Kommentar

Plan B

Der er en bedre mulighed end den truede Københavns-aftale om klimaet
Debat
27. oktober 2009

Alle har hidtil vægret sig ved at diskutere en Plan B for COP-15, selvfølgelig for ikke at svække presset for at nå et 'plan A'-resultat. Efter det stort set resultatløse Bangkok-møde og med udsigt til et stort set lige så resultatløst møde i Barcelona i næste uge burde det efterhånden være politisk mere ukorrekt ikke at drøfte en Plan B.

Her er et forslag:

Industrilandene konstaterer, at hvis de skal nå den 80 procents reduktion i drivhusgasudslippet, som de blev enige om på G8-mødet i juli, kræver det en årlig reduktion på fire procent (målt i forhold til løbende udslip) over de næste 40 år. Det er ren matematik, ikke noget med policy.

Samme industrilande forpligter sig til at indlede et intenst samarbejde om at identificere og koordinere (ikke nødvendigvis harmonisere) deres indsats på konkrete politikområder med henblik på så hurtigt som muligt at 'svinge ind' på en reduktionsprofil, der leverer de nødvendige fire procent om året.

Udviklingslandene forpligter sig til at deltage i arbejdet og, i det omfang det ikke kompromitterer deres berettigede krav om økonomisk udvikling, gradvist at forpligte sig inden for de forskellige områder.

Planen vil ikke nødvendigvis sikre de nødvendige reduktioner til et givet tidspunkt. Men det er der heller ingen mulighed for under Plan A. Og i modsætning til en Kyoto-type aftale vil den foreslåede plan sikre en grad af dynamik i arbejdet, som udelukkes ved en aftale om nationale reduktionsmål 10 år ud i fremtiden, en situation vi har set afprøvet i fuld skala under de nuværende Kyoto-forpligtelser.

En international aftale, der i langt højere grad fokuserer på de konkrete tiltag, der alligevel er det, der skal sikre opfyldelsen af mere uigennemsigtige reduktionsmål, har adskillige fordele. 'Klimamodstanderne' vil have langt sværere ved at komme igennem over for forslag om stop for nye kulfyrede kraftværker uden CO2- lagring i industrilandene, om en ambitiøs udbygning af VE, om markant forbedring af bilers brændstofforbrug eller om accelereret afvikling af anlæg med dårlig energieffektivitet. Det giver jo god mening, også rent økonomisk.

Konkrete policy-tiltag vil også være meget mere spiselige for u-landene, der for øjeblikket, med rette, er konsternerede over at blive hængt ud som dem, der hindrer en global aftale. Kina, for eksempel, vil givetvis være parat til at gå konstruktivt ind i forhandlinger om konkrete forpligtelser på de ovennævnte områder, på nogle, som bilers brændstoføkonomi, utvivlsomt helt på linje med industrilandene. Mange større u-lande er helt på det rene med, at udbygning med VE kan være til deres fordel.

Supplement

En aftale om en globalt koordineret politik på konkrete indsatsområder er ikke nødvendigvis et alternativ til en mere traditionel strategi baseret på bindende reduktionsmål. De to tilgange kan i princippet forfølges parallelt.

Det er min vurdering, at de dårlige erfaringer med Kyoto-protokollen, globalt og i intern EU-sammenhæng, giver grund til at tro, at en policy-orienteret proces i så fald vil vise sig overlegen.

Den foreslåede Plan B kan vedtages på COP-15 uden behov for efterfølgende ratifikation. Den går i sine forpligtelser ikke ud over, hvad alle lande, inklusive USA, allerede er juridisk forpligtet til i forlængelse af deres deltagelse i Klimakonventionen fra 1992. Det kan siges at være en fordel, selv om nogen måske vil finde det for pauvert, at COP-15 kun vil være i stand til at levere et resultat, der ikke en gang kræver efterfølgende ratifikation. De får så trøste sig med, at hvad der måtte komme ud af processen i sidste ende skal konverteres til national lovgivning i de respektive parlamenter.

Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke i den foreslåede Plan B. Men planen giver en rimelig mulighed for, at træerne kan fortsætte med at vokse, og det vil i hvert fald give bedre muligheder end den tag-selv-bord-model, der efter sigende har været drøftet i korridorerne i Bangkok.

Jørgen Henningsen er tidligere direktør for EU-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø. Han var Kommissionens chefforhandler i FN-processen, der førte til Kyoto-aftalen i >1997

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Er Løkke Rasmussens plan- B ikke et bevis på at den danske regering med Fogh Rasmussen i spidsen ikke har ”levet” for en god klimaaftale i København. Skal det ikke mere ses som et mediestunt som så mange andre ting som Fogh Rasmussen har stået ”fader” til - fx Velfærdskommissionen , Arbejdsmarkedskommissionen osv., der alle blev skudt ned næsten inden de var offentliggjort . Hvis regeringen havde haft det som en top opgave var Fogh Rasmussen vel ikke løbet af pladsen før Klimatopmødet. og Løkke Rasmussen havde vel allerede ved sin overtagelse af statsminister posten lagt sig i selen for at få et godt resultat på Klimatopmødet.