Regeringen oprettede for tre år siden huskunstnerordningen, og sidste år blev den evalueret af brugerne - kunstnere, lærere, pædagoger og børnekulturkonsulenter. 97 procent svarede, at projekterne enten var 'vellykket' eller 'meget vellykket', og for kort tid siden viste det sig så, at støtteordningen er sløjfet på næste års finanslov. Huskunstnerordningen er en støtteordning, der støtter kunstneres besøg på skoler og institutioner, og den koster 10 mio. kr. årligt.
Som brugere af huskunstnerordningen gennem de seneste tre år har vi spurgt os selv, hvorfor en uhyre velfungerende (og forholdsmæssigt ikke ret omkostningsfuld) støtteordning skal ophøre? Vi har besøgt talrige skoler og gymnasier og har haft positive, kreative og værdifulde møder med skolernes elever - møder, som ikke havde kunnet gennemføres uden økonomisk støtte.
Da vi selv er musikere/komponister, er det i musikklasserne, vores workshops finder sted (med enkelte afstikkere til tværfagligt arbejde med bl.a. billedkunst og matematik). I undervisningen fokuserer vi på at give et indblik i den kreative proces, at formidle kunstforståelse, og at udvide elevernes horisont i forhold til nye arbejdsformer.
Direkte formidling
Ideen med at arbejde med den kreative proces er at gøre den klar for eleverne. De skal selv opleve, hvordan det føles at være kreativ, og den proces vil vi gerne gøre konkret og gennemskuelig. På den måde håber vi at give eleverne værktøjer, som de rent faktisk kan bruge, og naturligvis bringe videre til andre fagområder. En typisk tilbagemelding fra vores elever har været »det kan bruges, når vi laver nye numre« og »det giver en masse kreativitet« (citat fra artikel i Modus, sep. '09).
Et andet kerneområde er at formidle vores kunst. Eleverne skal kende vores bevæggrunde for at skabe, og at de skal have indsigt i, hvilke tanker vi gør os om vores kunstneriske produkts karakteristika og indvirkning. Det mener vi er med til at udvide elevernes kulturelle horisont og give dem nogle veje ind til et mere personligt forhold til kunsten. Det har bl.a. resulteret i, at vi flere gange har mødt tidligere elever som publikum til vores koncertprojekter.
Fra vores egen erfaring ved vi, at det, der virkelig rykker, når det handler om kultur og udvikling er mødet face-to-face med kunsterne. For det første bliver kunsten formidlet på den mest direkte måde, så eleverne oplever den frisk, og for det andet har de muligheden for at stille kritiske spørgsmål, opleve kunstens placering i sin tid, og naturligvis få kunsten 'forklaret'.
Derfor synes vi, det er ærgerligt, at børn og unge stort set ikke (længere) kan få den type oplevelse i skolevæsnet. Og sammenholdt med, at en tredjedel af Danmarks befolkning angiveligt ikke benytter sig af kunst- og kulturtilbud, finder vi det stærkt bekymrende.
Handling bag ord, tak
For hvad sker der med den tredjedel af befolkningens børn, som i forvejen ikke bruger kulturtilbud? Hvor bliver de præsenteret for kulturoplevelser, som vender deres verden på hovedet, udvider deres horisont og giver dem nye erkendelser om sig selv og deres omverden? Vi kan regne ud, at de ikke bliver det derhjemme, og nu ved vi så, at de heller ikke kommer til at blive det i skolen. Vi taler her om mennesker, der sandsynligvis aldrig kommer i Operaen, på ARoS, på besøg i Svendborg musikforening, osv., eller sagt på en anden måde: Som aldrig vil møde kunsten ansigt til ansigt. Og i det lange løb kommer det selvfølgelig til at skabe andre problemer: At publikumsgrundlaget hvis ikke forsvinder, så i hvert fald ikke når sit fulde potentiale med hensyn til befolkningsspredning. Koncertsale og museer bliver (halv)fyldt med akademikere og andre højtuddannede, politiken-, berlingeren- og informations-læsere og deres børn, og ideen om et velmenende elite-Danmark bliver et selvopfyldende profeti - og det netop som følge af regeringens prioriteringer.
Det handler ikke om, at alt var meget bedre i gamle dage (under andre regeringer), eller at kulturen forstener hvis ikke ordningen fortsætter. Det handler om, at vi i Danmark skal vælge hvilken slags land, vi gerne vil leve i. Skal Danmark være et land, hvor kunst og kultur bliver brugt som en vigtig og naturlig del af vores liv og hverdag? Skal Danmark være et land, hvor vi bevidst opdrager vores børn - ikke til en bestemt kulturforståelse - men til at finde deres personlige veje ind i kulturen? Hvis svaret er 'ja', så synes vi, man fra regeringens side burde sætte handling bag ordene.
Gustav Rasmussen og Ketil Duckert er begge uddannede på Rytmisk Musikkonservatorium, udøvende musikere og komponister. De holder desuden workshops om kreativitet, improvisation og sammenspil med det musikalske tegnsprog 'Soundpainting' som omdrejningspunkt på landets skoler, gymnasier og konservatorier
Mærkeligt er dette, mener jeg. Specielt da fordi regeringen ved alle festlige lejligheder (og sikkert også nogle ufestlighe) hylder danskernes kreativtet, klapper ad den, og vil have mere af den. Netop derfor er dette mærkeligt; man sparer en ordning væk som dels introducerer elever til den kreative proces, hvor man lærer elever at kreere unikke selvstændige ting og sager, samtidig med at de sikert også lærer en hel del om innovation. Ud fra regeringens egen målsætning burde kunstner-ordningen altså fortsætte...
Næppe tror jeg at regeringen tænker på de børn, som ikke får kultur-oplevelser som f.eks. at komme på Aros, i Operaen, besøge et symfoni-orkester eller lign. Venstre bønderne (har lige fra 1900-tallets start) faktisk gjort det ret klart, at almuen (dvs. de tjenende ånder på landet, der kom fra landarbejderne og husmændene) slet slet ikke skulle have nogen som helst form for (borgerlig) kultur præsenteret. De skulle bare lære det som var nødvendigt for at de kunne tjene på de store proprietærgårde.
Derfor talte Svend Auken i sit politiske testamente 1 og 2 om Socialdemokratiets opgør med almue-sindet; det almuesind, der gjorde, at man skulle bøje nakken og stå med hatten i hånden i sogne-rådet. Man skulle have en uddannelse, skulle man, ikke for samfundets skyld, men for sin egen, så man kunne blive dette almuesind kvit, og gå ind i samfundet som et ligeværdigt menneske - på lige fod med de andre (højt) uddannede mennesker.
Desværre så Svend Auken klart, at almuesindet var på vej tilbage, godt hjulpet af Dansk Folkepartis sekunderen af VK-regeringens nedskæringer på diverse uddannelser. [Og jo, i praksis er der tale om nedskæringer, når man putter flere elever i klasserne for de samme penge, når man ikke længere lader pengene stige i takt med inflationen i samfundet...]
Aldrig har det nemlig været meningen at almuens børn skulle have en uddannelse ud over det mest fornødne....
Tak for en fremragende artikel, og for ovenstående indlæg!
Øjjj, - så har vi atter en gang piv fra nogle af finkulturens Don Quixoter!
Dagens ungdom forbruger mere kultur end nogensinde - ser mere film og hører mere fjernsyn end nogensinde før. Men deres valg er selvfølgelig ikke lødige nok for kulturparnassets kustodehær.
Så de unge skal selvfølgelig slæbes igennem et "møde" med finkulturen, hvilket nok interesserer dem nogenlunde ligeså meget, som "Danmarks Sangskat" og de gamle salmer interesserede min generation.
Kreativitet er et potentiale der allerede er til stede i de unge, - ikke ligeligt fordelt, men det er der. Og langt vigtigere end at udsætte dem for traumatiserende oplevelser med den anakronistiske institutionaliserede "kunst", ville det være at bruge flere penge og kræfter på at hjælpe dem med at udfolde denne kreativitet.
Så hvis man vil styrke kreativiteten, kan man f.eks. udvide antallet af timer afsat til kreativ udfoldelse i skolen, og f.eks. gerne slå timerne til formning (eller hvad det nu hedder i dag) sammen med musik- og idrætstimerne, og lade de unge selv bestemme hvilket hold de vil bruge deres tid på.
Børn er nemlig meget enkle: når de engagerer sig i et emne, får de selv lyst til at lære mere om det, hvis de får tilbuddet - tilbuddet ... ikke pålægget!
Kunst og kultur er ikke nødvendigvist godt. Kan minde om en gammel Disney-historie, hvor den lille Fedtmules mor siger: "Husk - vitaminerne sidder i skindet"
Han er ved at spise havregrød.
Måske er vi på vej mod en tid, hvor alt hvad der ikke kan begrundes automatisk vil forsvinde.
Ganske som forestillingen om, at havregrødens skind skulle indeholde vitaminer.
Ikke alt hvad der smager grimt er sundt !
Den primære attraktion ved de klassiske kunstarter, er deres eksklusivitet. Typisk er de jo "svært tilgængelige" i den forstand at det er de færreste der tænder på dem spontant. Man skal "lære" at forstå dem, og hvad ved jeg.
Og når så man har brugt tid på at lære at forstå dem, så skulle man jo være et skarn, hvis man forkastede værdien af den eksklusive viden man nu besad. Og når man så har et forspring i forståelsen af den skønne kunst, så har man selvfølgelig brug for at der er andre der lærer noget, - men helst ikke ligeså meget - om den, så man kan udmærke sig yderligere og opnå en status.
"Kunst er et sprog mere - vi kan lære at tale…"
GP: Så vidt jeg har forstået er problemet ikke så meget at "tale" - nærmere at finde nogen der gider lytte - hvis der først skal en masse kedeligt terperi til, og det eneste man opnår er at kunne kede andre lige så eftertrykkeligt som man selv kedede sig før man fik det "lært".
Er det det man skal bruge tiden på ?
Kære Charlotte Hellemoose,
du er så absolut berettiget til din egen definition på kunst, men hvor du mener at kunstneren må affinde sig med at udtrykke sig uden publikum, så mener artiklens forfattere jo netop at børn skal tvangsindlægges til at være publikum.
Og tillad mig så at bemærke, at jeg ikke anser kunst for at være sprog, men derimod uartikuleret kommunikation (litteraturen naturligvis undtaget, og for de andre kunstarterså absolut ikke ment nedsættende).
Og kommunikation har altid en addressat, uanset om denne er virkelig eller imaginær, - ja den kan for den sags skyld være subjektet selv.
Jeg taler aldrig uden en lytter, - men jeg diskuterer konstant med mig selv ;-)
Jeg taler nu ikke om at lære de de klassiske kunst-arter som f.eks. ballet eller klassisk musik; jeg taler om at eleverne bliver udfordret på deres kreativitet og på hvordan de kreerer selvstændigt, så deres skabertrang giver sig udslag i unikke ting, som er enestående og originale for netop deres udtryk indenfor f.eks. musik, malerkunst eller skuespil-kunst f.eks.
Det, vi er vidne til i dag med X Factor og Talent 09 er jo ikke til at elever/unge mennesker har et budskab som de ønsker at videregiver gennem kunsten; nej de ønsker blot alle sammen en ting: blive berømte. Og til den brug er de så kreative - tror de.
De stiller sig op og synger eller spiller, ikke ud fra deres eget udtryk, men som regel og oftest ud fra en forestilling om, hvordan rigtige musikere synger og spiller; de får lov til at syne cover versions og den slags; kun sjældent får de lov til at udfolde sig på deres helt egne præmisser.
Ej heller i børnenes MGP får de lov til det, vil jeg mene, dels fordi det er er en efterligning af de voksnes MGP, dels fordi DR nu mener, at det 'bare er noget vi leger'. Og ja, det kan godt være; børn vil altså godt lave noget seriøst og noget som er i orden. Signalet fra DR er faktisk at kreative ting som f.eks. kunst og maleri, ja det er faktisk lettere lige meget, det er jo bare 'noget vi leger'.
Holdningen til kunst, f.eks. musik og malerkunst bliver da nemt den, at det jo ikke er værd at bruge tid på alligevel. Og netop her kan besøg fra ægte udøvende kunstnere være med til at åbne børnenes og elevernes øjne for at kunst skam er en alvorlig ting, forstået på den måde, at det er seriøst, og ikke bare pjat og leg. (det er det også...)
Åbne op for en forståelse af, at der ligger dybde bag f.eks. musikernes arbejde eller kunstmalernes arbejde; der ligger tanker og følelser bag et kunst-værk, hvadenten det er en skulptur, installation eller
musik-komposition.
Kernen i kulturen er kommunikationen, uanset formen, og formålet for individet med at kommunikere, er at blive bekræftet.
Jeg kan da godt sidde og tegne eller digte for mig selv i lang tid, uden at andre får lov at se eller læse mine frembringelser, men det skyldes kun min arrogance: jeg ønsker ikke at kommunikere, før jeg føler at jeg kan være mit budskab bekendt. Så selv for de ikke-offentliggjorte værker eksisterer der altså en modtager, - kun en virtuel modtager og kun i mit eget hovede som en tænkt kritiker, men dog eksisterer modtageren alligevel.
Når jeg så endelig viser mine streger til andre - det være sig som tegn eller billede - så er det altså i håbet om at få bekræftet min selvopfattelse, men i bund og grunder det jo også et behov for få bekræftet min eksistensberettigelse.
At jeg så er tilfreds med et meget begrænset publikum, er jo bare min særhed. Jeg ser ikke noget mærkeligt i, at andre søger bekræftelse fra et meget større publikum, eller at de har behov for den bekræftelse langt oftere og langt mere højlydt. Det er jo deres sag.
Og at så mange tilsyneladende hellere vil nøjes med at være modtagere end afsendere af budskaber, kan heller ikke genere mig. Eller rettere: jeg forstår dem da godt, for det er da hårdt og et pinefuldt arbejde at slås med frembringelsen af et budskab, hvis man har et behov for at det skal være bare en lille smule unikt.
Så lad dem dog lege MGP og hvad de ellers har lyst til. Det er vel ikke værre end dengang hvor de konstante modtagere rettede deres antenner imod præstens prædikener eller løvernes brøl i Colloseum.