Læserbrev

Læserne skriver

28. oktober 2009

Dobbeltmoral i Information

Erik Jespersen, Frederiksberg C

I weekendudgaven af Information findes der på Fokus-siderne to udmærkede artikler af Jørgen Steen Nielsen, om at stabilisere klodens CO2-koncentration 350ppm.

På samme sted i avisen har Information valgt at bringe en annonce for rejser til New York, Florida og Californien. Information kan åbenbart ikke finde ud af, hvilket ben det skal > stå på i forhold til klimaet.

Skal EU bestemme over sundheden?

Rina Ronja Kari, talsperson, Folkebevægelsen mod EU

Debatten om vores sundhedssystem raser, men på et punkt er der stilhed: EU's indflydelse. EU arbejder med et patientdirektiv, som kommer til at have afgørende betydning for vores sundhedssystem. Derfor er regionsvalget også tidspunktet til at stoppe op og spørge din kandidat: Hvad mener du om EU's indblanding?

Med patientdirektivet risikerer EU at skabe et A- og et B-hold af patienter. Der vil være dem, som kan bruge de nye muligheder - det er dem, som har råd til at lægge ud for behandlingen selv, dem der har ressourcer til at undersøge, hvor de kan få den bedste behandling og meget mere. Det andet hold vil blive ladt tilbage til et nationalt sundhedssystem, som er blevet udhulet økonomisk: Pengene vil blive brugt på at betale for A-holdets behandling andre steder.

Det lyder jo ikke særlig godt, men det afgørende politiske spørgsmål er i virkeligheden, skal EU bestemme over vores sundhed?

Den håbløse syv-skala

Niels Engelsted, universitetslektor

Med sine mærkelige spring, hvoraf nogle af uforklarlige grunde er større end andre, og med den sadistiske karakter -3 i bunden, er syvtrinsskalaen et monster, som man må tro er opfundet for at skræmme børn. > Martin Ellermann har således helt ret i sin kritik af skalaen (Synspunkt i gårsdagens Information); ikke mindst er det rigtigt, at skalaen let kan få som resultat, at danske studerende får endnu sværere ved at blive optaget på universiteter i for eksempel USA, fordi A (= 12) i Danmark defineres meget skrappere end det A, som amerikanerne bruger og kræver af en topstuderende. >

Dette er imidlertid kun tilfældet så længe den forståelse ikke er slået igennem, at syvtrinsskalaen følger et helt andet koncept end 13-skalen. Hvor 13-skalaen ser eksamen som en kappestrid, der skal differentiere de studerende, og hvor man som i højdespring altid kan komme højere op, der kommer 7-skalaen med et fast loft defineret af studieordningens specifikke krav. Opfylder man disse krav med kun uvæsentlige mangler, skal man efter reglerne have 12. Gør man med andre ord, som der bliver sagt, og kommer banen rundt uden nedrivninger, skal man have topkarakteren. Det er mere som et bilsyn eller et tandlægeeftersyn; 0 huller = 12.

Da man må tro, at det er det normale, at en dansk studerende kan leve op til studieordningernes krav, må det også blive almindeligt, at ganske mange opnår karakteren 12 og kan komme til USA. >

Stop med at købe hash og skab fred

>Karsten Skawbo-Jensen, konservativ kandidat til Region Hovedstaden

En del af de mennesker, som er glade for at ryge hash, tilhører venstrefløjen og går angiveligt ind for peace, love and understanding - det diamentralt modsatte af bandekrig, grådighed og vold. Det vil derfor være naturligt at appellere til dem om at stoppe med at købe hash. Når hashmarkedet forsvinder, ebber også bandekriminaliten ud. Hashrygerne har et personligt ansvar for at være med til at skabe fred i vores byer. Stop derfor med at forsyne voldens købmænd med penge!

Om Sundhedsrummet, igen

Finn Rudaizky, socialordfører i Københavns Borgerrepræsentation, DF

Socialborgmester Mikkel Warming (EL) arbejder efter devisen: Er dine argumenter svage, så kan man altid skyde sin modstander noget i skoene (jvf. læserbrev i Inf. 24. oktober). I debatten om Sundhedsrummet for narkomaner på Vesterbro i København skriver han bl.a.: »Jeg vil opfordre Finn Rudaizky og andre kritikere til at besøge Sundhedsrummet og se, hvilken god indsats personalet gør, inden de udtaler sig alt for skråsikkert om det modsatte.«

Jeg synes, det er uværdigt, at Mikkel Warming - mod bedre vidende - nu indrager spørgsmålet om personalets indsats i denne debat. Ingen, heller ikke mig, har på noget tidspunkt sat spørgsmålstegn ved personalets meget kvalificerede indsats. Tværtimod. Warming mener, at jeg ikke forstår problemerne på Vesterbro, og at jeg skal besøge Sundhedsrummet. Det har jeg foreløbig gjort tre gange og mit indtryk af de ansattes indsats er fortrinlig. Problemet er ikke de ansatte, men politikere som Warming, SF og Socialdemokraterne, der hensynsløst, placerer Sundhedsrummet lige op af Rysensteens Gymnasium - og som stemmer imod flere penge til længere åbningstid for Sundhedsrummet.

Problematisk dyrevelfærd

Per Clausen, Dyrevelfærdsordfører for Enhedslisten

Bjarne Lausten har ret i, at et forbud mod minkavl bør følges op af en række initiativer, som sikrer dyrevelfærden for vores øvrige produktionsdyr. Vi skal have stoppet fikseringen af søer i svinestaldene. Køerne skal have mulighed for at komme på græs. Burhønseproduktion skal forbydes. De principper, som gælder for økologisk produktion, skal udvides til at gælde hele landbruget. Der er meget at tage fat. Socialdemokraterne og DF vil også i fremtiden blive tvunget til at tage stilling til en række forslag fra Enhedslistens side på dyrevelfærdsområdet. >

Det kulturløse samfund

Nis Rasmussen, Hundested

Der var engang, da Venstre hyldede det nære samfund. Småt var godt.

Det er længe siden. Som endnu et forstemmende resultat af den mislykkede kommunalreform er der siden 2005 lukket ikke mindre end 167 hovedbiblioteker og filialer over det ganske land.

Tilhængerne vil naturligvis forsvare det med, at man samler ressourcerne på færre og mere moderne enheder.

Et faktum er det ikke desto mindre, at flere mennesker får længere vej til de kulturtilbud, som bibliotekerne altid i folkeoplysningens navn har været en enestående eksponent for.

Færre og færre vil aflægge deres bibliotek det ugentlige eller sågar daglige besøg med avis- eller tidsskriftlæsning og boglån. Kort sagt oplysning på god gammeldags manér.

Desværre ligner det en strategi fra regeringens side. Her lader der ikke til at være noget udtalt ønske om en læsende og tænkende befolkning.

Her synes tesen at være - for nu at sætte tingene på spidsen: Jo dummere et samfund desto mere medgørligt.

Lad dog danskerne nøjes med det tynde øl i form af talentløse quizzer, danseshows og programmer om boligindretning i prime time, så skal vi nokstyre landet så længe.

Endnu er vi ikke nået til italienske tilstande, men vi nærmer os!

Hvorfor protesterer det borgerlige Danmark ikke mod denne åbenlyse kulturforringelse? Men højrefløjen låner måske ikke bøger på biblioteket >længere?

Som en vis herre læser Biblen

Erik Boel og Jens-Kristian Lütken, Europabevægelsen

Lave Brock og Erik Bach læser vores indlæg i avisen (23. oktober) som en vis person læser Biblen. De to herrer har forenet sig med Tjekkiets ekstremt højreorienterede præsident Vaclav Klaus i et desperat forsøg på at forhindre traktaten blive gennemført.

Det er nærmest rutinemæssigt at en flok bedagede EU-modstandere anlægger sag mod den danske stat, hver gang EU-samarbejdet bliver ændret. Men i stedet for at hænge i bremsen, så bør Danmark tage fuldt og helt del i det europæiske samarbejde og droppe undtagelserne.

Med Lissabon-traktaten risikere vi at ryge ud af det politimæssige samarbejde - dermed kan Danmark ikke bekæmpe kvindehandel og internationale kriminelle vil få lettere ved at operere i Danmark. Den finansielle krise har med alt tydelighed vist, at euroen er et solidt bolværk i krisetider. Vi behøver blot at kigge på Sverige og Island for at se, hvad det betyder at stå udenfor euroen. Kort sagt er der gode og aktuelle grunde til at sætte undtagelserne til afstemning.

>Om 10 år er ...

Gunner Juul-Nyholm, Søborg

... Løkke glemt, Helle er kørt træt, og der er ingen stjerner i de store partier, der har sandsynliggjort et format.

Men Connie Hedegaard har ansporet EU i omstillingen til ikke-fossil energi - og på en smitsom og inspirerende måde for resten af verden. Dertil kommer hendes politiske erfaring, dybgående kendskab til og empati for samfundet og individdet, og evnen til at se de lange linjer. Om 10 år hedder statsministeren Connie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mona Blenstrup

Per Clausen

Man skal kun forbyde minkavl i den form den har i dag.

Hvis man tilgodeså dyrenes primære behov, var der ingen grund til at forbyde minkavl.

fordi nogle foretrækker mink behøver disse jo ikke at være opdrættet og opfostret under de lusede vilkår, der ælder i dag. Det kan gøres bedre.


Stop med at købe hash og skab fred
skriver Karsten Skawbo-Jensen, konservativ kandidat til Region Hovedstaden

Kunne hr. Skawbo så ikke formå sit egnet partis vælgere og jetset'et i øvrigt til at droppe kokain-indkøbene...

Tom W. Petersen

Borgerlig kulturpolitik
167 biblioteker er afskaffet.
Ifølge Berlingske Tidende 26. ds. er kulturminister Carina Christensen" glad for udviklingen". For "centraliseringen har forbedret bibliotekerne og gjort det langt nemmere for den moderne borger at låne bøger." (Det står der!).
Så den, der nu har mistet sit nære filial- eller hovedbibliotek, skal bare være en rigtig moderne borger: Mit bibliotek er fjernet - hurra, hvor er jeg da glad for det!

Sort er hvidt. Op er ned. Ødelæggelse er forbedring.

Fortsat demokratisk underskud og intet svar fra Boel og Lütken:
Boel og Lütken fra Europabevægelsen svarer 27/10 ikke på hvorfor danskerne er blevet nægtet at stemme om Lissabontraktaten.
I stedet fremkommer de med en række stærkt værdiladede ytringer. Allerførst jeg er ikke kristen og læser derfor ikke biblen, og nej jeg sympatiserer ikke med den ultraliberalistiske Vaclav Klaus. EU-modstander er jeg heller ikke(endnu), men Boel og Lütken har ret i at jeg er bedaget, eller rettere udgrænset af mit tidligere parti, SF, som tilsluttede sig den politiske elites(og kapitalejernes, f.ex. Intels irske ja-kampagne) EU-projekt med dets ja til Lissabon.
Vedr. Euroen er skræmmebilledet ikke kun den devaluerede svenske krone, men osse Danmark, som med Euro-fastkurspolitikken reelt har set kronen blive revalueret, og dermed har vi oplevet et massivt fald i beskæftigelsen det seneste år i industrien.
Afgørende for demokratiet, er at befolkningerne bliver inddraget i EUs udvikling ved folkeafstemninger, som det tidligere er sket i Danmark. Partierne fra K og V til og med SF svigter afgørende ved at sige ja til Lissabontraktaten uden at udskrive en folkeafstemning om samme. Europabevægelsens politik afspejler blot den herskende elites praksis.
Erik Bach