Krig og fred

Når man træder ud af banegården i Sarajevo, bliver man straks i tvivl. Er der virkelig ikke gået mere end 15 år? Er Srebrenica ikke længere væk? Var bakkerne deroppe fyldt med serbiske kanoner for under 20 år siden? Det føles unægteligt som længere. I hvert fald i begyndelsen.

Klokken er halv syv om morgenen, og vi er lige ankommet med nattoget fra Zagreb. Et forsøg på at få morgenmad på en banegårdscafe ender forgæves. Menuen indeholder ikke noget, vi med hjælp fra vores parleur kan oversætte til dansk. I stedet ringer vi til det hotel, vi har fået anbefalet. Det er første gang, jeg taler med Saed. Venlig på trods af tidspunktet guider han os i retning af den rigtige sporvogn, og vi får besked på at ringe igen, når vi har fundet frem til centrum. Der dukker han op i sin lille blå Citroën 2CV og kører os resten af vejen til familiens hotel et stykke oppe i bakkerne. På vejen klager han heftige over byens smog. Den gør ham kronisk syg, og vejret bliver usædvanligt regnfuldt. Klimatruslen er også kommet til Balkan.

That's life

Saed, hans bror Misha og deres far driver sammen et hotel. Det er et venligt sted, hvor man fra tagterrassen kan nyde synet af en by, der er ved at komme sig.

På en bar i nærheden fortæller den midaldrende tjener, Milos, på et gebrokkent engelsk om at være i krig. Han blev såret, men affærdiger det »that's life.«

Det er normalt på de kanter, man er nødt til at leve videre. Hans engelsk er dårligt, så jeg opgiver at forklare, hvorfor det ikke er normalt for mig. Hvorfor det er skræmmende at tænke på en kalasjnikov-bevæbnet mand på min fars alder.

Men livet kan jo heller ikke gå i stå for evigt, fordi der var krig. Man er nødt til at fortsætte.

»Nødt til at arbejde om sommeren for at leve om vinteren,« som Saed, der jo er i turistbranchen, siger til mig den første dag. Meningen var vist at forklare hans 12 timers arbejdsdag, men når jeg nu kopierer udsagnet fra min dagbog, virker det anderledes dystert. Saed taler et forståelig om lettere rodet engelsk.

Selv om man lever videre, er historien imidlertid aldrig længere væk, end at et mindstemål af fantasi kan bringe den tilbage. Mange større bygninger har på murene en lille messingplade, hvorpå der er skrevet navne. De mindes dem, der under artilleriangreb er omkommet i netop denne bygning. Af og til er der bare nogle få navne, men ofte flere. 10, 15 - et sted over 20. Hver bygning har sin historie. Der er måske gået 15 år, men hvis man ser efter, er der minder overalt.

Det må være svært at glemme i en sådan by. Måske sværere at tilgive. Alle familier har ofre. Alle har noget, de har mistet. Også Saeds ældre bror, Misha.

Han har ikke været i krig. Han er historiker og var aldrig nødt til at kæmpe. Alligevel er han den person, jeg møder i Sarajevo, der virker mest påvirket. Den, der husker mest og har tilgivet mindst. I en traumatiseret verden er det ikke altid godt at vide for meget om historien.

Lebensraum

»To forskellige legemer kan ikke optage den samme plads,« siger Misha, mens han gennem sine briller stirrer intenst på mig:

»Det bosniske folk kan ikke dele sin plads med andre. Vi fik fred, men vi tabte krigen. Vi er ikke længere herrer i eget hus og har derfor tabt vores sjæl.« Det løber koldt ned ad ryggen på mig, mens denne intelligente og belæste mand udlægger Bosniens indviklede historie med ord og udtryk, der leder tankerne i retning af pigtråd og rustne brusehoveder.

Det værste er næsten, hvor realistisk han er. Hvor bevidst om sine argumenter, og hvor villig han er til at følge dem helt til deres logiske konklusioner. Mine indvendinger om multikulturalismens og kulturmødets gavnlige sider bliver modgået med en delvis indrømmelse:

»Selvfølgelig, Sarajevo er en god by for kunsten - hvis du vil skrive en bog eller lave en film, er her perfekt. Men se på vores historie: 100 års krig efterfulgt af 40 års kommunisme og så endnu en krig. Her er måske godt at skabe, men ikke godt at leve.«

Det kan jeg ikke indvende meget imod. En snigende mistanke rammer mig: er min fascination af Bosnien og dets myldrende, sammensatte kultur intet andet end en gennemrejsendes romantisering?

I krigens lys

Historien taler jo sit tydelige sprog om århundreders krige, og Vestbalkan er vitterligt et virvar af folk, sprog og religioner. Men er det virkeligt forskellene, der har fået folk til at kæmpe? Danmark og Sverige lå mere eller mindre i permanent krig i hundreder af år. Og vi er jo ellers så ens. Broderfolk og alt det der. Men Misha kender også noget til dansk historie, faktisk en hel del viser det sig:

»I har haft jeres krige, jeres imperier. Hvorfor tror du, Danmark er så rigt og fredeligt i dag? Fordi I mistede det hele igen. Fordi I endte med en stump land, hvor alle ser ens ud, taler samme sprog og tror på det samme!«

Hvilket jo er rigtigt nok, »hvad udad tabes, skal indad vindes« og så videre, men behøver det at betyde, at folk, der er forskellige, ikke kan leve sammen? Jeg nægter at acceptere det.

Problemet i situationen er, at det er Misha, der har alle de gode argumenter.

Min egen tro på humanisme og muligheden for fredelig sameksistens bliver afsløret som netop en tro. Som jeg over for Misha ikke magter at argumentere rationelt for. Hvorimod han har tonsvis af historiske grunde til, at alle stater må og skal være etnisk rene. Og at en ansvarlig befolkningspolitik derfor er at ekskludere alle fremmelegemer.

Tabuet 'etnisk udrensning' bliver ikke nævnt ved navn, men det ligger og venter lige under overfladen. Dagen før var det årsdagen for Srebrenica.

Jeg protesterer - både højlydt og over for mig selv - men det er som om, jeg er fanget i en bestemt logik, der ikke leder til andre mulige konklusioner end Mishas. Når man læser historien i krigens lys, bliver den eneste mulighed for fred, at alle holder sig for sig selv.

Krig eller fred?

Dagen efter pakker vi vores tasker og gør os klar til at tage mod Serbiens hovedstad, Beograd. I min dagbog forsøger jeg at drage en eller anden form for konklusion på samtalen med Misha, men det lykkes ikke. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal skrive. Sidder jeg i Danmark, virker multikulturalismen selvindlysende. Mange af mine bedste venner er folk, jeg har mødt uden for landets grænser. Men i Bosnien bliver jeg pludseligt i tvivl. Et billede af Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, der i Deadline opfordrer os danskere til at stå sammen mod det fremmede, toner frem for mit indre øje. Har han ret?

Inden vi atter tager sporvognen tilbage til banegården, spørger jeg Saed, om der bliver krig i hans land igen. Efter et øjebliks tøven svarer han nej. Jeg håber, han har ret. Men jeg er ikke længere helt så sikker, som jeg var bare et par dage tidligere.

Hjalte Meilvang er 2. års statskundskabsstuderende på Københavns Universitet