Kronik

Hvorfor er vi bange for autofiktionen?

Vi er bekendt med, at virkeligheden undertiden gør sit indtog i det litterære og fiktive rum, men hvad stiller vi egentlig op med erkendelsen af, at denne sammensmeltning også betyder, at fiktionen udgør en stor del af virkeligheden?
Jørgen Leth kunne have undgået virakken om sin erindringsbog 'Det uperfekte menneske', hvis han havde gjort det klart for læseren, at bogen ikke kun skulle læses på virkelighedens præmisser.

Jørgen Leth kunne have undgået virakken om sin erindringsbog 'Det uperfekte menneske', hvis han havde gjort det klart for læseren, at bogen ikke kun skulle læses på virkelighedens præmisser.

Jeppe Carlsen

21. oktober 2009

Den autofiktive genre er i de seneste år stormet frem på det litterære marked, og denne genreinvasion har medvirket til en faretruende udvanding af den ellers så standhaftige afstand imellem fiktion og virkelighed.

Genren autofiktion blev anvendt for første gang i værket Fils (1977) af franskmanden Serge Doubrovsky og er, som betegnelsen antyder, kendetegnet ved at kombinere det fiktive og det selv-biografiske. Denne sammenstilling var i 1977 uhørt, da der i litterære kredse på det tidspunkt var tradition for at følge Philippe Lejeunes skarpe og kompromisløse skillelinje imellem autobiografi og fiktion. Siden da er vi druknet i autofiktion, og det er derfor ikke længere nyt eller uhørt at blande fiktion og selv- biografi. Det er derimod blevet helt almindeligt. Selv om autofiktion i dag er en særdeles almindelig genre, betyder det dog ikke, at den er blevet mindre problematisk. I dag, 32 år senere, skaber det nemlig stadig røre hos læsere, anmeldere og kritikere, når fiktion og virkelighed blandes sammen.

Spilleregler

Det er på ingen måde en tilfældighed, at der er tradition for at adskille virkelighedens rum og fiktionens rum. Denne adskillelse tjener flere formål.

For det første hjælper den både læser og forfatter med at danne sig et overskueligt billede af, hvad der kan bestemmes som kunst. Kunsten defineres og bestemmes jo traditionen tro i mødet med det, der grænser op til kunsten, hvilket betyder, at kunsten må afgrænses i en ramme, der adskiller sig afgørende fra det, som er placeret uden for rammen. Det, der befinder sig i rammen, og det, der befinder sig uden for rammen, må nødvendigvis adskille sig fra hinanden, eksempelvis via betegnelserne fiktion over for virkelighed. Dette er nødvendigt for, at kunsten kan fastholde sit eksistensgrundlag. Kunsten må derfor nødvendigvis være opdigtet og adskille sig afgørende fra den virkelighed, som kredser omkring kunsten, eller - om man vil - det, som kunsten kredser omkring.

For det andet synes denne adskillelse at være en efterspurgt nødvendighed for læseren. Læseren insisterer på at få klarhed over, hvorvidt et givent værk afspejler virkeligheden eller kan betegnes som ren fiktion. Dette behov for vished hænger sammen med, at læseren må være på det rene med, hvilken relation denne skal indgå med værket, og dermed hvad der skal og må investeres i værket. Kan læsningen betragtes som en ufarlig og fantasmatisk alliance, hvori både læser og forfatter i en begærlig spejlingsakt kan forløses, netop fordi præmissen er, at det, der læses og skrives, kun er fiktion? Eller skal førstegangslæseren forberede sig på at indtage en moralsk og distanceret position i mødet med et virkeligt levet liv? Med andre ord kræver læseren at få opstillet spillereglerne for den kommende læsningsakt. Skal denne agere medspiller eller observatør, deltager eller betragter? Er det leg eller alvor, og altså med andre ord: er det fiktion eller virkelighed.

Uperfekte Leth

Hvis vi tænker tilbage på polemikken omkring Jørgen Leths skandaleombruste autofiktion: Det uperfekte menneske (2005), er det tydeligt, at læsningen af denne tekst foregik på virkelighedens præmisser. Læseren observerede og betragtede distanceret teksten og anslog derefter en moralsk dom over værket. Hvis Leth i sin fortælleteknik havde valgt at anvende en tredjepersonsfortæller, havde læseren derimod med garanti uden videre nykker begærligt boltret sig i de seksuelle fantasmer. Leth forsøger selv at få læseren med på denne spejlende læsning, men hvis Leth troede, at det var muligt på den måde at blande virkelighed og fiktion, tog han som bekendt grueligt fejl.

Læseren vil have afklaring, og hvis værket er dobbelttydigt og ikke kan give denne afklaring, beslutter læseren sig selv for en given læsning. Der må være et ordnet kontraktligt forhold, som bestemmer, hvorvidt læseren skal læse med eller mod sin moral.

Læseren frygter mest af alt det uafklarede og det uafgørlige, og derfor hører man stadig i autofiktionens tid læsere, anmeldere og kritikere stille forfattere det noget slidte spørgsmål: Er teksten selvbiografisk, eller er den ren fiktion? Paul Auster blev eksempelvis i forbindelse med sin nyeste udgivelse, Usynlig, i flere aviser spurgt, hvorvidt romanen byggede på selvbiografiske hændelser. Det virker jo umiddelbart temmelig irrelevant, hvorvidt det enkelte værk er virkelighed, fiktion eller, må gud forbyde det, begge dele. Men det er det ikke, for i det øjeblik virkeligheden invaderer fiktionen, åbnes der jo for Pandoras æske. Når fiktionen bliver til virkelighed, kommer man jo ikke uden om, at virkeligheden i samme åndedrag bliver til fiktion. Hvis der er noget, der er lidt mere uudholdeligt, end at virkeligheden tager patent på fiktionen, så er det, at fiktionen bestemmer det virkelige levede liv, for i yderste konsekvens betyder det jo, at virkeligheden slet ikke eksisterer. Den afdøde forfatter, Claus Beck-Nielsen, som efter sit litterære selvmord går under navnet Das Beckwerk, skildrede på bedste vis dette ingenmandsland i sin noget kontroversielle biografi Claus Beck Nielsen (1963-2001) fra 2003. Med dette værk blev grænserne imellem virkelighed og fiktion elimineret, og det i en sådan grad at læseren på intet tidspunkt sættes i stand til at skelne den virkelige forfatter fra den fiktive protagonist. Det fiktive gøres til en integreret del af virkeligheden og kan derfor mere end blot skildre virkeligheden. Fiktionen kan ændre på virkeligheden, fordi den er selve virkeligheden eller manglen på samme. Alligevel forbliver værket ikke i virkeligheden, men transformeres derimod til en fiktiv håndgribelig tekst. Denne opløsende og dekonstruerende proces ender som bekendt med, at forfatteren må afgå ved døden, og det er denne mere eller mindre symbolske død, som også læseren frygter i mødet med den autofiktive tekst.

Drilagtig genre

Det er, tror jeg, denne ulmende opløsningsangst, som er årsag til, at læsere, anmeldere og kritikere ofte insisterer på at få klarhed: Er det fiktion eller selvbiografi?

Det forklarer også, hvorfor flere anmeldere simpelthen vælger at anmelde autofiktion som enten selv- biografi eller fiktion og ikke tager højde for de kvaliteter, denne blandingsform rummer, ikke bare i sin udsigelse men også i sit udsagn. Der må vælges side, da en tekst ikke uproblematisk kan være begge dele på samme tid. Det at virkeligheden er fiktion, og fiktionen er virkelighed, er simpelthen uudholdeligt, og enhver, der har set en David Lynch-film, ved, hvad denne svimlende tilstand indebærer. Det er derfor ikke mærkeligt eller besynderligt, at læserpositionen vedbliver med at interessere sig for, hvordan forholdet imellem virkelighed og fiktion kan fastholdes og kontrolleres. Der må nemlig gerne være både fiktion og virkelighed i et kunstværk, det, der er afgørende, er at få klarhed over præcis, hvornår der er tale om fiktion, og hvornår der er tale om virkelighed. Denne klarhed hverken kan eller vil autofiktionen give, idet dens primære mål er på drilagtig vis at værge sig imod den indramning, som læseren efterspørger. Den vil være begge dele, hele tiden og på samme tid.

Poul Berendt foreslår med sit begreb Dobbeltkontrakt, at der først læses selvbiografisk og dernæst fiktivt, jeg foreslår derimod, at begge læsninger integreres, ikke forskudt, men derimod kombineret. Denne kombinerede læsning kræver, at læseren ikke bare læser med observatørens briller, men ligeledes lader sig spejle og drage af alt det, som måske er virkeligt, måske er opdigtet. Hvis vi først accepterer, at virkelighed og fiktion ikke kan adskilles, kan det jo være, at både tekst og levet liv ikke kun bliver farligere, men også bliver mere interessant.

Camilla Schwartz er cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kravet til den spændende historie er jo ikke, om den er sand, og mig bekendt findes ingen historier uden et gran af virkelighed, selv biografier og øjenvidneberetninger. Forståelsen af historien og forfatteren kommer vel af, om man mener, at man i de mange løgne, symboler, myter osv. kan finde en virkelighed, måske virkeligheden, den guddommelige erkendelse. Eventyr såvel som f.eks. nordisk og græsk mytologi bygger på den fælles erkendelse af tilværelsens gåder. En bog, hvor man ikke forstår sig selv, er kedelig.

Forfatteren til denne artikel skulle selv prøve i et par dage at møde sin hverdag, som om den "måske er virkelig, måske er opdigtet". Evt. i forhold til en kærestes kærlighedserklæringer. Denne usikkerhed omkring, hvorvidt de er sande eller falske? Gør det en forskel? Ja.

Dét, som forfatteren til denne artikel reklamerer for, er en paranoid og skizoid måde at stå i forhold til verden på, i kraft af hvilken virkeligheden og mennesket selv falder fra hinanden. Men bare fordi at kulturen bevæger sig i retning af det skizofrene, er det jo ikke nødvendigvis en god ting eller noget at bistå den i.

Grunden til, at Behrendt først læser selvbiografisk, som forfatteren hævder det, er, at han først og fremmest - som forfatteren til denne artikel forhåbentlig også selv gør det - møder sin verden og sig selv med en grundlæggende, umiddelbar tillid til, at den/han er, hvad den/han giver sig ud for at være. Han tænker ikke, når han åbner køleskabet og griber ud efter mælken: Er dette nu mælken? Og hvis ikke, hvad det da? At tænke sig, at denne måde at læse på skulle være "mere interessant" end den, som rent faktisk formår at agere bæredygtigt i verden, er i mine øjne en tåbelig romantisering af en uden undtagelse helt og aldeles forfærdelig måde at leve og stå i forhold til livet på.

Det havde været rart med en artikel, som i stedet turde afsløre alle disse forfattere i den nye litteratur for dét, som de er: Skabere af usikkerhed, tvivl, opløsning og angst - og det hele vel at mærke i den æstetiske oplevelses navn.

camilla schwartz

Til Sixten.

Jeg tror måske du har misforstået mit ærinde med kronikken - og dertil tror jeg i øvrigt at du tager det hele en anelse bogstaveligt, og måske endda en anelse for personligt.

Når jeg leger med tanken om for en stund at nedrive de kunstige rammer omkring værket, er det for at give plads til en mere legende og fantasifuld tilgang til det respektive værk. Jeg synes at vi skal lade os forføre, både af tekst og liv, og derfor synes jeg at det er mindre interessant hvorvidt noget er sandt eller falsk, så længe det evner at forføre.

Jeg graver ikke bare efter angst, ulykke og fortvivlelse, men jeg ser angsten som et springbræt - og en mulighed for erkendelse og forløsning.

Det er i øvrigt ikke det enkelte værk der skaber angst og fortvivlelse, den puster bare til de gløder som i forvejen ulmer i mennesket. Den autofiktive tekst blotter angsten, og giver os derfor mulighed for at se denne angst i øjnene. Angsten forsvinder jo ikke fordi vi, som du foreslår, vender ansigtet bort. Den kan dog være til at leve med hvis vi tør se vores dæmoner direkte i øjnene, og måske endda grine lidt af og med dem.

Med øje for dit eget indlæg, synes jeg i øvrigt at det er mere end besynderligt at du klassificerer mit tekstsyn(livssyn) som paranoidt og skizoidt. Synes måske du slutter dit eget indlæg en anelse paranoidt:

Det havde været rart med en artikel, som i stedet turde afsløre alle disse forfattere i den nye litteratur for dét, som de er: Skabere af usikkerhed, tvivl, opløsning og angst....

Rachel Henderson

Ja, det er sandelig ikke nemt. Al denne snak om fiktion og realiteter får mig til at tænke på officeren fra Forsvarskommandoen, som forsvarede sine pædofile tilbøjeligheder og trusler med at det jo bare var en form for rollespil.

Som læser ville det være rart at vide hvornår man er del af et rollespil, og hvornår man skal være virkelig forarget.

Camillas formulering forekommer ny ved at indføre et nyt begreb, en ny vinkel på en gammel erkendelse - litterær psykologi?
Men mon ikke vi alle kender en følelse som angsten, det var at håbe, og for at bearbejde dens dæmoner må vi kende dens karakter og omfang. Litteraturen er en god medspiller, men dog hverken psykologi eller pædagogik. Jeg er imidlertid tilhænger af historier for børn: man skal ud i en fremmed verden, men hjem igen, inden historien er slut..