Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
12. oktober 2009

Nu må I altså beslutte Jer!

Sacir Camo, Hjørring

Skal man le, eller skal man græde? For mit eget helbreds skyld vælger jeg det første, men det er da lidt tragikomisk, at USA's præsident, der kun har siddet ved magten i knap ni måneder, får Nobels Fredspris? Gad godt vide, ud fra hvilke kriterier han vil modtage denne pris? For at forøge antallet af soldater i Afghanistan? For fortsat at støtte op om den zionistiske stat eller for at true Iran?

Endnu mere irriterende er det at se Fogh, Merkel, Sarkozy m.fl. glæde sig på vegne af Obama, idet »han har vist, at en bedre og fredeligere verden er mulig uden brug af våben«. Bevares, men det er de samme folk/ledere, der i sin tid støttede George W. Bush i hans korstog i Irak og Afghanistan. Nu må de gode europæiske ledere beslutte sig: Støtter I Bushs eller Obamas udenrigspolitik? Man kan ikke støtte begge, da der er tale om hinandens modsætninger.

Nationale blebørn

Per Jensen, Nordborg

Hvad siger det ikke om Danmark, at vi op til landskampe mod Sverige og Norge ikke kun driller på normal vis, men direkte nedgør vores nabolande? Der laves nu endda radioquizzer om, hvem der kan svine vores naboer mest til. Havde andre gjort det med 'os', så ville danskere nok blive sure ...

Er rucola en grøntsag?

Rasmus Graakjær, København K.

>Er rucola en grøntsag? Ja, men hvor ligger Il Grappolo Blu? Ikke i Aalborg - så meget forstår man.

Den 9. oktober er det Kasper Fogh fra Informations fireretters anmelderkorps, der har forpligtelsen til at viderebringe fornøjelsen ved at blive beværtet.

Kasper Fogh skriver om sin carpaccio, at den nærmest kom ind som en grøntsagsdrink(?) Når noget så klassisk og kødfuldt fremtræder i flydende form og tilmed forklædt som en grøntsag, ville det være lærerigt at få dette forklaret mere uddybende. Når anmeldelsen er fotofri, må teksten nødvendigvis være mere rammende.

Som Kasper Fogh selv påpeger, er den valgte Brunello ikke billig. Til 880 kroner >skal læseren kunne smage vinen - ikke få en standardbeskrivelse af ugens tilbud i Irma. Om den er god - »ja, for fanden« er en >utidig anbefaling af en vin i den prisklasse.

>Mandagsbesøget sluttede på 2.400 kroner. Var det så ikke på sin plads, at læserne kunne få en fornemmelse af det, der blev indtaget og af den stemning, der var på stedet, en røvsyg mandag?

Manglende respekt for demokratiet

Bent Adriansen, Risskov

Uanset hvad man måtte mene om Lissabon-traktaten, så vidner irernes anden afstemning om en total mangel på respekt for demokratiet. En mangel på respekt, der desværre også ses i mange andre EU-lande; herunder Danmark. Kan man (politikerne) ikke lide det resultat, de får ved en folkeafstemning, ja, så afholder de blot en ny igen og igen, indtil de får det resultat, de ønsker. Det har vi nu set i Irland og vil også snart se det i Danmark med nye folkeafstemninger om de danske EU-forbehold. Endnu værre er det gået i Frankrig og Holland, hvor man også stemte nej, men hvor nej'et fuldstændig blev ignoreret.

Denne elitære 'vi alene vide bedre end folket'-holdning blandt vore politikere er utrolig skadeligt for demokratiet og vil kun give ny næring til den store politikerlede, der efterhånden er udbredt i mange lande med lav valgdeltagelse ved folkeafstemninger og parlamentsvalg til følge.

Kunne man for øvrigt forestille sig en ny folkeafstemning, efter at befolkningen havde stemt for det, som politikerne rent faktisk anbefalede? Et tankeeksperiment kunne være, at vi fem år efter at have stemt ja til euro'en igen skal stemme om, hvor vidt vi ønsker at beholde den eller ej. Utænkeligt! Men hvorfor egentligt ikke? Hvis demokratiet skal fungere 100 procent, må det vel også være ret og rimeligt igen at spørge befolkningen om forhold, som politikerne går ind for og ikke kun om det, de er modstanderne af.

Klimaboblen

Michael Sandfort, Brønshøj

For knap ti år siden brast dotcom-, telekom- og IT-boblerne. Så fulgte bolig-, aktie- og finansboblerne som siden blev til bolig-, aktie- og finanskrise. Fælles for boblerne er, at næsten alle mennesker løber samme vej samtidig, at der bliver set skævt til skeptikere, mens boblerne vokser, og at forkerte - men politisk korrekte - antagelser dominerer, indtil boblerne springer, og virkeligheden atter indfinder sig.

Den aktuelle såkaldte 'klimaforandring' indeholder mange bobl-symptomer; de fleste løber samme vej, og der ses skævt til skeptikere, når politisk korrekte antagelser udfordres af fornuftige indvendinger om solpletter og andre naturlige fænomener. Desuden tolkes ethvert metrologisk fænomen i retning af global menneskeskabt opvarmning - uanset om temperaturen stiger eller falder, om det stormer eller ej, om isen smelter eller bliver, eller om der er tørke eller oversvømmelse.

Hvis klimafolket nærede et ægte ønske om at begrænse den menneskeskabte CO2-udledning, så burde kernekraft og befolkningsbegrænsning stå øverst på dagsordenen, men på de to punkter er tavsheden larmende. Det viser, at klimaboblen ikke er drevet af ønsket om at gøre noget reelt for klimaet, men at det er et politisk korrekt redskab for dem, som profiterer af klimakonferencerne.

Virkeligheden vil på et tidspunkt også indhente klimaboblen. Man må håbe, at det sker snart, så der ikke undervejs bliver spildt for mange ressourcer på at løbe efter et politisk korrekt projekt, som både ignorerer befolkningseksplosionen samt en af de reneste energikilder, vi har.

Hvem kan få fredsprisen?

Kjeld Chr.Krarup, København Ø

Kære Nobels Fredspriskomité: Jeg indstiller hermed Mickey Mouse til næste års fredspris. Jeg har ingen særlig begrundelse - men det synes heller ikke nødvendigt.

Er klimaet allerede nedprioriteret?

Niels Engelsted, København K.

Allerede for otte måneder siden kunne Informations Mads Qvortrup fortælle de læserbrevskribenter, der var bekymrede over, at Anders Fogh Rasmussen var ved at stikke af fra ansvaret for den afgørende klimakonference i København, at konferencen alligevel med stor sandsynlighed ville blive et flop, som statsministeren gjorde klogt i at disengagere sig fra (Information, 18. februar).

Qvortrups kilder blandt diplomater og embedsfolk i ind- og udland, herunder en 'anonym kilde i Udenrigsministeriet, der har arbejdet tæt sammen med statsministeren', kunne fortælle om klimaspørgsmålets nedprioritering. Har man bag kulisserne længe valgt at nedprioritere klimaspørgsmålet?

Det er svært at tro, men det kunne forklare de umådeligt små fremskridt frem mod COP15. Det kunne forklare, at den netop afsluttede klimakonference i Bangkok endte med bitre anklager fra Kina, Mexico og andre mod EU og USA for at ville skrotte Kyoto og princippet om bindende aftaler. Det kunne forklare, hvorfor Danmarks internationalt ansete chefforhandler skiftes ud to måneder før den afgørende konference, tilsyneladende med den begrundelse, at han har soldet for meget på en restaurant.

Og det kunne forklare, hvorfor Foghs efterfølger altid virker så foruroligende afslappet og tilbagelænet, når han udtaler sig om den store konference, som han står over for at skulle lede. >

Vildledning

Leif Blædel, journalist

>Om fyringen af > Klima- og energiministeriets afdelingschef Thomas Becker:

Departementchefens begrundelse: »spørgsmål af administrativ karakter«, og dét, som i Politiken kaldes »i > sidste ende en strid om bilag for repræsentation« og »et meget stort overforbrug«, bliver af Jørgen Steen Nielsen i Information forvandlet til, at der blev lagt »utålelige begrænsninger på Thomas Beckers måde at gebærde sig på under klimaforhandlingerne«, hvad der fik ham (der var fyret!) >til at »gå i vrede«.

>Hvorfor vildlede læserne ved at ændre på virkeligheden?

Knivloven og god reklame

Karsten Paarup, Skals >

Hvis man medbringer sit våben - f.eks. et jagtgevær - andre steder end i jagtområder, bør man da kunne straffes, da geværet meget nemt kunne bruges til røverier. Eller eksisterer knivloven kun til brug over for Greenpeaceaktivister, der har lavet en forfærdelige handling, som det f.eks. er at kravle op i et tårn og hænge et banner op?

Det sidste er jo unægteligt svært at betragte som en handling, der er til stor fare for andre samfundsborgere.

Er loven lavet for at indfange de personer, der ikke har de 'rigtige' værdier?

Aktivisten fik ikke en straf for at bryde den private ejendomsret og kravle op i et tårn, men for at gå med kniv.

Godnat, siger jeg herfra!

PS. Kan aktivisten i øvrigt ikke få en præmie for den herlige tekst og den debat, som banneret har været med til at skabe? Klimaminister Connie Hedegaard må da have nogle midler afsat til reklame for klimatopmødet?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu