Kronik

Lad muslimske kvinder tale for sig selv

Kvindetilsløring er ikke det mest presserende problem på de mellemøstlige feministers dagsorden
24. oktober 2009

NEW YORK - Når karikatur træder i stedet for dialog, lider alle under det - navnlig når det gælder om at forstå spørgsmål med særlig relevans for kvinder, som mange steder i verden må kæmpe en sej kamp for at blive hørt. Nu har såkaldte islamkritikere forvrænget en klumme (se Information, 12. september 2008), jeg skrev sidste år om denne problematik, til den argeste karikatur. »Wolf vil institutionalisere burkaen«, hedder det blandt andet ...

Hvad jeg skrev, var, at mange kvindelige aktivister i de muslimske lande er tilbøjelige til at lægge mest vægt på spørgsmål som æresdrab, retslig uligestilling og manglende adgang til uddannelse. Og at flere af disse aktivister giver udtryk for frustration over, at vesterlændinges monomane optagethed af muslimske kvinders påklædning kommer til at spærre for opmærksomhed om disse andre mere presserende problemer. Jeg påpegede også, at mange muslimske feminister faktisk forsvarer deres påklædning ud fra motiver, der har med national stolthed, antiimperialisme eller personlig tro at gøre.

Jeg skrev, at muslimske kvinder bør have lov at udtale sig på egne vegne. Jeg havde netop været på en rejse i Mellemøsten og talt med muslimske feminister - navnlig i Jordan, et land, der er fascinerende placeret i krydsfeltet mellem tradition og innovation og udvikler sig under et fremsynet monarkis auspicier.

Rym Ali

De kvindelige ledere, jeg mødte i Amman, sagde ikke: »Sig venligst til Vesten, at I må redde os.« De havde for travlt med at udvikle deres egne egalitære, moderne livssyn med et arabisk og som oftest islamisk præg.

Prinsesse Rym Ali, dronning Ranias svigerinde - den Chanel-klædte mediestjerne, som har givet det moderne Jordan et nyt image - er et karismatisk eksempel. Jeg mødte hende i en frodig forstad til Amman i et det palads, hun deler med prins Ali og parrets børn. Som den tidligere CNN-journalist hun er, kan hendes professionelle og diplomatiske manerer let få en til at glemme, at hun også er en kvinde af fantastisk mod. Hun erobrede sin mands hjerte som frontreporter fra Bagdad, da 'Operation Chok' og 'Ærefrygt' gik i gang. Standhaftigt stod hun foran kameraerne, da bomberne begyndte at falde. Prinsesse Rym har støttet oprettelsen af et nyt filminstitut, Rødehavets Institut for Filmkunst, der samarbejder med University of Southern California om at uddanne intelligente unge mennesker fra hele Mellemøsten til morgendagens skabere af såvel spillefilm som dokumentarfilm, der kan fortælle regionens historier til verden. Skønt hun som medlem af kongefamilien ikke længere kan arbejde som journalist, har hun støttet oprettelsen af en ny journalistuddannelse. Hendes mål er angiveligt at erstatte de jordanske journalisters 'troskab over for partilinjen' med en mere kritisk vinkling - og det, selv om 'partilinjen', faktisk sættes af hendes egen familie.

Mary Nazzal

Hun henledte min opmærksomhed på jordanske film, der belyser kvinders underkastelse som veritable husslaver og til Rana Husseinis stærke bog om æresdrab, Mord for ærens skyld. Men hendes implicitte budskab var, at disse kritiske undersøgelser af kvinders ulige stilling i den arabiske verden er mest oplysende, når de kommer fra kvindeforkæmpere inden for kulturen selv.

Mary Nazzal, der sammen med sin familie ejer et mondæn og travlt hotel/indkøbscenter, ser ud, som om hun er trådt direkte ud af et modeblad, men man skal ikke af den grund undervurdere hendes seriøsitet. Hun er, hvis man kan forestille sig det, en slags krydsning mellem Martha Stewart (toneangivende amerikansk livsstilsekspert, red.) og Che Guevara, og når hun ikke har travlt med at nyindrette sit hotels elegante butiksstrøg, fører hun retssager imod israelske generaler for krigsforbrydelser, hun hævder de har begået imod civile i Gaza.

Rana Husseini

Nazzal er uddannet sagfører og formand for en organisation, der yder retshjælp til ofre for menneskerettighedskrænkelser. Hun er lidenskabelig fortaler for den palæstinensiske frihedskamp og lige så passioneret tilhænger af dialog imellem anstændige mennesker på alle sider af konflikten om, hvordan der kan findes en vej til fred i regionen, der kan bygge på retfærdighed for alle.

Endelig er der Rana Husseini selv - en sand rollemodel for undersøgende journalister i hele verden. Hende var det, der dokumenterede og efterforskede æresdrab i den artikelserie i hendes avis, The Jordan Times, som siden blev til en bog. Æresdrab koster hvert år 5.000 kvinder livet, herunder også et antal kvinder i indvandrermiljøer i vestlige lande. Ifølge hende kan en kvinde »blive dræbt for at le af en vits på gaden, være iført makeup eller en kort kjole ... eller for at blive voldtaget af sin bror.«

Siden hun tog fat på at belyse æresdrab-problematikken, har Husseini næsten dagligt modtaget dødstrusler på sit kontor - foruden hundredvis af støttebreve fra læsere. Som resultat af hendes undersøgelser, som omfatter interview i fængsler, er flere muslimske lande nu ved at revidere deres strafferet.

Disse kvinder er den slags ledere, vi bør søge at eksponere og støtte snarere end overse ud fra en eller anden fordom om, at de nok ikke kan eksistere i Mellemøsten. Vi gjorde klogere i at lære dem bedre at kende end at bruge tid på overfladiske debatter om, hvordan de - og mange andre, som gør et lige så fremragende stykke arbejde - skal klæde sig.

© Project Syndicate og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er enig langt hen af vejen. Det største problem i forbindelse med politisk aktive kvindelige muslimer, er vel at det for det meste ikke er de moderate der udtaler sig.

Den dag islam ikke længere fortolkes som politik, og hvor kvindens rolle tydeligt defineres i koranen som under mandens, ligesom samme rollefordeling defineres i kristendommen, bliver der mere plads til moderate veluddannede muslimske kvinders holdninger, der ligger milevidt fra hvad man oplever hos Taleban og ligesindede. selv blandt disse dysfunktionelle ser man hjernevaskede kvinder bekæmpe sig selv, og hvor disse derfor stjæler billedet fra de veluddannede intelligente.

De moderate muslimske kvinder her i vesten, må derfor udvise den absolut nødvendige modstand overfor den feudale islamisme, der ikke kan tolereres på disse breddegrader under nogen omstændigheder.

Hvorfor har vi ikke feminister som Naomi Wolf i Danmark?

I vores hjemlige andedam er det organisationer som ”Kvinder for Frihed” og hvad de nu ellers kalder sig, der gør sig gældende i den offentlige debat, og de har som bekendt indgået en uhellig alliance med den yderste højrefløj i et fælles xenofobisk korstog.

Naomi Wolf for President!

Thomsen

Det har vi faktisk også. Eksempelvis Karen West, der ikke støder tørklæde muslimerne fra sig, som K4F og Dansk kvindesamfund har for vane.

Det er rigtigt at Karen West tidligere var næstforkvinde i K4F, men hun gik i protest, og har nu dannet en mere pragmatisk kvindeforening, der iøvrigt heller ikke har til formål at bekæmpe mænd, men chauvinisme som helhed, og derfor også når den kommer fra kvinder.

Hans Hansen:

."Thomsen. Det har vi faktisk også. Eksempelvis Karen West, ..."

Karen West har en blakket forttid som næstforkvinde for Kvinder For Frihed.

So much for Karen West...

Men hun er blevet klogere. Desuden er hun jordmoder, og som sådan med karakterbogen fyldt med 11 taller, hvilket vidner om intellektuel kapacitet, der naturligvis ikke må forveksles med klogskab.

Men per Thomsen, med din fortid som venstreorienteret fanatiker, er det et spørgsmål om du er i stand til at udvikle dig - ikke sandt. Det tillader jeg mig i det mindste at håbe på, selvom noget kunne tyde på at konen der hjemme, du ved hende bornholmeren, der slår en gang i timen, måske alligevel ikke formår at slå igennem.

Under alle omstændigheder er det umoralsk at bedømme folk for tidligere misforståelser, når de nu engang er i stand til at bevise forandring.