Er der, når det kommer til stykket, noget som helst nyt i den sag? Det vidner mere om mediernes jagt på sensationer end en bestræbelse på at berige læserne med noget afgørende nyt om Kunderas fortid.
I Tjekkiet har man for nylig fundet et nyt dokument fra 1952, som skulle bestyrke mistanken om forfatterens samarbejde med det tjekkoslovakiske sikkerhedspoliti, skriver Ota Tiefenböck i Information den 26. oktober 2009.
Bevismaterialet er en publiceret forelæsning, som var blevet udarbejdet af en af datidens chefer i ministeriet for national sikkerhed. Med en henvisning til en sag, som kan minde om politiets rapport fra 1950, beretter forelæsningen om et glimrende og frugtbart samarbejde mellem de tjekkiske borgere og politiet.
Ifølge de forskellige kilder fra den tjekkiske avis Lidové noviny tyder dokumentet fra 1952 på, at politiets rapport fra 1950, fundet i arkiverne for et år siden, og som skulle afsløre Kunderas stikkeri, ikke er et falsum.
Mine kilder nævner ikke, at dokumentet beskriver Milan Kunderas angivelse til politiet som et pragteksempel på borgernes bevågenhed, sådan som Tiefenböck hævder. Fokus i det nye bevismateriale fra 1952 sigter derimod på den kvindelige studerende, som er en af nøglepersonerne i den for et år siden fundne politirapport. Hun blev rost for at havde hjulpet politiet med at pågribe spionen fra Vesten. Kunderas navn er ikke fremhævet. På den tid var han allerede for længst ekskluderet af kommunistpartiet og smidt ud af universitetet.
Det er ikke min hensigt at så tvivl om dokumenter, men derimod om mediernes manglede evne til at forholde sig til de snart 60 år gamle dokumenter i deres rette kontekst.
Ikke noget nyt
Debatten om de gamle dokumenters skæbne i hænderne på nutidens historieløse skribenter og Kunderas rolle for 59 år siden er atter blusset op i Tjekkiet, dog med mindre styrke. Den. 17. oktober har avisen Lidové noviny sørget for et møde mellem en historiker, en forfatter og en redaktør for at sagen kunne blive belyst fra alle sider. Under titlen »Víme více o Kunderovi nez pred rokem?« (Er vores viden om Kundera større end for et år siden) debatterer de tre fagmænd hovedsageligt, hvorvidt det første dokument, politiets rapport, fundet i arkiverne for et år siden, er blevet serveret til læserne i ubearbejdet form og løsrevet fra den historiske kontekst. Dengang for et år siden var det den unge nystartede journalist, Adam Hradílek, som i tidsskriftet Respekt greb chancen til at gøre sig verdenskendt. Det lykkedes som bekendt.
Avisartiklen fra den 17. oktober i år afsluttes med erkendelsen af, at foreløbigt har man ikke fundet noget nyt siden sidste år.
Desuden mener eksperterne i Tjekkiet, at historikerne i det nyetablerede Institut for studier af totalitære regimer, som Ota Tiefenböck citerer, stiler mere efter at gå på heksejagt end på at skulle bidrage til en mere dybtgående forståelse af den kommunistiske fortid.
Den tidligere tjekkiske præsident, Václav Havel, som ikke ligefrem var kendt for at være Kunderas bedste ven, tager ham i forsvar. Han tvivler på Kunderas stikkeri og yderligere siger han, hvis nu Kundera gik til politiet og indberettede en suspekt kuffert, som var blevet efterladt af en formodet spion fra Vesten på kollegierne på Letná, så må nutiden se det i den tids kontekst.
Den unge studerende Kundera var på det tidspunkt opsynsmand på kollegiet. Han var ansvarlig for, at alt gik efter reglerne. Da Kundera af en anden student, og glødende kommunist, blev gjort opmærksomt på nogle mærkelige forhold, blev han nødt til at reagere. Hvordan kunne han være sikker på, at det ikke var en fælde for ham selv? At den anden student ikke havde været sat på at teste og kompromittere ham?
Overbevist kommunist
Dengang i begyndelsen af 50'erne kunne man ikke stole på nogen. Det var tiden umiddelbart før Slansk-processerne. Den mest hadske og frygtelige tid under Den Kolde Krig. Ud fra datidens kontekst kan man på ingen måde mene, at Kundera skulle have været skyldig i stikkeri. Spionerne fra Vesten var jo fjender.
Den unge Kundera var overbevist kommunist. Han havde en nedarvet kærlighed til den kommunistiske ideologi fra mellemkrigstidens avantgarde.
Milan Kundera bliver anklaget af medierne for ikke at tale sandt, da han hævder ikke at kunne huske episoden fra kollegiet for 59 år siden. Selv om dokumentet fra 1950 skulle tale sandt, så er det da forståeligt, da han ikke kendte den person, som sagen drejede sig om. Han handlede på en anden mands opfordring og af pligt. Kan man huske alt?
Yderligere er det velkendt, at Kundera ikke er videre populær i den tjekkiske presse. At finde noget om ham er bare guf for medierne.
Irena Sloth Carlsen er cand. mag. i litteratur og tjekkisk
