Det er bare noget vi leger
Daniel Panduro, folkeskolelærerstuderende
I Information den 29. september fremkommer Johanne Øllgaard Holm i et læserbrev med en uberettiget kritik af børnenes Melodi Grand Prix 2009. Et program der under sloganet »Det er bare noget vi leger« på forbilledligt vis støtter børn og unges naturlige lyst til musikalsk udfoldelse samtidigt med, at showet aldrig bevæger sig ud af børnenes univers. Det er altså hele tiden en leg på børnenes præmisser, og et univers hvor der bliver gjort grin med den volds- og fareforherligelse ungerne ser i de voksnes verden. Et sted, hvor popsangene handler om nære ting som venner, familie og den store kærlighed. Et show, der ikke gør deltagerne til overmennesker, som man ser andre steder, men faktisk tillader at dem at være nervøse. Selv popstjernen Ida Corr bliver fremstillet som en lille slikspisende tween. Kort sagt, et underholdningsprogram, der ikke blot underholder børn - men også barnlige voksne.
Irsk nej-fløj gambler med Europas sikkerhed
Kristoffer Hecquet, Nyt Europa
Dagens valg i Irland handler ikke blot om oprydning i EU's egne paragraffer. Lissabontraktaten har i høj grad samme karakter som Amsterdamtraktaten havde det i 1998. Hovedformålet er at tilpasse EU's struktur, så den kan rumme endnu en større udvidelse. En udvidelse, der skal garantere fred i Europa efter mange års borgerkrig i Sydøsteuropa.
I år 2000 gav EU's medlemslande et enstemmigt løfte til alle sydøsteuropæere om fremtidigt medlemskab. Medlemslandene har siden arbejdet for at indfri dette løfte, da det har vist sig at være den eneste mulige løsning på at sikre regionen imod nye væbnede konflikter. Sydøsteuropa er desuden allerede dybt afhængig af EU.
Hvis Irland igen og for alvor forkaster Lissabon-traktaten vil det betyde, at der reelt ikke er plads til flere lande i EU. Konsekvensen vil være, at landene i eks-Jugoslavien vil miste det mål, de har stræbt efter. Og uden mål - har vi oplevet med bitter erfaring - vil landene vende sig indad. Dermed vil den fanatiske nationalisme, der allerede eksisterer flere steder i regionen, blive forstærket, hvilket ikke just har været gavnligt for Europas sikkerhed, når man kaster et blik i historiens lærerige bakspejl.
Irerne har meget, der tynger på deres skuldre, når de i dag indfinder sig i stemmeboksene, og de færreste kender konsekvenserne af det kryds, de sætter.
Det eneste vi kan håbe, er, at de alligevel sætter det det mest fornuftige sted.
For vores og Europas sikkerhed.
Stanken fra hr. Møllers gaver
Vagn Søndergaard, København K
Man kan jo efterhånden ikke mere gå i Operaen uden at bedøves af stanken fra de 89 containere fulde af alt det rådne køkkenaffald, som skibsrederen nu senest har 'foræret' Brasilien (jvf. Information den 28. september) > >
Rederen vil gå rettens vej for at undgå en brasiliansk miljøbøde på 1,2 millioner kr.: Hvordan sku' nogen ellers blie rige uden å lave nåed - som Jesper Jensen skrev i Demossangen om Merværdi dengang i 70'erne.
Køb klimaaftalen
Niels Engelsted, København
'Money talks', siger man i Amerika. Ikke mindst i USA's kongres skulle det gælde, så kan man ikke lave en hurtig pengeindsamling, så man kan købe det nødvendige antal amerikanske senatorer til at sikre en bæredygtig klimaaftale til december i København?
Forsvaret manipulerer
>Carsten Kofoed, København N
Nu har det vist sig, at det Forsvar, der ellers ville standse den 'dybt skadelige' jægerbog, selv står bag den arabiske maskinoversættelse. Motivet er ganske klart. Forsvaret ville fremstille sagen, som om at Danmarks 'arabiske fjender' allerede sad og nærstuderede, hvordan de kunne dræbe danske besættelsestropper i Afghanistan. Morale: Åbenmundede soldater som Thomas Rathsack er reelt landsforrædere og vil blive slæbt i retten.
Alle krigspolitikerne med forsvarsministeren i spidsen kalder sagen 'alvorlig' og kræver 'oprydning'. Det sker ikke, da disse manipulationer er en del af deres såkaldte krig mod terror, der startede med selve de mystiske hændelser i USA den 11. september 2001, som banede vejen for Danmarks blodige krigseventyr i Afghanistan, og fortsatte over løgnene om Iraks masseødelæggelsesvåben og forbindelser til al-Qaeda til de tilbagevendende 'terrortrusler' mod Danmark.
Ikke mindst i disse krigstider må man altid, når de krigsførende magthavere fremstiller 'realiteterne', spørge sig selv: Cui bono?
Om civil ulydighed
Toni Liversage, Birkerød
Det er korrekt, som Holger Terp skriver i et læserbrev i gårsdagens avis, som reaktion på min kronik »Civil ulydighed er en pligt« (30. september), at der selvfølgelig op gennem historien har været handlinger, som kan beskrives som civil ulydighed, men det var Henry Thoreau, der satte ord på begrebet gennem sin formulering - at respekt for retten står over respekt for loven, og at man havde ret til at »nægte en regering lydighed, hvis dens tyranni og udygtighed gør den rent ud utålelig«.
Samtidig mente Thoreau, at man skulle være rede til at gå i fængsel - hvad han selv gjorde - hvis man valgte at følge dette princip, alt sammen elementer som senere kom til at indgå i begrebet civil ulydighed, som han var den første til at formulere så klart.
I øvrigt er det ikke korrekt, som Holger Terp skriver, at min bog udkom i 1982. Som der står i kronikken var det under et besøg i USA i 1983, at jeg for alvor stiftede bekendtskab med civil ulydighed i forbindelse med en retssag, hvilket fik mig til at går i gang med min bog om emnet Fra Gandhi til Greenham Common, der udkom i 1987.
Den irriterende lighed
Tom W. Petersen, Frederiksberg
DF's Søren Espersen ser - lige som vi andre - den tydelige lighed mellem 'Folkepartiet' i første afsnit af Forbrydelsen II og DF. Og den kan han tydeligvis ikke lide.
Men i stedet for at skælde ud og spille på DF's slidte offer-attitude forsøger han sig med et retorisk trick, man kunne kalde falsk overbærenhed, som skal vise, at han og hans parti er højt hævet over de latterlige personer, der (i Espersens optik) tror, at de skader DF med denne lighed.
Espersens trick er dog meget let gennemskueligt - og det virker ikke.
Han siger, at ligheden mellem det fiktive parti og DF ender i et selvmål, fordi enhver jo (bemærk dette lille virkningsfulde ord) kan se, at skildringen af DF er fuldstændig fortegnet.
Men det er noget vrøvl. Det er ikke et selvmål. Og enhver kan se, at ligheden tvært imod netop er slående. Det er just det, Espersen reagerer på.
Han siger også, at 'folk' griner af Ingolf Gabold, som er blevet en komisk figur. Espersen postulerer storsindet medlidenhed med den stakkels Gabold, som imidlertid ikke har brug for den, fordi det er noget sludder, Espersen siger. 'Folk' griner overhovedet ikke af Gabold.
Espersen stiller sig an som manden med det store format, som de latterlige småfolk i DR selvfølgelig ikke kan bringe ud af fatning. Men en rasende irritation skinner meget tydeligt igennem hans påtagne maske af overbærenhed.
Information og Kongehuset
Lars Svane, Jelling
Når chefredaktør Weis lader medarbejder Lars Jørgensen boltre sig over to fokussider og bakker op med en sensationsforside (Information 30. september om IOC) i et forsøg på at mistænkeliggøre sin kronprins, må man bede hr. Weis om at kigge indad.
Ofte pryder fotos af pragteksemplarer som Kjærsgaard og Krarup forsiden, og bladet er besmurt af indlæg fra sidstnævnte og Søren Espersen. De legekammerater, Weis således selv dyrker så trofast i sit blad, er ikke altid dømt i et retssystem, men bør man lege med dem?
Læserdebatten viser, at gode folk proklamerer opsigelse af abonnement i frustration over avisens rolle som ivrigt talerør for propagandister.
Mon Lars Jørgensen kan kulegrave tvivlsomme foretagender uden at udskrige syndebukke?
Revurdér nu den gammeldags indstilling til Kongehuset, som Information lufter alt for ofte, og som på uklædelig vis ligger i forlængelse af smædekulturen fra formiddagspressen!
Weis og co. ved så udmærket, at kronprinsen er et hæderligt og troværdigt menneske, som ikke er til sinds at bruge sin status til at arbejde for uetiske og uværdige tiltag. Trods alle smædekampagner i sit fædreland går han modigt ind i et barskt udfordrende internationalt samarbejde, der rækker langt ud over den lille snadrende andedam, hvorfra Lars Jørgensen får lov at rapportere.
