Kronik

Både aktivister og lovgivere truer brugen af civil ulydighed

De radikale aktivister vil udvise mere voldelig adfærd ved demonstrationer med de nye straftiltag fra politikerside. Men det er enhver borgers ret at protestere fredeligt mod uret. Forbilledet for civil ulydighed, Ghandi, bør vi huske, hvis vi vil gennemtvinge forandringer
I forbindelse med Ungdoms°©husets rydning kaster en aktivist med sten mod politiet.

I forbindelse med Ungdoms°©husets rydning kaster en aktivist med sten mod politiet.

Brian Berg

Debat
30. oktober 2009

Der er god grund til at demonstrere mod politiske beslutninger eller mangel på samme. Indtil videre tyder meget på, at manglende og utilstrækkelige beslutninger omkring klimaindsatsen vil true resultatet af klimatopmødet i december.

Det skaber motivation for folkelige røster i form af fredelige, ikke-voldelige demonstrationer. Vort samfund er baseret på en lang række demokratiske værdier herunder vor ret til at demonstrere. Og så længe disse demonstrationer sker under principperne af 'civil ulydighed', kan de have en positiv effekt i form af at påvirke de politiske beslutninger.

At bryde igennem en politikæde, at kaste skyts mod politibiler, at agere truende, at skjule sin identitet osv., er et misbrug af begrebet 'civil ulydighed'.

Konsekvensen bliver, at fremtidens brug af dette værktøj i politisk arbejde besværliggøres og i værste fald umuliggøres. Moderne aktivister bør revidere deres midler og i højere grad fokusere på målet - nemlig politiske ændringer.

Civil ulydighed

Begrebet 'civil ulydighed' dækker over aktivt at bryde loven og regeringers tiltag uden at gribe til fysisk vold. Det er også indeholdt i begrebet, at udøveren af civil ulydighed står ved sine handlinger med sin personlige identitet og accepterer konsekvenser af sine handlinger i form af straf i henhold til de gældende love.

Ofte fremhæves Mahatma Gandhis kampagne mod det britiske kolonistyre som et klassisk eksempel på, at der fra ikke-magthavernes side kan skabes politiske forandringer uden brug af vold og hærværk. Gandhi var manden bag en organiseret ulydighedskampagne og boykot mod briterne i kampen for at opnå selvstyre i Indien. Mange af aktionerne i denne lydighedskampagne var baseret på 'passiv modstand', hvor demonstranter hverken hjælper eller gør modstand over for magthaveres forsøg på at opløse en blokade. Herhjemme oplever vi oftest civil ulydighed blive udøvet af Greenpeace-aktivister, der ved at klatre på bygninger m.v. besværliggør og passivt gør modstand mod en rydning af blokaden.

Men der er i forhold til ulydighedsbegrebet afgørende forskel på udøvelsen af modstand, alt efter om denne er voldelig eller ej.

Når eksempelvis danske præster giver husly til afviste asylansøgere, er der ligeledes tale om civil ulydighed, hvis disse givere af husly erkender deres handlinger. Man vælger at foretage en handling, der strider mod de gældende love, hvilket man er bevidst om, for i dette tilfælde at yde en næstekærlighed og skabe opmærksomhed på en social og humanitær problemstilling.

Misbrug af ulydighed

Modstanden mod rydningen af Ungdomshuset i København i 2007 var præget af voldelig optræden fra både demonstranter og ordensmagt, et udmærket eksempel på at principperne for at udøve civil ulydighed blev tilsidesat.

Der bliver i sådanne tilfælde mediefokuseret uforholdsmæssigt meget på midlerne frem for målene, og ingen har glæde af et sådan fokus. Det skulle da lige være de ansvarlige politikere, som fokus fjernes fra, når medierne fremviser stenkasterne unge frem for at dække den politiske og bagvedliggende virkelighed.

Vi oplevede også denne fokusdrejning i sidste måned under mediedækningen af aktionsgruppen Shut It Down's forsøg på at trænge ind på Amagerværket.

Der var gentagne opdateringer af nyheder om antal af demonstranter, om aggressive og truende aktivister, om at politiet nu måtte trække stavene osv. I Radioavisens dækning af aktionen var det således politiets talsmand, Flemming Steen Munch, der fik ørenlyd fremfor Shut It Down's talsmand, Tannie Nyboe.

Strammere lovgivning

En forudsigelig konsekvens af den voldelige udvikling under ellers fredelige, lovlige eller ulovlige demonstrationer er en strammere lovgivning og højere straffe for deltagelse i ikke-anmeldte demonstrationer.

Det danske samfunds reaktion på optrappende, voldelig adfærd ved demonstrationer her i landet kan gå en vej, nemlig i retning af modsvarende foranstaltninger i alle tre af vort samfunds magtdele; den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Startende med den sidste oplever vi 'hårdere' domme for deltagelse i demonstrationer, hvor der endnu sjældnere skeles til nødværgeretten.

Eksempelvis blev miljøorganisationen Greenpeace i 2005 dømt skyldig efter terrorloven. Der var her tale om aktivister, der udøvede civil ulydighed ved at klatre op og fæstne et banner på landbrugets hovedkvarter, Axelborg, i København i en fredelig protest mod genmodificerede fødevarer. Dommen kan opfattes som et hårdt slag mod mulighederne for politiske organisationers brug af civil ulydighed som aktionsform.

Konfliktoptrappende

For den udøvende magts vedkommende er der kun mulighed for at anvende flere ressourcer på forebyggelse og opløsning af demonstrationer, hvor midlerne til stadighed fremstår hårdere.

Og lovgivningsmæssigt er der ingen anden udvej end at vedtage strengere lovgivning. Regeringens indsats for højere straffe for deltagelse i ikke-anmeldte demonstrationer er derfor helt forventet. Aktivister af den voldelige og udemokratiske art vil forventeligt agere endnu mere voldeligt ved demonstrationer, som følge af en sådan konfliktoptrappende udmelding.

Selv om jeg ikke tilslutter mig tesen om, at højere straffe automatisk leder til mindre kriminalitet, er det påfaldende, hvor negativt regeringens forslag er blevet modtaget af enkelte af de grupper, der har proklameret aktioner under klimatopmødet i København i december i år, Cop15.

Eksempelvis har Climax udtrykt, at et sådan stramning af lovgivningen vil være et anslag mod udøvelsen af civil ulydighed. Det har Climax i princippet ret i.

Men kigger man nærmere på lovforslaget, er der forhold, som også udøvere af civil ulydighed burde være enige i. Nemlig i de forhold, hvor samfundet forsøger at ramme eller undgå de aktivister, der spiller såkaldt urent trav, det vil sige er voldelige og udøver hærværk.

Hvad der ikke kan accepteres, er højere straffe for deltagelse i ikke-anmeldte demonstrationer. Det er og bør være enhver borgers ret at udtrykke sine meninger over for eksempelvis lovgivere også ved at optræde - utildækket - ved en demonstration.

Regeringens nye proklamation vil derfor få vidtrækkende konsekvenser for helt almindelige mennesker, der vælger at bruge deres demokratiske ret til at demonstrere.

Regeringen lægger altså op til, at vort samfund skal udvikle sig i en retning, hvor den enkelte ikke besidder sin egen og liberale ret til for egen regning ytre sig mod det etablere. Det er en retning, vort samfund ikke kan tåle. Folkestyret er netop demokratisk ved, at vi alle har en røst, en ytringsfrihed og mulighed for aktivt at give udtryk for vore meninger. Så længe disse udtryksformer ikke er voldelige eller er baseret på at udøve hærværk, vil politikerne gøre samfundet en bjørnetjeneste ved at straffe folk for deltagelse i disse demokratiske processer.

Fortsæt i Gandhis ånd

Alle deltagere i demonstrationer har en etisk forpligtelse til at opfordre de andre til at optræde menneskeligt og fredeligt. Men det kan aldrig blive de enkelte deltageres ansvar og skyld, at nogle enkelte optræder ubønhørligt. Arrangører af demonstrationer bør også minde deltagerne om, at vold, hærværk og tilsløring af identitet er uforeneligt med principperne for demokratiske demonstrationer og udøvelse af civil ulydighed. Medierne har også et medansvar og en indflydelse. Fokusér på målet frem for midlet. Lyt efter budskaberne fra demonstrationen frem for at dække de enkelte ballademageres optøjer.

Mahatma Gandhi døde i 1948 og gjorde med sit virke civil ulydighed til en fremherskende demonstrationsform i resten af det 20. århundrede, der har gjort det muligt for mange efter ham at påvirke det politiske system uden at anvende vold.

Lad os forblive i Gandhis ånd og fortsætte vores kampagner for en bedre verden uden at skabe grundlag for politistatslignende tilstande. Brug civil ulydighed under Cop15 - hvis det er politiske forandringer, du ønsker.

Robert K. Schmidt er specialkonsulent i Banedanmark som leder af miljø- og energiafdelingen. Derudover freelance rådgiver for større virksomheder i konfrontationsforebyggende kommunikation

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for den kronik, det er en meget vigtig debat jeg ikke forstår fylder mere i medierne.
I mine øjne er det en farlig kurs med forebyggende anholdelser mv. alene efter skøn af politiet. Ligeledes frygter jeg at de faglige organisationer fratages deres blokadevåben over for arbejdsgiveren, når regeringens Lømmelpakke vil indføre 40 dages fængsel for at stå i vejen. Regeringen har indtil nu nægtet at fri holde de faglige organisationer og går dermed arbejdsgivernes ærinde . Herved ses DF falskhed tydeligt som ”den lille mands vogter”

Derudover må det huskes at de demonstrationer , hvor der har været uroligheder omtales med fede overskrifter i medierne, hvorimod fredelige demonstrationer får megen mindre omtale. Fx den demonstration mod Israels hårde fremfærd i Gaza blev talerne på slotspladsen ikke omtalt, det blev kun urolighederne væk fra Slotspladsen. Om det skyldes politiets provokation eller nogle hjemgående demonstrationsdeltageres adfærd er aldrig blevet klarlagt.
Hvorfor ikke skrive mere om formålet med demonstrationen og mindre om de voldelige elementer der kun vil lave ballade og ved at de så kommer i medierne.

Tak for meget vigtig og savnet analyse til at skelne mellem ansvaret hos lovgivere, politiet og de politisk engageret borgere.
Man kan spørge om civil ulydighed overhovedet giver mening som demonstrationsmiddel, når klimasagen, er kommet så højt på den internationale dagsorden. Sådan var betingelserne ikke på Ghandis tid.
For at opnå bindende aftaler, der kan trække i den rigtige retning, skal så mange komplicerede interesser bøjes mod hinanden: - økonomiske, sociale, kulturrelt etabelerede vaner og selvforståede rettettigheder. Det er en kæmpe opgave. Derfor kunne man ønske sig store folkedemonstrationer, der (uden at lave besvær for politiet) bakke op og applelere til, at der opnås løsninger på topmødet. Men hidtil har man desværre kun hørt om demonstrationer, der har erklærer den hensigt at trænge ind og forstyrre topmødet. Det henstår i fantasiens mørke, hvordan topmødet skulle have større chance for at nå resultater i virkelighedens verden, hvis sådan forstyrrelse skulle lykkes.

Slettet Bruger

Ja, tak. Stop venligst med at pisse på Gandhi og skade egen sag. I stedet for vrede, kunne humor anvendes som overlegent våben.

Dorte Sørensen

Man kunne også vende sagen om og spørge hvorfor ikke hele processen inddrog befolkningerne mere fx lavede fælles argumenter ol i stedet for at adskille NGOérne og statslederne. Hvis regeringen ville kunne de ha´ været kommet meget længere i forberedelserne op til topmøde og de kunne ha´taget ved lære af Kaj Vitus store indsats med dialog og aftaler med de grupper der ville demonstrer ved EU-topmødet i 2002.
I stedet taler regeringen sagen op med deres forslag om Lømmelpakker der i fremtiden vil ramme almindelige faglige blokadevagter og alle mulig andre fremtidige demonstranter.

Hvis valget er mellem kapitalismens overlevelse eller demokratiets overlevelse, hvilken side står politikkerne så på?

Kai Vittrup havde gode ideer, men hans underordnede var ikke i samme grad indstillet på at lytte. Fx foregik der en del provokationer fra infiltrerede politifolk, på trods af Vittrups forsikringer om det modsatte. Men hans udstrakte hånd og de mange dialog-møder i god tid inden topmødet, burde have være gentaget nu.

Civil ulydighed beskriver blot en overordnet ideologi for fornuftig modstand. Gandhi brugte det en del, men havde samtidig god sans for nødvendigheden af spektakulære og medie-egnede optrin. Salt-marchen er et godt eksempel, hvor alle der læste om den kunne se det rent forbryderiske i englændernes monopol på denne nødvendige vare, som inderne ikke en gang havde lov til at samle op på stranden.

Også i dag skal der tænkes taktisk i forhold til medierne, der er lige så trætte af standard-optoget med skilte og tale, som vi andre er. Samme medier kunne også kun bruge billeder, der så voldelige ud, fra Nordens største ulydige aktion, den fredelige indtagelse af et ønsket Ungdomshus på Grøndalsvænge Allé.

Så der er brug for noget mere effektiv nytænkning, end de aktuelle forsøg "på at trænge ind med vores budskab". Se fx TheYesMen.org for nye og elegante måder at kæmpe på.