Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra weekendens avis
3. oktober 2009

Civil ulydighed som demokratisk våben

Preben Etwil, Birkerød

Hvor var det dejligt, opmuntrende og især oplysende at læse Toni Liversages kronik i Information 30. september, hvor civil ulydighed sættes ind i en progressiv demokratisk sammenhæng. Rette ord på rette sted.

Dette står i skrigende modsætning til de såkaldte ytrings- og demokratifundamentalister, der betonagtigt gentager mantraet om, at lov er lov, og lov skal følges. De går ofte så vidt, at de også mener at enhver form for civil ulydighed skal forfølges og straffes på linje med vold og terrorisme. Toni Liversage nævner selv Martin Luther King som forbillede for anvendelsen af civil ulydighed. Meget enig - han er for øvrigt i denne sammenhæng også god at få forstand af, når nogle påstår, at dem der udøver civil ulydighed ikke respekterer givne love:

»En, som bryder en uretfærdig lov, er nødt til at gøre det åbent, kærligt, og med vilje til at tage straffen. Det er min påstand, at det individ, som bryder en lov, som hans samvittighed siger ham er uretfærdig, og som villigt accepterer straffen ved at komme i fængsel for at skærpe samfundets bevidsthed med hensyn til dets retfærdighed, det udtrykker i virkeligheden den højeste respekt for loven.« (Letter from Birmingham City Jail, 1963).

Derfor Israel-kritik

Ole Olsen, Fhv. Formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Geoffrey Cain brugte forleden (28. september) en hel kronik på at mene, at Israel bliver udsat for urimelig kritik sammenlignet med mange andre landes gerninger. Det kan der være noget om, hvis man kun ser på Israels isolerede handlinger.

Men der er mange gode grunde til at kritisere og diskutere Israel. Lad mig nævne

•Israels styrker fordrev ved statens oprettelse det meste af den stedlige befolkning. Med efterkommere betyder det i dag syv millioner palæstinensere i landflygtighed. Det er en alvorlig sag.

•Israel fremhæves af sig selv og andre som et mønstereksempel på demokrati, selv om landets handlinger strider mod demokratiske grundregner. Disrespekten for Folkeretten er det værste eksempel.

•Israel inddrages af nogle som et del af værdikampen, hvor det bliver forsøgt gjort til en slags hellig pligt at stå på Israel (det godes - sic!) side. Det er at trække fronterne hårdt op.

•Der er personligheder i Danmark, som stiller sig på Israels side, selv når en indespærret befolkning bombes uden mulighed for at søge beskyttelse. Det er stærkt provokerende.

Dertil kommer, at Danmark og Vesten faktisk har en mulighed for at påvirke Israel og komme palæstinenserne til undsætning. Den mulighed bruges ikke, men forspildes bevidst.

Kritik af Israel fremføres således ikke alene for at stoppe landets mange overgreb, men også for at få gjort op med den helt uforståelige fascination hos en del af mine medborgere. Den fascination, som palæstinenserne hver dag betaler prisen for.

Klassefjendsk pamperparti

Markus Lund, Silkeborg

Henrik Sass (S) hævder den 28. september, at DF nasser på Socialdemokratiets 'flotte' historie. Tværtimod ligner det at Socialdemokraterne nasser mere på arbejdernes historie end DF gør på Socialdemokraternes. Det pamperparti er ikke en krone værd i troværdighed, hvad angår kampen for social retfærdighed og højere løn.

Næ, det må man efterhånden takke den reformistiske LO-fagbevægelse for. Det var en modig og rigtig beslutning af dem at afbryde det økonomiske samarbejde med Socialdemokraterne for en del år siden. Dette er blot første skridt for LO for at de en dag at blive fuldstændig uafhængig af partipolitik og endelig tale de sande arbejderes sag. Jeg taler naturligvis om de ufaglærte 3F'ere og ikke de selvfede, højrøvede middelklasseakademikere i Socialdemokraternes hovedbestyrelse, som blasfemisk hævder, de består af arbejderblod.

Til dem agter jeg at sige: stig dog ned fra jeres taburet og se hvordan livet for lønmodtagerne i virkeligheden er, før I end vover at besudle arbejderklassen med jeres klassefjendske erhvervs- og udlændingepolitik.

>Kristendom og demokrati

Christian Jelstrup, Helsingør

Tak til E.G. Stephensen for nævnte kronikken om kristendom og demokrati (1. oktober) med en summarisk historisk gennemgang af magtforholdene omkring kristendom og demokratisk udvikling i Vesterlandene.

Ud over historien vil jeg tillade mig at tilføje, at anti-demokrati ligger i kristendommens inderste væsen, som i øvrigt er halvt modsætningsfyldt. På den ene side fremhæver kristendommen menneskets frie vilje. Dette er næsten eksistentialistisk: Vælg selv dit forhold til Gud - og tag konsekvensen af dit valg, himmel eller helvede efter din død. Fri vilje anerkendes dog. På den anden side er Gud enehersker. Han har »riget, magten og æren i evighed. Amen«. Gud ser alt, hører alt, forstår alt og dømmer 'levende og døde'. Han er som Store Broder i romanen 1984.

Han er på ulogisk vis Fader, Søn og Helligånd. Overalt belønnes de lydige og straffes de ulydige.

Det siger sig selv, at dette verdensbillede ikke er demokratisk. Men naturligvis er religion noget andet end stats - eller samfundsstyre.

Jeg mener dog, at alle 'kristelige demokrater' nødvendigvis må have et alvorligt holdningsproblem med en så udemokratisk grundholdning til tilværelsen i forhold til en demokratisk styreform, som dog også er en del af tilværelsen.

Potemkin- kulisse

Henrik Okkels, Hornslet

Der skrives i disse dage spalte op og spalte ned om 'skandalen' i Forsvaret og i Forsvarsministeriet. Den underliggende præmis er forundring, overraskelse, chok. Det virker lidt naivt, for der er ikke grund til nogen af delene. Den arabiske oversættelse og hensigten med den (løgn og bedrag) er blot endnu et eksempel på virkeligheden bag den demokratiske potemkinkulisse, som folkestyret og mange af dets institutioner i stadig højere grad har udviklet sig til siden 'systemskiftet' i >2001.

Geværløbets historie

Per Hørning, København NV

Flemming Erslevs betragtninger (1. oktober) over Tibets relationer til Kina, tager afsæt i Maos historiske betragtning, at magten vokser ud af et geværløb. Erslev forholder sig helt overordnet til forholdene og konkluderer at »Verdenssamfundet bør i erkendelse af fælles ansvar presse på for en fredelig løsning af spørgsmålet om Tibet«. I argumentationen sætter Erslev spørgsmålstegn ved Maos historiske erfaring. Hvis vi blot ser på de seneste 25 års historie, kan ingen vel sige, at Maos konklusion var forkert - eller hvad. Så sent som ved årsskiftet oplevede verden hvordan geværløbene klargjorde magtforholdene i Gaza. De, som holder geværerne, gennemtrumfer, at ofrene ikke må få hjælp. Verdenssamfundet: skråt op!

Beijing vs. København

Leopold Galicki, København Ø

I lederen »Kommunisternes fest« i Information 1. oktober skriver mg (Martin Gøttske), at i forbindelse med fejring af 60-årsdagen for kommunistmagtovertagelse oplever Beijing et kæmpe politiopbud. Magthaverne er bange for deres egen befolkning, konkluderer mg.

I forbindelse med gårsdagens OL-topmøde i København udtaler en ledende politimand til TV2's program 'Go' Morgen Danmark', at »der er selvfølgelig potentielt nogle mennesker, som har et eller andet i ærmet, som de kan godt bruge til at demonstrere, men de får ikke lette vilkår, det kan jeg godt love dig, i morgen. Så vi forventer ikke noget, men vi har selvfølgelig hele tiden den eventualitet i baghovedet, og derfor er vi op på dupperne hele vejen igennem«.

Øresundsbroen er lukket. Et kæmpe politiopbud har fået byen til at se ud som i undtagelsestilstand. I Beijing lyder den officielle forklaring: angst for terror. I København erklærer myndighederne, at man ikke mindst er bange for demonstrerende mennesker.

Kære mg, forfat venligst en leder om Beijing og København - to byer i undtagelsestilstand.

Oversat til volapyk

L.G. Hammer, København

Forsvaret, forsvarsministeren og regeringen er blevet så vant til at slippe afsted med at lyve at de ikke engang gider gøre sig umage ... og Dansk Folkeparti har fået foræret endnu en lejlighed til at afpresse regeringen.

Hvad vil de denne gang forlange for at redde endnu en uduelig minister?

For de vil forlange betaling. Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved.

Billeder i Information

Michael Kongstad Nielsen, Virum

Maj-Britt Kent Hansen har ret (1. oktober) i kritikken af Informations ofte vildledende anvendelse af fotos - fotos der vil fortælle deres egen historie og ikke spiller sammen med teksten. Mere bredt er Information desværre hoppet med på den trend, at fotos spiller en større og større rolle i avisen. De fylder meget, er provokerende, går alt for tæt på, og tager magten fra en ellers god tekst. Informations læsere kan læse - de behøver ikke at få det ind med billeder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu