Læserbrev

DR både støtter og viser danske kvalitetsfilm

Debat
3. oktober 2009

Christian Braad Thomsen kritiserer i Information den 25. september på en række punkter DR’s engagement i dansk film. Hans kritik gælder særligt de smallere filmprojekter, som ifølge Braad Thomsen for
sjældent finder vej til tv-­skærmen.

Det undrer mig faktisk, at Christian Braad Thomsen har opfattelsen af, at DR forsømmer de smalle danske film. Faktisk går størsteparten af DR’s støtte til den danske filmindustri til film, der må betegnes som smalle. Og DR har i de seneste år givet de smalle film et markant vindue i primetime

DR’s engagement i dansk film giver sig udtryk i, at danske film – smalle som brede – har en prominent plads på både DR1 og DR2, og DR støtter gennem filmaftalen årligt danske spillefilm med 58 millioner kroner.
Partnerskabet mellem DR og den danske film­industri er en del af den politiske filmaftale, og bunder først og fremmest i et fælles ønske om at fremme interessen for dansk film. Via tv-skærmen når filmene et langt bredere publikum, end hvis de kun levede i biografens mørke. Det er til gavn for både seere, instruktører, producenter og skuespillere.

Jeg kan slet ikke genkende det billede, Christian Braad Thomsen tegner af, at DR tilbageholder film
– smalle eller brede. Tværtimod ønsker vi, at seerne får endnu bedre mulighed for at se filmene.

Som kravene i filmaftalen er nu, må seerne vente 24 måneder på at kunne se filmene på tv. Den ventetid vil vi meget gerne have forkortet, og vi vil meget gerne give danskerne bedre muligheder for også at kunne se filmene, når og hvor de vil.

Vi vurderer selvfølgelig i hvert enkelt tilfælde, hvor filmene passer bedst ind. På DR1 har vi de brede nye danske spillefilm, som oftest placeres på tidspunkter, hvor flest mulig kan
have glæde af dem.

På DR2 har vi siden 2008 givet ekstra plads og rum
til smallere kvalitetsfilm i prime time om mandagen. Her sender vi filmmagasinet ’Premiere’ efterfulgt af ’Filmperler’.

Her har vi sendt masser af fremragende danske kvalitetsfilm, f.eks. Offscreen, Allegro, Springet og En Soap. Film som kan, vil og tør gå nye veje.

Det er film, vi har støttet som del af filmaftalen, og som licensbetalerne selvfølgelig skal have glæde af. Oven i købet har vi givet vækstlaget i dansk film større synlighed ved også at vise afgangsfilm fra Filmskolen efter ’Filmperler’.
På mandag er der således atter masser af dansk film på programmet, når vi sender Lars von Triers

Direktøren for det hele, og følger op med Den Fremmede, en afgangsfilm fra Filmskolen i 2009. Og ja, som rosinen i pølseenden, sender vi Silkevejen af Jytte Rex, som er en af de film, som Christian Braad Thomsen netop efterlyser i sit indlæg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her