og en lokal destilleriejer. Sagen blev anledning til, at EU udstedte en erklæring, som fastslår, at journalister bør være frie til at rapportere om alle emner af offentlig interesse - herunder at kommentere statsadministrationen. Alle medlemslande har skrevet under. Det samme har kandidatlandene Kroatien og Makedonien, de potentielle medlemmer Albanien, Bosnien og Hercegovina samt Island og Norge. Kun ét land har ikke skrevet under: Tyrkiet.

Tyrkiet har ligeledes nægtet at underskrive en lignende erklæring, der beskylder Usbekistan for forsøg på gøre medierne tavse igennem intimidering og retsforfølgelse. Når man kigger på Tyrkiets egen håndtering af medierne, siden AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) i 2002 kom til magten, er der ingen grund til at undre sig. Og navnlig da ikke efter regeringens seneste forsøg på at knuse en kritisk dagspresse.

Som tidligere udvidelseskommissær Olli Rehn understregede over for Tyrkiet kort efter indledningen på optagelsesforhandlinger i oktober 2005: »Pluralisme og ytringsfrihed er grundlæggende værdier, der ikke kan kompromitteres«. Det budskab har Tyrkiets regering øjensynlig ikke forstået.

Social ingeniørkunst

Siden AKP dannede regering, har det iværksat, hvad Riza Türmen, tidligere dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, betegner som 'social ingeniørkunst': en radikal forandring af det tyrkiske samfund fra vestligt orienteret og sekulært til islamisk og konservativt.

Vejen til dette mål er gået igennem politisk og økonomisk magt, hvor den første har været forudsætningen for den sidste. På grund af det tyrkiske valgsystem fik AKP næsten to tredjedele af pladserne i parlamentet i 2002 med kun 34 procent af stemmerne, og fem år senere fik partiet en valgfremgang med 47 procent af stemmerne men kun 341 ud af parlamentets 550 pladser. AKP står stærkt på lokalplan, men opnåede alligevel kun 39 procent af stemmerne i lokalvalget i år. Partiets valgsejr i 2007 gjorde det muligt for AKP at få egen præsident - tidligere udenrigsminister Abdullah Gül - trods militærets modstand. Men selv om den tidligere præsident Ahmet Necdet Sezer, en stærk tilhænger af den sekulære stat, formåede at blokere for AKP's lovgivning, er det lykkedes regeringen at opnå de fleste af sine mål.

I 2003 ændrede AKP licitationslovgivningen, hvilket gjorde det muligt at holde kontrakter om energi, vand, transport og telekommunikationer uden for, og endnu en ændring sidste år har gjort offentlige licitationer endnu mindre gennemsigtige. For to år siden udtalte Hüseyin Tugcu, en AKP-deputeret og en af partiets grundlæggere, at de, som får ansættelse i eller kontrakter med staten, må have tildækkede familier.

I december sidste år fremgik det af en rapport udarbejdet af Det Åbne Samfunds Institut og Bosporus Universitet, 'At være anderledes i Tyrkiet', at ikke-religiøse og sekularister føler sig presset til at indordne sig under de sociale normer fremmet af AKP for at bevare deres jobs og holde deres virksomheder i gang. For eksempel steg medlemskabet af Memur-Sen, en islamisk fagforening for offentligt ansatte, fra 42.000 i 2002 til 315.000 i 2008, mens medlemskabet af andre fagforeninger er forblevet stabilt.

Imam-hatip skoler

Som et led i Tyrkiets snigende islamisering er næsten alle ledende stillinger inden for statsadministrationen overtaget af regeringstilhængere, hvoraf en hel del ligesom premierminister Erdogan har studeret på imam-hatip-skoler (IHL), religiøse højskoler. Officielt er de betegnet som erhvervsskoler, og af den grund har IHL-studerende ikke kunnet komme ind på universiteterne på lige vilkår med studerende fra de offentlige højskoler. Nu er denne hindring fjernet, således at de har adgang til alle fakulteter.

Cirka 13.000 dimitterer fra imam-hatip-skolerne hvert år, hvoraf lidt over halvdelen er kvinder, og det slår hul i regeringens argument om, at formålet med skolerne er at uddanne imamer, da behovet for disse kun er på 3.000 årligt.

Udover de fleste ministerier har AKP-regeringens tilhængere overtaget kontrol med en række offentlige nævn såsom finanstilsynet, fondsrådet, bankgarantifonden, konkurrencestyrelsen, energistyrelsen, det videnskabelige råd, radio- og tv-nævnet og det højere uddannelsesnævn. Det er sidstnævnte, der udpeger rektorerne til landets 114 universiteter.

Som en del af AKP's EU-orienterede reformprogram er militærets indflydelse blevet svækket, og i en sen nattetime sidst i juni fik regeringen vedtaget en ændring til straffeloven, der gør det muligt for civile domstole at retsforfølge militæret. Da loven imidlertid strider imod Tyrkiets forfatning, der giver militære domstole jurisdiktion over militæret, har oppositionspartiet CHP anmodet forfatningsdomstolen om at annullere ændringen.

Det er samme forfatningsdomstol, der sidste år fandt AKP skyldig i at være 'fokus for anti-sekulære aktiviteter', og halverede partiets statsstøtte. Erdogan har truet med at lukke domstolen, og den vil givetvis vil blive omfattet af AKP's kommende juridiske reform, som vil ændre domstolens sammensætning og indflydelse og sætte den under regeringens kontrol.

En kritisk dagspresse

Den største modstand mod regeringens 'social ingeniørkunst' kommer fra en kritisk dagspresse, og derfor har Calik-gruppen, hvor Erdogans svigersøn er administrerende direktør, overtaget Sabah-ATV mediegruppen, Tyrkiets andenstørste. Hovedparten af købssummen er finansieret af to statsbanker.

Dog sidder Dogan Media Group (DMG), der står for gentagne afsløringer af korruption i regeringskredse, på 50 procent af markedet, og derfor har AKP grebet til usædvanlige midler for at standse kritikken. I februar blev DMG pålagt en skattebøde på 592 mio. dollar, og i sidste uge kom dødsstødet - endnu en skattebøde, denne gang på 2,5 mia. dollar.

Som Ismet Berkan, chefredaktør for Radikal (Tyrkiets Information) konkluderer: »Dette er situationen i det nye Tyrkiet; et land langt fra demokratiet, som nærmer sig fascisme.«

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk dagspresse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hmm... Også i et for os mere nærtstående land har regeringens tilhængere taget kontrol med en række offentlige nævn. Og militærets indflydelse herhjemme er ikke mere svækket, end at domstolene har godkendt en ret symbolsk vendetta mod et forlag for at afsløre statshemmeligheder, mest for at stække en ret ukritisk presse. Nå ja - og i den modsatte? grøft er den danske regering åbenlyst inspireret af Tyrkiets sekulære forbud mod religiøs hovedbeklædning. Hvornår griber EU ind?

Mads Stenbjerre

Som bosat og lokalt gift i Istanbul (har været her siden 2005) kan jeg nikke genkendende til flere af de tendenser som Robert Ellis beskriver, men jeg tror alligevel der er flere gode grunde til at støtte Erdogan.

Fra at have meget stærk opbakning i perioden 2002-2006 hvor de vitterligt fik udrettet meget (særligt med fokus på EU og harmonisering af tyrkisk lovgivning) har regeringen på det seneste mistet en del fodfæste og frygten for islamisering (som altid har været der qua Erdogan og andre leden skikkelsers forhistorie) er kommet endnu mere i front.

AKPs magtbase er bred folkelig opbakning, men i særdeleshed en relativt ny religiøs (men ikke fundamentalistisk) middelklasse.

Denne gruppe har "i de gamle dage" før 2001 da CHP (Det Demokratiske Parti) sad på magten været holdt nede i økonomiske sammenhænge netop fordi de var religiøse.

Tyrkiet har ikke alene regler om forbud mod religiøse symboler i det offentlige rum men traditionelt har de magthavende - både økonomisk og politisk - behandlet åbenlyst religiøse (muslimske) individer som en underklasse. Dette stammer tilbage fra Atatürks frygt for religionen som modstander af udvikling.

AKP regeringens poltik har været en blanding af liberalisering/modernisering af Tyrkiet, et forsøg på at tilkæmpe sig en international plads som anerkendt spiller (mellem Europa og mellemøsten, f.eks.) og så en muslimsk dagsorden, der oprindeligt, primært handlede om at tillade/anerkende åbenlyst muslimske medborgere i det offentlige rum (så den nye religiøse middelklasse ikke skulle føle sig som andenrangsborgere).

Erdogan og AKP er en kompleks størrelse. Tyrkiske politiske partier er ikke som f.eks. i DK, men snarere klaner der ledes af en mand. Når der skiftes leder sætter den ny leder sine folk ind på alle betydelige poster.

I AKPs case er der tale om Erdogans politiske projekt , som handler om en pro-vestlig, internationalt orienteret indstilling (Erdogans) bygget ovenpå en mere religiøs funderet base.

Mit eget gæt er at Erdogans mere vestligt orienterede linie har tabt terræn internt til de mere religiøse kræfter i partiet. Dette er sket pga Erdogans tab af politisk kapital på EU forhandlinger, etc.

Det er velkendt at der er flere medlemmer af AKP og regeringen der har en meget mere ekstrem religiøs dagsorden end Erdogan.

Netop derfor er det væsentligt at stille krav til Erdogan, men gøre det klart at han er vestens valg.

Den sørgelige tilstand i tyrkisk politik er at der reelt ikke er noget alternativ. CHP - Atatürks gamle parti - er i dyb krise med en ineffektiv og upopulær (og heller ikke særlig troværdig) leder.

Så, ja man skal være bekymret over udviklingen hernede. Men det er alligevel den siddende regering vi skal satse på og det er vigtigt at gøre det på en måde der giver Erdogan troværdighed så han kan genopbygge sin moderate magtposition internt i AKP.

Men man fremmer ikke udviklingen ved at lægge bånd på en kritisk dagspresse. Deniz Feneri
(Fyrtårn) skandalen er et godt eksempel på hvordan regeringen har prøvet at forhindre dagspressen i at skrive om en bedragerisag i Tyskland, hvor tre tyrkiske direktører har overført 14.5 mio. euro fra en
velgørenhedsfond til AKP-kredse i Tyrkiet. Og oprindelsen til Tayyip Erdogans betragtelige formue
er fortsat uafklaret.

JA Marianne - tænk at europæisk / dansk presse overhovedet tillader sig at diskutere tyrkiske forhold, med ALLE de problemer vi selv har... det er jo forrykt.

Fra nu af bør alle danske medier udelukkende skrive om danske forhold. Danske forhold og intet andet.

Marianne Mandoe

Tyrkiet har være på vej den vej længe. Det har Danmark på sæt og vis også. Men jeg bor i Danmark, ikke Tyrkiet.
Men lad os da endligt sætte alle kræfter ind på at redde resten af verden, men vi går af helvede til her.

Landet har i snart 100 år undertrykt den kurdiske befolkning og fornægtet dens eksistens. Set i lyset af dette faktum er det alt andet end forståeligt at forudsætte, at landet på noget tidspunkt har været demokratisk.

Marianne Mandoe

Soran.

Enig. Det er ikke noget der kommer hverken som en åbenbarelse eller noget med utrolig nyhedsværdi at Tyrkiet i princippet ikke er demokratisk. Specielt fordi EU, og heribland Danmark, har kritiseret det de sidste mange årtier.

Den med at feje for egen dør duer ikke. Som demokrat bør man være kritisk over for begrænsende tiltag og magtmisbrug, både i DK og andre lande; på trods af at alt ikke er perfekt her. Det giver ikke mening at tage mundkurv på bare fordi er der også er antidemokratiske kræfter her til lands.

Mads Stenbjerre

@ Robert Ellis: "Men man fremmer ikke udviklingen ved at lægge bånd på en kritisk dagspresse. "

Helt enig. Mit indlæg skal ikke ses som et forsvar for AKPs metoder. Men - lige nu - er AKP ikke bare det bedste for Tyrkiet, men det eneste alternativ.

Misforstå mig ikke, jeg hælder mest til at støtte CHP fordi dette parti historisk har stået for pro-vestlig, sekulær politik. Men lige nu er CHP en skygge af sig selv uden en sammenhængende politik.

Jeg er helt enig med dig, Mads. CHP er ligesom et
sminket lig - eller rettere sagt kommer Deniz Baykals stivnede udtryk fra for mange ansigtsløftninger *GG*

Mads Stenbjerre & Robert Ellis:

Tak for en en konkret artikel og debat, som slipper kviksandet i vores egen andedam.

Noget som har undret mig i tyrkisk politik, er tilnærmelsen til EU.

Vil AKP noget med EU, eller er det blot et middel til magten ???

Er det er skuespil for at berolige militæret og den sekulære middelklasse ???

Det ville jo være skæbnens ironi, hvis både EU og Tyrkiet(AKP) forhandlede på skrømt, med hver deres skjulte dagsorden.

Travis Malmzon

Jeg tror ikke at generalerne er så forhippede på at komme ind i EU, de kunne godt have deres egne interesser i, at landet var nærmere knyttet til USA.

Travis Malmzon

I Grækenland skal der være valg den 4. oktober - Papandreou fra Pasok har truet med, at han vil blokere for Tyrkiets medlemskab, noget som den græske regering ellers har støttet varmt - en af de udenrigspolitiske ting, der kunne være i det, er at grækerne bliver presset af USA i spørgsmålet om FYROM, (Makedonien), og ved at true med at blokere for Tyrkiets optagelse, har grækerne noget at handle med.

Cypern spørgsmålet er et andet uløst problem, og ikke at forglemme, stridighederne om territorialfarvand, der medfører daglige overflyvninger af græsk luftrum, ligesom Tyrkiet "jammer" overvågningshelikoptere fra EU, der befandt sig over øen Farmakonisi - to gange i denne uge. De overvåger menneskesmugling fra Tyrkiet.

Jeg tror at Erdogan selv trækker sagen i langdrag i forhold til EU - så længe han har gang i en eller anden form for forhandlinger har han stadig "credit",
og han har formået at placere Tyrkiet som en aktør af regional betydning, uden egentlig at svare endeligt ja til det ene eller det andet, ligesom han heller ikke ender med en pinlig afvisning fra nogle af EU-landene.

Grækenland har jo blokeret for FYROM, og der er mange forskellige nationale interesser på spil, så såfremt Pasok bliver vinder af det græske valg, hvilket er sandsynligt, idet personlig berigelse hos politikere ikke kun er et Tyrkisk fænomen, og den afgående græske regering efterlader en stribe af skandaler, kan Papandreou meget vel indfri sit valgløfte.

Niels Mosbak:

Erdogan har faktisk fået mange gode kort på hånden udover USA's strategiske interesse i at melde Tyrkiet ind i EU.

Udover Grækenland/FYROM konfrontationen også den tiltagende 'folkelige' modstand i EU mod Tyrkiets optagelse i unionen.

Det sidste er jo kids stuff at vende til en propagandafordel for et muslimsk parti i Tyrkiet.

Og så er vi tilbage til hvad AKP egentlig vil, men det må vi nok vente at se.

Efter min vurdering bruger Erdogan EU som alibi for
"reformer", der har til hensigt at konsolidere hans magt, og som han kan bruge til at svække militærets indflydelse jf. "det juridiske kup" i de sene nattetimer i slutningen af juni, som gerne skulle give civile domstole jurisdiktion over militæret.
En løsning på Cypern-spørgsmålet kommer til at spille en nøglerolle, for uden en løsning på dette problem kommer Tyrkiet aldrig ind i EU.

Mads Stenbjerre

@ Travis

Jeg er helt enig med Robert: Cypern er nøglen.

Jeg tror Erdogan er kørt sur i EU optagelserne. Min opfattelse var at han i begyndelsen oprigtigt ønskede medlemskab (men ja, det var også det populære valg dengang i 2002) og også benyttede EUs harmoniseringskrav som påskud til at skubbe imponerende mange reformer af den tyrkiske lovgivning igennem.

Problemet var så bare at han løb tør for "lette" reformer og løb ind i de gordiske knuder: Cypern, paragraf 301, pressens rettigheder, etc.

Han satte personlig meget indenrigspolitisk anseelse over styr på Cypern sagen og siden er det vel fair at sige, at EU forhandlingerne er gået i stå.

I mellemtiden er Turkisk opinion vendt i mod EU medlemskab, EU landene virker også som om de har fortrudt og så kom krisen...

Travis Malmzon

Vil AKP noget med EU, eller er det blot et middel til magten ???

Man kan også sætte spørgsmålet op omvendt..
Vil EU have noget med Tyrkiet, eller er det blot et middel til EU landenes interne magtmidler...

Eller en udmærket analyse.