Kronik

Giv os ikke de gamle dage tilbage

Kronikøren er på sine gamle dage på en slags pilgrimsfærd til fods tilbage til sin hjemstavns Nordjylland. Alt har forandret sig pånær landskabet med flere mennesker, uddøde landsbyer, trafik og nye bekvemmeligheder, som gør, at ’de gode, gamle dage’ slet ikke var rosenrøde
Østerild Klitplantage i Thy, som er et af de landskaber, som kronikøren har nydt at gense til fods på søgen efter sin barnddoms hjemstavn.

Østerild Klitplantage i Thy, som er et af de landskaber, som kronikøren har nydt at gense til fods på søgen efter sin barnddoms hjemstavn.

Henning Bagger

14. oktober 2009

Jeg er blevet vandringsmand på mine gamle dage. Jeg forsøger at få inspiration til mine skriverier ved at tage tilbage til min hjemstavns Nordjylland, hvor jeg som FDF-dreng gik og cyklede for snart 60 år siden.

Jeg klarer henved 20 kilometer om dagen med frokostophold på en af landsbyernes velholdte kirkegårde. Her er der alt, hvad en vandringsmand kan forlange: vand, toilet, en bænk og fred og ro fra trafikken på landevejene. Et sted til eftertanke.

Vi skal absolut ikke have det gamle Danmark tilbage! Gravstenene taler deres tydelige sprog. Vi døde stadigvæk unge for 60 år siden. Den gennemsnitlige levealder er forøget med 20 år siden da. Og vi er blevet sundere, takket være moderne medicin og kampagnerne for motion og mod tobak og alkohol.

Jeg er nu den ældste mandlige overlever på min mors side. Onkler og brødre røg og drak. Lagt oven i en genetisk svaghed med forhøjet blodtryk og kolesteroltal slog det de fleste af dem ihjel, inden de blev 50.

I dag holder en fremragende amerikansk hjertespecialist mig i live med fem slags daglig medicin, ingen tobak og moderat alkoholforbrug. Jeg er dybt taknemmelig for den ekstra levetid, det allerede har givet mig, inden jeg skal til at dele plads med de meget stille beboere her på kirkegården.

Ro og tankeflugt

Her lod jeg tankerne komme af sig selv. Der var ikke megen inspiration i sommerens politiske debatter: Købesex og burkaer forekom ikke særlig relevante her i det fjerne Nordjylland, selv om det første tilsyneladende var til rådighed i flere af landsbyerne.

Man kunne tænke sig, at verdenskrisen med stigende arbejdsløshed ville blive et hovedemne for medierne, men det skete ikke. Så mine tanker kredsede i stedet om vejret, landskabet og småbyerne, jeg gik igennem.

Jeg er på ingen måde indstillet på at overanstrenge mig og komme ud for unødige strabadser. Kan jeg ikke finde en seng i nøjagtig den retning, jeg har til hensigt at gå, laver jeg om på målet, så det passer med et hotel, et vandrerhjem eller en campingplads med hytte. Er der en natursti eller en nedlagt jernbane, bruger jeg dem i stedet for en måske mere direkte landevej. Og ser det ud til dagsregn, bliver jeg, hvor jeg er.

Har klimaet virkelig forandret sig i Danmark, siden vi i 1950'erne lå i de våde soveposer, hvor teltenes gamle sejldug ikke kunne holde regnen ude i mere end nogle timer? I denne sommer forekom det mig, at vejret var det typiske danske med en 15-20 grader, vind fra vest og byger hele vejen fra Aalborg til Agger.

Koldt vand og cykel

Men eksperterne fortæller os, at klimaforandringen er på vej, og selvfølgelig skal vi tage den mulighed alvorligt. Ligesom vi tegner forsikringer på vores huse og biler, selv om sandsynligheden for brand og ulykke ikke er så stor for den enkelte, bør vi også forsikre os mod klimaforandring. Men hvordan?

Vi havde hverken centralvarme eller varmt vand, da jeg var barn. Vores eneste transportmiddel var cyklen. Vi vil ikke tilbage til den tid, så lige meget hvor effektive vi bliver, vil der være brug for mere energi. Og hvordan får vi den uden fortsat at forøge forbruget af de fossilbrændstoffer - olie og kul - som samtidig forøger CO2-udslippet?

Der er masser af vindmøller på min vej gennem landskabet. De leverer efter sigende 15 procent af elforbruget i Danmark. Verdensrekord og flot! Men de kan ikke klare hele forbruget, og solenergi er ikke konkurrencedygtig endnu.

Så vi må nok se at få lavet de atomkraftværker, som Niels Hausgaard helst så placeret på Sjælland og ikke her i Nordjylland.

Danmark er et foregangsland på energiområdet, men hver dansker bruger stadigvæk 10 gange så meget energi som den almindelige kineser. Og kineserne er fast besluttede på, at deres økonomiske vækst ikke må hindres af manglende energi. Så foruden mængder af vindmøller og atomkraftværker bygger de også to kulfyrede kraftværker i Nordkraftstørrelsen - om ugen! Energiforbruget afhænger af, hvor effektive vi er, hvor rige vi er, og hvor mange vi er. Men erfaringen viser, at på trods af stigende effektivitet forbruger vi på verdensbasis mere og mere. Selv om de grønneste grønne ymter noget om, at vi kan leve for mindre, vil der aldrig i noget land være flertal for at sænke indkomsterne. Altså er den eneste farbare vej, at vi bliver færre. Også i Danmark.

1,7 mio. flere danskere

Jeg har endnu ikke mødt en anden vandringsmand på min vej, men trafikken er steget enormt på landevejene i de sidste tresindstyve år. Vi er blevet rigere og har fået biler - og tak for det.

Men vi er også blevet 1,7 millioner mennesker flere i Danmark, siden jeg var barn. Det svarer nøjagtigt til befolkningen i Storkøbenhavn.

Tænk lidt over, hvor meget mindre vores forbrug ville være, hvis vi havde undgået den befolkningstilvækst. På det punkt, og kun på det punkt, kunne jeg tænke mig at få de gamle dage tilbage, hvor der kun var 3,7 millioner danskere.

Det pragtfulde landskab, jeg bevæger mig i, har stort set ikke forandret sig siden istiden. Bakker, dale, fjord og vandløb er de samme. Kombinationen af lys, vand, himmel og landskab er enestående her i Himmerland, Salling og Thy.

Men markerne og især deres afgrøder er anderledes. De små marker med arbejdende bønder er væk. Nu er det storavl, og genforskning, kunstgødning og måske også klimaforandring har forandret afgrøderne. Havre og roer ses sjældent, raps og majs florerer.

Produktiviteten i dansk landbrug er steget enormt. I min barndom var henved halvdelen af befolkningen beskæftiget ved landbruget. I dag drejer det sig om nogle få procent. Og de producerer henved 20 gange så meget som deres forgængere. De er et fremragende eksempel på, at vi burde glæde os over et faldende befolkningstal. Faldet i arbejdskraft opvejes af stigende produktivitet.

Men der er stadig noget tosset i denne problemstilling. Verdens landbrug producerer rigeligt til at mætte hele verdens befolkning. Sulten skyldes manglende indtægt, ikke manglende føde. Men i stedet for fortsat at producere større fødevaremængder burde vi satse på at sænke befolkningstallet, der stadig stiger med 80 millioner om året på verdensbasis.

Uddøde landsbyer

Det er lidt trist at opleve de næsten uddøde småbyer på min vej: Fortidens bager, slagter, trikotage, sæbehus, skole, hospital, og smed er alle væk.

Parcelhusene fra rigdommens indtræden i 60'erne er nu til salg i store mængder. Vi udefra kommende turister kunne vel godt ønske os det levende landsbysamfund tilbage i stedet for disse sovebyer.

Men det kunne beboerne bestemt ikke. De har stemt med fødderne og er udvandret til de større byer. Og er sikkert ligesom os andre ikke indstillet på at skulle betale over skatten, hvad det ville koste at bevare de gamle landsbysamfund. Interessant at franskmændene stadig forsøger og får os andre til at betale for deres urentable landbrug over EU-budgettet. Nostalgi kan koste mange penge.

Så lidt blandede tanker fra bænken på kirkegården, inden turen går videre.

Konklusionen er, at i den sammenligning er Danmark et pragtfuldt land. Og på stort set alle måder mere pragtfuldt i dag end det var i min længst svundne barndom.

Vi skal absolut ikke have det gamle Danmark tilbage.

Sven Burmester er forfatter og udforsker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dejlig optimistisk kronik, men...

Produktiviteten i dansk landbrug er steget enormt.... de producerer henved 20 gange så meget som deres forgængere. De er et fremragende eksempel på, at vi burde glæde os over et faldende befolkningstal.

...og så ikke et ord om, dyrevelfærd, pesticidforurening og gødskning af drikkevandet, smadring af biodiversitet, og at de arbejdspladser der er forsvundet qua de store industrilandbrug, faktisk er den type arbejdspladser der er efterspørgsel på, til de der har svært ved at finde plads i vort højt specialiserede stresssamfund.

Men det er da rigtigt - Der ser så dejligt ud på landet ...og det er godt for sjælen.

GIV OS DAGLIGDAGENS KRÆFTER TILBAGE.
Optimisme og pessimisme er hiandens forudsætninger, og somme ræddes for de gamle dages virkelighed.
I 1950'ernes Nordjylland, som kronikken handler om, arbejdede jeg i Rold Skov, og ganske rigtigt måtte vi nøjes med at cykle, eftersom kun de få med en statslig indkøbstilladelse kørte i bil, og i stedet for motorsav brugte vi økse og håndsav og for traktorer store pragtfulde heste, og mødte med skovl og madpakke når snefogeden kaldte. Er dét nu også galt?
Set i lyset af de gamle dage er landet siden blevet drænet for vand, natur, fællesskab og økonomisk stabilitet, sidst en finanskrise, hvor du og jeg for at hjælpe bankerne, der var årsag til krisen, smider milliarder gode kroner efter dårlige penge. Alt i alt, for at nå hen til næste krise og næste krig. Sidste ekempel er individualismens nye hån.
Bankerne har, som vi igen har måttet sande, aldrig været til at stole på, men foruden at betale en ny hest for den skamridte, skal vi oveni betale de enkelte investorer i bankrådgivningens navn. Dengang den enelte invester indvilgede i at spekulere i endnu højere profit, kendte vi udmærket de nyopfundne hedge-fondes håbløse aktiespil på udokumenterede forventninger til andre aktiers kursgevinster. Eventyret óm endnu bedre dage var jo netop krisetegnet, som vi advarede imod og nu skal piskes for. Ikke en tv-udsendelse uden en bankrådgivers kloge bemærkninger!
Giv os dog kræfterne tilbage til at sige stop! Ikke mere vækst, ikke mere ulighed, ikke mere russisk roulette med fremtiden. Men vi må atter ímponeres over, at vi alligevel vælger at tro på de samme store mænds store møder og vel vidende kører samme fremtid i møde.
Hvad vil Bent Burmester?

Mona Blenstrup

Dejlig artikel og to skønne kommetatorer - kan man forlange mere?

Man sidder og får lyst til at gå med på denne vandring. Det tiltaler mig med den uformelle tilgang til det at rejse.

Nu bruger man ikke kræfer på det fysiske arbejde men i stedet i fitnescentre.

Dermed får man nok rørt sig men ikek frisk luft. airconditionen i centrene bruger el til at køre rundt ligesom maskinerne også skal have el.
Hvad koster en rask gå eller løbetur ude i det fri?

Ingenting i strøm og kontingent.

Mener kronikøren, at stort er godt og åbenbart også billigt.
Det er en skrøne, at små børnehaver, små skoler og små landsbyer er dyrere, slet ikke mentalt, og den omtalte flugt fra land til by er et udslag af den politiske centralisme, senest kommunalreformen. Vi befinder os udmærket herude på landet med mark og skov, men kommunen tror, at man sparer ved at lukke vores plejehjem, børnehaver, skoler, biblioteker, posthuse og transportforbindelser og henvise os til private ordninger og efterlader os med mange nye udgifter, når børn og vi selv skal køre land og rige rundt på vejene eller 50-100-150 km til skadestue, fødselsafdeling eller på indkøb eller besøg hos vore ældre.
Storkommunen sætter skatteindtægterne i den nye hovedstad, lige fra sport, uddannelse, foreninger til bibliotek, gågader, forretningsliv og vejanlæg, og har næppe blik for, at vi aldrig har belastet de fælles udgifter med skolebus, veje, fortove, skiltning, snerydning, gadebelysning og kloakering.
Får vi herude måske rabat eller kompensation på afsavn af service? og hvorfor skal vi indfødte vises frem for turister, når vi har naboerne at fornøje os med? De magtfulde mænd bryder sig bare ikke om naturen, det billige skidt, og har set sig ideologisk blinde på effektivitet og rationalisering og centralisme, der altid kan stå i enhver herres tjeneste og til rådighed for ethvert formål.
Det er vel tilladt at efterlyse lidt kultur og civilisation i den moderne verdensorden.

Preben Maegaard

Atomkraft, nostalgi og Burmester
Af Preben Maegaard, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi; senior vicepræsident for EUROSOLAR
Pludselig forstår man, hvor dybt reaktionært man tænker i Verdensbanken og også har gjort i den tid, hvor Sven Burmester var medlem af direktionen og kunne øve indflydelse. Det er den oplevelse man sidder med efter at have læst hans kronik i Inf. den 14. oktober 2009.

Verdensbanken har altid kunnet finde penge til kæmpedæmninger og store kraftværker i ulandene, men aldrig til vedvarende energiforsyning til de 75 % af befolkningen, som i mange lande er uden elektricitet. Decentrale løsninger ligger uden for den banks forestillingsverden.

Sven Burmesters kronik beskriver fra en gåtur fra Aalborg til Agger i Thy, hvor herligt alt er i vores tid. Halvdelen af hans vandring går gennem Thisted kommune, som er absolut førende og langt foran andre steder, der er blevet kendt som energibyer; det gælder vedvarende energi til både el og til varme. Men i stedet for at udforske og viderebringe, hvad de 250 vindmøller i kommunen og mange andre lokale energianlæg mon bidrager med, så vækker synet af de mange vindmøller Burmesters drømme om atomkraftværker.

Med største lethed kunne han have fået at vide på bibliotekerne, hos energiselskaberne, kommunen, oplyste borgere eller på nettet, at den vedvarende energi i Thy faktisk dækker el forbruget 100 % og varmeforbruget 85 %; altså enestående meget. Han oplever under turen i dagevis ved selvsyn så mange vindmøller, at det bør vække hans nysgerrighed, når han gør hvil på kirkegårdene, hans yndlingsstoppesteder. Men han er øjensynligt slet ikke interesseret i og åben overfor nye løsninger. Han ræsonnerer ikke, at hvad man her har gang i, kunne måske bruges andre steder også. Tværtimod relaterer han de 20 % vindkraft i Danmark til hele verden; og det rækker ingen vegne. Han har i den grad skyklapper på, at Thy som eksempel på den ultimative overflødiggørelse af fossil og atomar energi alligevel bliver til et håb om flere atomkraftværker.

Nu er Sven Burmester ikke en hr. hvem som helst. Han kommer fra en høj international post, skriver godt og skriver meget. Dertil er han adjungeret professor ved flere universiteter. Herfra kan han påvirke ubefæstede unge sjæle med sine uudforskede tanker og idiosynkrasier.

Burmester gik ikke af vejen for i en bog for et par år siden helt utilstedeligt at betegne en religion og kultur med en milliard mennesker som slet og ret syg. Den lever ikke op til verdensbankdirektørens opfattelse af effektivitet, rationalitet og rentabilitet. Men dersom der er noget i denne verden, som er sygt, så er det atomkraften, som Burmester er så fascineret af som løsningen på fremtidens energiforsyning. Verden over har ophobet sig i hundredtusindvis af tons højradioaktiv affald, som man ikke aner, hvor man kan deponere sikkert, selv om der verden over for uanede milliarder dollars har været forsket i denne dybt syge teknologi i 50 år. Hvor er rentabiliteten i, at talløse fremtidige generationer skal tage vare på det højgiftige skidt? Og er atomkraft billig? Overhovedet ikke. Danmark har fraregnet skatter med næsten 1.000 højeffektive lokale kraftvarmeværker og 5.000 vindmøller ligeså billig strøm som lande med gamle, afskrevne atomkraftværker. Omkostningerne ved at rive værkerne ned og at opbevare atomaffaldet i uoverskuelig tid kommer oveni med kæmpebeløb. Nye akraftværker er også et økonomisk mareridt; se hvad der sker p.t. i Finland. Og hvor meget uran, atomkraftværkernes brændsel, er der tilbage? Til lige så få år som olie og gas med det nuværende forbrug.

Burmesters energivision er nostalgi, som ingen skal lytte til. Den kan koste rigtig dyrt, både nu og i al fremtid. Tænk dersom OECD landene ikke brugte 70 % af deres energiforskningsmidler på atomkraft og sølle 8 % på vedvarende energi, men gjorde det omvendte, så kunne den ganske jord snart klare sit energibehov med solens kraft i form af vind, biomasse, solenergi og oceanernes energi. Så ville klimaproblemerne snart være skubbet i baggrunden, som Sven Burmester for resten i kronikken også har et ganske uvidenskabeligt forhold til.

Det var nemlig ligeså koldt, blæsende og regnfuldt på hans nylige gåtur i Nordjylland som for 50 år siden. Så er det med klimaet latterliggjort. Gad vide om Burmester med samme overfladiskhed fejer ekspertisen af bordet, når det gælder andre videnskabelige discipliner, for eksempel indenfor sundhed. Det plejer ellers at være sådan, at når 95 % af forskerne er enige på et felt, så er det sådan. Burmester klamrer sig imidlertid – som visse populister – til de 5 % tvivlere og agiterer derefter som dem, i klimaets navn, for atomkraft. Goddaw do!

Ja - NU udrinder de allersidste rester af noget så gammeldags som det danske landalmueliv - og noget så hot og hipt som: Middelalderen's genkomst træder i stedet :-)

Trist- for var da ellers så hyggeligt ude på landet ( i gamle dage ).

-------------------------------------

Under Solen

Radbrækket, Hjulevævet
2*//Illinger af smerte//

Ravnene - ravnene

Øjenæderne blinder mig

2*//Illinger af smerte//

Ravnene - ravnene

Borthakker mig

2*//Trygler, tigger, ber'
om det altopslugende
mørkes nåde//

men Tiden er næsten gået i stå

-Evindeligt nu: Kun Ravn's føde

Solen får kødet til at brænde og gløde

2*//Trygler, tigger, ber'
om det altopslugende
mørkes nåde//

men Tiden er næsten gået i stå.

-----

Ser nu forstanderen for Ribes gamle katedralskole for mig:
Han kigger op på den hjul- og stejlefæstede, og siger til de
resterende elever: Sådan! Grammatiske fejl vil aldrig blive tålt!

I sit rosenrøde fremtidsperspektiv siger Sven Burmester: Vi døde stadigvæk unge for 60 år siden. Den gennemsnitlige levealder er forøget med 20 år siden da

Det er noget sludder. Restlevetiden for voksne mennesker er kun øget lidt i den periode. For 60 årige med ca 2 år. Det er spædbørnsdødeligheden som er faldet. Spædbørn overlever og bliver voksne, men de voksne overlever ikke meget længere end tidligere. Burmester nævner røg og alkohol. Røgen er på ganske vist på tilbagetog, men ikke alkohol. Dertil har vi fået stofmisbrug, HIV, overvægt og diabetes.

Burmester siger også: Tænk lidt over, hvor meget mindre vores forbrug ville være, hvis vi havde undgået den befolkningstilvækst Det er ikke begfolkningstilvæksten som er problemet, men vores livsstil. En dansker belaster klimaet lige så meget som en hel afrikansk landsby. Det er det som er problemet, og her kunne vi måske lære lidt af det gamle Danmark.

Det er også noget "sludder" (spekulativt), at politikerne vil bruge demografien for at ændre befolkningssammensætningen eller -størrelsen (kvinderne skal selv bestemme over fødslerne). Herunder noget "sludder" at argumentere med længere levetid (i begge ender af livet).
For mange af os er levetiden/alderen aldeles underordnet, at blive gammel ikke eftertragtelsesværdigt, og ganske mange i denne verden ønsker ligefrem at dø inden dagen er omme, mens andre, som Tucholsky sagde o.1930, gerne vil leve en dag til. og endnu en dag, ja, faktisk i al evighed (han tog selv sit eget liv i erkendelse af nazismens fremvækst).
For at komme "ældrebyrden" til livs foreslog Desmond Morris i 1960'erne (forfatteren til The Naked Ape), at folk ikke burde leve længere end til pensionsalderen. (Emnets etik diskuteres også som "aktiv dødshjælp", "for tidligt fødte børn" og under "livstestamente/nej til livsforlængende behandling".)

i virkeligheden var og er og bliver det nu mere lyst
, fordi de fleste mennesker jo egentlig godt ved:

det' kommunisterne og darwinisterne som har ret,
eller tager ret.

og man burde tænke på også at undlade at bruge sort humor eller æstetik som folkets trøst
( for digterne får laurbær for at sætte det på vers
( Bifrost ))