Kronik

Den cypriotiske forhindring

Medmindre Tyrkiet løsner sit greb om Cypern, kan det vinke farvel til håbet om EU-medlemskab
Tyrkiets udsigter til EU-medlemskab er afhængige af en løsning mellem Tyrkiet og Cypern. Premierminister Tayyip Erdogan har dog fornylig indikeret, at hans tålmodighed er ved at slippe op.

Tyrkiets udsigter til EU-medlemskab er afhængige af en løsning mellem Tyrkiet og Cypern. Premierminister Tayyip Erdogan har dog fornylig indikeret, at hans tålmodighed er ved at slippe op.

MUSTAFA OZER

20. oktober 2009

EU-Kommissionen har i sin årlige rapport om Tyrkiet fremhævet, at det er bydende nødvendigt for landet at opfylde sine forpligtelser i henhold til tillægsprotokollen til Ankara-aftalen, som Tyrkiet underskrev i juli 2005 som betingelse for at åbne optagelsesforhandlinger

Imidlertid har Tyrkiet siden invasionen af Cypern i 1974 og den efterfølgende besættelse af den nordlige del af øen nægtet at anerkende den cypriotiske republiks suverænitet over hele øen, selv om dette blev stadfæstet ved Cyperns optagelse i EU i maj 2004.

Der er dog den hage, der fremgår af tiltrædelsestraktaten, at øens nordlige del er »de områder af Cypern, som Republikken Cyperns regering ikke har nogen effektiv kontrol over«.

Tillægsprotokollen til Ankara-aftalen af 1963 udvider toldunionen til de 10 nye medlemslande, der blev omfattet af udvidelsen i 2004, men Tyrkiets afvisning af at anerkende den cypriotiske republik indebærer, at Tyrkiet nægter nabolandet adgang til sine havne og lufthavne. Dette aftalebrud har resulteret i, at EU's Ministerråd i december 2006 besluttede at blokere for åbningen af otte forhandlingskapitler, inden Tyrkiet har opfyldt sine forpligtelser. Imidlertid har denne situation varet ved i tre år og gjort det umuligt for Tyrkiet at komme videre med optagelsesforhandlingerne.

Historiske rødder

Denne situation har sine historiske rødder. Cypern, som har været en del af den hellenistiske civilisation, ligger i en strategisk vigtig position i det østlige hjørne af Middelhavet syd for Tyrkiet og øst for Syrien. Således bemærkede den arabiske geograf Al-Muqaddasi i 985: »Den nation, som har overherredømme i disse havvande, har øen Qubrus i sin magt.«

Det var derfor, korsridderne erobrede øen i det 12. århundrede, og senere kom Venedig.

Med tyrkernes erobring af Famagusta i 1571 blev øens skæbne beseglet, og det var det tyrkiske mindretal, som senere hen har fået afgørende indflydelse på Cyperns udvikling. I 1878 overtog Storbritannien øen fra tyrkerne til gengæld for en aftale om at beskytte det osmanniske imperium mod Rusland.

Suez-kanalens åbning i 1869 gjorde, at øen var af strategisk betydning for at beskytte Storbritanniens olieforsyning fra Mellemøsten, som i 1950'erne udgjorde 70 procent af landets olieimport. Som den britiske premierminister Anthony Eden udtrykte det i 1956:

»Uden Cypern, ingen sikre faciliteter for at beskytte vores olieforsyning. Uden olie, arbejdsløshed og sult i Storbritannien. Det er såre enkelt.«

Da Grækenland gjorde oprør mod det osmanniske overherredømme i 1821, fik det støtte fra græsk-cyprioterne, og efterhånden som de græske øer gjorde sig frie og blev en del af Grækenland, opstod der samme tanke i Cypern. Da englænderne imidlertid kun ville gå med til begrænset selvstyre, gjorde græsk-cyprioterne oprør, og i 1955 blev terrorbevægelsen EOKA dannet for at kæmpe for øens selvstændighed og enosis (union med Grækenland). Det tyrkisk-cypriotiske modsvar var at danne den paramilitære TMT, der kæmpede for øens deling.

Efter det fejlslagne britiske forsøg på at overtage Suez-kanalen i 1956 var det USA, der overtog styringen med et forslag om garanteret selvstændighed. Resultatet var en aftale mellem Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien i 1959, der gav Cypern selvstændighed det følgende år. Og samtidig fik Storbritannien permanent råderet over to baser, som kom til at spille en stor rolle under Den Kolde Krig.

Sammenbrud

Den nye forfatning, som delte magten mellem de to befolkningsgrupper, holdt kun kort tid, og i december 1963 udbrød der kampe. Situationen var så alvorlig, at FN i marts 1964 besluttede at indsætte en fredsbevarende styrke, UNFICYP, som har været på plads de sidste 45 år.

Det var truslen om tyrkisk intervention og risikoen for krig mellem Grækenland og Tyrkiet, der resulterede i et stærkt formuleret brev fra den amerikanske præsident Lyndon Johnson, der advarede Tyrkiet, at hvis Sovjetunionen intervenerede til støtte for Cypern, var det ikke sikkert, at NATO ville beskytte Tyrkiet.

På den måde blev en ny Cuba-krise afværget, men den græsk-cypriotiske præsident ærkebiskop Makarios' bejlen til og støtte fra Østblokken gav ham øgenavnet 'Middlehavets Castro'. Allerede i 1964 besluttede USA, at løsningen var øens deling mellem Grækenland og Tyrkiet, og en genopblussen af kampene på øen i 1967 bekræftede amerikanerne i, at denne var den bedste løsning.

Samme år kom den græske junta til magten i Athen og følgende år blev Nixon valgt som præsident i USA, hvilket kom til at få afgørende betydning for øens fremtid. Det var nemlig Nixons udenrigsminister og nationale sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger, der i 1974 spillede Grækenland og Tyrkiet ud mod hinanden med det formål at fælde Makarios.

Den græske junta foranstaltede et kup mod Makarios i juli 1974, og fem dage senere invaderede Tyrkiet. Kuppet mislykkedes og juntaen faldt, men skaden var allerede sket, da den tyrkiske hær erobrede 37 procent af øen. Som Makarios konkluderede nogle måneder før sin død i 1977: »Det er i enosis' navn, at Cypern er blevet ødelagt.«

Forhandlinger

I de sidste 35 år er der blevet ført gentagne og langvarige forhandlinger i FN's regi om øens genforening, men til dato har disse været resultatløse. Som en diplomat engang beklagede:

»Det er ikke så meget kompleksiteten, men uendeligheden ved det hele.«

Det er derfor, Cypern har ry for at være en politisk kirkegård, hvor der til dato ligger fire af FN's generalsekretærer og utallige udsendinge begravet. Der er dog kommet noget positivt ud af forhandlingerne, da der i 1977 og 1979 blev indgået aftaler om retningslinjerne for etablering af en føderal stat. Disse aftaler er blevet bekræftet af adskillige resolutioner i FN's Sikkerhedsråd, der fastslår, at republikken skal være 'bi-zonal' og 'bi-communal' dvs. at den kommer til at bestå af to zoner og to samfundsgrupper, der sikres politisk ligestilling. Derudover skal der være én suværenitet og ét statsborgerskab, og desuden må løsningen ikke indebære union med et andet land, deling eller løsrivelse.

Strategisk betydning

Især siden 11. september 2001 har Cypern haft en øget strategisk betydning, da de to britiske baser bruges som hidtil af både Storbritannien og USA til ikke bare at overvåge den tidligere Sovjetunion men også Mellemøsten. NATO's nye generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, har været på besøg i Ankara og Athen, da en løsning på Cypern-spørgsmålet er nøglen til et forbedret samarbejde mellem NATO og EU.

Da Tyrkiet spiller en overordnet rolle i USA's planer for Mellemøsten, fremlagde FN's generalsekretær, Kofi Annan, i 2002 en omfattende plan for Cyperns genforening, der samtidig havde den fordel, at den fungerede som springbræt for Tyrkiets optagelse i EU. Ved en folkeafstemning i april 2004 blev planen imidlertid forkastet af 76 procent af de græsk-cypriotiske vælgere, selv om 65 procent af tyrkisk-cyprioterne stemte for.

Hovedproblemet er den tyrkiske troppetilstedeværelse på øen - der er nu 43.000 soldater - og den massive indvandring fra fastlandet, således at der kun er 89.000 af de oprindelige tyrkisk-cyprioter tilbage men anslået 160.000 tyrkiske indvandrere. Samtidig blev 180.000 græsk-cyprioter drevet på flugt under den tyrkiske invasion, men de har ringe udsigter til at få deres ejendomme tilbage, da hovedparten er blevet fordelt til indvandrerne eller solgt til udlændinge.

I 1983 udråbte tyrkisk-cyprioterne den nordlige del af øen til en selvstændig stat, der dog kun anerkendes af Tyrkiet. Denne er Tyrkiets foretrukne løsning, eller en konføderation af to selvstændige stater frem for en føderation med et stærkt centralt styre. Denne gang ledes forhandlinger af lederne af de to samfundsgrupper, Demetris Christofias og Mehmet Ali Talat, men Ankara-styret trækker i trådene.

Sidste udkald

Tyrkiets udsigter til EU-medlemskab er afhængige af en løsning, men der er fortsat langt imellem parterne. Premierminister Tayyip Erdogan har fornylig indikeret, at hans tålmodighed er ved at slippe op, og hans udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, er ikke sikker på, at Tyrkiets endelige grænser er nået i henhold til Lausanne-traktaten af 1923.

Denne ildevarslende tone minder om Tyskland i 1938, og det ville være uheldigt, hvis Europa oplever en ny Sudetenland-krise. Men det ville være lige så uheldigt, hvis Europa vender det blinde øje til, og med Chamberlains ord betragter Cypern-spørgsmålet som »et skænderi i et fjerntliggende land mellem folk, vi kender intet til«.

Robert Ellis kommenter jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk dagspresse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu