Læserbrev

Læserbreve

27. oktober 2009

Kvindelige forskere skal fastansættes

Line Busk, formand for Ingeniørforeningens kvindeudvalg

Jeg fatter ikke, hvordan det kan komme bag på forskningsminister Helge Sander (V), at der er for få kvindelige forskere. Ingeniørforeningen har gentagne gange påpeget, at kvinderne fravælger forskningen, fordi Danmark ikke har formået at skabe et ordentligt arbejdsmiljø på forskningsinstitutionerne.

Hovedproblemet er, at forskerne lever under kummerlige ansættelsesvilkår. De er typisk kun ansat på universiteterne, så længe de selv kan skaffe midlerne til deres forskning. Hvis kvinderne skal satse på en forskningskarriere, skal universiteterne have mod til at fastansætte dem.

I stedet for at undre sig, skal ministeren afsætte øremærkede puljer, så universiteterne kan fastansætte kvindelige forskere på ordentlige vilkår. Hvor svært kan det være?

Geoffrey Cain og de røde lejesvende

Susanne Sara Nyegaard, Valby

Man må efterhånden konstatere, at Geoffrey Cain ser spøgelser ved højlys dag (kronikken 28. september og læserbrev 26. oktober), når han kan fremture med påstandene om mediernes røde lejesvende.

Ser man på pressen, er langt størstedelen af de danske aviser (Berlingske Tidende, Weekendavisen, Jyllands-Posten, B.T., Ekstra Bladet og hele provinspressen) af borgerlig observans, ligesom TV 2 har en tendens til at være yderst imødekommende over for den siddende borgerlige regering.

I modsætning hertil har vi avisen Arbejderen (beskedent oplag og udbredelse), Information (erklæret partiuafhængig med en venstrefokuseret linje) og Politiken (vel nærmest socialdemokratisk i sin linje, selv om den heller ikke er partipolitisk). DR er som institution naturligvis neutral og søger efter bedste evne at benytte de eksperter, der faktuelt ved noget om deres fagområder, og det er i bund og grund meningen for at give input til en nuanceret samfundsdebat. Med den linje, som regeringen benytter sig af pt. med at afvise alle eksperter - inklusive egne nedsatte udvalg og arbejdsgrupper - kan man ikke undres over Cains vedholdende udsagn om den allestedsnærværende røde fare; men det gør den ikke mere rigtig.

Ihukommende tidligere tv-journalister som f.eks. Uffe Ellemann-Jensen og Ole Andreasen, der blev 'gode Venstre-mænd', vil jeg opfordre Cain til i højere grad at aflæse medierne med virkelighedens briller og indstille beskydningen.

Forstand i hovedet

>Steen Vraasø, Lyngby

Jamen, hvordan i himlens navn kan nogen tage læserskribenten Geoffrey Cain alvorlig (jvf. læserbrev 26. oktober under overskriften »Er medierne røde«). Han skriver, at hvis man »har forstand i hovedet« (!), mener man som han, nemlig, at DR er for 'rød', og at bl.a. Flemming Balvig, Morten Kjærum, Michael Irving Jensen og Carl Pedersen ikke høre hjemme i DR, fordi de åbenbart ikke mener som han. Nogle af >de nævnte personer nedgøres tilmed! Godt man ikke har 'forstand i hovedet'!

Den politiske kirke

Henrik Ræder Clausen, (DF)

At en del af landets kirker nu vil bruge deres klokker som klimapropaganda, er den hidtil værste sammenblanding af folkekirken og politik. Folkekirken og kristendommen har en berettiget særstilling i Grundloven som en uadskillelig del af Danmarks kultur og værdier.

Men ligesom ved Kongehuset ligger der også her en stiltiende forståelse af, at kirken skal blande sig udenom politik og koncentrere sig om sit humanitære arbejde.

At bruge kirkeklokkerne til at indoktrinere os med et bestemt ppm-tal for atmosfærens indhold af CO2 er en grov overtrædelse af denne fornuftige regel.

I modsætning til islam, hvor politik og sharia er en uadskillelig del af religionen, forstår kristendommen at holde politik og religion adskilt. Undtagen desværre en del præster, der åbenbart er ved at konvertere til den nye klimareligion.

Det må de gerne, men så må de i det mindste have den ærlighed at træde ud af folkekirken.

Ansvarlig eller bare dum?

Louise Hansen, næstformand Frit Forum København

Når jeg næste måned som en ansvarlig borger betaler 1.100 kr. i licens, så svarer det til næsten fire pct. af min samlede indkomst i år .

Ifølge DR's hjemmeside kan man få nedsat licens, hvis man er pensionist eller svagtseende - men ikke hvis man er studerende eller ganske almindelig fattig.

Jeg er træt af diskussioner med medstuderende, der kæmper mod uretfærdigheden ved ikke at være tilmeldt licens. Men jeg er snart ved at være lige så træt af at blive rippet to gange om året. Ikke fordi jeg ikke vil betale min del af festen, men fordi jeg ikke vil betale forholdsvis mere end alle andre.

Vi har i Danmark et princip om at de bredeste skulder bærer det tungeste læs, men åbenbart ikke når det kommer til finansiering af X Factor og Forbrydelsen.

1.000 tak ...

>Preben Hammer Jensen, Knivkær

... til Iben Charlotte Aamann for at skrive kronikken og til Information for at bringe den 24. oktober. Den sætter ord på den ubehagelige fornemmelse, man får, når man ser sundhedseksperterne, f.eks. i By på skrump. For det er nemlig voldtægt. Velmenende voldtægt.

Noget må der gøres - bare det er demokratisk

Helle Munk Ravnborg, seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Danmark skal naturligvis ikke se stiltiende til, når demokratiske principper bliver overtrådt - heller ikke når det sker i de lande, vi har et bistandssamarbejde med, som det er tilfældet i Nicaragua. Det er glædeligt, at Danmarks udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i sin påtale i Information den 23. oktober skriver, at Danmark i Nicaragua vil fortsætte sin støtte til blandt andre »kommuner med legitimt valgte myndigheder« blandt med sigte på at støtte de demokratiske kræfter i landet. Selv om situationen i Nicaragua er bekymrende og der i flere kommuner har kunnet sås tvivl om den sandinistiske valgsejr ved kommunalvalget i november 2008, så afgøres en kommunal myndigheds legitimitet heller ikke i Nicaragua af dens partifarve. Der findes i dag i Nicaragua legitimt valgte sandinistiske kommunale myndigheder, ligesom der findes ikke-sandinistiske illegitime kommunale myndigheder. Derfor hvis Danmark gerne vil fremstå som en troværdig partner, der grundlæggende arbejder for at fremme demokratiet, er det vigtigt ikke selv at forbryde sig mod grundlæggende demokratiske principper. Hvis kriteriet for om kommunale myndigheder skal kunne modtage dansk bistandsstøtte bliver deres partifarve snarere end deres legitimitet, er den danske bistand kommet ud på et udemokratisk og ideologisk bestemt vildspor. Lad os håbe det ikke er tilfældet.

Når dyd endnu beskyttes af staten

Helga Molbæk-Steensig, København V

Er det ikke gået op for nogen, at det er helt ude af proportioner at sætte den kriminelle lavalder ned, uden at stemmeretsalderen og den seksuelle lavalder sættes tilsvarende ned?

Som det er nu kan to 14-årige, der tages i at lege doktor - begge dømmes for seksuelt overgreb på mindreårige. Man kan jo for pokker ikke sætte folk i fængsel, der ikke officielt bestemmer over deres egen krop endnu.

Rent demokratisk kan man vel heller ikke holde mennesker ansvarlige for love, de ikke selv har nogen indflydelse på, fordi de endnu ikke har haft retten til at stemme i hverken det direkte eller det indirekte demokrati.

Dødens pølse

Ivan Gullev, Frederiksberg

Skuffelse for Ritt, der troede, at kadaver kun var skindød. Imens dækker bedemand Søvndal ildelugten med rosenblade.

Oversete svage mænd

Anders Johansen, Humlebæk

Professor i sociologi Martin Munk advarer imod det stigende antal mænd i bunden af den sociale rangstige. Deres traditionelle beskæftigelse er fysisk krævende job, som i stigende grad bliver overtaget af billig arbejdskraft i udviklingslandene. Derved er deres identitet som mænd forsvundet, og som konsekvens fravælger kvinder disse mænd som partnere. Martin Munk mener, at dette forhold udgør det største ligestillingsproblem i dag og spørger, hvordan nutidens feminister kun kan beskæftige sig med deres døtres adgang til samfundets top.

Denne manglende interesse hos feministerne for 'undertrykkernes' sociale situation har samfundet set før. I 70'erne var rødstrømperne helt og holdent optaget af at slå den traditionelle mandeidentitet i småstumper. Konsekvensen dengang var, at min generation af teenagedrenge selv måtte skabe en ny mandeidentitet fra bunden - en opgave vi ikke var rustede til i den alder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Ferling

@ Susanne Sara Nyegaard, Valby

DR er som institution naturligvis neutral og søger efter bedste evne at benytte de eksperter, der faktuelt ved noget om deres fagområder (...) (min fremhævning).

Er det en afskrift fra din lærebog i Samfundsfag i Folkeskolen ?

Du må da selv kunne se det blindt naive i den karakteristik...

Politiken er ikke socialdemokratisk, men radikal og altså i disse tider på linie med EL.

Information er klart 'rød', men mere pluralistisk end Politiken.

Journalister er generelt langt til venstre for befolkningen og det præger deres artikler - der eksisterer ikke længere nogen 'borgerlig presse'.

Uffe Elleman blev kun en overgang 'god venstremand', før han trådte i islams tjeneste.

Det er dig, der ser spøgelser - skygger fra fortiden - nutiden har du ikke fået øje på.

Jeg er næsten ligeglad med om journalisterne er røde, gule eller blå. Jeg er glad hvis de sætter sig ind i tingene, og skriver faktuelt.

Jeg bladrer hurtigt videre, når de begynder at køre kampagner for deres kæpheste, og fylder spalterne med deres meninger og gisninger.

F.eks er de generelt slemme til at skrive om folks motiver. Noget som de næppe ved noget som helst om. Fra psykologien ved vi, at folk dårligt kender deres egne motiver.

Så det er rent komisk, når journalisten lige netop ved hvorfor folk handler. Mange skriver f.eks. om "fremmedhadet," uden at nogen seriøs undersøgelse her i landet har dokumenteret noget generelt fremmedhad. Derimod er der nogle, der har studeret fænomenet islam, og skriver om risikoen herfra. Tænk om danske journalister satte sig ind i, hvad islam er for en maskine?