Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens Information
9. oktober 2009

Sæt kronen på værket, Information

Michael Waldmann-Meyer, Hjortespring

Grib ind i verdens gang, oversæt omgående det meste af avisen 6. oktober 2059 og stil det til rådighed for New York Times eller Washington Post, mens Senatet debatterer.

Fair debat, tak

Jan Hoby, næstformand i LFS

Hvis man ønsker en fair debat, så er det en god idé selv at føre fair debat. Det lykkes ikke for Jan Andreasen(S), Kasper Johansen (R) og Manu Sareen (R) i deres læserbrev »Anonymt karaktermord« i Inf. 7. oktober.

Jeg beskrives som »et fremtrædende medlem af Enhedslisten«, men jeg er blot medlem. Spørgsmålet er, om de tre fremover vil mistænkeliggøre sig selv og deres partikammerater, som har tillidserhverv og udtaler sig i kraft af deres tillidserhverv?

Jeg udtaler mig som næstformand for LFS, som har mere end 8.000 medlemmer ansat i kommunen. Det er i kraft af min faglige tillidspost og mit indgående kendskab til Bo Asmus Kjeldgaards arbejde som Børne- og ungdomsborgmester at kritikken fremkommer. Min kritik er saglig og faglig.

Kommunalpolitikere er ikke hævet over kritik, og når man vælger at blive øverste chef for titusindvis af ansatte, så må man kunne tåle kritik også selv om den går tæt på ens faglige og politiske kvalifikationer som øverste chef i en forvaltning. Hver dag bliver kommunale skole- og daginstitutioner målt og vejet om de lever op til tidens krav om god ledelse - enhver kommunalpolitiker skal kunne tåle det samme.

Skæg og blåt øje

Ivan Gullev, Frederiksberg C

Rent faktisk sidder de der Afghanistan-soldater ude på Nordisk Film, og sender ved passende lejligheder en video frem.

Den hele manøvre har kun til formål at sikre større bevillinger til Forsvaret.

Tørklæde eller hatte

Ulla Jessing, Virum

Hvem i kongehuset kræver, at alle kvindelige medlemmer må bære hatte, når de optræder officielt, som for eksempel til åbningen af Folketinget?

Store hatte skjuler mere af ansigtet end tørklæder, som Dansk Folkeparti vil forbyde.

Magen til frækhed

Knud H. Lindeløv, Frederikssund

Magen til frækhed, som den Information udfolder sig med på bladets forside og i lederen den 7. oktober, skal man lede længe efter.

Her er tale om en uhørt mangel på respekt og en så ringe mangel på forståelse for det hverv, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har påtaget sig. >

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har efter min og sikkert størstedelen af de af Danmarks befolknings læsere og lyttere, som følger >med i politik, gjort et absolut fortjenstfuldt og godt stykke arbejde, hvor man kan mærke, at han fra sag til sag, og fra tale til tale - også hvor det gælder det engelske - har gjort store fremskridt. Lars Løkke Rasmussen fortjener ros - og ikke en kold og gold og nedværdigende kritik, som den Information fremturer med.

Jeg gad vide, hvem Information i deres bevidste uforskammede og kritiske redaktionelle information, ville kunne pege på som Danmarks statsminister. >

Jeg har fået tilbudt Information gratis i en måned. Jeg kunne aldrig drømme om at forlænge abonnementet.

Taberne skal jordes

Peter Ølgaard, Århus V

For nyligt kom jeg fordi et fint hotel med en masse store firehjulstrækkere parkeret udenfor. Det viste sig, at der var møde derinde i en art sammenslutning af stand-up-komikere.

Et papir flagrede ud af et åbentstående vindue; det var en slags manifest for dansk humor. Der stod:

1. Alle, der ikke er lige så hurtige i kæften, som vi, er nogle tabere, der skal jordes.

2. Det gælder også fattigrøve.

3. Spark altid nedad, aldrig til siden eller opad.

4. Politisk satire var noget, man lavede i 70'erne.

5. Det samme gælder satire mod den økonomiske elite. Det er jo også dem, der betaler vores honorarer, når vi er ude at optræde, og man skal jo ikke bide den hånd, der føder en.

6. Alle, der er sat til at udøve en myndighed uden at være en del af magteliten, er derimod jaget vildt. Det gælder i særdeleshed parkeringsvagter.

7. Overvurder aldrig publikum. Enhver pointe, der kræver en fælles kulturel reference, er alt for risikabel. Det er sikrere at gå efter parkeringsvagten.

8. Dårligt engelsk er sjovt, fordi sådan snakker taberne.

9. Dårligt tysk er sjovt, for hvem fanden kan snakke tysk? Jokes om tyskere har som præmis, at de alle er kryptonazister.

10. Bevis at du ikke er politisk korrekt ved at sige 'neger' ved enhver optræden.

Jeg synes, at manifestet har sat nogle ting på plads for mig, så derfor stilles det nu til rådighed for offentligheden. Jeg har ellers i lang tid troet, at jeg helt havde mistet min humoristiske sans, når det gælder en stor del af dansk humor, men jeg har nu forstået, at jeg blot skal arbejde med mine præmisser.

Udslettelse i sigte

Finn Rudaizky, DF

Til historikeren Ilan Pappes store tilfredshed (interview i Inf. 3. oktober) er Israel godt på vej til at tabe PR-kampen til palæstinenserne. Pappe bidrager entusiastisk hertil, ved at udbrede en version af mellemøstkonflikten der til forveksling ligner palæstinensernes.

Til gengæld forholder Pappe sig ikke med ét ord til palæstinensernes ønske om Israels udslettelse, som hver dag næres i børnehaver, skoler, aviser, tv, moskeer, militære træningslejre, regeringskontorer og afspejles på valgdage, hvor Hamas senest fik absolut flertal. Men denne hjernevask til had og folkemord bekymrer ikke Pappe, for han deler helhjertet palæstinensernes ønske.

Den kriminelle lavalder

Lotte Secher, Risskov

Først så giver vi dem en skidt opvækst - og så straffer vi dem for at opføre sig derefter.

Absurd at sende børn i fængsel

Lone Dybkjær, MF og retsordfører for Radikale Venstre

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) og socialminister Karen Ellemann (V) præsenterede onsdag regeringens nye pakke mod ungdomskriminalitet.

Jeg glæder mig over, at regeringen trods alt har lyttet til Ungdomskommissionen og Radikale Venstres forslag om forebyggelse og mere social indsats. Mentorordningen, styrkelsen af SSP-samarbejdet og ungesamråd er fornuftige initiativer.

Det havde været godt, hvis de var kommet på banen for år tilbage. Regeringen og Dansk Folkeparti har desværre prædiket strengere straffe uden skelen til det sociale, forebyggende arbejde så længe, at vi har tabt rigtig mange unge mennesker til kriminalitet og bandetilværelse.

Men jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor unge hverken må købe cigaretter eller alkohol, men godt må blive smidt i fængsel. Radikale Venstre er indædte modstandere af at sænke den kriminelle lavalder og udstyre børn med fodlænke. Det her er helt ude i hegnet, og et tydeligt bevis på, at det er Dansk Folkeparti, som tegner regeringens politik. Jeg er dybt rystet over forslagene. Det er børn, vi taler om her.

I Radikale Venstre fremlagde vi allerede sidste år en stribe konkrete forslag til en styrkelse af den sociale og forebyggende indsats i vores Sociale 2015-plan. Vi mener, børnene skal have tilbud om fritidsaktiviteter, mentorordninger og andre forebyggelsestiltag - ikke lænker rundt om fødderne. Børn skal ikke i lære som hårdkogte kriminelle så tidligt i livet. Derfor er det hul i hovedet at sende børn i fængsel.

Forbyd teenagere

Preben Hammer Jensen, Knivkær

Hvis regeringen sætter aldersgrænsen for, hvornår man kan komme i spjældet ned. Og samtidig sætter grænsen for, hvornår man kan købe spiritus op. Var det ikke lettere bare at forbyde teenagere?

Fascismen trænger sig på

Vagn Søndergaard, København K

Mine pæne borgerlige venner bliver for hver dag mere foruroligede og bekymrede: »Forslaget om fodlænker til børn kan jo ikke undre,« siger de, »når det er halvfascister, der sætter dagsordenen.«

En omvendt Grevil

Klaus Nielsen, Vedbæk

Ligesom VKO's Rødvinspakke (den med fjernelsen af topskatten) kan betegnes som 'en omvendt Robin Hood'.

Således kan man betegne Søren Gades (V) spindoktors lækage af nationssikkerhedstruende oplysninger som 'en omvendt Grevil'.

Det er spændende, om det lykkes regeringsloyale statsadvokater at hindre, at denne sag når frem til domsmagten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

KNUDS FRÆKHED.
Vikarer er frække, og det er mange fadbamser siden Lars Løkke Rasmussen optrådte i Frederikssund til valgmøder som en meget ung og ferbrilsk politiker med protegéen Thor Pedersen og i kulissen Peter Brixtofte. I alle årene efter har Lars levet livet på partikontorerne, blev "vikar" for partifællen Jørgen Christiansen í amtsborgmesterstolen, hvor hans bysbørn stadig kaldte Jørgen Gadekær uden nedsættende betydning for hans værdighed, men fordi han havde et gadekær ved indkørslen til sin gård. Og borgmester Lars forstod at leve livet sådan, at han erhvervede sig diverse kælenavne, nu altså også stedfortræder for en forhenværende kreativitetens mester.
Knud Lindeløv må dog vide, at en lærervikar ikke altid er læreruddannet, men alligevel kan være en god lærer. Mit abonnement er nok heller ikke altid i kridthuset hos Redaktionen, men det opsiges nok ikke, sålænge folkepensionen rækker. Den vidtfavnende Klaus Rifbjerg er også gået over til den pæne og lidet frække Politiken, selv om Information og hans borgerligt kulturradikale på Politiken er enige om, at læserne er nødt til at skyde på pianisten for at fremme et sundt samfund.