Læserbrev

Læserne skriver

Debat
14. oktober 2009

Multimedie-skatten er en ommer!

Peter Grods Hansen, næstfor-mand i Dansk Magisterforening

Omstillingsparathed og fleksibilitet er i dag - ud over faglige kvalifikationer - kodeord for lønmodtagerne. Fleksibilitet handler om mere end geografi og om tid. Det er ikke længere et krav, at arbejdet udføres et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Fleksibiliteten er på mange arbejdspladser i dag tværtimod en forudsætning for, at arbejdet kan varetages hensigtsmæssigt. Men riget fattes penge.

Derfor har regeringen opfundet en multimedieskat, som pålægges alle arbejdsgiverbetalte kommunikationsmidler. Fra 1. januar 2010 er det altså ikke længere tilstrækkeligt, at vi som medarbejdere forventes at være til rådighed også uden for almindelig arbejdstid og sted - nu skal vi også selv betale for det. Fuldstændigt uforståe-ligt og i mod al sund fornuft, ikke blot i relation til den samfundsmæssige udvikling, men også i forhold til regeringens egen politik.

Hvis man fortsat ønsker udvikling på arbejdspladsen og et godt arbejdsmiljø, må der derfor kompenseres for multimedieskatten. En forhøjelse af lønnen, som neutraliserer multimedieskatten, er et helt rimeligt og nødvendigt krav. Alternativet er, at medarbejderne vælger at sige nej tak til fleksibiliteten, afleverer mobiltelefon og computer og vender tilbage til 8-16-jobbet. Multimedieskatten er en ommer.

Barnets reform

Dorte Sørensen, Roskilde

Barnets Reform lyder flot (Information den 12. oktober), men når regeringen kunhar afsat 928 mio. kr. over fire år - dvs. 232 mio. kr. pr. år til at løse opgaven med, så ser det lidt beskedent ud. I sær når regeringen uden at blinke brugte 1.020.949 kr. til Anders Fogh Rasmussens jobsøgning.

Taget fra information.dks netdebat

Hjorts alternative regneevner

Bent Møller Jensen, Rødovre

I et læserbrev den 13. oktober gentager finansministeren den skrøbelige 'sandhed', at den nuværende regering har sparet op i de gode år, således at de nu kan bygge et kæmpedige imod den udefrakommende økonomiske tsunamis raseren. Senere i indlægget glemmer finansministeren sin skrøbelige sandhed og skriver, at med det kæmpedige, der skal bygges, bliver der også en regning, der skal betales i de kommende år.

Uanset digebyggeriets omfang, viser det dog, at finansministeren mener, at det hele skal betales to gange. Både af det vi har sparet op og af fremtidige generationer. Er regeringens digebyggeri, ligesom når der skal afregnes med privathospitaler, behæftet med en markant overpris, eller har finansministeren bare særdeles alternative regneevner?

Respekt for landsbytosser!

Stig Petersen, Kokkedal

Jeg synes ikke, alskens journalister og læserbrevsskribenter kan være bekendt i tide og utide at placere ansvaret for Dansk Folkepartis lidt umoderne, måske ikke altid lige velovervejede - eller oven i købet ofte lettere anstødelige politiske tiltag - på skuldrene af landsbytosser. Disse ofte både venlige og humoristiske mennesker har sikkert nok at gøre med at klare dagen og vejen uden samtidig at skulle rense sig for slige ondskabsfulde beskyldninger. Jeg plejer omgang med nogle stykker af slagsen og har kun det bedste indtryk af dem ...

Skulle der undtagelsesvist befinde sig en enkelt landsbytosse eller to i DF's rækker, vil jeg hermed anmode vedkommende om straks at melde sig ud - og så må diverse skribenter prøve at finde mere rammende adjektivistiske subjektiver som generel betegnelse for DF'erne. Og tak for det.

Læren fra Irland

Erik Boel og Jens-Kristian Lütken, Europabevægelsen

De dugfriske erfaringer fra den irske Ja-kampagne om Lissabon-traktaten kan bruges i Danmark. I Irland så man ved denne kampagne en meget aggressiv Ja-side, som tog kampen op mod en løgnagtig Nej-side anført af IRA's politiske gren, Sinn Fein. Samtidig var det irske erhvervsliv aktivt i kampagnen. Store firmaer som Intel og Ryanair deltog med deres egne Ja-kampagner, og direktørerne gik i brechen for et ja.

I det hele taget var det befriende at se erhvervslivet tage bladet fra munden og komme med politiske ytringer. Det sker som bekendt meget sjældent i Danmark.

Overordnet set er det vigtigt, at der i Danmark stables en stor og fælles Ja-kampagne på benene - der selvfølgelig også omfatter fagbevægelsen - som kan koordinere JA-sidens tiltag og som er klar til at imødegå ethvert angreb fra den brogede skare af Nej-sigere, som i Danmark er et sammenrand fra den yderste venstrefløj og Dansk Folkeparti.

Endelig var der i Irland en stærk folkelig opbakning til kampagnen, hvor tusindvis af almindelige mennesker, som ikke er medlemmer af de politiske partier, deltog i Ja-kampagnen med bl.a. uddeling af pjecer. Det var med til at give kampagnen et momentum i de afgørende døgn før afstemningen.

Der er ingen tid at spilde, derfor må Lars Løkke snarest muligt udskrive en afstemning, og Ja-siden i Danmark må komme op i gear.

En milliard til tilgængelige uddannelser

Anne Marie Geisler Andersen, MF, Radikale Venstre

Mennesker uden handicap kan læse der, hvor de ønsker det, hvis de ellers er kvalificerede til det. For unge mennesker med handicap derimod er det desværre ikke kun karaktergennemsnittet, der kan stå i vejen for, at de kan vælge lige præcis det studie, de ønsker. Det er dybt urimeligt og helt uacceptabelt, at utilgængelige lokaler, mangel på ramper eller manglende elevatorer skal være afgørende for, hvor man kan læse, hvis man har et handicap og eksempelvis sidder i kørestol.

Mennesker med handicap bør have samme muligheder som alle andre for at læse på deres drømmestudie. Derfor vil Radikale Venstre afsætte en milliard kroner til at skabe tilgængelige uddannelser, og vi vil >kraftigt opfordre regeringen til at foretage samme prioritering. >

Med Ilan Pappé imod Israel

Dan Harder, redaktør, Israel-Online.dk

Artiklen 'Israel er godt på vej til at tabe PR-kampen' (Inf. 2. oktober) er ren ønsketænkning. Men det er da heller ikke et fremmed koncept for den israelske historiker, Ilan Pappé, som interviewes i artiklen. Han bedriver histo- rieskrivning, ikke for at forstå og formidle historien, men derimod for at promovere sine egne meget negative holdninger i forhold til Israel.

Mange af Pappés påstande, også nogle i artiklen i Information, er nemme at afsløre som ren fantasi blot ved at sætte sig lidt ind i de reelle, historiske forhold. Men en israelsk historiker, som er villig til helt ensidigt at kritisere sit eget land, vil altid finde et sultent publikum blandt folk, der blot ønsker at blive bestyrket i en fantasiudgave af historien, som retfærdiggør negative følelser imod den jødiske stat - følelser, som man aldrig kunne drømme om af have over for nogen af klodens virkelige forbryderregimer.

Hvis man er interesseret i en grundig analyse af de selvudnævnte, israelske 'nye historikeres' professionelle integritet (herunder Pappés), kan man f.eks. læse bogen 'Fabricating Israeli History' af Efraim Karsh.

Tavshed - ikke et godt tegn

Kirsten Madsen, Hjørring

Det lader til, at debatten om Geoffrey Cains kronik (Inf. 28. september) fortsætter på nettet.

Visse indlæg er så ekstreme, at de modsiger Cains tese om, at kritik af Israel ikke er antisemitisme. Ganske vist er det kun få indlæg, der direkte er antisemitiske, men de andre debattører protesterer ikke over dem. Hvilket ikke er noget godt tegn.

Den, der tier, samtykker.

Antikapitalisme i 56 afsnit

Michael Sandfort, Brønshøj

I Inf. den 8. oktober efterlyser Steen Vraasø eksempler fra mig på »de venstreorienterede nyheds- og underholdningsprogrammer« i DR. Blandt mange vil jeg af pladshensyn nøjes med et enkelt eksempel: dramaserien 'Taxa'. Her spiller Herman fra City-Bilen den gamle kapitalist, som uanset hvad vil æde vores Krone-Taxa. Herman er aldeles usammensat, et rovdyr, der ligger ude i sivene og venter på at komme frem med et nyt angreb. Derved skabes gennem serien en klassisk mytologisk og evig historie om det lille kongerige, som trues af det store kejserdømme, med kapitalisten i skurkens rolle.

Helt anderledes forholder det sig med persontegningen af seriens øvrige figurer, hvor René umiddelbart er den uansvarlige, Verner den alkoholiserede, Lizzie den stabile, Birgit den opofrende og Finn machomanden. Men alle disse figurer udvikler sig, hvor eksempelvis Verner mobiliserer nye kræfter i forbindelse med en kidnapning. Det er netop de sammensatte karakterer, der er det allervigtigste i 'Taxa' - lige med undtagelse af 'den hvide mand', kapitalisten Herman, som bevidst tegnes entydigt negativt gennem seriens 56 afsnit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her