Kronik

Genkendeligheden sejrer på 'Lærkevej'

Tv-serien 'Lærkevej' trækker på en genre for sig, der stammer fra amerikansk litteratur, film og tv-serier. Den fremstiller forstadsuniverset som et sted, der er pletfrit og lykkeligt på overfladen, men hvorunder råddenskaben og det mørke lurer. Det kan vi både lide og genkende i os selv
Pæne Mille Lehfeldt og Anette Støvelbæk i TV 2's forstadsserie 'Lærkevej', der er kopieret efter amerikanske forlæg.

Pæne Mille Lehfeldt og Anette Støvelbæk i TV 2's forstadsserie 'Lærkevej', der er kopieret efter amerikanske forlæg.

8. oktober 2009

Tre millioner danskere bor i over en million parcelhuse her i landet. Lærkevej er Danmarks mest populære vejnavn.

Der er altså allerede noget genkendeligt for de fleste i efterårets satsning på TV 2 med comedy-drama-serien Lærkevej om livet i et ganske almindeligt parcelhuskvarter. Eller er det nu også så almindeligt og harmløst? Der foregår åbenbart interessante ting bag de blankpolerede vinduer og under de nyklippede grønne plæner.

Det virker som noget, vi har set før - og det er det også. Personerne gemmer på hemmeligheder - alt lige fra alkoholisme, til dildo-eskapader bag mandens ryg og til mord. I forsøget på at skjule disse hemmeligheder bliver de ført ud i absurde og pinlige situationer. Skabelonen er åbenlyst taget fra Desperate Housewives.

Lærkevej trækker dog på en tradition, der fører længere tilbage end Desperate Housewives. Man kan faktisk tale om en genre for sig, når det kommer til amerikansk litteratur, film og tv-serier, som fremstiller forstadsuniverset - eller suburbia som det hedder derovre - som et sted, som ganske vist er pletfrit og lykkeligt på overfladen, men hvor råddenskaben og det mørke lurer, hvis man kradser i fernissen.

Titelsekvensen i Lærkevej begynder da også med klassiske billeder af forstadslykke: børn, der sjipper og gynger, vasketøj, der blafrer i vinden, en græsplæne, som er grønnere end grøn, og en rød bil, der bliver vasket. Men så brydes idyllen: Et gardin trækkes for en rude, der slår revner, ild fra en grill truer Dannebrog, der vajer mod den blå himmel, en tomat bliver spiddet, så den blodrøde saft sprøjter, og fra det dybeste dybe skyder en blomst op og penetrerer asfalten. Alt, om end begravet og glemt, kommer altid for en dag.

Starten minder således om starten på David Lynchs mørke forstadsfilm Blue Velvet fra 1986, som spiller på lignende billeder på lykke sat op mod det mørke og grimme, der lurer under overfladen. Et godt eksempel på dette i Lærkevej sker i første afsnit, hvor de tre tilflyttere i haven begraver den mand, de er kommet til at skyde, og lægger terrasse ovenpå, som bare skal »gås lidt til«.

Lang tradition

De amerikanske forstæder fik deres storhedstid efter Anden Verdenskrig.

De såkaldte 'Levittowns' begyndte at skyde op uden for storbyerne. Den amerikanske byggematador W. J. Levitt stod bag de præfabrikerede huse, som kunne anlægges ved siden af hinanden i små og større områder. Husene lignede hinanden, og alle amerikanere havde i princippet råd til at købe hus.

Det er netop det faktum, at alle husene lignede - og stadig ligner - hinanden, der var med til at gøre forstæderne et populært emne i populærkulturen - og ikke for det godes skyld. I fremstillingerne ligner ikke bare husene, men også menneskene hinanden.

I øvrigt var det kun godt, man slap for at bo i byerne. De var jo alligevel så beskidte, larmende, og stedet hvor al kriminaliteten samlede sig. Det var selvfølgeligt utænkeligt, at al det beskidte, destruktive, og onde kunne finde vej til forstæderne.

I Lærkevej begynder vi da også i storbyen som straks associeres med stoffer, vold, og død. Det er tre søskendes flugt fra problemer i storbyen til det - på overfladen - sikre og trygge parcelhuskvarter, der er primus motor i serien. Det er heller ikke tilfældigt, at Lærkevej er en blind vej: Når man først har bevæget sig ned ad den, er det svært at slippe ud, og for de, der bor der, ender det hele blindt, eller også er de allerede blændet af hverdagens tomgang.

For de andre beboere på vejen er der også bekymring for alt det onde, der kan risikere at komme fra København. Der falder lidt ro over det, da det viser sig, at tilflytterne hedder Hansen, et af de mest almindelige efternavne herhjemme.

»Hvis de hedder Hansen, så er det vel godt nok,« som en beboer siger. Hansen er dog blot et påtaget efternavn for de tre søskende Sune, Katrine, og Mathilde, valgt fordi det er neutralt og en måde at falde i med miljøet på.

I første afsnit udfører en kone et medlidenhedsdrab på familiens hund, som er mandens øjesten trods sygdom, alderdom og en lugt, der generer alle andre. Da hunden ad omveje findes død, bliver de nye på vejen anklaget.

»Det er altid de nye,« som der siges. Det er ikke umuligt at se Lærkevej som en subtil, om end aktuel, kommentar til vores stigende angst for, og manglende accept af det nye og det, der kommer udefra, som vi vælger at dømme på forhånd og på afstand, frem for at stikke hånden frem, sige goddag og mødes via samtale.

Forstadsforstillelse

Et af de bedste eksempler på forstædernes destruktive natur er Sam Mendes' film fra 1999, American Beauty. Her beskrives et dysfunktionelt ægteskab i en ganske almindelig forstad. Her ender det med død og menneskelige tragedier.

Filmen er dog usædvanlig morsom, og det gør, at den mørke slutning står endnu stærkere som det ultimative bevis på, at under overfladen, og når latteren hører op, så er der kun mørke og dødbringende stilhed.

Filmens undertitel var Look closer - se nærmere. Filmen indledes med et kameraskud over en forstad, hvor alle husene ligner hinanden. Et af filmens temaer er fornægtelse. Look closer - se nærmere og måske ser karaktererne i filmen deres egne fornægtelser. Men Look closer er også en opfordring til publikum om at se nærmere på deres eget liv.

Er det mon på samme måde i deres (på overfladen) perfekte liv bag den lukkede hoveddør? Igen kan man drage en parallel til, at Lærkevej bogstaveligt talt ender blindt, og det faktum at personerne mestendels lever i selvbedrag.

Skal man finde en af de store inspirationskilder til Desperate Housewives og hele denne anti-forstadsgenre generelt, er romanen og filmen Stepford Wives et godt sted at begynde.

Robotkonerne

Romanen, som blev udgivet i 1972 af Ira Levin, er filmatiseret i både 1975 og 2004. Handlingen udspiller sig i den fiktive by Stepford, hvor alle husmødrene er deres mænd totalt underlegne, overdrevet perfekte, og nærmest zombieagtige i deres væremåde. Det viser sig, at de er robotter lavet af deres mænd som kopier af deres kone, som nu gør alt, de er indkodet til. Udtrykket 'Stepford Wife' er blevet en del af amerikansk og engelsk sprogbrug generelt og bruges om husmoderen, der er perfekt i alt, hvad hun foretager sig og tror på de gamle dyder og kvindens kald.

I Desperate Housewives er Marcia Cross' karakter, Bree Hodge, (tidligere Van de Kamp), den husmor, der mest ligner en 'Stepford Wife' med den perfekte og ufejlbarlige husførelse, hun lagde for dagen, specielt i seriens første sæson, hvor hun også på et tidspunkt bekendtgjorde, at hun med sine evner kunne stille op som borgmester i Stepford.

I Lærkevej er Mille Lehfeldts karakter, Monica, umiddelbart det nærmeste, man kommer en karakter fra Desperate Housewives.

Hun er alenemor og promiskuøs i sin jagt på den pæne singlemand på vejen. Hun har egen hårsalon i hjemmet, men man fornemmer, at det kun er en undskyldning for at kunne se sig selv i et spejl hele dagen, idet hun konstant retter på håret og tjekker, om alt ser ud, som det skal. Tøjet og håret virker kraftigt inspireret af Bree fra Desperate Housewives, hvorimod hun bliver Danmarks udgave af samme series Teri Hatchers karakter; Susan Mayer, når det kommer til de pinlige optrin, hun kommer ud for.

Generelt har vi en del forskellige arketyper på Lærkevej: den aldrende, halvsure mand; alkoholikeren der narrer omgivelserne og sig selv i et nøje iscenesat spil for galleriet; den på overfladen perfekte, men dog klumrede alenemor og den nede-på-jorden singlemand, hun er ude efter; og kernefamilien med gode middelklassestillinger, to børn, og PH-lampe og et ægteskab præget af rutinens langsomt dræbende kraft. Og så tilflytterne, der som alle de andre, ikke har helt rent mel i posen og gemmer på hemmeligheder.

Blandingen af drama og komedie er oftest ganske vellykket og baseret på første afsnit har serien potentialet til at blive en seersucces for TV 2. Ikke mindst fordi det hele netop er så genkendeligt. Vi mennesker kan godt lide at se os selv portrætteret på lærredet og skærmen - også selvom vi ikke altid fremstår lige heldigt.

Michael Madsen er ekstern lektor, Aarhus School of Business

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, hvis man ikke ser andet end Hollywood, så må man jo nødvendigvis være overbevist om at alt stammer derovre fra.

Men når det gælder denne genre, så tror jeg nok at en af de klareste kilder må være Faye Weldons "Heart of the Country" fra 1987 - her var al den dybe engelske ironi og udlevering af middelklassen som Hollywood kun kan drømme om at efterligne.