Læsetid: 5 min.

Mysteriet om krisen, der forsvandt

Det er ikke mere end et halvt år siden, at kapitalismen så ud til at være ramt af sin værste krise siden 1930'erne, men nu er opbrudsstemningen fra dengang, der syntes at indvarsle en ny epoke, pist væk - hvad kan forklaringen være?
20. oktober 2009

For nogen tid siden blev jeg i forbindelse med et fyrre års jubilæum for en af Sveriges store koncerner bedt om at give mit bud på, hvad der var sket, siden spørgsmålet om kapitalismens fremtid forrige gang stod øverst på dagsordenen, nemlig i årene omkring 1968 og 1969. Jeg tror, jeg blev spurgt, fordi jeg blev anset for at have 'været med på barrikaderne', hvor det hele foregik dengang, og fordi det 40 år senere, i februar 2009, kunne se ud, som om det nu skulle til at foregå igen.

Under alle omstændigheder, så kapitalismen ud til at være hjemsøgt af sin værste krise siden 1930'erne, og spørgsmålet om dens fremtid var i høj grad kommet på dagsordenen igen.

Selve kapitalismens dunkende hjerte, det finansielle system var brudt sammen og havde revet alle de internationale markeder med i sit fald, alverdens nationalstater var nu tvunget ind i rollen som frelser og alverdens skatteydere i rollen som kapitalistiske investorer og kreditorer. Kapitalismen syntes at være stivnet i panik, som en kanin, der på en nattemørk landevej fanges i lyskeglen fra en bils forlygter.

Alt syntes at ske pludseligt. Så hvad var det i grunden, der skete i 1968? Og var noget lignende på vej til at ske mere end 40 år senere? Det var det spørgsmål, jeg fik lidt over seks måneder til at tænke over.

Da jubilæet så oprandt i september 2009, og det ved en fornem middag blev tid for mig at holde tale om, hvad jeg var kommet frem til i mine refleksioner, syntes kapitalismens krise imidlertid at være ganske gået i sig selv igen. (Dags-)ordenen var genoprettet. Omsætningen på verdens børser satte igen nye rekorder, bonusjagten var genoptaget, huspriserne var steget op igennem taget igen, ubekymret oppustet af statsgaranterede lån til næsten ingen rente overhovedet.

Det var kort sagt, som om intet var sket - i hvert fald ikke noget, som almindelige mennesker behøvede at bekymre sig om.

Sådan tog det sig under alle omstændigheder ud på overfladen.

Den usynlige krise

En smule mærkeligt, at det kunne se sådan ud, da krisen jo på ingen måde er ovre, og ingen af de problemer, der affødte den, er løst, mens kapitalismens hjerte nu holdes pumpende igennem tilførsel af astronomiske statslige midler, finansieret af en astronomisk gæld lagt over på vores børn og børnebørn.

Så mærkeligt faktisk, at jeg følte mig nødsaget til at stille spørgsmålet: Hvorfor kan man ikke se krisen?

Hvordan kunne det gå til, at en række omvæltende begivenheder for fyrre år siden kom til at ændre den måde, millioner af mennesker til at tænkte og handlede på, mens en række lige så betydningsfulde begivenheder denne gang ikke syntes at ændre på noget som helst?

Jeg forsøgte mig med en forklaring.

»Forklaringen«, meddelte jeg denne fornemme forsamling af public relations-ledere og informationschefer, der fejrede 40-årsdagen for koncernens oprettelse. »Forklaringen er jer.«

»Forklaringen er, at for 40 år siden fandtes I ikke. For 40 år siden fandtes 'informationschef' ikke i ordbogen, endsige ordene 'pressechef' eller 'mediestrateg'. For 40 år siden var massemediesamfundet endnu ikke trådt ud af sin uskyldstilstand. For 40 år siden kunne millioner af mennesker få den idé, at noget epokegørende rent faktisk var sket, og endvidere få den idé, at de rent faktisk selv kunne gøre noget ved det.«

»I dag er det mere vanskeligt. I dag lever vi i et gennemmedialiseret samfund, hvor intet er sket, hvis det ikke er sket i medierne. Hvor det, som sker, glider i ét med det, som synes at ske. Og hvor det, som synes at ske, i meget vidt omfang ligger i jeres hænder. Indtil for 40 år siden lod det sig gøre at virke uden at synes. I dag er at virke og at synes to sider af samme sag. I det omfang at krisen ikke er synlig i dag, er det fordi så mange virker for, at noget andet skal være synligt i stedet.«

Ja, noget i den retning sagde jeg. Det er selvfølgelig ikke hele historien, og det er selvfølgelig i nogen grad stillet på spidsen (for at live middagskonversationen op), men det er dog en slags bud på en forklaring.

Den dramatiske forvandling af, hvordan vi kommunikerer med hinanden, hvordan meninger bliver til og tematiseret, hvordan vores opfattelse af virkeligheden bliver formet og ændret, har gjort spørgsmålet om eksistensen af krisen til et spørgsmål om, hvem der kan få hvad til at synes af mest. Og det, som kan synes af mest, er massemedieproducerede billeder, som af forskellige grunde kan få os til at handle og tænke, som der slet ikke var nogen krise.

Vi kan ikke gemme os

Krisen har i hvert fald ikke sine egne public relations-ledere, ingen velfinansieret egeninteresse i at dukke op i medierne, ingen evne til at tale sin egen sag. Krisen er dermed en udfordring af vores kapacitet til i et gennemmedialiseret samfund at kunne gennemskue og forstå, hvornår noget epokegørende faktisk er sket, - og af vores evner til at tænke og handle i overensstemmelse hermed.

For en tid kan vi sikkert tænke og handle, som om krisen slet ikke findes, præcis som vi for en tid kan leve i de mest virkelighedsfremmede forestillinger om, hvordan verden er beskaffen, men hvis det ikke lykkes for os at få øje på krisen, vil den før eller siden få øje på os.

I et samfund, hvor hærskarer af professionelle virkelighedsproducenter virker for, at netop deres virkelighed skal komme til syne for hver og én, kan der let ske det, at ingen får øje på den virkelighed, der forener os alle. I det omfang, at dette er tilfældet, bliver mediesamfundet og dets aktører til en voksende hindring for vores evne til i fællesskab at forstå og håndtere den krise, der fortsætter med at eksistere, uanset om vi kan få øje på den eller ej.

Dette sidste, sagde jeg til de forsamlede public relationsledere og informationschefer, og nok var det deres 40-årsjubilæum, men nu er det altså sagt.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig klummeskribent for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Kapitalismens nye klæder

    21. februar 2009
    Den globale finanskrise kan være en gylden mulighed for at skabe en ny form for kapitalisme, der bygger på sunde værdier - eller kan den?
  • Kapitalismens nye klæder

    21. februar 2009
    Den globale finanskrise kan være en gylden mulighed for at skabe en ny form for kapitalisme, der bygger på sunde værdier - eller kan den?
  • Kommer snart: kapitalisme, version 3,0

    20. februar 2009
    Kapitalismens nekrologer overser kapitalismens historisk unikke tilpasningsdygtighed
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu