Kommentar

Autoritet og opdragelse gavner jo barnet

Autoriteten melder sig helt automatisk i et voksen-barn forhold, men i de seneste 20-30 år er det blevet en temmelig udbredt idræt blandt voksne forældre, at hver gang den naturligt melder sin ankomst, enten dukker de sig eller løber langt væk
15. oktober 2009

Alle forældre og andre voksne oplever med jævne mellemrum, hvordan der fra børnene bliver stillet spørgsmål ved det, de siger. Af og til ligefrem forlanger.

I sidste ende i hvert fald. Det kan godt være, man til en begyndelse forsøger med appellen: 'Vil du ikke nok tage af bordet' eller 'vil du ikke nok rydde op efter dig'. Men bliver denne venlige anmodning ignoreret eller måske ikke ualmindeligt problematiseret, så har en voksen eller en forælder én af to muligheder:

For det første kan man forsøge at redegøre pædagogisk for, hvorfor det er nødvendigt, at der bliver ryddet op i et hjem, hvor også andre skal være tilstede, og at vi som familie eller klasse kun rimeligvis kan deles om arbejdsopgaverne, der skal løses, hvis et fællesskab bestående af flere medlemmer skal kunne fungere sammen. Navnlig når og hvis man er sammen om noget bestemt. F.eks. spisning omkring et bord i en familie eller danskundervisning i en klasse.

Men man kan for det andet også, alt efter tålmodighed og temperament, simpelthen én gang for alle fastslå, at det skal barnet, 'fordi jeg siger det'. Uddebatteret!

Der er ingen som helst tvivl om, at den første måde er den både rigtigste og mest demokratiske. Men spørgsmålet er, om den altid er den mest effektive?

Autoritet og ansvar

For man kan sagtens forestille sig den situation, at hverken voksne, forældre eller fællesskab kan afvente den tid, det tager for den problematiserende teenager at forstå nogle af de indlysende argumenter, den voksne eller forælderen bruger kræfter på at overbevise ham eller hende om. Under alle omstændigheder tager jeg som forælder ofte mig selv i alene at henvise til min status som voksen og forælder, når jeg af mit barn ønsker det ene eller andet gjort derhjemme. Overfor min lille søn, Emil, har jeg endda brugt den ikke særlig pædagogisk korrekte formulering: 'fordi jeg er stærkere end dig!'

Men er det nu også et argument? Holder det i en diskussion? Nej, det gør det i reglen ikke, når det handler om fællesskaber, hvor vi er jævnbyrdige i dén forstand, at den ene ikke har noget ansvar for den anden. Men der er al mulig god grund til, at vi om børn indtil det 18. leveår i lovgivningsmæssig sammenhæng taler om 'umyndige borgere'. Og tilsvarende om forældre som myndighedsindehavere i forhold til børnene. Forældre og voksne har myndigheden, fordi de har ansvaret. Både over for børnene i en familie og over for børnene i en klasse.

Hele myndighedsspørgsmålet hænger intimt sammen med spørgsmålet om autoritet. Ikke mindst i forholdet mellem voksne og børn. Autoritet er med historikeren Henrik Jensens udtryk en uundgåelig vertikal (i bogen Det ordentlige menneske), som naturligt melder sig hos enhver, som ikke alene har, men navnlig føler et ansvar over for andre, som er mere eller mindre afhængige af de 'fortrin', det giver, at være en voksen.

De fortrin, man som voksen har over for børnene, er f.eks., at man har livserfaring og -indsigt og dertil en fysisk og psykisk overlegenhed, som giver et mere kvalificeret udgangspunkt for udøvelse af magt, end barnet har. En magt, som hos den voksne altid uudtalt bør udøves i ansvar for den, som ikke har samme magt, men som af samme grund er afhængig af, at den voksne administrerer sin større magt samvittighedsfuldt til gavn og glæde for børnene. Men ikke altid til deres begejstrede samtykke!

Børn skal være børn

En voksens magt og indsigt eller livserfaring er akkurat en magt, indsigt og livserfaring, som den voksne som voksen og forælder ikke alene kan bruge til gavn for sig selv, men som er i tjeneste for dem, som er afhængige af den. Både direkte og indirekte. Programmatisk udtrykt: jo mere den voksne er voksen, desto mere kan barnet være barn - hvilket i forbifarten i øvrigt også er det bedste udgangspunkt for senere hen selv at blive en kompetent voksen og forælder.

Autoriteten melder sig helt automatisk i et sådant voksen-barn forhold, men i de seneste 20-30 år er det blevet en temmelig udbredt idræt blandt voksne forældre, at hver gang den naturligt melder sin ankomst, enten dukker de sig eller løber langt væk.

Moderne forældre og mange lærere er simpelthen bange for autoriteten. De falder med Henrik Jensens udtryk simpelthen for fristelsen til at blive deres børns bedste venner og kammerater. Måske fordi de er bange for det ansvar, som tankevækkende nok melder sig samtidig med autoritetens vertikal, og som indirekte skubber i retning af at træde i karakter som voksen? Som ansvarsindehaver og forældremyndighedsperson!

Henrik Bang-Møller er sognepræst og far til fire

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Det lyder jo meget godt, men det henholder sig til Henrik Jensen, som mener at fædre ikke bør lege med deres børn, fordi det "undergraver deres faderlige autoritet".

Henrik Bang-Møller siger: "Jo mere den voksne er voksen, desto mere kan barnet være barn". Jo mere vi udøver vilkårlig autoritet og anstrenger os for på ingen måde at fremstå på en måde, der kunne opfattes som "barnlig", jo gladere børn?

Alt med måde, også autoritet.

Må jeg ikke erindre om at samtlige (små)borgere i et land syd for grænsen af Danmark blev opdraget med denne her 'fordi jeg siger det'. I 1930enre altså.

Det førte til, at de nemmere kunne styres og kontrolleres, og bare kunne adlyde ordrer når myndighederne gennem kaptajnen, eller gauleiteren sagde 'fordi jeg siger det'.

Og det blev til, fordi jeg siger det, så skal du dræbe så og så mange jøder, fordi jeg siger det så skal du smadre jødiske butikker, fordi jeg siger det, så skal du gøre dette eller hint.

Hele denne opdragelse med at henvise sin status, f.eks. som voksen eller som myndigheds-person, f.eks. som lærer, præst, eller kaptajn i hæren, gjorde, at absolut ingen satte spørgsmålstegn ved de ordrer, der udgik fra deres mund - fordi de sagde det, så skete der jo det, at mange mennesker blev bortført, dræbt eller fik deres butikker smadret eller det der var værre.

Den måde, man får børn til at gøre noget på, er sjovt nok ved selv at gøre det. Hvis barnet, uanset om det er dreng eller pige, ser at far eller mor tager ud af bordet, sætter ting i opvaske-maskinen eller tørrer bordet af med en klud eller siger 'takk, når det har fået noget, som far eller mor er glad for, ja så vil barnet (børnene) gøre det samme.

Mht. børn og ansvar og magt og indsigt har jeg mødt på 8-10 år, som havde langt større indsigt og forståelse ifht. nogle ting, som selv den mest voksne på 65 år slet ikke havde. Det er nemlig ikke alderen på den voksne svarer til den opførsel den eller de voksne lægger for dagen.

Jonna Markussen

Barnet af i dag møder et helt arsenal af voksne igennem sin opvækst.
Det hedder sig gang på gang at det er forældrene der bærer ansvaret for at barnet/det unge menneskes opførsel i verden. Er det i de knapt 2 timer med moderen eller det i den lidt forstørrede fadertime i dagligdagen at børnene skal opdrages til socialgebærden.Gad vide om moder/fadertid altid er adskilte ? I denne korte kontakttid er faren for at det kan komme til at ligne denne situation overhængende: tante Anna kommer på besøg, og tiden skal gå så godt som mulig, hvor alle glider af på tante Annas konfrontationer så behændigt som muligt.
Drømmen om den lykkelige familie lever vel i bedste velgående i de fleste hjem.

I livet uden for hjemmet er der ikke så mange voksne hænder mere til omsorg som for 30 år siden.Jeg hørte en ældre pædagog der mente at der pr. 20 børn igennem årene var forsvundet en og en halv pædagog.

Den autoritet man som voksen stræber efter at være for sine børn kan kun være at barnet føler at netop dette voksne menneske ser, respektere og leder mig ind i livet så jeg står med tiltro på at jeg magter det jeg støder ind i på Livets vej.

Jeg har set børn der sparker og slår deres forældre og kommer med stærke ukvemsord uden at forældrene foretrækker en mine eller viger tilbage, mon det senere er hos disse børn vi ser en udadrettet adfærd?Eller de samme forældre der bliver banket af deres teenagere børn?

At sige til og fra overfor et barns adfærd, er vel netop det der senere i livet vil danne ryggraden i det voksne menneske, så det selv vil sige fra og til over for andre mennesker (børn som voksne), så når der er noget der byder det imod så har vedkommende mod til at tale og ser det noget som det kan sympatisere og glæde sig over også kan tale højt om det.

Michael Gudnæs

Børn er ikke sinker, og det er ikke nødvendigt at gennemgå hel den pædagogiske udviklingslære forfra, hver gang der opstår en slags konflikt. Selvfølgelig skal børnene informeres og opdrages til at forstå de sociale sammenhæng, men hvis man ved, at den ting ER på plads, er der efter min mening ikke noget i vejen med at benytte et 'fordi sådan er det bare' ind i mellem.

Autoritet er en nødvendig ingrediens i børneopdragelse. Hvad skal de stakkels børn ellers gøre oprør imod, når deres tid kommer?

Travis Malmzon

Ansvar er interessant.

Det kniber det med.

Lad endelig socialpædagogerne komme på banen.

De skal kun have 100% for at møde efter 15.

Forældreautoritet er som al anden autoritet: hvis den håndteres gennemskueligt og med storsind, så accepterer barnet den.

Den typiske "slik i supermarkedet med gråd og hyl" situation, er jo netop et udslag af, at forældren ikke udøver sin autoritet korrekt, - når man på forhånd ved at spørgsmålet om slik vil komme op, når man kommer til hylderne, så kan man ligeså godt afsige dommen på forhånd: enten "i dag er der ikke penge til slik" eller "nå, mon ikke vi kan få råd til lidt slik idag?". Kun et enkelt eksempel, men et universelt anvendeligt princip, som ikke kræver at man skal være en dreven parlamentariker for at kunne styre sine børn.

Børn er ikke urealistiske, men de stiller samme krav til deres forældre, som forældrene stiller til deres chefer på arbejde: forudsigelighed/konsekvens og ordholdenhed/pålidelighed. Men det forudsætter selvfølgelig at man accepterer at være barnets forælder, og ikke dets legekammerat.

Troels Ken Pedersen

Sven Karlsen:

>>Men det forudsætter selvfølgelig at man accepterer at være barnets forælder, og ikke dets legekammerat.<<

Forældre bør OGSÅ kunne være legekammerater, som kan stimulere deres børn positivt. Det er først et problem, hvis de to ting kommer til at udelukke hinanden.

Og det er netop mit store problem med Henrik Jensens definition af den "ordentlige" fader, som Henrik Bang-Møller læner sig op ad, at den kræver stiv flip hele tiden. Men naturligvis, uanset hvor meget der rides ranke, bør forældre kunne træde i karakter som voksne med et splitsekunds varsel, og børn skal vide, at sådan er det, så forældreautoriteten aldrig er væk.

Steen Erik Blumensaat

Præsten har underkastet sig, gud, Dronningen, staten, mennighedesrådet, og alligevel taler han om at være sin egen far og moder ( voksen), hans tale viser tydeligt modsætningen, barnlig afhængighed af autoriteter. Hvad med selv at blive uafhængig og selvstændig. Autonom.

Steen Erik Blumensaat

Barnet, møder det, mødrende og faderlige princip, optages det, bliver barnet sin egen fader og moder, voksen. Patriarken, der kun er halv, nægter det andet køn, forsøger at opretholde sin autoritet på bekostning af barnet i sig selv.

Kære Troels Ken Pedersen,

man kan godt lege med sit barn, uden at være barnets legekammerat. Hvis den voksne tror at det ikke gør nogen forskel med 20-30år og 40-50kg, så er det synd for barnet.

Eksempelvis kan far da godt spille fodbold med knægtene, men de er da klart opmærksomme på de spiller med en voksen, så hvis han ikke påtager sig de pligter som rollemodel dette medfører, så anser jeg ham ikke for at være en god forælder.

At møde barnet "på lige fod" er en illusion, - man kan møde barnet med empati og tålmodighed, men eftersom man ikke længere er et barn, må man give barnet det man er: en voksen.

Troels Ken Pedersen

Bare vi kan være enige om, at man godt må lege med sinde børn, tror jeg ikke vi er videre uenige.

Jeg tror noget af forvirringen kommer af uenighed om definitionen på børn og voksne. Jeg vil mene at den væsentlige forskel er ansvar for eget og andres liv, ikke om man skulle blive fanget på knæ med et futtog eller ej. Det er dog sådant, Henrik Jensen og co. mener med at være voksen, fordi det skulle "undergrave autoriteten" ikke at holde på den gammeldags patriarkalske ydre værdighed.

Jeg tror på det gavnlige i at beholde et element af legende barn i sig i alle aldre. Min definition af voksenhed er inklusiv: Tager du ansvar, er du voksen. Andre opererer med en eksklusiv definition: Hvis du gør barne-ting som at lege, er du ikke-voksen.

Kære Troels ken Pedersen,

så er vi vist fuldstændigt enige. Leg er nok barnets vigtigste lærings-situation, så naturligvis skal forældre deltage i den.