Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens Information
30. oktober 2009

Nej tak til tvangsspredning

Signe Færch, kandidat til Borgerrepræsentation for Enhedslisten

SF's skoleborgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard, vil tvangssprede de svageste elever. Det er dybt problematisk. Tvangsspredning kan blive tragedie for barnet, der pludseligt får meget langt til skole og venner. I stedet skal vi gøre en ambitiøs indsats sammen med forældre og børnehaver for, at alle bruger folkeskolen.

I København fravælger næsten en tredjedel af forældrene folkeskolen. Det er ærgerligt, for dermed går både børn og voksne glip af en fantastisk chance for at skabe fællesskaber på tværs af kulturelle, sociale og økonomiske skel.

På Vesterbro og steder på Nørrebro har vi gode erfaringer med at få flere til at bruge folkeskolen. Allerede i børnehaven indgår forældre og skoler et samarbejde, som sikrer, at børn, der kender hinanden, starter i samme klasse.

Det øger andelen af ressourcestærke forældre, som vælger den københavnske folkeskole til. Og det har givet et gevaldigt løft til kvaliteten af undervisningen, hvor elever fra alle slags hjem trives og vokser.

Klimabøller

Jakob Næsager, kandidat til Københavns Borgerrepræsentation (K)

På samme måde som fredelige fodboldtilskuere værdsætter indsatsen imod fodboldbøller, værdsætter fredelige klimademonstranter regeringens og politiets indsats imod klimabøller.

Kritik fra fodbold- og klimaaktivister uden fredelige hensigter kan regeringen tage roligt.

Uvildig undersøgelse

Erik Lemcke, Frederiksberg

Vi burde få en uvildig undersøgelse om baggrunden for terrortruslen mod Danmark.

Medierne er fyldt med artikler og kommentarer om, at der er arresteret to personer, som har planlagt terroraktioner i Danmark. Men når støvet mediemæssigt har lagt sig i den sag, var det så ikke på tide, at der blev foretaget en uvildig undersøgelse f.eks. af DIS, om årsagerne til, at Danmark har sat sig i en situation, så vi er blevet et terrormål? Undersøgelsen kunne tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

Hvilke aktiviteter har, siden 11. september 2001, på såvel det politiske, militære som holdnings og mediemæssige plan, bidraget til/forårsaget, at der i dag er en terrortrussel mod Danmark? Hvem er hovedaktørerne i opbygningen af denne trussel, og hvordan har de enkelte aktører bidraget?

Hvilke konsekvenser har ovennævnte aktiviteter haft for Danmarks omdømme/ politiske kapital i verden?

Et tilbud

Holger Scheibel, Gentofte

Det er jo blevet så let - og i visse kredse moderne - at foretage små ændringer i ens navn. Jeg vil foreslå landets nuværende finansminister at indføje et 'Cheney' i sit, eventuelt lade et af de hidtidige udgå.

Så vil hans navn passe bedre til den funktion, han udøver. Mit tilbud består i, at jeg gerne vil betale alle omkostninger ved operationen - det er altid rart at se virkeligheden benævnt ved noget sandhedsnært.

Halver prisen på busbilletten

Thomas Medom, kandidat til Århus Byråd, SF

25 procent. Så meget er busbilletten steget i pris siden VK-regeringen kom til - blandt andet fordi, de har fjernet et tilskud til at holde billetpriserne nede. SF mener, prisen på busbilletter skal halveres!

Skoleelever, ældre og andre, der er afhængige af busserne, skal ikke bøde for regeringens nedprioritering af busserne. Ikke alle har biler. Og SU'en og folkepensionen er jo ikke steget med en fjerdedel.

Hvis vi samtidig vil have færre familier til at købe bil nummer to, skal vi simpelthen tilbyde billigere billetter og busser, der kører. Biler er den største synder i forhold til CO2-udsplip og partikelforurening i trafikken. Luften bliver ganske enkelt giftig af for mange biler.

Busserne skal ikke bare være billigere. De skal også være bedre. Busdriften skal være sammenhængende. Den skal køre til stationen og banegården, til hovedgaden og indkøbscentret, til skolerne, børnehaverne og plejehjemmene. Ofte.

Du kender sikkert ventetiden, når toget er forsinket fire minutter, og bussen så er kørt - 25 minutter til næste bus ... Sker det for ofte, dropper du den kollektive trafik og tager bilen. Bus-aflysninger og nedlæggelse af busruter er dræbende for den kollektive trafik. Derfor vil SF forbedre kommunen mulighed for at prioritere busdriften - den må ikke begrænses af regeringens snævre serviceramme. Vi skal især prioritere skolebusser og busdrift i udkantsområder.

SF foreslår, at der oprettes en nødpulje til regionale busselskaber, så de ikke tvinges til at lukke busruter. For busser er nerverne i den kollektive trafik. Og medvirker til renere og sundere luft.

Skammelig løsladelse

Ismar Dedovic, BA i historie og balkanstudier

Den svenske regerings beslutning om før tid at løslade den tidligere bosnisk-serbiske leder, Biljana Plavsic, fra det svenske fængsel, hvor hun afsonede sin straf for krigsforbrydelser, er endnu et eksempel på den umoralske opførsel, som Vesten udviser over for ofrene for Plavsics folkemord.

Det mest bekymrende i øjeblikket er dog desværre ikke Vestens moralske dyk: I dette øjeblik forhandles der om en ændring i Bosnien-Hercegovinas forfatning, så landet kan komme ud af sin politiske og økonomiske krise.

Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, har i kraft af Sveriges EU-formandskab fået en betydelig rolle i forhandlingerne. Samme Bildt, har i det seneste årti haft travlt med at kæmpe bl.a. Biljana Plaviscs sag ved at vidne for hende i Haag, besøge hende i fængslet og for nylig at arbejde for hendes løsladelse. Skal vi virkelig tro på, at Bildt ønsker Bosnien det bedste, når han aktivt støtter de selvsamme mennesker, der har forsøgt at ødelægge staten?

Spørgsmål til Israels ambassadør

Tove Munk, Næstved

Hr. ambassadør Arthur Avnon. Jeg er netop sammen med 17 andre danske kvinder vendt hjem fra en cykeltur for fred med Follow the Women i Mellemøsten. 250 kvinder fra 27 lande cyklede i Libanon, Syrien, Jordan og på Vestbredden.

Alle steder mødte vi stor venlighed og imødekommenhed - undtagelsen var den israelske grænseovergang mellem Jordan og Vestbredden. Her blev vi mødt af ganske unge soldaterpiger med modvilje og nedladenhed, en udspørgen om vores rejsemønstre, som jeg ikke har oplevet ved andre grænseovergange. De tilbageholdt tre kvinder fra den danske gruppe sammen med tre australiere og en østriger - alle havde lovligt pas. Begrundelserne for tilbageholdelserne var vage og utydelige. Tilbageholdelsen varede fem timer, og vi kunne alle først begynde at cykle samtidig med at mørket faldt på - ikke særlig betryggende, men vi havde ikke noget valg.

Jeg er chokeret over denne uvenlige behandling af en gruppe kvinder, der cykler for fred - også for Israel. Min oplevelse af disse unge kvinder ved grænsen er, at de er fuldstændig overbeviste om, at de sidder på den totale magt, så de kan opføre sig som det passer dem, og almindelig høflighed er ikke en del af deres opdragelse.

Det undrer mig meget, at Israel på den måde ønsker at skubbe besøgende fra sig og efterlade indtrykket af en politistat, der kontrollerer alt og alle. Måske De hr. ambassadør, kan forklare mig, hvorfor vi skulle behandles på?

Høj ledighed kalder på ny regering

Pelle Dam, landsformand for SF Ungdom

Så kom ledighedstallene for september, og arbejdsløsheden er steget markant - igen. Denne gang med 9.200 personer til 4,1 procent af arbejdsstyrken. Den faldende beskæftigelse kalder på handling - men VKO gør ingenting.

Oppositionen har længe haft et klart alternativ: Igangsættelsen af en stor vækstpakke, der betyder fremrykningen af markante offentlige investeringer og dermed får en masse arbejdsløse i beskæftigelse inden den store ledighed går hen og forvandler sig til et strukturelt problem. Vi ved jo nemlig, at chancen for at komme tilbage i arbejde bliver mindre for hver dag, man går arbejdsløs - og om et par år, når nedturen forhåbentlig slutter, har vi jo brug for at de arbejdsløse er til rådighed for arbejdsmarkedet igen.

En stor vækstpakke, som også blev foreslået af Ugebrevet A4 samtidig med offentliggørelsen af de nye ledighedstal, vil også være gavnlig for klimaet, fordi den f.eks. kan omfatte renovering af offentlige bygninger, der kan blive isoleret bedre således, at vi bruger mindre energi og dermed udleder mindre CO2. Samtidig vil renovering af f.eks. den danske folkeskole være stærkt tiltrængt simpelthen, fordi bygningerne nogle steder er i elendig stand.

Vi kan både give beskæftigelsen et skub i den rigtige retning, forstærke vores klimaindsats og forbedre de fysiske rammer omkring kerneydelserne i vores velfærdssamfund. Hvad venter vi på?

Krisen kalder på handling. Krisen kalder på en stor vækstpakke. Krisen kalder på en ny regering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu